∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?' - Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1819Kommentarer
179427Visninger
AA

3. Adrenaline pumped experience. ∞

Jeg var på vej ned mod køkkenet, da min mobil vibrerede igen. Mine hænder var blevet svedige, så jeg var ved at tabe mobilen, da jeg låste den op og gik ind på beskeden.

#Jeg tænkte bare, at det ville være et oplagt sted at mødes. Der er bange mennesker, så du kan se jeg ikke er en anden. xx #

En forvirret følelse gik igennem mig. Var han fan af One Direction? Og kunne jeg overhovedet stole på ham? Jeg havde snart skrevet med ham i 8 måneder, og vi havde snakket næsten hver aften. Burde jeg ikke give det en chance?

”Skynd dig at spis inden det bliver koldt,” kom det fra Johan som så helt stresset ud. Jeg gættede på, at det var arbejdet der stressede ham.

”Mor, jeg mener bare ikke det er fair! Så kan I da bare tage med selv.” Brokkede Ana sig. Jeg satte mig ned og prøvede at finde ud af, hvad de nu diskuterede om.

”De billetter kan være falske Ana, og vi har altså en vi skal passe på.” Jane kiggede hen på mig, og tog min tallerken inden hun fyldte mad på den.

En lille stemme inde i hovedet, fortalte, at jeg skulle give det en chance. Han havde ret. Hvis han så var en gammel mand, kunne han ikke gøre mig noget. Der ville være vagter, politi og piger. Jeg måtte give det en chance. Også for Anas skyld.

”Det er min ven der sendte mig de billetter,” brød jeg ind, inden jeg fyldte mit glas op med vand. Der blev helt stille, og alle blikke var rettet mod mig. Jeg bed mig forsigtig i læben. Hvad skulle jeg kalde ham, hvis de spurgte? Hvilket de jo nok gjorde?

”Din ven?” Johan løftede det ene øjenbryn. ”Ja, Horan.” fløj det ud af munden på mig. Ana gav et grin fra sig. ”Hvem kalder sit barn Horan?” Hun kom vidst hurtigt i tanke om, hvad der egentlig skete, for lidt efter slog hun ned i bordet. ”Seriøst?! Omg! Jeg elsker ham allerede. En boy directioner, det er vildt!” Hun smilede stort og drak noget vand.

”Er du sikker på det Amore?” Jeg havde lyst til at sukke, men jeg vidste de kun bekymrede sig sådan, fordi de rent faktisk holdt af mig, og fordi det var deres job at være overbeskyttende. Det kunne være dårligt for deres ry, hvis den pige de havde ’adopteret’ allerede forsvandt. Men jeg vidste inderst inde, at det ikke kun var derfor.

”Ja.” sagde jeg lidt efter og sendte dem et smil. ”Jeg har styr på det hele. Jeg fik først beskeden nu her, om at han sendte dem. Jeg havde helt glemt det. Jeg fik ham til at bestille dem fordi Ana er fan.” Jeg tog noget mad i munden, og kunne se, hvordan de vekslede blikke.

”Ja, jeg fortalte hende det i går. Sig nu ja!” sagde Ana hurtigt. Tænk hun kunne lyve så let! Jeg fik det altid dårligt over det.

”Så lad gå.” Og før Johan overhovedet havde sagt sætningen færdig, sprang Ana op. ”I er bare de bedste! Det er i virkelig!”

Senere den aften, sad jeg og snakkede med Ana. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen, at jeg vidste på forhånd, at hun var fan.

”Jeg har ikke engang plakater oppe. Løj du for dem?” Hun tog hænderne for munden og gispede dramatisk, hvilket fik mig til at grine. At lyve, ville nok være en løgn – haha. Ej, jeg løj jo ikke. Det var jo egentlig sandheden jeg havde fortalt.

”Du må ikke spørge mig, hvorfor han vidste, at du var fan.” Jeg trak ligegyldigt på skulderne, men inderst inde brændte jeg selv for at vide, hvordan fanden han kendte til hende. Jeg havde ingenting fortalt, og det skræmte mig. Først nu gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde sagt ja til. Jeg kunne ikke vide, om han stod i ledtog med ham – og med ham mener jeg ham der myrdede mine forældre. Og at jeg åbenbart stolede så meget på ham allerede, var virkelig dumt. Jeg lukkede ikke folk ind så nemt, men at se glæden i Anas øjne, gjorde mig glad. Jeg tog med for hendes skyld. Det eneste der gjorde mig rolig var, at der var så mange mennesker, at der umuligt kunne ske noget. Desuden sad han også bag tremmer, og hvem skulle opsøge mig fem år efter?

Desuden var det mig der startede med at kontakte Horan. Vi havde begge været inde på en hjemmeside, hvor man kunne hjælpe hinanden, og dengang var mit liv virkelig lort, og jeg havde brug for at komme ud over sorgen med mine forældre, så Horan var den person der fik det at vide, og at han så lukkede sig op for mig, fik et venskab i gang. At vide, at en dreng kunne have det så skidt i blandt sine venner, gjorde ham anderledes, og det var det jeg faldt for. At han var sig selv, anderledes og en virkelig fantastisk ven.

