∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1319Likes
1814Kommentarer
183489Visninger
AA

12. Flashback and you. ∞

 

Amores synsvinkel.

At sige tingene mellem Niall og jeg var blevet ødelagde efter dén aften, ville være løgn. Jeg vidste, at Niall vidste, at jeg gik inde med noget, som han ikke vidste, men han havde ikke en eneste gang spurgt ind til det. Det skræmte mig, fordi jeg ikke vidste, hvornår han kunne finde på at spørge, men på den anden side, så ville han ikke presse mig til noget – så godt kendte jeg ham da.

Det var den 24 september i dag, så det vil sige, at det var fire dage siden, at Niall og jeg havde kysset. – Og tre måneder til jul, totalt ligegyldigt information! Nå ja, og de havde udgivet deres nye single i dag. Jeg havde ikke lavet andet end at høre den i dag og skrive lidt frem og tilbage med en ordentlig glad Niall! Hvis én sang kunne gøre ham så glad, så så jeg virkelig frem til når deres album kom ud!

 Nå, man kunne vidst godt sige, at Niall og mit forhold havde været ret kærligt efter det. Ikke at jeg havde hængt så utrolig meget ud med ham, for det havde jeg ikke. Jeg sov hos ham fra den 20-21 og var hos ham til om aftenen, og alt var som det plejede – udover kærligheden i mellem os. Og ikke kærlighed, men kærlig-hed - altså at være kærlig. Og et kys havde vidst også sneget sig ind engang imellem. Ingen havde nævnt noget om det, og hvis jeg ikke tog fejl, så blev det heller ikke nævnt. Det var bare noget der skete. Ingen af os kunne forklare hvorfor, udover vi begge vel nok følte lidt mere end bare venner.

Jeg savnede ham utrolig meget, og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at det var mandag i dag. Hvilket betød skole. Jeg så frem til at se Carly igen, og for mit held, så havde vi en kort dag. Ana havde kørt mig i skole, så nu prøvede jeg – mens jeg var på vej ind i klassen – at overbevise mig selv om, at dagen nok skulle blive god. Jeg kunne se frem til den 26, hvor Niall og jeg skulle være sammen – dog med de andre drenge, da de skulle i studie og hjem til Niall efter. Der var vidst nogle problemer blandt drengene, eller en af drengene, og hvis jeg ikke tog fejl, så var det Liam. Han havde vidst brug for ekstra omsorg lige for tiden. Niall havde nævnt noget med Danielle, så de var nok lidt halv uvenner for tiden. Og eftersom jeg ville gøre alt for at være sammen med Niall, så var det helt i orden. Jeg havde desuden intet imod drengene, de gjorde mig i et godt humør.

”Well well well,” lød en hæs stemme, hvilket fik mig til at slå blikket op fra jorden. Jeg var knap nok trådt ind af døren til klassen før Kevin havde rettet sin opmærksomhed imod mig. Drengene stod som altid om ham og prøvede at stille en smart attitude op, som hele tiden failede, hvilket fik et smil til at glide hen over mit ansigt.

”Og hej til dig Kevin.” Sagde jeg koldt, og rettede derefter min opærksomhed mod Carly, som allerede sad klar og ventede på min fortælling fra Itunesfesitval.

”Var det vildt? Så du One Direction?” Et grin lød fra drengene, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. Carly fnes kort af mig, og lænede sig så tilbage i stolen.

”Ja jeg gjorde. Og Ed Sheeran.” Hendes øjne blev store. ”Eddie?” Denne gang var det mine øjne der blev store. ”Kan du lide Ed fucking Sheeran?” – Ja jeg havde fået en vane med at kalde ham Ed fucking Sheeran. Hun grinte højt og placerede så en hånd for sin mund, hvilket jeg ikke forstod. Hendes latter var sød?

Et par piger vendte deres blikke hen imod os, og langsomt gik det op for mig, at de nedladende blikke var sendt til Carly. Jeg forstod det virkelig ikke. Det gjorde mig sur når de opførte sig sådan. Hun kunne da umulig have gjort noget så slemt, så pigerne og drengene så ned på hende, på den måde?

Klokken ringede, hvilket gav mig en ro i maven. Jeg havde ikke lyst til at komme ind på emnet om Ed Sheeran, for det betød Niall – hvilket betød at min savn kom frem. Jeg nåede dog ikke at tænke længe over det, før en papirskugle ramte mit bord.

