∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1814Kommentarer
182409Visninger
AA

7. Charity Event and bad weather. ∞

Jeg slog langsomt øjnene op. Den hvide væg skar i øjnene, så jeg lukkede dem hurtigt igen. Jeg prøvede desperat at falde i søvn igen, men efter nogle lange minutter opgav jeg og vendte mig rundt. Hele min krop var øm, og i et kort øjeblik havde jeg glemt, hvad jeg lavede i går, men da aftenen kom skyllende ind i min hjerne igen, lagde jeg mig på ryggen og stirrede med et smil op i loftet.

Mens Niall og jeg stod udenfor, blev Niall kaldt ind. Hans hånd havde kort fundet min, og inden vi kom indenfor gav han den et klem og sendte mig et smil. Kort efter begyndte alle at synge fødselsdagsang sammentidlig med en ordentlig stor kage kom ind. Midt på kagen var der et billede af Niall og drengene, og det havde vidst været et billede fuld af minder, for Niall fik virkelig røde kinder og kiggede forlegent over på mig.

Mit smil havde ikke været til at fjerne den aften,. Minderne stod virkelig klart i mit hoved, hvilket betød, at jeg ikke kunne have været så fuld igen, selvom det føltes sådan. Men det måtte vel bare betyde, at glæden virkelig var ægte – og det fik mig også til at smile som en idiot lige nu, som om loftet var min bedsteven – og det var den altså ikke. Den var faktisk utrolig kedelig. Der var ikke engang én plet, så at ligge og smile som en anden idiot her, ville sikkert skræmme alle væk – især Ana. Og nu vi snakker om hende.. Hun så virkelig ud til at hygge sig i går. Hende og Eleanor havde vidst haft det utrolig sjovt, og da Kate og jeg så kom hen til dem mens Niall var i fuld gang med at æde kage, fik vi et godt grin.

Jeg følte mig virkelig velkommen, og det var en af de første gange i mit liv jeg følte sådan. Sidst jeg havde det godt der hvor jeg var, var dengang jeg boede i Californien. Jeg havde fået et par veninder og havde noget kørende med en dreng, men det viste sig, at han kunne ville i bukserne på mig – og eftersom jeg gik fuldstændig amok på ham, og kom til at fortælle ham lidt for meget om min fortid, som fik ham til at se mig som en freak, ja så blev jeg forflyttet igen. Det var 2 år siden, men selve oplevelsen sad stadig i mig.

Derfor kunne jeg ikke åbne mig op for andre længere. Jeg var bange for at forelske mig, fordi jeg var bange for jeg ikke kunne styre mig selv og fortalte personen alt igen. Jeg var bange for at blive set som en freak igen, eller at folk ville søge væk fra mig, fordi morderen der stadig var efter mig, levede – men bag tremmer. Det var bare ikke alle det havde den store påvirkning på.

Så derfor var det her en ny start. Jeg siger ikke, at jeg aldrig vil blive forelsket igen, for når det kommer til stykket, hvem kan så holde sig fra det? Jeg skulle bare finde den person, som ville respektere jeg havde en dyb hemmelighed jeg ikke kunne dele med personen – og hvor var den dreng lige henne? Et forhold handler jo om tillid.. Men jeg er kun 17 år gammel, og det er altså utrolig sjældent et forhold holder mere end tre måneder – hvert fald for mig. For drengen ender altid med at være utro ved en fejl, eller vil i bukserne på mig – og jeg vil ikke være slutty og gøre det med alt og alle. Den første gang skal være speciel

Jeg svang benene ud over sengen da en smerte skød igennem min ryg, og fortalte mig, at jeg havde brug for at få rørt mig. For min ryg taler til mig. Det gør den nemlig dagligt. Eller, nogen gangen. Men fred være med det, pointen var, at jeg rejste mig og slentrede hen til badeværelsesdøren. Et bad var lige hvad min ryg og jeg havde brug for.

Jeg tændte bruseren og steg ind. Det var lykkedes mig ikke at se mig selv i spejlet. Synet ville nok heller ikke være specielt flot. Jeg følte mig beskidt, så at mærke vandet løbe ned af min krop, gjorde mit humør endnu bedre end det var før.

