∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1815Kommentarer
181079Visninger
AA

23. I wanna kill you so bad. ∞

 

”Det vi prøver at sige,” sagde Liam og skubbede til Zayn som kiggede op fra bordet. ”Er at vi er kede af vi dømte for hurtigt.”

Niall havde fået overbevist mig om at tage hen til drengene – ikke at jeg havde lyst. Jeg havde hvert fald ikke lyst til at se Zayn lige nu. Jeg var vred, såret og skuffet, og alligevel en smule glad. Det mellem Niall og jeg var blevet løst – dog var jeg stadig forvirret om hvor vidt jeg skulle blive her eller ej – for deres sikkerhed.

”Og mangementet er inde omkring det her,” tilføjede Louis og rejste sig. ”Og vi,” han pegede på alle drengene, inden han tog min hånd og fortsatte: ”Vi er her for dig lige meget hvad de siger,” han sendte mig et stort smil, men alligevel gik en rysten igennem mig.

Jeg havde slet ikke tænkt over mangement. Jeg havde virkelig slet ikke tænkt over hvilket konsekvenser det her ville få for dem.

Mine håndflader blev svedige, og hurtigt skubbede jeg stolen bagud og rejste mig op, så en masse forvirret blikke fulgte mig.

”Undskyld mig,” mumlede jeg og gik ned mod Nialls værelse. Jeg rystede på hovedet. Jeg blev nødt til at forlade dem. Ikke nok med deres sikkerhed, men også deres drømme, deres liv deres karriere. Det var for meget. Så meget kunne jeg ikke ødelægge.

”Amore,” Niall greb fat i min arm og vendte mig rundt. Hans bekymrede øjne lagde sig hurtigt over mig, hvilket fik klumpen i halsen til at vokse. Jeg havde lovet Niall ikke at forlade ham.

”Det er lige meget hvad de siger, okay? Jeg er ligeglad. Jeg gav dig et løfte, og det holder jeg,” sagde han og kærtegnede blidt min kind. Jeg puttede hovedet ind mod hans hånd og lukkede kort øjnene, inden jeg tog en dyb indånding.

”Niall, jeg kan ødelægge alt for jer. Jeres sikkerhed, jeres karriere – alt.” Han rystede hurtigt på hovedet. ”Amore, der sker os ikke noget, okay? Og mangement vil jo ikke ligefrem forlade os fordi jeg ikke går fra dig,” sagde han og trådte lidt tættere på.

Jeg sank klumpen i halsen inden den blev for stor. ”Og hvis jeg går fra dig?” Han rystede hurtigt på hovedet inden en lys farve overtog hans øjne – de blev helt b lanke.

”Amore, det gør du ikke. Vi finder ud af det her, okay?” sagde han en smule ivrigt.

”Niall du forstår det ikke! Jeg kan ødelægge det hele for jer alle fem og jeg..”

”- Amore vi vælger selv det her,” lød det fra døren af. Jeg drejede hurtigt hovedet hen mod døren og kiggede på Zayn.

”Ja, det kan du lide, huh?” min stemme var provokerende, og jeg vidste den ramte hans dårlige samvittighed for det han havde gjort mod mig. HAN satte mig i det fucking dilemma.

”Amore, hold nu op. Han gjorde det rigtige,” sagde Niall, hvilket fik mig til at træde et skridt fra ham. ”Det rigtige? Det er hans fucking skyld jeg står i det her dilemma!” råbte jeg højt og kiggede skiftevis på dem. Nialls øjne var stadig blanke, og jeg hadede at gøre det her imod ham – men hvis han mistede en af de andre drenge, så ville det være min skyld – og det ville han ikke tilgive mig for.

”Det her er ikke en fucking CSI serie hvor morderen bliver fanget til sidst, okay? Det her er alvor om I vil det eller ej!” vrissede jeg surt og gik forbi dem. Min skulder stødte ind i Zayns, og inden jeg nåede længere greb han fat om min hånd og skubbede mig ind i væggen.

”Det var præcis derfor jeg fortalte ham det – fordi han ville blive såret hvis du bare skred.” Hans øjne borede sig ind i mine, men det skræmte mig ikke – ikke denne gang.

