∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1815Kommentarer
180065Visninger
AA

2. New life, new start, new friends. ∞

”Kan du få tingene til at være her?” spurgte Ana om. Ana er min plejefamilies ældste og eneste datter. Hun er 18 år, mens jeg er 17 år. Men tag dig ikke af alderen. Jeg har prøvet mere end de fleste nogensinde ville komme ti.

Jeg stammer rigtig fra Brasilien, men de sidste fem år af mit liv, er der ikke ét sted, som jeg kan sige, jeg ikke har været. Jeg har været i så mange plejefamilier, at jeg har droppet at tælle. Jeg har haft adskillige ’forældre’, som enten slog mig, eller var ligeglade med mig, men denne gang var det anderledes. Jeg var nu havnet i England, nærmere London, og denne gang havde jeg besluttet mig for, at det skulle være en ny start. En helt ny start med en ny familie i et nyt land. Det var nu jeg havde chancen for at ændre mit liv, og det skulle ske nu.

Jeg måtte ligge fortiden bag mig. De sidste fem år af mit liv, havde jeg dummet mig, fortalt min historie, så CSI endnu engang måtte forflytte mig. Men det skulle stoppe nu. Både for deres skyld, og min egen. Jeg kunne godt lide at være her. De virkede glade for mig, selvom jeg virkede indelukket. Men på de sidste fem år, havde jeg lært, ikke at binde mig med folk, for det endte altid med, at jeg måtte forlade dem, fordi jeg stolede lidt for meget på dem.

Men denne gang var det anderledes. Jeg var nu kommet i en familie, hvor de på forhånd vidste, hvad der var sket med mig. Familien var en berømt en af slagsene, og de var folk man kunne stole på. De havde deres kontakter, og med kontakter mener jeg, at de kender CSI ud og ind, og CSI stoler på dem. Spørg mig ikke, hvorfor eller hvordan, jeg ved det bare, for det var det eneste jeg fik at vide, udover at de ikke kunne få børn, og Ana ønskede sig en søster. Så jeg var blevet den søster. Og at hun vidste, hvad der var sket med mig, gav mig en grund til, at lukke hende ind, eller i hvert fald prøve på det. Dette liv skulle være anderledes. Jeg skulle leve et normalt liv igen.

”Ja, tusind tak for hjælpen.” sagde jeg og sendte hende et smil, inden jeg vendte mig mod min kuffert igen. Jeg tog den eneste kjole jeg havde, og hang ind i mit skab. Jeg havde ikke plads nok til tøj i min kuffert når jeg hele tiden skulle rejse, så jeg måtte vælge det der betød mest for mig – for rig kunne man ikke kalde mig. Derfor var det også så underligt, at have et stort værelse for mig selv, med eget tv, egen computer og sådan noget. Faktisk var det bare underligt, at komme i en familie, hvor man ikke skulle holde noget hemmeligt, hvor de kunne lide en, og hvor de havde penge nok til at forsøge mig. Det var anderledes fra det jeg havde prøvet.

”Du kalder bare, hvis der er noget.” sagde Ana og forsvandt. Jeg nikkede langsomt og kiggede hen på min mobil, som lå i sengen og vibrerede.

En gammel mobil, var, hvad jeg havde. Jeg skulle kunne kontaktes hele tiden af folk der skulle sørge for, at jeg var i live. Min far havde været gammel FBI agent, så hans ’ven’ havde taget hånd om mig, og lad os bare sige, at han var som en onkel for mig. Uden ham, ville jeg sikkert være havnet på gaden, hvis ikke værre.

#Hey Amore. Hvordan går det? Er du faldet ind? xx#

Et smil gled over mit ansigt, og at pakke ud røg pludselig langt ned på listen. Siden jeg havde fløjet fra Australien, havde jeg ikke kunne komme i kontakt med ham – Horan. Han kaldt sig selv Horan, hvilket jeg fandt ret morsomt, da det betød luder på svensk – så det drillede jeg ham tit med.

Problemet var bare, at jeg aldrig havde mødt ham. Jeg vidste alt om ham, og selv de mørke hemmeligheder. Han var min bedsteven, og grunden til jeg endnu engang gav London en ekstra chance, var fordi han kom herfra. Min drøm var at møde ham. Han vidste ikke, hvad der var sket med mig, og jeg kunne heller ikke fortælle det. Alle mine samtaler blev overvåget, og selvom han var min bedsteven, stolede jeg ikke nok på ham – ikke når jeg ikke havde set ham.