Og det gjorde det da heller ikke værre, at da jeg kom ud duftede der er bacon i hele huset. Har jeg nævnt, at jeg elsker bacon? Det smagte altid ens, lige meget hvilket land man var i. Mmh.

Jeg fik noget tøj på (Se link i kommentaren) og bevægede mig ned mod køkkenet, hvor luften af bacon blev forstærket. Min mave lavede en masse lyde, hvilket næsten fik mig til at løbe ind i køkkenet.

”Godmorgen til dig også,” lød det fra Ana som stod med panden i hånden. Et grin gled ud af min mund inden jeg kiggede rundt efter Jane og Johan.

”De kommer ikke hjem før i aften, derfor skal vi to lave alt vi ikke kan mens der hjemme.” Hun tog to tallerkner og lagde røræg og bacon på dem.

”Verdens bedste tømmermændsmad,” smilede hun stort inden hun gik hen mod stuen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Noget sagde mig, at Ana havde en smule tømmermænd, men det var fint med mig. Jeg havde også brug for en slap af dag inden weekenden tog over. Skolen havde jeg jo fået fri fra. Spørg mig ikke, hvorfor og hvordan Ana og jeg have fået fri de to dage her – faktisk havde jeg slet ikke tænkt over det. Jeg kom jo bagud med lektier, men jeg havde alligevel aldrig haft brug for at lave dem, for jeg blev altid forflyttet fra skole til skole.

Men ja, i weekenden havde vi lovet Johan og Jane at tage med til noget velgørenhedshalløj. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men der kom vidst en masse mennesker som Johan kendte, og alle vidste jo, at de havde fået endnu en ’pige’ og eftersom deres familie åbenbart var ret ’kendt’ så skulle jeg altså vises frem. Ana så virkelig frem til at vise sin ’søster’ frem, og jeg kunne ikke andet end at grine. Det var virkelig sødt.

”Så, Mulan eller Askepot?” Jeg snurrede hurtigt rundt og så Ana sidde med to DVD’er i hånden. Et grin faldt ud over mine læber. ”Helt klart Mulan.”

Jeg elskede Mulan. Jeg elskede disneyfilm, men specielt Mulan. Det var helt klart min yndlingsfilm, og ikke for at blære mig, men jeg kan alle replikkerne, hihiih.

”Sig det en gang til din slatne nudel,” grinede Ana og jeg i munden på hinanden. Ana elskede den åbenbart lige så højt som jeg gjorde, og det skræmte mig. Det skræmte mig, hvor meget vi egentlig lignede hinanden indeni – men det var rart.

En lyd kom fra bordet, hvor min mobil lå. Ana og jeg kiggede kort på hinanden, inden et stort smil bredte sig på hendes ansigt, og på samme tid sprang vi begge frem mod mobilen, hvilket endte med jeg slog hånden i bordet, mens Ana fik mobilen og kravlede væk.

”Come back!” skreg jeg højt mens et grin fandt vejen ud mellem mine læber. Jeg tog fat i hendes ben inden hun kom op og stå, hvilket næsten fik hende til at vælte.

”Niall Horan,” lød det fra hende, hvilket fik min mave til at kilde, og da hun kiggede ned på mig med et smørret smil, kom jeg til at grine. ”Så ikke Horan mere?” spurgte hun drillende om. Jeg havde hurtigt ændret det efter jeg opdagede hvem Niall var, så jeg – dengang jeg var ked af det – ikke kom til at tage telefonen, hvis der bare stod Horan.

”Ana, giv mig!” jeg greb ud efter den, men Ana gik bare et skridt væk fra mig. Jeg rejste mig hurtigt op, hvilket fik Ana til at hoppe hen ved siden af sofaen.

”Hi babe. Tak for i går,” Ana fjernede hurtigt mobilen og lavede store øjne til mig. ”Oh du har så meget at fortælle mig!” sagde hun og fniste. Jeg trådte hurtigt et skridt hen til hende mens mine kinder blev helt røde. Vi havde jo ikke lavet noget, men han kaldt mig babe, og han kontaktede mig.

