∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1815Kommentarer
181148Visninger
AA

24. It's time to leave. ∞

 

Ikke rettet igennem!

Jeg glippede et par gange med øjnene, men den hvide farve fik mig straks til at lukke i igen, så mine andre sanser blev stærkere.

Min hørelse bliver stærkere. Jeg kan høre en trække vejret, og det er ikke mig selv. Lugten af renhed fylder min næse. Jeg genkender den. Jeg har været her før, og det hvide som stadig svier og brænder i mine øjne, gør mig helt sikkert. Jeg kan kun være et sted – et sted for syge mennesker, og hvis jeg kunne have en psykopat som far, så måtte jeg være syg.

Jeg var på hospitalet, og der var en person ved siden af mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at åbne øjnene, for gjorde jeg det, så var det som om jeg indså alt der var sket – og sm altid ville jeg helst lade det forblive et minde… men nu kunne jeg mærke det. Jeg kunne mærke hvordan det brændte sig på, byggede sig op som en mur som kun ventede på at falde sammen så snart jeg indså sandheden – så snart jeg åbnede mine øjne.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og kunne nu høre en anden vejrtrækning blande sig med den rolige og stille ved siden af mig – men jeg kunne ikke åbne mine øjne. Jeg var bange.

”Amore?” stemmen lød forsigtig og på den anden side utrolig lettet. Jeg kneb bare øjnene hårdere sammen, og kunne igen høre hans stemme. Han prøvede at nå ind til mig. Jeg havde aldrig hørt ham så seriøs før. Louis var ikke en seriøs person, men hans stemme..

Det gav et sæt i min krop, da en hånd lagde sig om min.

”Du er vågen,” sagde han stille og gav min hånd et klem. Tårerne pressede sig på, så mine øjne blev igen klemt hårdt sammen.

”Amore, kig på mig,"

Pludselig var det som om en panik ramte mig. Min krop begyndte at ryste og synet af Niall der kiggede med sine store blå øjne på mig, var som et stort 3D billede i mit hoved. Hans frygt da jeg stod med pistolen..

Det gik først op for mig da Louis slap min hånd, at jeg havde kaldt efter Niall – på Niall.

”Selvfølgelig,” Louis lød helt forvirret inden han begyndte at kalde Nialls navn. Han måtte være her, det måtte være ham med de rolige vejrtrækninger.

“Niall,” sagde Louis højt, og lidt efter lød en mumlen.

Der gik noget få sekunder, før en varm hånd omringede min kolde hånd. En varme spredte sig i min krop, og en lettelse samt en uro startede i min krop.

”Du er vågen,” hviskede han med en stemme fuld af lettelse og sorg. Jeg bed mig i læben og klemte hårdere om hans hånd. Han var her virkelig – selv efter alt han havde været udsat for, alt han havde set.

Pludselig gled tårerne ned af min kind, selvom jeg havde gjort alt for at holde dem inde.

”Kig på mig,” hviskede han og satte sig tættere på sengen. Jeg reagerede ikke på hans ord – jeg kunne ikke. Jeg var ikke klar til at skulle indfinde mig med alt det her.

”Amore,” hviskede han forvirret og pludselig lå hans anden hånd mod min kind. Jeg drejede ansigtet ind mod hans hånd og kunne mærke en klump i maven.

”Amore, det er okay. Stol på mig,” hviskede han og fjernede en tåre der gled langsomt ned af min kind.  Hans stemme var fuld af tillid, kærlighed, og selvom jeg vidste hvad jeg ville indse og skulle indfinde mig med, så lod jeg øjnene glippe op et par gange. Jeg kunne ikke modstå Nialls ord, og jeg havde brug for ham mere end aldrig før.

Et smil som langt fra nåede hans øjne var plantet på hans ansigt. Klumpen i maven blev større. Alt han havde været udsat for… hvordan kunne jeg dog tilbyde ham det?

”Hey babe,” mumlede han svagt og lod sin tommelfinger glide et par gange hen over min kind. Et lille smil gled frem, inden jeg snøftede. Han fortjente ingenting af det.