”Og nu har han både fået det at vide, og ved at jeg skal forlade ham. Var det virkelig det du ville udsætte ham for?” jeg skubbede hårdt til ham, men han tog bare om mine arme.

”Du behøver ikke skride fra ham – fra os,” vrissede han.

”Hey,” Niall kom ud og kiggede forvirret på os.

”Hvis der sker jer noget, så er det min skyld, så jo!”

”Så du er ligeglad med du sårer ham?”

”For god sake! Han bliver såret lige meget hvad. Hvis der sker jer noget bliver han såret, hvis jeg går bliver han såret! Jeg bliver nødt til at vælge!” råbte jeg surt, men det tog han sig ikke af.

”Stop så,” sagde Niall og kørte frustreret en hånd igennem håret.

”Hvorfor så ikke blive? Det er ikke sikkert der sker os noget som helst Amore. Vi har folk uddannet til det her. Det er ikke sikkert der sker noget - ergo er det ikke sikkert Niall bliver såret, men hvis du skrider så bliver han såret!” sagde han med en høj stemme.

”Stop så i to!” lød det surt fra Liam.

Jeg holdt mine øjne mod Zayns, og han holdt dem mod mig, indtil Louis skubbede os væk.

”Tag med os,” sagde Harry som stod lidt i baggrunden. Jeg kiggede forvirret hen på ham.

”Hvis du tager med os på vores tour, så er vi i sikkerhed. Han er efterlyst overalt, han kan umuligt komme ud af England, hvilket du sagtens kan. Imens kan vi bare håbe de finder ham,” sagde han fornuftigt – og tro det eller ej, det var faktisk Harry der kom på den ide.

Jeg lukkede kort øjnene. Det var en perfekt plan. Jeg ville være sammen med Niall – og de andre. Jeg ville være væk herfra, men Ana.

”Jeg kan ikke bare forlade Ana,” svarede jeg kort og rystede på hovedet. Hvorfor skulle der altid være noget der holdt mig tilbage? For fanden.

”Vent, lad os nu snakke med mangement først, okay?” sagde Liam. Jeg drejede rundt og kiggede igen på Zayn. Ligemeget hvad der kom ud af det her, så kunne jeg i sidste ende kun ’takke’ ham.

”Jeg håber det her var hvad du ønskede,” vrissede jeg af ham. Hans øjne blev mørke inden han trådte et skridt hen imod mig.

”Nu stopper i to fanme,” sagde Niall irriterede og skubbede Zayn bagud. Mit blik fandt hurtigt Nialls. Hans øjne var helt blanke, og hvor jeg dog hadede at se ham sådan.

”Lad os få noget te eller noget og snakke om det her,” sagde Liam og gjorde tegn mod køkkenet. Zayn gik langsomt forbi mig og sendte mig et irriteret blik som jeg bare gengældte med et kækt smil, inden jeg kiggede på Niall, som kiggede på mig.

Uden at sige noget, trådte han hen imod mig og plantede et kys på min pande, inden han trak mig mod køkkenet. Jeg bed mig hårdt i læben inden jeg satte mig ned. Nu skulle jeg bare kunne kontrollere mit humør.

”Amore,” sagde Liam bestemt og sendte mig et kort smil.

Jeg sad igen ved bordet foran Liam. Nu var der så bare gået seks timer siden sidst. Drengene havde været til møde med mangement, og nu skulle jeg så have at vide, hvad de fandt frem til.

”Hvad sagde de?” spurgte jeg nysgerrigt om og kiggede ned i min kaffe.

Der var stilhed i et øjeblik, og jeg var lige ved at eksplodere, men Liam tog ordet igen.

”Well. Der var ikke så meget andet at gøre end at holde det her nede, selvom det er overalt i medierne nu. De ved hvem du er Amore – og eftersom han allerede har truet os, så kan det ikke betale sig at lade dig i stikken,” sagde han roligt. Jeg kiggede hurtigt hen på Niall, som sad med et smil på læben.