Okay, at sige jeg vidst alt om ham, var løgn. Jeg vidste han var i et band, og ellers vidste jeg ikke andet end at han var 18 år, og levede sin drøm. Jeg vidste ikke rigtig det generelle om ham, men jeg kendte til hans problemer, og det var altså ikke helt normale drenge problemer. Det var pigeproblemer, til en dreng. Forstår I?

Han havde dårlig selvtillid, følte sig ikke god nok, og flere gange fortalte han mig, at bandet nok ville være bedre uden ham. Men jeg vidste, hvor meget det betød for ham, så på en måde fik jeg ham altid på afveje. Vi havde snakket i mobil i alt for mange timer, og enten var hans forældre rige, ellers var hans band virkelig kendt, for det var altid ham som ringede op. Og det var det eneste bevis på, at han ikke var en gammel mand.

#Jeg har stadig jetlag, men ellers går det overraskende godt. Hvad med dig? xx#

Det eneste han vidste om mig, var at jeg hed Amore og var 17 år, og at jeg hele tiden flyttede. Han vidste mine forældre var døde, og det var det tætteste jeg kom på at fortælle ham personlige ting om mig. Han vidste ikke andet. Han troede jeg flyttede rundt med min onkel, og det var også i orden han troede det, så længe det holdt ham fra hemmeligheden om mig.

#Det går helt fint. Vi er lidt stresset med koncerter. Jeg ringer i aften, må smutte.#

Jeg sukkede kort men sendte så min mobil et smil, inden jeg rejste mig for at pakke ud igen. Nu så jeg bare frem til i aften.

”Far, lad nu være.” Grinede Ana og kiggede med røde kinder over på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Og det endte så med, at vi fik ham skræmt væk.” Sagde Johan – Anas, og min nye plejefar.

”Ja, jeg hadede jer for det dengang, men nu er jeg bare glad for det.”

”Ja, og det var præcis derfor vi gjorde det. Vi vidste du blev glad for det skat.” sagde Jane – min nye plejemor.

”Derfor skal du ikke tage drenge med hjem Amore!” sagde Ana hurtigt, hvilket fik mig til at fnise.

”Kan du lide maden?” spurgte Jane om. Jeg nikkede hurtigt. Det var nok den bedste mad jeg havde fået i lang tid. Sikkert den bedste nogensinde.

”Er der noget du vil have i morg…-” ”Mor, lad hende nu lige være lidt. Hun er træt,” brød Ana ind og puffede til mig. Jeg kiggede sjovt på hende, inden jeg kiggede over på Jane som bare rystede på hovedet af Ana. Deres forhold så ud til at være så godt, at jeg ikke kunne andet end at smile. For en gangskyld kunne jeg tillade mig at sige: Det var det rigtige jeg gjorde – for det var det. At flytte hertil, så allerede nu ud til at blive de bedste år af mit liv.

”Kom,” Ana rejste sig og tog mig under armen. Jeg gav et grin fra mig, inden jeg fulgte med hende ind på mit værelse.

”Det er så fedt, at have en søster! Vi får det så fedt. Endelig en jeg kan gå i byen med,” grinede hun og fandt et lagen frem, inden hun begyndte at ligge det på.

”Du har vel været i byen før, og drukket alkohol, ikke?” Hun løftede det ene øjenbryn, hvilket fik mig til at grine. ”Et par gange tror jeg,” mumlede jeg og kløede mig i håret. ”Et par gange? Det skal vi nok få lavet om på!” sagde hun grinende inden hun klappede på sengen. ”Men først, så hvil igennem. Vi får en meget lang dag i morgen!” Hun gik hen mod døren. ”Sov godt Amore,” mumlede hun inden hun slukkede lyset.

Jeg satte mig på sengen, og lod mine hænder glide hen over det nye lagen, som virkede utrolig blødt. Det havde sikkert været utrolig dyrt. Det måtte alt have gjort. Hele huset, møblerne, det hele. Det var anderledes for mig, og grunden til jeg virkede så genert, var fordi jeg ikke var vant til noget af det her. Jeg var ikke vant til at blive behandlet som de behandlede mig, men tanken om det, fik mig til at smile, og for første gang i lang tid, faldt jeg i søvn med et smil på læben.

En vibrerende lyd lød lige ud for mit øre, hvilket fik mig til at mumle nogle irriterende ord, inden jeg slog øjnene op og greb ud efter min mobil. Hvem ringede klokken halv to om natten?