#Hvorfor hænge ud med hende, når du kan få alt andet?# Jeg rullede med øjnene igen, og tog så en blyant frem, indtil jeg indså, at de/han ikke var værd at bruge tid på. Så i stedet for at svare, krøllede jeg papiret sammen og fokuserede på læren, som begyndte at fortælle om en klassetur vi alle skulle på. Pigerne i klassen lød utrolig begejstret for det, hvilket gav mig endnu en mindre lyst til at tage med. Jeg havde været her i to uger, og jeg hadede det allerede. Måske fordi jeg på de sidste mange skoler blev set ned på og var en freak, fordi lærerne og mig selv, gang på gang fortalte hvor mange skoler jeg havde gået på. Jep, det var sådan jeg var. En freak. Så jeg havde altså opgivet at komme ind på folk i klassen, og så kom Carly ud af det blå. Det var det eneste positive ved skolen.

Vi gik ind i kantinen præcis på samme tid. Præcis som de gør i film, hvor alle vender hovederne og kigger på en, hvisker og bagtaler. Der manglede bare lige den detalje, at folk først skulle vide, hvem jeg var, og at folk rent faktisk skulle kigge – for det gjorde folk ikke. Og det var rart. For hvis det stod til som på film, så ville der sikkert opstå madkamp, og mit humør er ikke det bedste i dag. Jeg vil bare hjem, og sove – du ved, få tiden til at gå hurtigere.

Forresten var det tirsdag i dag – bare så I lige ved, at der altså er gået en dag siden i går. Hvilket sjovt nok er meget normalt, men i forstår vel min pointe? Det var en ny dag, og i morgen skulle jeg være sammen med Niall og de andre.

Vi fik hurtigt dagens ret, og kiggede rundt. Et højt suk undslap Carlys mund, hvilket fik mig til at følge hendes blik. På vores sædvanlige pladser, sad der pludselig et par drenge, kendt som skolens røvhuller – ifølge mig. Ifølge andre var de super lækre, og derfor undrede det mig, at de ikke sad over hos alle de andre piger og drenge. Noget sagde mig, at de gjorde det for at irritere os.

”Vi sætter os derhen,” sagde Carly hurtigt og trak i min arm. Mine øjne mødte Kevins, og lidt efter sendte han mig et mystisk smil, som helt sikkert ville have givet mig kuldegysninger, hvis det ikke var fordi jeg var røv ligeglad med en type som Kevin. Derfor vendte jeg bare mit blik væk fra ham og ærgrede mig over, hvorfor jeg overhovedet gav ham min opmærksomhed. Han var helt klart ude på et eller andet, og jeg havde ikke den mindste lyst til at finde ud af, hvad det var.

”Han er virkelig blevet underlig,” mumlede Carly og åbnede sin juice. Jeg nikkede hurtigt og vendte min opmærksomhed mod Carly. Blevet underlig? Siden hvornår?

”Hvad er der egentlig sket imellem dig og ham?” Hendes krop stivnede hurtigt, og i nogle få lange sekunder sad hun bare og stirrede ned i bordet, inden en rysten gik igennem hende, og et smil gled over hendes ansigt.

”Åh, ingenting. Gamle venner, ikke noget særligt han er ba..” ”- Gamle venner?” brød jeg ind. Hun holdt helt klart et eller andet skjult for mig. Hun undgik mit blik og tog juicen op til munden for at drikke noget. Noget sagde mig, at der havde foregået noget der var meget mere end venner.

”Carly, hvorfor kigger alle pigerne sådan på dig med afsky? Og hvorfor er Kevin en idiot overfor dig?” Jeg blev nødt til at spørge direkte, og det så vidst også ud til at hjælpe. Hun kiggede skræmt rundt, inden hun lænede sig hen til mig.

”Du siger det ikke til nogen vel?” Jeg rystede ivrigt på hovedet og kiggede mig over skulderen, for at se Kevin, som stadig stirrede på mig, men kun for at glide hen på Carly, inden en rynke gled frem mellem hans pande – lidt som om han frygtede hun sagde noget.

”Vi var kærester, engang,” mumlede hun stille. Kærester? Jeg kiggede med store øjne på hende. ”Kærester?” ”SHHH” sagde hun hurtigt og kiggede rundt. Hendes blik var hårdt et kort øjeblik, inden hun lænede sig en smule tilbage.