”Ana giv mig den!!!!.-” ”Skal du noget lørdag?” Ana smed mobilen fra sig og begyndte at hvine. ”Omg han vil invitere dig ud! Omg omg omg!” skreg hun, hvilket fik mig til at grine og slutte sig til hende, indtil det gik op for mig, hvad hun mente.

”Hey, hvad skulle det til for?!” sagde hun da jeg havde puffet hende i siden. ”Niall og jeg er venner. Som i venner, som i ingen dates, okay?” Jeg prøvede at holde den hårde grimasse, men det failede og lidt efter begyndte jeg at fnise.

”Så du siger nej hvis Niall fucking Horan inviterede dig ud?” Hendes øjne blev store og henes mund åbnede sig. ”Ja.” ”Siger du ja?” ”Nej!” ”Nej?” ”Ja,” ”Ja?” ”STOP!” sagde jeg grinende mens jeg smed mig i sofaen. Niall og jeg skulle ikke date. Han var min ven. Jeg kendte ham slet ikke ordentlig, eller jo jeg kendte ham faktisk super godt, men jeg havde først mødt ham for real i går! Hvis jeg nogensinde skulle sige ja til en date, så skulle det være fordi jeg ikke ville såre ham.

”Jesus, har du set ham? Selv jeg som er Harry fan, er helt forelsket i Niall. Så hvad tænker du på?! Scor ham inden alle de tremillioner andre piger gør det!” hun kastede en pude hen på mig, hvilket fik mig til at grine, men også til at tænke over, hvad hun sagde. Der var faktisk så mange der stod i kø for Niall. Mange på grund af hans berømmelse, og mange fordi de rent faktisk var in love med Niall – ham Niall som de så i medierne. Og så var der sikkert nogle få af hans veninder der kunne lide ham. Efter i går måtte der mindst være tre.

Men Niall og jeg var venner.

Jeg greb ud efter min mobil og læste beskeden igennem. Mine kinder blev helt varme igen, og hvorfor vidste jeg faktisk ikke. Det var faktisk ret underligt.

#Pakke taske til skole. Ikke andet, haha. Hvad så da?# Jeg sendte den hurtigt og kiggede ud af vinduet. Det stod ned i stænger og himlen var helt grå. Bare det ikke begyndte at tordne. Jeg gik altid i selvsving når det tordnede – ikke næsten. Jeg hadede det. Det gjorde mig bange, og gav mig en trang til at græde. Kald mig latterlig, men det er det samme som at have en angst for andre ting. Jeg havde for tordenvejr, og eftersom det tit tordnede her, så var det ikke særlig fedt.

Regnen der ramte ruden hårdt, fik kuldegysningerne frem på armene, så jeg trak dynen over mig og greb ud efter en åben slikpose, så der røg en del ned i hovedet på Ana som sad på gulvet. Hun kiggede surt på mig, tog en vingummi og puttede i munden, hvilket fik mig til at fnise. Jeg hadede normalt det her vejr, men Ana fik det vendt ret hurtigt.

#Lad mig tage dig med til legoland. Tidlig morgen, tidlig af sted.# Jeg kunne ikke lade være med at smile over beskeden. Niall og jeg skulle jo lære hinanden at kende sådan for real, måske var det en start at tage et sted hen, hvor der var noget andet at snakke om, hvis det blev pinligt?

#That’s a deal du!# Jeg sendte den, men kom hurtigt til at fortryde. Deal do – deal do- deal do- dildo. Sig det hurtigt. Uf, fuck.  Mine kinder blev røde igen, hvilket gav mig en lyst til at bitchslappe mig selv. Det var en vane. Jeg blev faktisk ikke rigtig genert, men jeg fik bare røde kinder så folk troede jeg rødmede. Det var en dårlig vane. Jeg ved ikke engang, hvordan blodet kom derop.

Jeg stod fuld påklædt i min kjole. Jeg opgiver at forklare, hvordan der ser ud. I kan se den i kommentaren – og sådan håret er derpå, er mit også. Min make up var ganske normal. Okay, måske lidt mere end normal, da jeg jo ville gøre et godt indtryk.