”Er du okay?” hviskede han stille og kiggede hen mod døren. Jeg fulgte han blik og så Ana, Jane og Johan stå udenfor og snakke med en læge.

Mit blik fandt tilbage på Niall. Jeg nikkede kort. Jeg var okay fysisk. Men psysisk – slet ikke.

Niall sukkede og rystede på noget. Jeg vidste jeg langt fra havde overbevist ham, men lige nu ville jeg bare nyde at han var okay, og at jeg var.

”Amore,” sagde han roligt, men det fik mig blot til at græde. Han greb hurtigt ud efter mig, og trak mig hen så jeg sad på hans skød. Han hænder gled op og ned af min ryg, mens hans beroligende ord trængte igennem.

”Det skal nok gå,” hviskede han og lagde sin hage mod mit hoved.

”Du er her nu, du er i sikkerhed,” sagde han roligt.

Jeg nikkede kort og lod mine hænder glide hen af hans bryst. Spørgsmålet var ikke rigtigt om jeg var okay, men om han var.

”Er du?” hviskede jeg, så han trak sig væk fra mig. Hans øjne fandt hurtigt mine, og de var pludselig blevet en smule mørke.

”Amore, lad være,” sagde han en smule bestemt. Jeg rystede på hovedet.

”Niall jeg kunne have…”

”- Amore, det er ikke din skyld. Jeg er okay, og det er det vigtigste, okay?” Jeg bed mig i læben og nikkede kort i det døren gik op.

”Amore!” Anas stemme lød skarp i mine øre. Jeg greb hårdt om Nialls bluse da han løsnede sit greb om mig. Han kunne ikke gå, ikke nu. Jeg ville ikke have han skulle gå. Jeg havde været så tæt på at miste ham, og det skulle ikke ske igen.

”Ikke nu,” hviskede jeg så kun han hørte det. Han tøvede et øjeblik, men lænede sig så om i stolen og tog en smule hårdere fat om min hofte.

”Er du okay?” hun var hurtigt henne ved mig og give mig et kram. Johan stod sammen med en mand i uniform. Jeg kunne nemt genkende ham. Det var chefen, ham der havde stået veds iden af mig, hjulpet mig, og hjulpet Niall.

Hvis han ikke var kommet… jeg turde slet ikke at tænke på det.

”Jeg har det fint,” sagde jeg og sendte hende et smil, men min facade var væk, så ingen ville hoppe på det – og det gjorde hun heller ikke.

”Amore,” Johan brød ind og sendte mig et stort varmt smil.

”Kristian,” han pegede hen på chefen, som åbenbart hed Kristian ”vil gerne veksle et par ord med dig, er det okay?”

Jeg kiggede straks hen på Niall, som sendte mig et varmt smil. Men jeg mente hvad jeg sagde. Jeg ville ikke give slip på Niall lige nu.

”Han kan blive,” sagde Kristian efter noget tid. Han havde fattet budskabet, og det fik mig til at ånde tungt ud

En læge kom ind af døren da de andre var på vej ud. Hun sendte mig et smil inden hun gik hen til mig.

”Hvis du lige…” hun pegede på sengen, og tøvende slap jeg Niall og satte mig hen på sengen.

”Jeg vil gerne udspørge dig om nogle spørgsmål inden psykiater kommer ind.”

Psykiater? Jeg kiggede forvirret hen på Kristian som havde et svar klar.

”Du har brug for hjælp for at komme over den oplevelse.”

Jeg havde ikke brug for at snakke med en fremmede person om mine problemer. Det ville jeg ikke. Jeg havde kun brug for Niall og de andre, derfor rystede jeg på hovedet.

”Jeg vil ikke snakke med en psykiater.” Han skulle til at afbryde, men jeg var hurtigere. ”Jeg gør det ikke,” sagde jeg bestemt og lidt efter sukkede han tungt ud og nikkede så.

Niall derimod var ikke så nemt at overtale. Jeg kunne nemt se på hans ansigt at han var en smule irriteret, men det var jeg egentlig også lige nu – og jeg vidste ikke hvorfor.  

Efter en undersøgelse af lægen, fik jeg endelig lov til at tage hjem.