”Vi var kærester for nogle måneder siden. Alt gik fint, og jeg troede virkelig han kunne lide mig,” mumlede hun stille. ”Han havde flere gange lagt op til sex, og jeg afviste ham. Jeg var ikke klar. Og der var så denne fest.” En kold fornemmelse gik igennem mig. Jeg kunne kende det hele igennem mig selv. ”Han drak mig virkelig fuld, gav mig et eller andet shit og prøvede så igen. Jeg sagde nej, jeg afviste ham, og det kunne han ikke klare.” Hun sagde det lavt og tog hårdere fat om sin juice. Jeg lænede mig en smule frem mod hende og kunne mærke en kold fornemmelse i hele kroppen, da hun fik stammet tre ord op. Tre ord der fik mig til at rejse mig op og kigge hen på Kevin, som pludselig sad med et smil på læben. Tre ord der ændrede mit syn på Kevin og fik min indre had til at stige. Tre ord, som havde ødelagt alt for Carly. Tre fucking ord som i: Han voldtog mig.

”Amore, nej!” sagde hun hurtigt og trak mig hen til sig. Denne gang kiggede folk på os, men kun fordi Kevin havde rejst sig op – og hans blik hvilede på os. Han så ikke glad ud, og hans øjne borede sig ind i mine. Han havde giver hende stoffer, voldtaget hende, for at droppe hende. Jeg fik kvalme. Jeg fik det virkelig dårligt.

”Oh god,” mumlede jeg og kunne mærke, hvordan min mave trak sig sammen. Jeg kunne genkende det hele, undtagen det med at blive voldtaget. Jeg kunne nemt sætte mig ind i hendes sted. Sætte mig ind i, hvordan hun havde følt sig, og hvor hjælpeløs hun havde været overfor ham. Jeg havde prøvet noget lignende, men jeg slap fra det.

Men de tre ord fik fornemmelsen af hans hænder overalt på min krop frem. Måden han havde nydt at se mig i smerte, måden jeg følte mig hjælpeløs på, og måden hans hånd slog mig for hvert et skrig.

Kvalmen steg virkelig, og før jeg vidste af det, lå jeg foran toilettet, mens Carly flere gange spurgte om jeg var okay. Jeg fik et lille ja frem, men jeg vidste jeg ikke skulle være her længere. Jeg skulle hjem.

Jeg tørrede min mund i noget papir, rejste mig og åbnede døren. Carly kiggede med triste øjne på mig. ”Du ser ikke for godt ud.” Jeg erklærede mig enig og lænede mig op af håndvasken.

”Skulle vi ikke bare droppe de sidste to timer?” mumlede hun forsigtigt, som om hun præcis vidste, hvad jeg tænkte på. Jeg nikkede hurtigt og fulgte med hende ind i klassen. Hun havde helt klart troet min reaktion var pga. det han gjorde ved hende. Hun ville nok se mig som alt for sårbar og følsom, men problemet var bare, at jeg næsten havde stået i samme sted som hende. Og at hele episoden kom frem i mig igen. Det burde ikke være sådan. Jeg burde starte et nyt liv, så at fortiden prikkede mig på skulderen gjorde mig bange - bange for det måske kun var begyndelse på mine flashback.

Ikke nok med han havde ødelagt en del indeni hende, så havde han også ødelagt det socialt. Han havde fortalt alle han slog op, fordi hun var en luder der bollede fra højre til venstre. Kevin kunne ikke klare at blive afvist, og eftersom Carly gik fra ham, så måtte han starte et eller andet. Så fra nu af, var mit syn på Kevin forfærdelig. Jeg hadede ham, og selvom det virkelig gjorde ondt på os begge at snakke om, så fik vi snakket det igennem. Jeg blev nødt til at være der for Carly. Hun havde fået smadret hele sit skoleliv, og ikke nok med det, så lagde hendes forældre også et stort pres på hende, så hun kunne ikke bare flytte skole. Hun kunne ikke bare fortælle dem, hvad der var sket. Og at hun så fortalte mig det, kom helt bag på mig. Hun betroede sig til mig, fordi hun så mig som sin eneste rigtige og ægte veninde, og her sad jeg med hundredeviser af hemmeligheder og måtte spille hellig. Det gjorde ondt på mig, men jeg blev nødt til det.

Hun var dog taget hjem nu, så jeg lå egentlig bare i min seng og tænkte, hvilket jeg havde gjort hele dagen. Ana forstod det ikke, og det gjorde Johan og Jane heller ikke, men de vidste dog at de skulle lade mig være, og det havde de gjort.