”Og så snakkede de noget om det sikkert også var godt for os, for vi ville blive omtalt i medierne – men det er lige meget. Det er ikke vigtigt,” sagde Harry hvilket fik mig til at grine. Det var en lettelse at Niall ikke skulle til at kæmpe mod mangement og gå imod dem – for det var det han havde sagt han ville gøre, hvis det kom dertil.

”Og vi har ekstra beskyttelse med os hele tiden. Både fra din side og vores egen,” indskød Louis så mit smil bare blev større. Det var en god nyhed, og det lettede mig virkelig – men jeg var stadig usikker på hvad der kunne komme til at ske dem. Jeg måtte bare håbe på det bedste.

”Og,” sagde Niall og lagde sine hænder på mine skulder. ”Du sover her i nat.” Louis var den første til at misforstå den, og hurtigt jokede han med Harry om det. Normalt ville det irritere mig, men lige nu var det bare en lettelse på stemningen.

”Og vi skal vidst se af komme hjem ad,” mumlede Zayn – og lige nu synes jeg det var en god ide. For jeg havde slet ikke lyst til at se på ham.

”Det var nok en god ide,” sagde jeg hårdt, hvilket fik ham til at rulle øjne af mig.

”Vi ses i morgen guys!” råbte Niall til dem, inden han begyndte at massere mine skulder, hvilket fik mig til at smile.

Døren smækkede efter dem, og huset blev fyldt med stilhed, indtil Niall ødelagde den.

”Amore,” hans stemme var alvorlig, og det blev hans hænder også – misforstå det ikke, han tog bare lidt hårdere fat.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal regne med,” sagde han og slap sig tag om mine skulder, inden han gik ind i stuen. Jeg kiggede forvirret efter ham, inden jeg kom til mig selv og gik efter ham. Jeg tog mig til nakken hvor jeg følte mig en smule øm efter Nialls ’behandling’.

”Hvad mener du?” han havde smidt sit på maven med hovedet på sine arme.

”Det ene øjeblik lover du at blive her, og det andet hentyder du at du vil tage væk, fordi du er bange for at såre mig,” mumlede han mod sofaen. Mit hjerte sprang et slag over. Han lød slet ikke som sig selv.

”Og jeg kan ikke miste dig,” hviskede han så jeg næsten ikke hørte det. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så græd han.

”Jeg ved du ikke vil såre nogen. Men jeg har brug for dig, og du har brug for meget. Det du går igennem er ikke normalt Amore, og jeg ved hvor hårdt det tager på dig,” hans stemme knækkede og hans ryk rystede som tegn på, at han græd.

Jeg kiggede op i loftet og bed mig i læben for ikke at græde. Det kunne jeg ikke – ikke lige nu.

”Niall,” mumlede jeg og kørte min hånd langs hans ryg. Jeg havde ikke oplevet Niall sådan her – og jeg havde ikke regnet med jeg nogensinde ville opleve ham sådan. Det knuste næsten mit hjerte at se og høre ham græde.

”Du mister mig ikke, okay?” Hviskede jeg og lagde mig på siden. Han gemte sit ansigt ned mod sofaen, så jeg lod bare min hånd glide hen bag hans nakke.

Sådan lå vi i et stykke tid, indtil han trak sig en smule væk. Jeg tog mit blik fra loftet og hen på Nialls ansigt. Hans øjne var helt røde, og han så utrolig sårbar ud lige nu. Det gjorde virkelig virkelig ondt at se på. Jeg ville aldrig såre Niall – ikke på den her måde.

”Vil du ikke godt blive? Hvis jeg lover der ikke sker der noget? Jeg vil være hos dig hele tiden,” hviskede han og lagde sin arm om mit liv, for at trække mig ind til sig. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Der var ikke noget jeg hellere ville. Og hvis jeg forlod Niall ville jeg fortryde det. Jeg havde det godt her – sammen med ham og de andre. Jeg ville aldrig få det så godt et andet sted.

”Men Niall, hvis der sker dig noget.. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv,” hviskede jeg, hvilket fik ham til at trække mig tættere ind til sig.

”Der sker dig ikke noget, okay?” hviskede han og kærtegnede min kind.

”Stoler du på mig?” spurgte han så om. Jeg træk mig en smule forvirret tilbage og kiggede på ham.