Johan, Ana og Jane gik i forvejen mens Niall og jeg gik omme bag i. Jeg kunne på afstand se paparazzierne. Selvfølgelig var det blevet opdaget. Selvfølgelig var der fans foran mangement’s bygning nu når drengene var der. Det gik langsomt op for mig, at mange af de mennesker der stod omkring os, kunne være fans. Fans der så deres idol prøve at berolige en sindssyg kælling.

En rysten gik igennem min krop, og hurtigt klemte Niall om den. Jeg var træt og udmattet. Jeg ville bare hjem og snakke tingene igennem med dem alle.

”Jeg mener det, hold dig til mig, og glem hvad de siger.” Jeg kiggede forvirret på Niall, men han fortsatte ligeud. Han trak mig hen foran sig i det dørene blev åbnet, og straks blev mine øre fyldt med råb. Råb om jeg var okay – om Niall var.

Niall lagde beskyttende hænderne på mine hofter og skubbede mig frem ad. Mit blik havde fundet jorden for længe siden, og det var først da vi stod foran bilen, at jeg kiggede op. Ana sendte mig et smil da jeg fik sat mig ind, og lidt efter slog hun armene om mig igen.

”Jeg er så ked af det Amore,” sagde hun så og kyssede mig på siden af hovedet. Jane sendte mig et moderligt blik og lagde en hånd på mit knæ. En varm følelse af tryghed gled rundt i min krop, og følelsen af at være elsket – virkelig elsket.

”Det er slut nu,” sagde Jane og gav mit knæ et klem, inden hun kiggede frem ad igen. Jeg vidste de havde ret, jeg vidste det var slut. Steven var indlagt på et lukket hospitalt – og denne gang det bedste af de bedste. Det gjorde mig tryg, men kunne han slippe ud der, så kunne han slippe ud alle steder.

”Er i sultne?” spurgte Johan, men både Niall og jeg rystede på hovedet. Han nikkede kort og vendte sig hen mod Jane, som sendte både Niall og jeg er smil.

Niall lukkede døren efter mig. Jeg gik hen og satte mig på sengen og vendte så blikket hen mod Niall, som stod lænet op af døren og et forpint ansigtsudtryk. Jeg fik det helt dårligt. Det var sådan han så ud… dengang.

”Hold op med at se sådan ud,” mumlede jeg og kiggede hurtigt ned da han kiggede på mig.

”Amore jeg..”

Jeg afbrød ham hurtigt.

”Hvordan kan du være her? I samme rum med mig? Niall jeg ville have dræbt den idiot,” råbte jeg pludselig og kunne mærke alle følelserne flyde sammen.

I et splitsekund var Niall henne ved mig. Han sad på knæ og havde hurtigt taget fat i mine hænder.

”Amore, du ville ikke have dræbt ham. Stop med at sig sådan. Du er ikke sådan.” Hans stemme var hård og fik mig til at føle mig lille.

”Hvis du tror jeg vil afsky dig, eller forlade dig Amore, så er du helt forkert på den. Det vil jeg aldrig gøre, og da ikke når du har mest brug for mig.”

Jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårerne vælte ud.

”Jeg er datter til en psykopat Niall!”

”Det betyder ingenting Amore. Du er ikke som ham.” Skyndte han sig at sige.

”Det betyder ingenting,” gentog han og nussede mit lår, for at få mig til at slappe lidt af.

”Det vigtigste er, at du er okay og du er her nu, okay?” sagde han, og hans måde at vende alt om til mig, gjorde mig forvirret. Han var blevet truet på livet. Han kunne væer fucking død, og nu …..

”Niall, du kunne være d-d-død. Hvoror?” hviskede jeg, og straks forstod han mig.

”Jeg bliver truet på livet hver dag af sindssyge folk på nettet.” Han sendte mig et smil og det lykkedes mig at gengælde det.

”Men der er forskel. Niall han stod med den, rettet mod dig.” Min krop begyndte at ryste voldsomt, og i stedet for at rejste sig op, tog han fat i min hånd og trak mig ned, så jeg sad på hans skød.