Dog indtil min mobil ringede. Det var Niall, og selvom mit humør var virkelig dårligt, så gled et smil over mit ansigt, inden jeg tog mobilen op til øret.

”Hey,” sagde jeg og bed mig i læben. Min stemme lød alt for trist, og det vidste jeg Niall bed mærke i.

”Hvad så?” Hans stemme fik straks et stort smil frem på mine læber, inden jeg vendte mig rundt i sengen.

”Du ringede?” fnes jeg kort, hvilket fik ham til at grine kort. ”Nå ja. Er du okay?” Og dér vidste jeg så allerede, at en HVIS person havde ringet til ham. Spørg mig ikke, hvor hun havde fået hans nummer fra, men hvis Ana ikke kunne gøre mig glad, ja så vidste hun, at der var noget alvorligt galt, så hvorfor ikke ringe til Niall som var mit svageste led, hva?

”Ja,” sagde jeg lidt for hurtigt. Fanden tag mig altså.

”Amore?” Han lød en smule usikker på sig selv. Jeg sukkede. Det var jo idiotisk at lyve overfor Niall, men hvad skulle jeg sige? Jeg havde ikke fortalt Niall om mine x kærester, ikke fordi det var en hemmelighed. Han vidste dog godt, at jeg var blevet slået af min tidligere plejefamilie. Faktisk vidste han alt, bortset fra det her og halvdelen af mit liv – hvilket var det med mine forældre og bror. Han skulle aldrig vide det.

”Skal jeg komme over? Drengene og jeg har fri, så jeg kan nemt komme?” En af drengene – hvis jeg ikke tog fejl var det Louis, grinte i baggrunden. Jeg ville elske at se Niall, elske at snakke med ham om det her, og da jeg kom til at snøfte, fordi jeg skulle holde mine tårer inde, blev han pludselig alvorlig.

”Jeg er på vej,” og før jeg kunne sige nej, lagde han på. Jeg lagde tungt hovedet ned på puden og kneb øjnene samme. Jeg kæmpede med at holde tårerne inde, indtil jeg til sidst vandt. Hvorfor havde jeg lyst til at græde? Det var jo bare ét flashback. Det betød jo ikke det blev som før og kom hver anden dag. Det var jo bare en gang, fordi et emne blev taget op. Jeg skulle lære at styre mig selv. Nu ville Niall komme og høre mig flæbe over et problem, som ikke engang var stort. Det var ganske enkelt.

Der gik ikke særlig lang tid, før jeg kunne høre Niall og Ana snakke på gangen. Han måtte have været lige i området.

”Hun tog tidligere hjem fra skole. Så der er et eller andet galt.” Hørte jeg Ana sige, inden Niall takkede hende og bankede på. Drengen havde åbenbart ingen manere, for han kom bare vandende ind.

”Kender du ikke til manere?” spurgte jeg drillende om, men havde alligevel en stor trang til at løbe hen i hans favn. Fire dage uden ham havde virkelig været trist. Hvor havde jeg savnet ham, og det gik først op for mig nu, hvor meget jeg egentlig havde savnet ham.

”Jeg er også glad for at se dig,” sagde han, inden han hoppede hen på sengen, så han med vilje landede ovenpå mig.

Et skrig fandt ud igennem mine læber, inden det blev erstattet med et grin. ”Jeg har også savnet dig utrolig meget,” grinede han og prikkede mig i siden, inden han kiggede på mig.

”Såå, hvorfor pjække fra skole?” spurgte han drillende om. Hans blå øjne lyste drillende ind i mine, hvilket fik min mave til at slå knuder – på en god måde. Det lød underligt, men at have hans krop så tæt på mig, gjorde mig tryg – selvom han vejede en smule, men det var kun fordi han lagde alt vægten på mig.

Hans øjne blev straks urolige da jeg kiggede ned. Hans bryst hævede og sank sig på samme tid som mit. Vi trak vejret i takt, og selvom det ikke var tidspunktet at smile på, så gjorde jeg det alligevel.

”Hey,” sagde han uforstående og lagde sig ned ved siden af mig, men stadig halvt hængende over mig. Han støttede hans hoved på albuen og kiggede ned på mig, inden han lod en finger glide hen på min nøgne hud, hvor min trøje var kravlet op.

En underlig varm følelse sammen med kuldegysninger kom frem. Stemningen blev pludselig mere alvorlig, og selvom jeg kunne stikke Niall en løgn, så valgte jeg at fortælle ham alt om Carly, og så håbe på, at han fangede det med at jeg nemt forstod hende fordi jeg havde prøvet noget lignende.