”Stoler du på mig?” gentog han. Jeg nikkede hurtigt.

”Så stol på vi finder ud af det her,” mumlede han og plantede sine læber mod mine. Jeg smilede under kysset og kyssede ham tilbage mens jeg nikkede. Der var beskyttelse omkring os 24/7. Det var ikke som i en gyser film – og desuden skulle de nok finde ham. Det havde de gjort før.

Jeg trak mig ud fra kysset og lagde armene om Niall. Jeg lagde mit hoved på hans bryst og lyttede bare til hans hjerte slå mod hans bryst mens han nussede min ryg.

”Du ved godt jeg elsker dig, ikke?” hviskede jeg og lagde min hånd om på hans nakke.

”Og jeg elsker dig,” hviskede han og kyssede mig i håret.

Det var sådan her det skulle være. Han skulle ikke ødelægge det – og det kunne han ikke.

I morgen skulle drengene starte deres tour – og jeg skulle med, og det skulle Ana også. Det var virkelig ’stort’ at vi kunne få lov til det, men mangement ville gøre alt for drengene blev i medierne, og hvis jeg ikke tog med dem, så ville der ikke komme så meget ud af det. Så hvis Ana ikke kom med, så gjorde jeg heller ikke.

Lige nu var vi i deres bygning. Vi skulle til et møde – alle os, Ana og jeg for at vide hvad vi skulle og ikke skulle og måtte og ikke måtte.

Lige nu var jeg bare virkelig nervøs og havde brug for at komme på toilettet, derfor gik jeg forvirret rundt i bygningen. Louis havde kort fortalt hvor det var henne – som om det var skide nemt at finde, hvilket det virkelig ikke var.

Jeg havde gået rundt i fem minutter nu, så jeg kom helt sikkert for sent. Jeg endte et eller andet sted jeg ikke havde nogen ide om, hvor var. Der var et par sofaer hvor en mand og en dame sad, og da damen gav et højt grin fra sig og gik, tog jeg hurtigt chancen og gik hen mod ham for at finde ud af hvor det skide toilet var.

”Undskyld mig,” sagde jeg og fik et smil frem.

”Jeg har ledt efter toilettet i virkelig lang tid og jeg kan stadig ikke finde det. Måske du ku…” min stemme døde hen, da personen vendte sig om og lod sine mørke øjne ramme mine.

Og det var ikke bare et par hvilket som helst mørke øjne, men det var hans mørke øjne.

Et stød gik igennem min krop, og straks begyndte den at ryste.

”Jamen ser man det,” sagde han langsomt og rejste sig fra sofaen. Jeg rystede på hovedet. Det her var ikke virkeligt.

Jeg lukkede øjnene. Når jeg åbnede dem ville han være væk. Jeg var bare paranoid. Han kunne ikke opsøge mig her. Der var beskyttelse over alt – alle steder.

Jeg tog en dyb indånding. Han var ikke ægte.

Jeg turde næsten ikke åbne øjnene, men jeg blev nødt til det. Det var jo bare en drøm – det skulle det være.

Jeg lukkede langsomt øjnene op. Skikkelsen stod foran mig, og da jeg lod mit blik ramme hans, stod han med et smil på læberne.

”Nej,” jeg rystede på hovedet. Nej. Det… nej.

”Nej,” hviskede jeg igen og trådte et skridt tilbage, men med en bevægelse hev han noget op fra sin lomme og rettede den direkte imod mig.

Jeg prøvede at trække vejret dybt, men jeg kunne ikke. Han stod foran mig. Ham der dræbte mine forældre, min bror – alt. Ham der tog alt fra mig, han stod foran mig! Med en pistiol rettet imod mig.

”Der var du! Jeg har ledt overalt efter dig.” Jeg drejede hurtigt hovedet hen mod Niall som kom gående.

”Nej!” skreg jeg højt da han rettede pistolen hen mod Niall, som trådte et skridt tilbage. Hans øjne blev fyldt med frygt, og selvom han stod med pistolen mod Niall, kiggede Niall hen på mig.