”Jeg har det fint Amore. Jeg har det fantastisk. At du er her, det er vigtigst. Det eneste der bekymrer mig nu, er dig. Amore du har det ikke godt. Du har det forfærdelig og jeg vil ønske jeg kunne hjælpe dig, men du har brug for hjælp – hjælp til at komme over det her, af en professionel.”

Jeg rystede langsomt på hovedet da jeg vidste hvor det førte hen.

”Amore, for min skyld? Og drengenes?”

Tanken om at gøre noget frivilligt for Zayn, gav mig lyst til at ryste på hovedet, men det var nok ikke så meget ham han hentød til.

”For min skyld Amore – så vil jeg være tryg,” hviskede han ind i mit hår, og jeg kunne ikke modstå ham. Efter alt jeg havde udsat ham for, så ville jeg for alt i verden gøre ham glad. Og det var ikke fordi jeg havde det vildeste at tilbyde, så det her … det skulle hjælpe.

Jeg nikkede kort, hvilket fik ham til at ånde lettet ud.

”Jeg var så bange,” mumler han og kyssede mig adskillige gange i håret så jeg umuligt kunne andet end at føle mig elsket.

”Amore,” Kristian sad foran mig med Johan ved sin side. Ana stod med tårerne ned af kinderne, og det fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst. Jeg hadede at se hende græde.

”Du kan ikke blive her.” Hans stemme var kontrollerende og hård, og det fik mit hjerte til at stoppe. Hvad?

Jeg var lige kommet hjem fra en afslappende tur med Niall. Han havde insisteret på at tage mig ud så jeg kunne komme på andre tanker, og nu sad jeg her. Foran Kristian, som fortalte mig jeg ikke kunne blive. Hvad fanden bildte han sig ind? Og hvad mente han lige?

”Du er i trygge hænder her Amore.”

”Hvad er så problemet?” vrissede jeg så det kom bag på os alle.

”Alle ved det. Det er i alle nyheder, alle hans ’hjælpere’ ved du er her Amore. Det er risikabelt. Du skal til en lille by i Frankrig og …”

”Nej.” Jeg havde været vant til at blive flyttet fra steder til steder i hele mit liv. Det kom ikke som et chok mere, dog kom det denne gang. Jeg havde troet alt var over. De sagde alt var over. De ville sikkert også kende mig i den lille skide by i Frankrig, så hvad var problemet?

Jeg havde efterhånden lært at berolige mig selv når jeg fik chok, denne gang var det bare anderledes. Jeg skulle ikke herfra.

”Amore, så længe du er under 18 år så bestemmer vi.” Sagde han hårdt. Under 18 år? Der var tre måneder til min fødsesldag for fanden!

”Jeg vil ikke flytte herfra, forstår I? Det her er det eneste sted jeg har følt mig velkommen, følt mig elsket. Jeg har venner her, jeg har familie.” Mit blik gled hen til Ana, som sendte mig et gråkvalt smil.

”Hvad vil det nytte at tage mig til Frankrig i tre måneder for at jeg derefter flytter tilbage?” Hvæsede jeg af Kristian som stadig så beslutsom ud.

”Så kan vi sige vi har gjort vores job Amore.” Han sagde det så alvorligt, at jeg næsten fik lyst til at grine. ”Jeg kan ikke flytte herfra.”

Det var som om det ikke var gået helt op for mig. Som om det bare var en ond drøm. Jeg havde troet det hele var en slutning på det her, men det var kun en begyndelse. Steven ødelagde mit liv.

”Der er ingen udvej Amore,” sagde han vredt og rejste sig. Min mave trak sig sammen. Hans ord trænge endelig ind, og da han lukkede døren efter sig, så var det som om jeg var fuldstændig forsvarsløs. Jeg havde ingenting at sige. Jeg havde ingen måde at forklare mine følelser på. De var der, og de flød over. Jeg græd. Jeg skreg og jeg hulkede højt. Jane og Ana var hurtigt henne ved mig, men det betød ingenting.