”Hallo?” mumlede jeg ind i mobilen, selvom jeg allerede godt vidste, hvem det var. Der var ikke andre der havde mit nummer, og da en lys og glad stemme lød i røret, blev jeg pludselig mere frisk.

”Vækkede jeg dig?” spurgte han om. Jeg fjernede mit ansigt fra mobilen for at gabe. ”Nej, det er fint,” mumlede jeg og lukkede øjnene sammen igen. Hans grin lød i mobilen, hvilket fik mig til at slappe en smule mere af. Det gjorde han altid – det var hans speciale.

”Hvad så? Er det stadig godt?” Han gik et sted hen, så der blev helt stille i baggrunden. Jeg havde ikke hørt hans stemme i to dage, så at høre den nu, lettede alt indeni. ”Det er fantastisk. Du bliver nødt til at se det en dag,” jeg tændte min natlampe og kiggede rundt i værelset. Det var en vane, da mørke ikke lige var mig. Ikke efter alle de steder jeg havde været, hvor mørke var deres kald til at tage stoffer, ryge og alt muligt andet lort.

”Det vil jeg med glæde.” Hans stemme forvandlede sig pludselig til en lav en, hvilket fik mig til at sætte mig op. ”Hvad sker der?” mumlede jeg og tog hurtigt mine ben ind under dynen igen. Efterår var ikke lige det varmeste her i England.

”Ikke så meget. Jeg er bare træt. Det har været en lang dag,” sagde han roligt, men jeg kunne høre på ham, at han løj. ”Er du sikker? Snak med mig om det,” jeg satte mig op af væggen og kiggede ud af vinduet. At han tøvede gjorde mig en smule bange – bange for det var alvorligt.

”Jeg ville bare ønske vi snart kunne mødes.” Han stemme lød virkelig træt, og på rund af larmen i baggrunden, betød det, at han vidst lige havde lagt sig ned i sengen. Et smil gled over mine læber.

”Jeg fik lige en ide. Jeg er i London, du bor i London, måske vi skulle mødes?” sagde jeg overrasket, som om det var første gang nogensinde, at emnet havde været taget op.

”Ha, sjovt Amore.” Igennem mobilen kunne jeg fornemme han sendte mig et smil, hvilket fik mig til at grine. ”Og desuden er jeg først i London om to dage.” mumlede han træt ind i mobilen. Jeg sukkede kort. Man skulle tro han også flygtede fra et eller andet. Det var så sjældent han var hjemme, men ligegyldigt, hvor han var, så ringede han altid til mig. Ligegyldigt, hvad klokken var, der hvor han var, eller der hvor jeg var. Men ikke at snakke med ham i over to dage, fik mig til at mangle noget – jeg følte mig tom.

”Amore?” sagde han efter en lang stilhed. ”Mmh?” mumlede jeg og trak dynen over mig. ”Har du lyset tændt?” Jeg skar en grimasse, selvom han ikke kunne se det. Hvordan vidste han det? ”Mmh?” ”Så sluk den og lig dig til at sove.” Han lød pludselig overbeskyttende, hvilket fik mig til at fnise. Jeg gjorde som han sagde og lagde mig ned.

”Og hvad så nu?” mumlede jeg ind i røret. Der var stille i et øjeblik, men han var der stadig. Jeg kunne høre hans vejrtrækninger.

”Syng for mig,” mumlede jeg og vendte mig mod værelset, da trangen til at tænde lyset dukkede op. Der gik ikke mere end nogle sekunder, før han begyndte at synge A team med Ed Sheeran. Jeg vidste, at det var hans yndlings sang, så derfor elskede jeg den også.

Jeg vågnede næste morgen med mobilen ved mit øre, eller faktisk vågnede jeg ved Ana, som kom skrigende ned af gangen. Jeg trak dynen over mit ansigt for at lukke lydende ude, men jeg kunne lige så godt opgive, for jeg følte mig ikke den mindste smule træt længere.

”Amooooooore!” skreg hun pludselig nede fra køkkenet af, hvilket fik mig til at grine. Hvad kunne være så godt, som fik hende helt op i det felt? Eller faktisk, var hun altid glad og hyper, men ikke så meget, og endda ikke klokken halv ti om morgenen. Der måtte være sket noget i løbet af natten. Enten havde hun fået større bryster, eller mindre fedt på maven. Ja, jeg havde kun været her i tre dage, men Ana var ikke ligefrem indelukket eller genert, så jeg vidste allerede hendes ønsker om sin krop.