”Lad være!” tiggede jeg og gik et skridt tættere på Steven, som stoppede mig ved at rette pistolen mod mig igen.

”Bliv hvor I er,” han lagde hovedet på skrå og blinkede et par gange. Jeg prøvede at tage en dyb indånding igen, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke holde tanken ud, at han stod med pistolen rettet mod Niall. Han kunne afgøre om han skulle leve eller ej på få sekunder – det var forkert! Det skulle ikke ske. Niall skulle ikke sættes i den situation nogensinde!

”Træk vejret Amore,” hans stemme var hæs og irriterende, og det gav mig lyst til at kaste op.

Jeg kiggede bedende på ham. ”Vil du ikke nok please bare,” han trak på aftrækkeren. ”STOP!” skreg jeg højt og trådte et skridt hen mod ham igen, så han gjorde som jeg ønskede, og rettede pistolen mod mig.

”Hold kæft,” vrissede han. Mit hjerte slog virkelig slemt mod mit bryst. Det her kunne umuligt være rigtigt. Det måtte være et mareridt. Det kunne ikke være rigtig – det kunne det bare ikke.

Det her var mit værste mareridt – det kunne bare ikke ske.

”Du ved ikke hvor længe jeg har ledt efter dig,” sagde han og sendte mig et stort smil. Jeg rystede på hovedet og prøvede at trække vejret ordentligt. Jeg var næsten i chok. Ingenting gad at virke. Ordene kørte rundt og rundt i mit hoved – og det eneste jeg ønskede nu var at få Niall væk herfra.

”Hvorfor?” fik jeg endelig spurgt om og kiggede på pistolen han havde i hånden. Et klik og han skød mig. Jeg måtte vælge mine ord med omhu.

”Slap af,” grinede han og satte sig i sofaen igen.

”Jeg skyder dig ikke, så længe du lytter,” sagde han roligt, som om det var normalt for ham at stå med en pistol rettet mod folk.

”Du har sikkert ventet hele dit liv på at spørge mig om det her, ikke?” Hans stemme blev pludselig en smule hård. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at få min krop til at slappe af. Jeg kunne slet ikke tænke ordentligt.

”J-jo,” hviskede jeg og nikkede da jeg ikke var sikker på om han kunne høre mig.

”Og jeg skal med glæde give dig alle de svar du har brug for,” han rejste sig op igen og kiggede hen imod Niall så mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst igen.

”Det må være den berømte Niall Horan,” sagde han og rettede langsomt pistolen hen mod ham.

”Vil du ikke godt…”

”Hold kæft!” råbte han så det gav et sæt i mig.

”Den berømte Niall Horan fra One Direction.” Måden han sagde det på gav mig lyst til at kaste op – voldsomt op. At vide han havde dræbt mine forældre… jeg kunne slet ikke… det her kunne ikke være ægte.

”Hvorfor dræbte du mine forældre?” spurgte jeg for at lede opmærksomheden væk fra Niall. Hvis der skete ham det mindste ville jeg ikke kunne tilgive mig selv.

”Dine forældre?” han grinte kort så hele min krop rystede.

”Du mener din mor,” hans ansigt trak sig en smule sammen, og han greb hårdere fat om pistolen. Hvad snakkede ham om?

”Nej, begge,” hviskede jeg og kiggede undersøgende på ham. Han rystede bare på hovedet og begyndte at grine – højt. Jeg kiggede hurtigt hen på Niall, som så undskyldende og forvirret på mig.

”Elskede du dem?” Han stoppede med at grine lige så hurtigt som han begyndte.

Hvad var det for et spørgsmål?

”Elskede du dem?” han trådte et skridt tættere på. Jeg nikkede hurtigt – bange for hvad han kunne finde på.

”Jeg spurgte dig om noget! Elskede du de…”

”- Ja! Jeg elsker dem,” råbte jeg højt og blev overrasket over min egen stemme.

”Hvordan kan du elske nogen der løj hele dit liv for dig?!” råbte han højt og rystede frustreret på hovedet. Jeg bed mig i læben. Hvad? Løj om hvad?

”Amore,” mumlede Niall, hvilket fik ham til at rette pistolen mod ham igen.