De ville tage alt jeg ejede. Jeg skulle til Frankrig. Fucking Frankrig til en familie som kunne behandle mig som alle andre havde gjort. Men denne gang var det anderledes, det vidste jeg. Tre måneder uden Niall, drengene, ja selv Zayn og min familie ville være så ensomt. Jeg kunne gå ned, fuldstændig ned. Hvad fanden skulle jeg stille op med det her?

”Shhh,” Janes ord trængte ind, men det fik mig ikke til at stoppe med at skrige. Jeg skreg af mine lungers fulde kræft. Det var skrig der havde ventet på at komme op de sidste tre dage. Skrig helt nede fra maven – dybt inde fra mit hjerte af. Skrig fra det fact at jeg var datter af en psykopat, at Niall kunne have mistet sit liv, at jeg skulle væk – alt.

Det ville bare ikke stoppe. Jeg levede ikke i nogen lykkelig bobel. Jeg vidste den ville springe, jeg vidste det.

Jeg var på umeldt besøg hos Niall,. Jeg vidste drengene ville være der, men alt var klaret. Jeg skulle til Frankrig i morgen tidlig, så det var min eneste chance. Jeg ville sige det facetoface. Jeg ville sige farvel – det blev jeg nødt til.

Der gik et øjeblik før døren blev flået op af en grinende Zayn, dog stoppede hans smil brat da han så mig.

Jeg var nok ikke noget kønt syn. Jeg vidste mine poser under øjnene var slemme, og jeg vidste mine kinder og øjne var hævet.

”Amore,” sagde han en smule overrasket. Han virkede lettet over at se mig, og selvom jeg var pisse sur på ham, så gav det et stik i hjertet at sige farvel til ham.

”Er Niall her?” spurgte jeg og prøvede at holde min stemme i ro. Jeg kiggede om bag Zayn som bare stirrede på mig.

”Lukker du mig ind eller hvad?” vrissede jeg surt. Det kom bag på ham, men han stirrede stadig bare på mig. Hans blik var hårdt og undrende, og hvis jeg ikke snart kom ind ville han læse mig, og så ville han flippe skråt. Derfor skubbede jeg hans arm til side og gik ind med sko og jakke på.

Drengene sad i sofaen med slik og chips poser ud over det hele. Hvis jeg ikke tog fejl, så skulle de holde filmaften, og jeg ville ødelægge det.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Naill grinede. Han slog irriteret til Louis som også bare begyndte at grine. Det var sådan jeg elskede at se ham. Glad og langt fra i problemer og den sorg jeg ville udsætte ham for.

”Drenge, Amore er her.” sagde Zayn irriteret. De stoppede alle sammen det de havde gang i og kiggede om på mig. Det var første gang jeg så dem siden den dag på hospitalet. Deres øjne borede sig fast på mig, og lidt efter så de helt forskrækket ud. Jeg lignede et lig.

”Amore!” udbrød Liam overrasket. Jeg kunne ikke skjule et lille smil. Hvor ville jeg savne dem. Åh gud.

”Wow babe,” mumlede Niall og kiggede op og ned af mig, inden han lagde hænderne på mine arme.

”Er du okay? Du ser forfærdelig ud,” sagde han uroligt. Hvordan skulle jeg kunne leve uden ham I tre måneder?

Klumpen i halsen blev større og tårerne pressede sig på. Utroligt jeg havde flere i mig. Gud hvor havde jeg det skidt. Bekymringsfri Niall. Glade Niall… ham ville jeg ødelægge ved ham. Jeg kunne ikke glemme hans ord, og hans made at vise på at han elskede mig, at jeg skulle blive. Han tiggede mig nærmest dengang. Hvordan kunne jeg overhovedet have i tankerne at forlade ham dengang? Nu ville jeg gøre alt for at blive.

”Niall jeg…” min stemme knækkede, og det fik de andre drenge til at søge lidt tættere på. Det hele mindede mig om sidste gang jeg ville sige farvel.

”Hvad sker der?” kom det fra Harry. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg skulle gøre det her.

”Jeg skal til Frankrig,” mumlede jeg, hvilket fik Liam til at ånde lettet ud – han forstod det ikke. Det gjorde Niall til gengæld. Hans øjne blev helt kolde. Hans blå øjne var ikke længere blå.