Jeg rejste mig fra sengen og greb hurtigt fat i min morgenkåbe, da der ikke ligefrem var varmt på mit værelse. Faktisk havde jeg mest lyst til bare at smide mig under dynen igen, men jeg var nysgerrig, og fra i dag af, startede mit nye liv – og vi skulle i byen. Jeg skulle have nyt tøj, og det var altså virkelig noget jeg trængte til.

Jeg åbnede langsomt døren og traskede ned mod køkkenet. Aftenen i går kom hurtigt tilbage til mig, og lyden af hans stemme lød i mit hoved. Han sang så godt, så roligt, så perfekt. Det at jeg faldt i søvn til det, var en smule akavet, men det var ikke første gang det var sket. Han gjorde bare et eller andet ved mig, som jeg ikke kunne beskrive.

”Hvem har sendt dem?” Hørte jeg Jane spørge om. Jeg gik langsomt ind i køkkenet, og så Jane og Ana stå bøjet ned over noget papir, som lå på bordet.

”Det ved jeg ikke! Tjek det bagefter,” hendes blik gled op på mig, ned på papiret og hurtigt hen på mig. ”Der er du!” nærmest råbet hun. Jane kiggede hurtigt op, for at se hvem Ana snakkede til. Hun sendte mig et hurtigt smil, inden hun tog papiret i hånden.

”Hvad sker der? Du vækker jo hele nabolaget,” sagde jeg en smule flabet, men det så ikke ud til, at hun tog sig af det.

”Ana, hvem sendte dem her?” Jane lød pludselig urolig, og det fik Ana til at tie stille. ”Jeg siger jo, at de bare lå i postkassen.” Hun slog irriteret ud med armene og viftede pludselig med noget papir i hånden.

”Vores første rystesammen aktivitet!” Og lige som jeg troede hendes smil ikke kunne blive større, blev det større. ”De er sååå lækre!” hvinede hun. Og hun skulle forestille at være 18 år? Og hvem var lækre?

Jeg gik med to faste skridt, hen og hev papiret ud af hendes hånd, så hun gav et gisp fra sig. ”Pas på dem! Ikke ødelæg dem.” Hun så på mig med rædselslagende øjne. Hun måtte fejle noget. Normal var hun hvert fald ikke!

Jeg lod mit blik glide ned af papiret, og opdagede det var to backstage billetter til One Direction. Jeg kiggede over på Ana. ”Hvem er One Direction?” Jeg mindes, at jeg havde hørt dem før, men jeg skulle lige være på den sikre side.

Hun stoppede med at danse frem og tilbage, og kiggede med store øjne på mig – store store øjne.. Hun skræmte mig faktisk lidt.

”One Direction? Du ved, lækre Harry, sjove Louis, oversexet Zayn, nuser Niall og søde Liam?” Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Du ved: YOU DON’T KNOW YOU’ER BEAUTIFUL NANAN?” Hun slog sig selv i hovedet. ”Alle kender One Direction. To sekunder.” Hun fiskede hurtigt sin mobil op, hvilket gav mig mulighed for at kigge hen på Jane, som bare sendte mig et smil og rystede på hovedet.

”Jeg gætter på hun er en fan?” mumlede jeg, hvilket fik Jane til at grine. ”Jeg tror du har fuldstændig ret søde.”

”Ja, alle er fan af dem. De er så lækre, se se se!” Jeg blinkede hurtigt med øjnene og tog imod hendes mobil. Fem par drenge var på billedet, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde set dem før. De var overalt i Australien.

Jeg studerede dem en smule nærmere, mens Ana hev billetterne ud af min hånd. Jeg rystede langsomt på hovedet, og kiggede over på Jane igen, som stadig prøvede at tjekke billetterne.

”Ana, I skal ingen steder, hvis vi ikke ved, hvem der har sendt dem.” sagde hun dødalvorligt, hvilket fik Ana til at se helt forvirret ud.

”Tror du der er en gemt bombe i? Mor de har koncert, her i London om to dage – hvor billetterne er til. Lad nu være med at være så overbeskyttende,” brokkede hun sig. For at være ærlig, var en koncert ikke lige, hvad jeg havde mest brug for. En aften med flere tusind skrigende piger, det var ikke lige mig. Kald mig enspænder, men tinnitus er ikke mig!

”Skulle I ikke i byen? Så ser vi på det i aften.” Johan kom ind i køkkenet iført et fint jakkesæt. ”Godmorgen Amore. Har du sovet godt?” Han tog en kop kaffe og lænede sig op af boredt.