”Hold kæft sagde jeg!” vrissede han.

”Hvad løj de med?” min stemme var kommet tilbage – denne gang meget hårdere.

”Fortalte de dig aldrig hvem din virkelige far var?”

Jeg rystede hurtigt på hovedet, før det gik op for mig hvad han snakkede om. Mine øjne fandt hurtigt hans. Hvad sagde han lige? Han… han kunne umuligt være min far. Nej. Jeg havde en far. Og det var ikke ham!

”Jeg har en far,” sagde jeg bestemt, men han rystede bare på hovedet og begyndte at grine.

”Din mor var en luder,” råbte han højt og gik frem og tilbage. ”Jeg elskede hende af hele mit hjerte!” råbte han endnu højere så folk umuligt kunne undgå at høre ham – og hjælpe os.

”Jeg elskede hende så højt, men hun droppede mig – for ham du kalder din far!”

Nej. Jeg rystede på hovedet. Han løj for mig. Det kunne ikke passe.

”Hvorfor dræbte du hende så?” hviskede jeg. Min stemme havde mistet styrken.

”Hvis jeg ikke kunne få hende, så skulle ingen. Da jeg hørte hun havde fået et barn med ham…” Han rystede på hovedet som om tanken gjorde ham dårlig.

”Nej,” sagde jeg så. ”Jeg tror dig ikke.” Jeg rystede endnu engang på hovedet. Det kunne ikke være hans alvor.

”Hvilken grund skulle jeg ellers have til at dræbe dem?” Han sagde det som var det normalt. Jeg havde lyst til at slå ham. Hvis det ikke var for den pistiol var jeg hoppet på ham. Han havde ingen ide om hvad han havde taget fra mig!

”Jeg gav hende et valg! Jeg gav hende et valg så vi tre kunne leve lykkeligt sammen – men hun afslog,” råbte han højt!

”Hvor er hun? Jeg ved du ved det. Du er hendes mor!”

“Nej”

“FORTÆL MIG HVOR HUN ER”

”Nej,” jeg rystede på hovedet og kunne mærke hvordan tårerne pludselig kom frem. Han kunne umuligt være min far.

”Og nu er jeg kommet for at tage hvad der er mit. Det eneste jeg har tilbage,” han rettede blikket mod mig, inden han gik hen imod mig. Pistolen var rettet mod Niall.

Mit blik fandt hans. Han så rædselslagende ud, og det fik bare tårerne til at blive værre. Jeg havde aldrig set Niall sådan før – aldrig. Og jeg ville aldrig se det igen – aldrig.

”Det er ikke rigtigt. Du lyver, det…” min stemme knækkede i det han tog om mit håndled. Jeg trak hurtigt armen tilbage.

”Du lyver,” sagde jeg højere. Jeg kunne ikke have levet I en fucking løgn hele mit liv!

”Amore,” en dyb mandestemme fik Steven til at rette pistolen mod manden. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage og kiggede om på chefen som jeg havde arbejdet sammen med så mange gange – men navnet havde jeg stadig ikke fået fat i.

”Han lyver ikke for dig,” sagde han roligt. Det føltes som om mit hjerte sank til bunden af min krop. Jeg rystede på hovedet, om og om igen. Det kunne ikke passe. Han kunne ikke være min far. Jeg havde været på flugt af ham i flere år. Han havde dræbt alt jeg elskede – og nu stod han foran mig, og var min fucking far.

”Steven,” sagde han langsomt.

”Lad hende gå. Vi ved begge to du ikke kommer herfra med hende,” sagde han og trådte endnu et skridt tættere på.

”Et skridt tættere på, og jeg skyder ham,” han rettede pistolen mod Niall, hvilket fik mig til at skrige højt.

”Lad os nu tage den med ro,” sagde han roligt og tog hænderne op, men Steven rystede bare på hovedet.

”Det er ham eller hende,” råbte han, men chefen rystede bare på hovedet og trådte et skridt tættere på.

”Jeg mener det, jeg skyder hvis du træder tættere på,” hans hånd rystede – men jeg vidste han ikke ville tøve et sekund mere.