”Jeg skal flytte til Frankrig,” hviskede jeg, hvilket fik Zayn til at gå lidt tættere på. Jeg bed mig i læben. Det gjorde så forfærdelig ondt at se ham sådan.

”Hvorfor?” spurgte Zayn om i stedet for Niall – men det var nok det han ville have spurgt om alligevel.

”Jeg … min… De gør deres job. Det er ikke trygt her,” hviskede jeg og kunne sagtens høre hvor fuld af afsky min stemme var.

”Amore, det kan du ikke,” sagde Niall og slap sit greb om mine skulder. Jeg kunne mærke tårerne komme frem, inden jeg trådte hen og lagde en hånd på hans kind.

”Amore, du lovede,” hviskede han så det gav et stik i mit hjerte. Jeg havde givet ham et fucking løfte…

”Niall jeg vil heller ikke! Jeg prøvede jeg..”

“Det var det jeg sagde,” hvæsede Zayn. Mit blik fløj hurtigt hen til ham. Hans øjne var fulde af vrede, og jeg forstod det. Jeg havde såret Niall – det var ingen hemmelighed.

”Jeg prøvede, okay?” hviskede jeg, men han rystede på hovedet.

”Det var det jeg sagde fra starten Niall. Hun vil kun fucking såre dig.”

”Zayn!” lød det fra Harry, men han ignorerede ham.

”Jeg sagde hun ville forlade dig. Du fucking sagde du aldrig ville forlade ham Amore!” råbte han højt, og jeg blev grebet af panik.

”Jeg vil ikke af sted! Jeg har ikke andre end jer og min familie forhelved! Tror du jeg gør det her med glæde? Tror du ikke at så snart jeg bliver 18 år, så er jeg tilbage her? Jeg prøvede, jeg gjorde hvad jeg fucking kunne. Jeg ved du fucking hader mig Zayn, og jeg er pisse ligeglad nu, okay? Kan du ikke bare…” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg ville ikke bede ham skride, jeg holdt af ham.

”Kun tre måneder?” lød det fra Niall, og da mine øjne fangede hans, lysnede de op. Jeg forstod ikke hvorfor, jeg forstod det virkelig ikke.

”Niall, det er tre måneder,” hviskede jeg, og han nikkede inden han trådte hen til mig.

”Betragt det som en lille mini ferie,” sagde han og jeg anede ikke hvorfor han pludselig var så glad.

”Amore, det ville være værre hvis det var i Amerika, og det ville være værre hvis det var for altid,” sagde han og tog mit hoved i hans hænder.

”De kan vel ikke holde mig fra at besøge mig, kan de?” Han lagde hovedet på skrå og sendte mig et skævt smil. En varme bredte sig straks i min krop. Mente han det? Var han ikke.. sur?

Mit blik gled hen på de andre drenge, og jeg kunne se dem smile mens de betragede os.

”Niall jeg…”

”Amore, vi skal nok finde ud af det her, ikke?” Han kyssede mig blidt på næsen, og pludselig forsvandt mine bekymringer.

Tre måneder uden Niall ville være hårdt, men hvis han besøge mig ind imellem. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det skulle nok gå. Selvfølgelig skulle det nok gå. Jeg ville ikke give slip på Niall og han ville ikke give slip på mig. Jeg elskede ham så forfærdelig højt.

”Vi skal nok finde ud af det,” hviskede han så da jeg ikke svarede. Jeg nikkede hurtigt inden hans læber fandt mine, og et højt ”awwwww” lød fra Louis.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde haft så mange følelser, så mange forskellige følelser på de tre dage. For et par timer siden var jeg sikker på det var slut - at jeg skulle væk for altid og Niall ville droppe mig, men jeg tog fejl.

Hvordan jeg følte nu, det kunne jeg ikke svare på. Jeg var glad, men på den anden side frygtede jeg de timer, minutter og dage Niall ikke var der. Men nu havde jeg noget at se frem til. Det var som en pause, en pause fra alt – og når jeg kom tilbage, så ville det være en ny start.

Det var sådan jeg måtte se på det. En ny begyndelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...