Jeg havde lånt et par stiletter af Ana i hvide. Jeg havde selv ledt overalt efter hvide, men heldet var ikke med mig, og ifølge Ana havde hun også ledt efter dem, så det var stort jeg måtte låne dem. Så jeg er smigret over hun stoler på mig, hvilket hun ikke burde. Jeg er en pige, men stiletter og mig er ikke et specielt godt match. Hvert fald ikke længere end ti minutter.

Jeg gik nedenunder og låst døren efter mig. Jeg havde glemt min pung ovenpå, eller ’glemt’ og glemt. Jeg havde det virkelig skidt. Jeg var virkelig nervøs, hvilket ikke lignede mig, så enten var det her en stor ting, ellers var jeg virkelig ved at ændre mig.

Nå, jeg låste døren og satte mig ind bag i bilen, hvor der duftede stærkt af tre forskellige parfumer, men det var en god duft. Jane sendte mig et smil og tændte for musikken da vi havde bakket ud af indkørelsen. Underligt nok var det en Ed Sheeran sang – small bump. Han havde altid haft en underlig beroligende virkning på mig, og igen havde han. En dag ville jeg møde ham. Det ville være ondt at sige at jeg ville få Niall til at arrangere noget, og folk ville også misforstå det – så jeg ville selv gøre arbejdet. Jeg vidste hvor nemt der blev spredt rygter. Eller jeg havde ingen ide, da jeg ikke læste sladderblade. Det var aldrig det jeg havde lyst til at bruge mine penge på, når jeg endelig fik lidt. Men jeg havde hørt en masse og set en masse i TV, så en fornemmeles havde jeg da.

Indsamlingen af de penge der kom herfra, gik til folk med kræft. Hvis jeg vidste, at det nærmest var et tivoli, så havde jeg nok taget noget lidt varmere tøj på – selvom vejret overraskende var lunt i dag. Det lagde helt sikkert op til tordenvejr, det kunne jeg mærke, men det eneste gode der var ved det, var at der var så lunt nu, ellers ville jeg fryse ihjel.

Jeg fulgte med Ana ind på pladsen, og for mit held, så var det belagt med sten, så jeg gled ikke ned i jorden i mine stiletter.

Johan og Jane hilste allerede på nogen da vi kom ind. Ana stod ved siden af mig, og gik kun frem for at hilse på manden foran.

”Og du må være Amore?” Han stemme fik mig til at smile automatisk men falsk, men det betød vel ingenting. Han godtog det, trygte min hånd og vendte sig mod Johan igen. En underlig følelse havde lagt sig i maven, og et skrig længere henne fik mig til at vågne helt op.

En pige i en forlystelse skreg virkelig højt. Jeg kiggede hen på Ana, som begyndte at grine. ”Senere, når vi har hilst på alle, så er det to os! Jeg har ekstra tøj med.” Hun sendte mig et stort smil, inden hun greb min arm og fulgte efter Johan og Jane.

Jeg ved ikke, hvordan Ana havde plads i sin taske til en stor flot brun jakke, en hvid top med en sløjfe og gemacher + sko, men det havde hun altså. Tjek linket i kommentaren!

Lige nu stod jeg og kiggede op og ned af mig selv. Tøjet var virkelig fedt, og eftersom jeg hele dagen havde gået og spillet sød, smilt, sagt hej og fortsættet sådan i snart to timer, ja så trængte jeg altså til at slappe af, og det gjorde Ana vidst også, for kort efter trak hun mig hen mod en forlystelse.

”Så skal der sku prøves ting! Og det gode ved min søde far er så sej, er at vi kan prøve alt uden at betale. Så vi har travlt!” hun fnes og trak mig hen mod en ret vild forlystelse – men jeg elskede det. Jeg var ikke en tøs, måske på nogle få områder, men altså! Detaljer detaljer.

”Du er som min twin. Elsker disneyfilm, kan klare sådan nogle forlystelser, har ledt efter hvidestiletter og alt muligt andet. Det er så vildt. Hvor har du været hele mit liv?” Hun omfavnede mig da vi var kommet ud fra forlystelsen, hvilket fik mig til at grine.