”Jeg har sovet helt fint, tak.”

”Ja, thyyys. Få noget tøj på, vi har travlt.” Sagde Ana og skubbede mig hen mod trapperne. ”Lad hende nu lige få luft inden du begynder på shopping,” råbte Johan efter hende, som fik hende til at gøre nar af ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Deres forhold var så anderledes, end hvad jeg var vant til. De mindede om mine egne forældre..

”Jeg tror rød er lige din farve!” Ana smed en BH hen til mig, hvilket fik mig til at se forvirret på den. ”Den er jo grim?” Ana lavede store øjne, hvilket fik mig til at grine. ”Sagde du lige noget dårligt? Og jeg som troede du var en engel. Der kan man bare se.” Hun trak på skulderne og greb ud efter BH’en. ”Så prøver jeg den bare selv. Find noget du kan lide. Vi har travlt, der er cirka 20 butikker tilbage,” sagde hun og lod som om hun talte på fingrene.

20 butikker? ”Det kan godt være jeg er en pige Ana, men jeg kan ikke lide at shoppe.” Og det var ikke løgn. Jeg hadede det. Jeg havde en spasser fod som gjorde ondt, hvis jeg gik for lang tid af gangen. Platfodet eller hvad det nu hedder.

”Er der andet du vil fortælle for at såre mine følelser?” Hun stod nærmest og knurrede tøjet ind til sin krop, som om det holdt mine ord væk fra hende.

”Det kommer nok hen af vejen,” jeg sendte hende et smil, inden jeg vendte mig om mod BH’erne. Måske var det også fordi jeg aldrig havde haft penge til at shoppe. Men det at prøve hundred forskellige ting, uden at købe nogen af dem, det er spild af tid.

”Vi spiser om lidt,” sagde Jane da vi trådte indenfor. Det havde været en utrolig lang dag. Husk mig på, at jeg ikke skal shoppe med Ana længere. Jeg havde fået så meget tøj, at jeg ikke kunne se hvor trappetrinnene var, så jeg levede et farligt liv lige nu.

Men det var dog lykkedes Ana at få tankerne væk fra det normale. Faktisk havde jeg hygget mig udover min fod gjorde ordentlig ondt. Det var en fantastisk start på mit nye liv, og smilet der sad om mine læber, var ikke til at fjerne.

Jeg kom endelig op og smed poserne på gulvet. Jeg sukkede udmattende og nød duften af mad i huset. Det var en af de første gange, hvor jeg rent faktisk fik mad hver aften. Måske det også kunne hjælpe mig til at tage lidt på. Jeg havde brug for noget fedt på kroppen. Kald mig underlig, men jeg følte mig næsten for tynd.

Min mobil gav en lyd fra sig, og trak mig ud af mine tanker. Jeg kiggede panisk rundt for at finde den, men den var ikke til at se nogle steder. Den måtte være her et eller andet sted. I poserne, i min pung, et eller andet sted!

Jeg tog hurtigt fat i poserne og lod alt indholdet falde ud på sengen. Jeg greb fat om en orange top. Hvordan var det umuligt at få mig til at købe noget i orange? Det var ikke min farve.

Fokuser Amoer.

Jeg kiggede efter min pung, og til mit held, lå den derinde.

”Amore, vi spiser.” Råbte Johan ude fra døren, mens han bankede på to gange.

”Jeg kommer,” sagde jeg glad og trykkede på min mobil. Horan havde skrevet, hvilket fik et stort smil frem. Men indholdet i beskeden, fik mit smil til at stivne.

#Jeg håber I kunne bruge billetterne. Jeg ved Ana er fan af dem. ;-)#

En kold følelse gik igennem min krop. Hvordan vidste han, hvem Ana var? Og hvordan vidste han, hvor jeg boede?

Jeg sank den klump jeg havde i halsen.

Var han overhovedet den 18-årige dreng han udgav sig for at være?

”Amore,” råbte Ana igen.

Rystende gik jeg ind i en ny besked.

#Hvordan mener du?#

Det var et koldt svar, men en underlig og bange følelse bredte sig i min krop.

Hvem fanden var han egentlig?

Så kom første kapitel. Hvad synes I? Lyder den stadig spændende eller? Og hvordan tror I Horan kendte til Ana? Og tror I Amore tager til koncerten, nu når han pludselig har skræmt livet af hende? OG TUSINDS tak for likes og alt det der. I har ingen ide om, hvor meget det betyder, f9s 10hi! xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...