Han trykkede på pistolen så den var ladt. Kun ét skud og Niall ville være væk.

”Please please please nej!” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke lade Niall… det nej. Jeg lovede ham der ikke skete noget. Jeg blev her fordi der ikke skulle ske noget med ham eller drengene. Det var mig han ville have. Niall havde ikke gjort noget. Flere tusind piger ville få deres hjerte knust hvis der skete Niall noget. Jeg kunne ikke lade det ske!

”Jeg går med,” jeg trådte et skridt hen imod Steven.

”Amore, stop,” sagde Niall, men stoppede hurtigt da Steven gjorde tegn til at skyde.

”Jeg går med!” skreg jeg og slog ham hårdt i brystet, hvilket fik ham til at rette pistolen mod mig i et øjeblik, inden den fandt hen på Niall igen.

”Bliv hvor I er,” sagde han igen og trak mig hen til sin side, så han havde armen om min hals.

Han begyndte langsomt at bevæge sig hen imod Niall – fordi han stod foran døren. Chefen tog fat i Niall og trak ham hen til sig.

”Steven, du vil ikke gå der ud,” advarede chefen, men Steven fortsatte hen mod udgangen med mig ved sin side. Tårerne gled ned af mine kinder, og jeg måtte gøre alt for at koncentrere mig for at holde mig oprejst. Mit blik fandt Nialls. Han havde tårer i øjnene – han græd. Og han rystede – og det fik mig til at hulke højt. Men Steven trak mig bare ned mod elevatoren, og da den lukkede efter os, trak han mig ind til sig.

”Jeg vil jo ikke gøre dig noget,” hviskede han og aede mig på ryggen. Jeg rystede på hovedet. Jeg turde ikke gøre noget. Jeg turde ingenting. Jeg havde ingen ide om hvad han kunne finde på. Han havde for fanden dræbt den han elskede! Og to andre til!

”Nu følger ud bare med, okay?” han fjernede noget hår fra mit ansigt. Det eneste jeg kunne var at nikke. Elevatoren gik op, og kort kiggede han sig omkring, inden han tog om mig igen og gik hen mod døren.

Jeg lukkede mine øjne for at lukke verdenen ude. Jeg kunne ikke… han var min far. Han havde dræbt min mor og ham jeg troede var min far, og min papbror. Jeg hadede ham. Jeg kunne ikke blive med ham. Han var syg I hovedet!

Han åbnede dørene udtil og skulle til at lobe ned af trapperne, men der var en helveds masse biler ude foran, og en helveds masse mennesker med pistoler rettet mod os.

”Smid dit våben,” råbte en af mændene. Stevens greb om mig blev strammet.

”Bare rolig,” hviskede han mod mit øre. ”Jeg skal nok få os begge ud herfra i live,” han kærtegnede blidt min kind, hvilket bare fik mig til at hulke højt. Jeg havde ingen ide om hvad fanden jeg skulle gøre. Jeg vidste bare, at jeg måtte væk.

Hans pistol var rettet mod en ud af alle de andre, og hvis jeg tog mig sammen kunne jeg nemt trække den ud af hans hånd. Han var ikke klar til at skyde lige nu – det kunne enhver se.

”Smig våbenet,” råbte de igen. Mit hjerte pumpede hårdt i mit bryst.

”Det bliver bare os to sammen, vil du ikke elske det?” hviskede han glad mod mit øre, som om det her var fuldstændigt normalt.

”Vil du ikke?” han hev hårdt i mit hår, hvilket fik mig til at skrige. Jeg nikkede hurtigt, og da han gav slip lod jeg min albue ramme ham hårdt i maven, så han lænede sig forover og nærmest forærede mig pistolen. Jeg tog hurtigt fat i den, trådte et skridt fra ham og rettede den imod mig.

”Amore,” sagde han forpustet. ”Skat,” sagde han så og gik tættere på mig. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg skyder hvis du kommer tættere på,” skreg jeg højt.

”Amore,” lød det fra en af de andre mænd. Døren bag Steven gik op, og chefen fra før kom ud.

”Jeg er ikke din datter,” skreg jeg højt og rystede på hovedet. Jeg kunne ikke være datter af en psykopat.