Hans ansigt var helt seriøst, og det lignede han koncentrerede sig om at tegne cirkler på min mave, men jeg vidste det ikke var dét han tænkte på. Hvis der var noget Niall hadede, så var det piger der blev behandlet uretfærdigt. Det kunne gøre ham så vred og ked af det.

”Hvad mener du med du kan genkende det?” spurgte han forsigtigt om, og lod for første gang i lang tid sine øjne møde mine. Jeg sagde ingenting, men stirrede bare ind i hans øjne, og da de blev en smule mørkere, vidste jeg, at han vidste det.

”Hvornår?” Hans hånd lagde sig fladt på min mave, så jeg greb hurtigt ud efter den. ”Det er længe siden nu Niall. To år.” Min stemme virkede ikke det mindste svag, så jeg fik det nærmeste til at lyde ligegyldigt, men han var ikke helt dum, og han havde virkelig lyttet til det jeg havde sagt.

”Et flashback siger du,” mumlede han med en stemme fuld af sorg og vrede. ”Niall, det var bare én gang,” sagde jeg hurtigt og lod min hånd kærtegnede hans kind. Han rystede langsomt på hovedet. ”Du har haft det mange gange før Amore. Jeg kan huske det,” sagde han stille og kiggede så på mig. Og det var rigtigt. De første tre måneder af vores venskab, havde jeg snakket med Niall hver anden dag om mit flashback, medmindre det var om ham. Derfor vidste Niall så meget om min fortid. Og det var netop derfor han også nu vidste, hvordan han skulle berolige mig.

”Er du okay?” mumlede han stille. Min hånd lå stadig på hans kind, og nu virkede dagens hændelser ligegyldige. Jeg nikkede og sendte ham et overbevisende smil, som fik hans ellers spændte krop, til at løsne op. Han kunne have kørt i det, spurgt ind til det, blevet sur eller hvad han nu kunne finde på, men i stedet valgte han at lade det ligge – fordi han vidste jeg ikke ville snakke om det nu. Han kendte mig for godt, og det skræmte mig af og til.

”Hvad siger drengene til du er her?” sagde jeg og fjernede min hånd fra hans kind. Et smil gled over hans læber, hvilket der altid kom når emnet var drengene.

”De tog i byen. Vi skal først ind i studiet i morgen klokken halv et.” Han lænede sig en smule tættere på mig, og lod så sin hånd finde min nøgne hud på maven igen. Automatisk rykkede jeg mig en smule tættere på ham og sendte ham et smil, hvilket han hurtigt gengældte.

”Og desuden, så har jeg savnet dig.” Mumlede han, så hans varme ånde ramte mit ansigt. Et fnis undslap mine læber. ”I lige måde Nialler,” jeg kørte en hånd igennem hans hår, inden jeg greb ud efter min fjernbetjening.

”Sig en film?” sagde jeg hurtigt og kiggede hen på tv’et. Niall rykkede sig en smule fra mig og kiggede op i loftet, inden han smed sig på ryggen.

”Gyser eller ikke gyser?” Han åbnede det ene øje, hvilket fik mig til at grine. ”Gyser,” sagde jeg så, selvom jeg hadede dem og altid fik mareridt af dem. Hvorfor tror I jeg er bange for mørke? Okay der var flere grunde, men gyserfilm var helt klart en af grundende. De fik altid mørke til at være noget dårligt. Noget man ikke kunne være sikker på. Man vidste aldrig hvem eller hvad der ventede i mørket.

”The Grudge” sagde han og løftede det ene øjenbryn, som om han udfordrede mig. Jeg fnes kort. Han vidste jeg havde den men aldrig set den. Jeg turde ikke. Jeg havde set starten, og måtte ringe til Niall om natten fordi jeg ikke kunne sove. Ja, vi havde mange mobil minder sammen, haha.

Jeg satte den på og smed mig så på sengen. ”Så håber jeg du bliver og sover, ellers må jeg jo ringe til dig i nat.” Jeg kiggede på ham med store øjne, hvilket fik ham til at grine. ”Det havde jeg nu også regnet med,” sagde han, inden han klappede puden ved siden af ham. Som en lille hundehvalp, lagde jeg mig hen ved siden af ham og slog ham blidt på maven. Han ømmede sig kort, inden han lagde armene om bag nakken. ”Det bliver en interessant aften,” mumlede han for sig selv. Weirdo. Han havde allerede fået mit humør meget bedre. Det var som om alt det dårlige blev lagt bag mig – og jeg elskede den effekt han havde på mig.