”Faktisk en del steder nu du spørger,” sagde jeg for sjov, hvilket fik hende til at grine endnu mere. ”Du skal møde nogle af mine ’veninder’ de er så snobbet! De er virkelig sådan nogle med tætsiddende kjoler, jomfruer, og har aldrig drukket. De er forfærdelige!” Hun grinte så meget imens hun sagde det. Måske fordi vi begge havde gang i et stort grineflip, og det fik folk til at se dumt på os.

”Og sidste gang så var der en som….-” Mens hun gik og grinte og fortalte mig om hendes ’veninder’ stødte hun ind i nogen, så hun næremst fløj tilbage. Man skulle næsten tro hun var fuld.

”Ej, det må du virkelig undskylde! Jeg så dig slet ikke.” sagde hun og lagde en hånd på personens arm. Et grin lød, hvilket fik mig til at lave store øjne. Det grin kendte jeg for godt. Jeg drejede hurtigt mit hoved og kiggede hen på den blonde dreng, som langsomt drejede hovedet hen i min retning, mens han fortalte det var i orden og lige så meget hans skyld.

Da hans øjne mødte mine gled et smil over hans ansigt. ”Amore?” sagde han på samme tid som jeg sagde ”Niall,” og først der gik det op for Ana, at det var Niall hun var gået ind i. Jeg kunne nemt se hendes røde kinder, og jeg viste hun hadede at rødme foran ’drengene’ men jeg var ligeglad. Hun skulle mobbes så meget med det her – senere.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg forvirret, men glad om. Niall Horan. One Direction fyren, til et velgørenhedtingting?

Han løftede det ene øjenbryn. ”Det samme som dig, tror jeg?” Fyren bag ham begyndte at grine, hvilket fik mig til at se over skuldren på Niall. Der stod en dreng nok lidt ældre end Niall. Han så bekendt ud. Jeg var sikker på jeg så ham til festen.

”Niall Horan frivilligt til velgørenhedstingting?” sagde jeg og skød øjenbrynene i vejret. Han lagde armene over kors. ”Hvem siger det er frivilligt?” Hans ansigtsudtryk var helt alvorligt, men pludselig gled et smil over hans ansigt. ”Jeg elsker sådan noget. Hvorfor undrer det dig?” han grinte kort og kiggede om på hans ven, som stod med Ana. Måden de snakkede på sagde, at de kendte hinanden. Det måtte være fra festen.

”Jeg mener, du er Niall Horan.” Jeg puffede til ham for sjov for at han skulle forstå ironien, og da hans søde latter igen gled ud af hans mund, smilede jeg tilfreds.

”Vil du have noget imod at jeg inviterer dig ind i spøgelseshuset?” Hans blå øjne borede sig ind i mine og gjorde mig næremst svimmel, men der lå noget bag de øjne. Et lusket blik tror jeg, at jeg vil kalde det.

Jeg kiggede langsomt over på Ana, som bare nikkede ivrigt. ”Kunne du, Niall Horan, tro, at et spøgelseshus kunne skræmme mig?” Nialls smil blev større, inden han rakte en arm hen mod mig. ”Er det en udfordring?” lød de fra ham. Jeg fnes kort og lukkede min arm om hans. ”Godt så, challenge accepted!”

Vi sad i vognen i spøgelseshuset. Niall sad og stirrede på mig, som om han kunne hele turen uden ad. Men da et skelet faldt ned fra loftet, gav det et ryk i ham som fik mig til at grine. Dog fik jeg selv et chok, men jeg fik pludselig en lyst til at give ham endnu et, et helt uventet et.

”Så, hvad laver I her?” Hans blik gled hen på mig, og da jeg var sikker på, at der ikke skete mere, kiggede jeg hen på ham. Lyset faldt lige på hans lyse hår, hvilket fik mig til at smile – don’t ask me why.

”Johan – Ana’s far blev inviteret.” sagde jeg kort og gned mine hænder mod hinanden. Niall kiggede ned på mine hænder, inden han kiggede op igen. ”Er han speciel eller noget?” Det gav et ryk i mig, da et skrig lød. Niall grinte kort, men snart ville det være mig der grinte. Jeg holdt derfor en spydig kommentar igen.