”Jo du er,” han sendte mig et smil og rettede sig op.

”Du er syg i hovedet,” hviskede jeg og tørrede hurtigt mine øjne for at kunne se klart. Hele mit liv havde jeg haft marereidt om at se ham – om at stå facetoface med ham. Og nu stod jeg foran ham. Med en pistiol rettet mod ham og klar til at skyde.

”Amore, smid våbnet. Vi klarer resten,” sagde chefen og gik tættere på, men jeg rystede på hovedet.

”Det gjorde I sidste gang – og hvor godt gik det?” hulkede jeg og tog med begge hænder fat om pistolen.

”Hvad hvis han slipper ud igen?” græd jeg og trykkede en smule på aftrækkeren.

”Jeg vil aldrig gøre dig ondt. Du er min datter,” grinede han.

”Jeg.er.ikke,din.datter,” skreg jeg og trykkede en smule mere ind på aftrækkeren.

”Amore,” Niall smadrede dørene op, men chefen tog hurtigt fat i ham. ”Hvad laver du?” sagde han forvirret, men allerede dér, havde jeg trukket min finger en smule tilbage.

”Lad ham,” sagde en anden mand. Jeg lukkede øjnene i.

”Amore, hør på mig,” Nialls stemme fyldte mit hoved og havde som altid en beroligende effekt på mig.

”Det er ikke hvad du vil. Amore, skyder du ham nu, så gør du præcis som han gør,” Niall trak irriteret sin arm til sig, og gik tættere på mig – meget påpasselig med ikke at komme i nærheden af Steven.

”Og du vil ende i fængsel. Du skal ikke i fængsel Amore, okay? Du skal med os nu. De tager sig af ham, og så er han ude af verden, okay?” han stemme var så beroligende, og det fik mig til at indse hvad fanden jeg havde gang i. Et hulk efterlod mine læber efterfulgt af endnu et – og et mere. Jeg smed pistolen ud af min hånd og faldt på knæ midt på fliserne.

Hurtigt blev et par arme lagt om mig og uden at tøve puttede jeg mig ind til Niall.

”Shh,” hviskede han og kørte en hånd over mit hår for at plante et kys i min pande. Jeg prøvede at tage en dyb indånding, men et par høje stemmer og et kæmpe brag fik mig til at skrige.

Niall strammede sit greb om mig i det øjeblik endnu et brag lød. Jeg genkendte lyden – det var lyden af en pistol der blev affyret.

”Niall,” hviskede jeg i frygt for det var ham, men han tyssede bare på mig. ”Tag en dyb indånding,” hviskede han, og jeg prøvede at gøre som han sagde, men det hjalp ikke. Han trak sig derfor væk fra mig, så jeg fik frit syn til Steven…. Som lå på jorden med blod ud omkring sig.

Niall kiggede hurtigt derhen, og fik så drejet mig rundt så jeg ikke kunne se det længere.

”Amore?” et par mænd i ambulance uniformer stod foran mig. En rynke kom frem i deres pande, inden de hurtigt trak mig væk fra Niall. Det hele begyndte at sløre for mig, og Niall blev mere og mere utydelig samt mine vejrtækninger blev hurtigere og hurtigere.

”Amore, træk vejret dybt,” sagde en af mændene, men ingenting hjalp. Det hele blev værre og værre indtil det hele blev sort.

Okay, jeg ved godt jeg ikke er så skide god til det med CSI haha! Jeg har taget det ud fra serier, så bær over med mig )-: og klokken er virkelig mange, så hvis der er stavefejl, så undskyld. Ok klokken er kun tolv, men er så træt!

Jeg håber I nød det? :D Skriv endelig gerne en kommentar. Hvad synes I om Amore og Zayns skænderi? Og hvad synes I om det med Steven? Omg, jeg har virkelig haft svært ved at skrive det hahah! Men jeg håber I vil smide en kommentar. xxxxx

- Hvad håber I der sker nu? Kan Amore tilgive sig selv for det hun satte Niall i? Og ja. HVAD TROR I DER SKER? 

+ husk undskyld stavefejl! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...