Halvvejs inde i filmen, efter Niall havde fået flere hundrede grineflip på grund af mig, var jeg ved at opgive. ”Jeg falder aldrig i søvn!” Jeg tog hurtigt en pude op foran hovedet, og lod mig så falde bagover på sengen, lige ned på Nialls arm. Han grinte kort, inden han hev puden fra mig.

”Se, nu sker det gode!” sagde han og kiggede hen på tv’et, hvor en dame stod uden en kæbe. ”OH MY GOD!” sagde jeg højt og slog til Niall som bare grinede højt. ”Fuck hvor var det ad!” Jeg slog ham blidt på maven igen, hvilket fik ham til at gribe ud efter min hånd. Hans berøring sendte en strøm af følelser igennem mig og fik mig til at opgive at tage puden.

Niall kiggede langsomt væk fra tv’et og lod sine øjne fange mine. De lyste af glæde, hvilket varmede mit lille hjerte. Jeg bed mig genert i læben, hvilket fik Niall til at grine hånligt. Jeg rullede kort øjne af ham og lagde mig en smule tættere på ham. En pige skreg i tv’et, men lige nu føltes det ligegyldigt. Niall blinkede et par gange med øjnene og lænede så sit hoved ned til mit, så vores pander lå imod hinanden. Jeg lod forsigtigt min hånd glide op af hans brystkasse. Jeg havde savnet ham, savnet hans berøringer, og savnet at kunne røre ham.

”Jeg har savnet dig,” mumlede jeg før jeg kunne stoppe mig selv. Et smil gled over Nialls ansigt inden han gjorde afstanden mellem os mindre, og pressede sine læber mod mine i et længeventet kys. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke de sidste par dage havde dagdrømt om et kys fra Niall, som fjernede alt sorgen indeni. Alle bekymringerne, alt sammen. Jeg havde aldrig haft sådan et bånd til nogen før, og selvom det skræmte mig, gjorde det mig nærmest lykkelig.

Jeg skubbede ham blidt ned på ryggen, og med lidt hjælp fra Niall fik jeg begge ben om hans liv og satte mig på hans mave – uden at afbryde kysset. Jeg samlede mit hår til den ene side og gøs ved Nialls hænder, som lagde sig mod mine hofter. Et smil formede sig på begge vores læber, inden Niall udviklede kysset. Savnen tog over, og at vide jeg skulle være hos Niall hele dagen i morgen, og sove med ham nu, det fik virkelig sommerfuglene til at flyve rundt i min krop.

Mine hænder gled op under hans t-shirt og lagde sig på hans mave. Han mumlede et stop mod mine læber, og jeg vidste udmærket hvorfor, men det fik mig ikke til at stoppe, og heller ikke ham selv. Hans hænder gled om på min bagdel og videre op under min bluse. Jeg trak mig kort væk for at få luft, hvilket gav Niall en mulighed for at stoppe det, inden det gik for vidt, men i stedet tog han et hårdt greb om mine hofter, og lænede mig bagover, så han lå hen over mig.

”Jeg har også savnet dig babe,” mumlede han og kyssede mig ned langs halsen. Et grin undslap mine læber da han sugede ind, og hurtigt gik det op for mig hvad han lavede.

”Niall!” sagde jeg hurtigt og skulle til at løfte mine hænder, men han var hurtigst og tog fat i min ene arm, og løftede den over mit hoved. Han gjorde det samme med min anden arm, og fortsatte så med sit sugemærke. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik ham til at grine mod min hals.

”Niall!” råbte jeg og vred mig under ham, hvilket kunne misforstås helt, og det gjorde det vidst også. Niall stoppede og kiggede mig i øjnene, inden han begyndte at grine.

Normalt ville sådan noget være akavet, når man var bedstevenner. Eller bedstevenner med fordele måtte det så være, men det var det ikke. Det føltes helt normalt, eller faktisk lidt for godt.

Så, hvad synes I? Hvad synes I om Kevin's væremåde overfor Carly på? Jeg ved I ikke ved så meget om Amores liv endnu, hvordan hendes forældre døde, hvem han er og så videre, men I får skam snart en forklaring på alt. :-)

Det ville betyde meget, hvis I ville skrive hvad I synes om den, og evt. like den, hvis I kan lide den. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...