”Det tror jeg. Ret kendt hvert fald. Jeg ved bare ikke med hvad. Så langt er jeg ikke kommet endnu.” Jeg satte mig ordentlig i sædet og lænede mig så tilbage. Niall smilede kort. Det føltes underligt at sidde med ham. Alle gangene – eller de tre gange jeg havde mødt ham, var vi altid stødt ind i hinanden, eller det var altid uventet mindst for en af os – denne gang begge.

Niall kiggede til den modsatte side af mig, hvilket gav mig udsyn til at studere hans hals og ned. Jeg bed mig blidt i underlæben og så langsomt hans hoved dreje, og lige idet han kiggede på mig, gav jeg et skrig fra mig, mens jeg puffede til Niall, hvilket fik ham til at skrige og hoppe i vognen.

Et højt grin lød fra mig, så jeg hurtigt blev nødt til at dække min mund. Aldrig havde jeg set en dreng få sådan et chok før. Jeg kunne slet ikke styre mit grin. Han sad med hånden på hjertet og grinet lydløst, hvilket fik mig til at grine endnu mere.

”Og der tabte du udfodringen,” fik jeg ud gennem mine grin, og nåede kun lige at indånde en ny potion luft, inden Nialls fingre prikkede mig ind i siden, så jeg fløj op af vognen. Jeg var som næsten alle andre piger var – helt igennem kidlesyg.

”Det var bare ikke i orden,” grinte Niall og blev ved. Jeg slugten luften og fik det galt i halsen – og ja, jeg fik luft galt i halsen! Så et ordentlig hosteanfald kom. Niall stoppede hurtigt med at kilde mig og bankede mig blidt på ryggen, mens et grin af og til kom ud af ans mund.

”Husk at trække vejret Amore,” drillede han og fjernede jernstangen så vi kunne stige af vognen. Han hjalp mig ud af vognen og slog mig igen blidt på ryggen. En masse tårer havde fundet frem ned af mine kinder – men selvfølgelig græd jeg ikke! Faktisk var jeg ved at blive kvalt i mit eget hosteanfald og grin.

”Hey, Amore træk vejret,” sagde Niall og prøvede at lyde seriøst, inden han tog fat i mine arme og løftede dem over hovedet. Det var egentlig utrolig hvor lille jeg følte mig i forhold til Niall. Han var ikke så meget større end mig – 6 centimeter, men eftersom jeg var lille og spinkel, ja så følte jeg mig generelt lille.

Efter mit hosteanfald var stoppet, fik vi prøvet en masse andre ting. Vi havde det utrolig sjovt, og lagde slet ikke mærke til, at der blev færre og færre mennesker. Efter en ret vild forlystelse ville jeg have en kort pause, og der gik det op for os, at der ikke var særlig mange. Jeg greb derfor Nialls hånd og trak ham hen til en forlystelse der havde været kø til hele dagen. Det undrede mig slet ikke, før jeg sad i forlystelsen og mærkede en dråbe på min pande.

Jeg kiggede langsomt over på Niall, som kiggede op i himlen. Der var en rynke imellem hans pande, hvilket fik mig til at kigge op. Skyerne var næsten sorte, og det måtte være det vejr der var blevet lagt op til hele dagen. Det var derfor der var så få mennesker herinde, og nu sad vi og skulle til at prøve en forlystelse. Noget sagde mig, at jeg blev ret våd af det her – misforstå mig ikke!

Forlystelsen var kun halvvejs da vejret var taget til og havde gennemblødt os. Da den så endelig stoppede havde jeg både ondt i halsen af den skrigerri, og selv mit undertøj var gennemblødt!

”Måske jeg skulle finde Ana og de andre,” råbte jeg for at overdøve det brag der lød, hvilket fik min krop til at stivne. Det brag, det var et tordenbrag.

”Ja, måske. Vi kan ikke have du bliver syg til i morgen,” drillede han, men alt indeni var stivnet. Jeg skulle finde Ana og de andre, men ingenting gad at virke i min krop.

”Amore?” Niall lød pludselig en smule bekymret. Jeg ville gerne svare ham, men det var ret svært da alt rystede og klaprede mod hinanden.

”Hey?” sagde han og lagde en hånd på min arm. Jeg kiggede hurtigt hen på ham med et stift blik, hvilket fik ham til at se forvirret på mig.

Endnu et brag lød og fik mig til at spjætte. Det gik langsomt op for Niall, at jeg ikke brød mig om tordenvejr. Sidst det var slemt, havde han ringet og broliget mig over mobilen, og selvom han lige nu stod foran mig, gjorde det ikke så meget. Vi var udenfor – slet ikke i dækning af lynene eller noget. Jeg fik pludselig lyst til at græde – stor tude – stortudebrøle!

”Åh,” mumlede han hurtigt og tog om mit håndled. Jeg som troede min krop var stivnet og frosset fast til jorden, bevægede sig overraskende efter ham. Han trak mig op ved siden af ham og lagde en arm om mit liv.

”Der sker ingenting,” mumlede han mod mit øre og trak mig længere ind til sig. Selv igennem hans våde tøj kunne jeg mærke hans kropsvarme, og selvom jeg troede det var umuligt, gjorde det mig en smule roligere.

”Ved du hvor de er?” Det gik først op for mig lidt efter at det var Ana han snakkede om. Jeg rystede svagt på hovedet og hoppede op i luften da endnu et brag lød. Jeg måtte virkelig koncentere mig om ikke at begynde at græde. Jeg græd sjældent, men kender I ikke det, hvor der er én speciel ting der kan knække en? Sådan havde jeg det med tordenvejr. Jeg havde angst for tordenvejr, det havde min læge selv sagt. Og hvis det ikke var angst, så ville jeg ikke engang vide hvad det var.

”Jeg bor en halv time herfra, vil du med?” mumlede han og ventede åbenbart ikke på svar, for lidt efter lå hans arm igen om mit liv og trak mig hen mod en sort bil. Jeg vidste godt Niall havde taget kørekort, men jeg havde ikke regnet med han havde en bil. Det kom faktisk bag på mig, men et lyn længere henne fik hurtigt tanken væk. Jeg bed mig i underlæben og satte mig ind i bilen. Niall mumlede der ikke skete noget. Han synes sikkert det var underligt, og hvem ville ikke også synes det? Det var sjældent nogen freakede så meget ud over tordenvejr. Jeg synes altid selv det var for meget, men jeg kunne ikke gøre for det.

Niall havde skruet højt op for radioen, og jeg følte mig allerede bedre tilpas. Udover jeg frøs som en idiot og sikkert lignede noget der var lort, ja så havde jeg det i det mindste bedre.

Turen en til Niall føltes slet ikke som en halv time. Vi snakkede om en masse ting – hvert fald rigtig meget hans fest, som han synes havde været ubeskrivlig. Jeg manglede stadig en gave til ham, men den ville jeg lave speciel. Ikke bare købe et par bukser til ham, det ville også virke lidt underligt. ”Hey, du er min bedsteven, jeg synes lige du skal have disse par bukser, for dem kan du slet ikke selv købe tusind par af.” og så gå. Det ville være underligt.

Niall åbnede døren ind til et hus og smækkede den så efter mig. Jeg tog hurtigt min jakke af og lod Niall hænge den op for mig. Det gik først op for mig nu, at jeg var i Nialls hus. Tingene omkring og med henstyn til ham, kom altid så uventet. Det var ikke meningen vi skulle havne her, men det gjorde vi. Og her så faktisk godt ud. Hvert fald gangen, og der duftede godt – godt af Niall.

”Vil du låne noget tørt tøj?” Han lagde en hånd på min skulder for at vise han snakkede til mig, og forsvandt så ned af gangen. Jeg kiggede ned af mig selv, og hørte kort Niall grine. ”Det tager jeg som et ja.. Kom med.” Jeg gjorde som han sagde og gik med halv hurtigere skridt med ham. Jeg skulle af med det her tøj – det blev jeg nødt til. Jeg havde allerede ondt i halsen.

Jeg drejede ind i det rum Niall forsvandt ind i. Jeg lod mit blik glide rundt og så det var hans soveværelse. Det så helt normalt ud, dog lidt for rydeligt. I den seng havde Niall havde utrolig mange gange, enten med sin computer eller sin mobil og snakket i mobil med mig. Et smil gled over mit ansigt. Det havde jeg forestillet mig så utrolig mange gange, og nu stod jeg her. Det var virkelig urealistisk.

”Her,” lød det grinende fra Niall, som sikkert havde set mig bide mig selv i læben. Jeg greb tøjet og kunne allerede mærke en varme lægge sig om mig.

”Toiletter er lige ude for døren,” hans øjne mødte mine inden han sendte mig et smil. Jeg bakkede langsomt tilbage og gik ud på toilettet. Det var tilgengæld ordentlig stort. Der var en stor jacuzzi og mere til. Det overraskede mig virkelig. Det kom faktisk hele tiden bag på mig, hvor mange penge drengen egentlig havde.

Jeg fik det våde tøj af og skiftede til de shorts Niall havde givet mig, og den grå t-shirt. Den duftede godt af Niall, men hold kæft hvor så jeg dum ud i det tøj. Uden pis, jeg lignede virkelig lort.

Jeg fnes kort og trak min mobil op. En del ubesvaret beskeder fra Ana – som sikkert var ved at skide i bukserne fordi hun vidste, hvor meget jeg hadede tordenvejr. Så hurtigt skrev jeg til hende, at jeg var hos Niall, og at hun skulle sige det til Johan og Jane. Jeg var pludselig utrolig træt, og min hals gjorde ondt.

Jeg åbnede døren og gik ned mod lyden af Niall. Han snakkede i mobil. Og det var vidst med en sjov en, for et grin brød igennem det hele. Jeg åbnede døren ind til … stuen, og så Niall stå foran tv’et. Han drejede hurtigt rundt ved lyden af mig, og sendte mig et smil inden et grin forlod hans læber. Hans blik gled op og ned af mig, hvilket fik farven frem i mine kinder. Han mumlede noget i mobilen og lagde på.

”Det klær dig.” ”Luk.” sagde jeg hurtigt og hostede kort. Niall løftede det ene øjenbryn. ”Har du lyst til noget te?” Jeg havde aldrig forstået, hvorfor Englænder gik så meget op i te. Det smagte jo ikke af noget.

”Har du kaffe?” Jeg elskede kaffe. Og Niall havde vidst glemt jeg ikke var herfra et øjeblik, for han så helt uforstående ud. ”Selvfølgelig.” sagde han så og skulle til at gå ud i køkkenet. ”Bare tag et tæppe over dig. Vi kan ikke have du bliver syg,” og med de ord og et blink med øjet, forlod han rummet.

En underlig følelse gled igennem min krop, og lidt efter sad jeg i sofaen – som var utorlig behagelig – med et tæppe omkring mig. Trangen til at lukke øjnene og sove var der virkelig, men det var ikke være et godt indtryk, og Niall skulle ikke tro han var kedelig. Faktisk var jeg stadig helt forbløffet over, at jeg rent faktisk sad i Nialls hus. Jeg havde sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg havde skrevet med ham i otte måneder eller sådan noget, og pludselig uden jeg anede det, mødte jeg ham, og nu sidder jeg i hans hus. Det er underligt, men tanken får mig hele tiden til at smile. Han var bedre – meget bedre end jeg forstillede mig. Jeg havde forestillet mig ham som en perfekt dreng, selvom jeg ikke troede på perfekte drenge, og alligevel endte jeg med at blive overrasket. Han var anderledes, og helt igennem perfekt.

”Her er din kaffe.” Nu vi snakker om perfekt. Hans kaffe duftede fantastisk.

Så, hvad synes I? Hvad synes I om deres forhold? Og hvorfor er Ana så ivrig efter at få Niall og Amore til at være alene sammen? Tak fordi I læser søde mennesker. xx
- I må gerne like, hvis I kan lide den! :-D 
Kapitlet er helt oppe på 5401 ord - at gispe. xx TAK FOLK! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...