Tanken om at se ham i morgen, havde slet ikke strejfet mig. Det fik en underlig følelse frem i mig. Efter otte måneder, hvor jeg havde været i mindst fire lande, skulle jeg møde ham. Ham som havde fulgt mig og hjulpet mig, hver gang jeg var ked af det. At stå ansigt til ansigt med ham, ville blive så underligt, men det fik alligevel en kilden frem i maven. Jeg vidste faktisk ikke, hvordan han så ud. Han sagde, at han have blå øjne og lyst hår og var omkring 1.71 – hvilket var et held, da jeg selv kun var 1.66.

”Du burde altså gå i seng. Vi skal mindst op 10 timer før, så vi kan gøre os klar.” Ana smilede stort, hvilket fik mig til at grine. 10 timer? ”Du kan vække mig en time før.” Jeg rejste mig langsomt op og gik hen mod døren.

”Hov Amore?” sagde Ana inden jeg forlod værelset. Jeg snurrede rundt og kiggede over på hende.

”Jeg ved ikke, hvordan du rigtig fik fat i de billetter, men tusind tak. Det betyder så meget for mig. Du er allerede den søster jeg aldrig fik.” En varm følelse gik igennem mig ved hendes ord. Jeg havde været her i to dage, og aldrig havde nogen taget så godt imod mig. Det gav mig en lyst til at tude af glæde, men det gjorde jeg ikke. Det ville virke forkert.

”I lige måde Ana,” hviskede jeg inden jeg slukkede lyset. Hele vejen ind på mit eget værelse smilede jeg. Jeg kunne slet ikke få det væk. Det gjorde mig så glad at vide, at jeg var velkommen her. Det var nu mit liv skulle begynde at rette sig ud. Jeg skulle vise mine forældre, at jeg ikke kun var til besvær.

Jeg smed mig i sengen og hev min mobil hen til mig. Horan havde sendt mig en sms.

#Jeg håber på at se dig i morgen. xx #

Mit hjerte sprang af sted. Jeg kunne blive positiv overrasket i morgen, og jeg kunne blive fuldstændig knust over at møde ham. Jeg måtte bare stole nok på mig selv, og følge mit hjerte, som sagde jeg skulle tage af sted, selvom min hjerne sagde nej. Men man skal følge sit hjerte, ikke?

Jeg knurrede mobilen ind til mit bryst. Jeg havde brug for Horans råd lige nu, men da det var om ham selv, kunne jeg jo ikke rigtig. Derfor måtte jeg nøjes med tanken om hans sang stemme, hvilket langsomt fik mig til at falde i søvn. I morgen var all or nothing.

Lad os bare sige, at den næste dag gik med Ana der hørte så højt One Direction, at jeg snart kunne alle sangene i hovedet. At sidde op af væggen med computeren på skødet, var livet – eller det burde det, men hele min seng hoppede pga. Ana’s musik, som hun havde rykket ind på mit værelse, da hun mente, at vi havde brug for at komme tættere på hinanden. Og med det mente hun, at overtage mit værelse med One Direction musik, mens hun begyndte at gøre sig klar. Og vi skulle først af sted om fire timer. Nogen gange var jeg taknemmelig for, at jeg ikke gik så meget op i mit udseende. Det kunne jeg ikke holde ud. Fire timer før? Hvis jeg var i godt humør startede jeg højest en time før.

”Så den her, eller den her?” Hun stod med to toppe i hånden, og så ligeglad som jeg var, pegede jeg bare på en af dem.

”Du kigger slet ikke,” brokkede hun sig, inden hun stillede sig foran spejlet. Et grin undslap mine læber. ”Du kan jo bære hvad som helst, og stadig være pæn. Så min mening er jo ligegyldig.” Og det var rigtig. Ana var flot. Hun var virkelig køn. Lige til at få dårlig selvtillid over – men sådan var livet jo nogen gange!

Hun var høj, havde langt lyst hår, og var faktisk præcis modsætningen til mig, som var lille og havde brunt hår, brune øjne og for tynd, mens hun var flot slank og havde blå øjne. At være misundelig lå vidst bare til mig.

”Forresten, så har jeg valgt dit tøj,” sagde hun og forsvandt ind på sit eget værelse, for at komme tilbage, med nogle alt for korte short, nogle stiletter og en nedringet bluse.

Mine øjne blev på et kort sekund store. Det kunne hun ikke mene. Det var en koncert, ikke en billig sex fest!

”Ej, lad være med at se sådan på det!” sagde hun fornærmet, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Det kunne hun ikke mene.

”Ana, det er en koncert, det er efterår, og du vælger billig kort luder sommertøj til mig?” Jeg sprang ud af sengen og gik hen til mit klædeskab. ”Ej come on. Vi har pladser foran, det betyder de vil kigge!” begyndte hun. Jeg sukkede. ”Jeg har ikke lyst til at have nogens opmærksomhed, hvis jeg skal ligne en luder.” Jeg drejede mit ansigt og sendte hende et smil, for at vise, at det altså ikke var mig. Måske om sommeren kunne jeg gå med det tøj, men ikke nu. Det var koldt, og jeg skulle ikke ligefrem vise mig frem til nogen. At være i baggrunden var nok lige, hvad der beskrev mig.

”Så du siger, jeg ligner en luder om sommeren?” Hun gispede for sjov og begyndte at krølle sit hår. ”Nej, jeg hentydede det bare.” Hun gispede endnu engang, og lod som om hun brændte mig med glattehjernet, hvilket fik os begge til at grine.

Jeg hev nogle meget meget lyse brune bukser ud, hvis de ikke var hvide, og en gennemsigtig brun skjorte med sorte hjerter på. Indenunder skulle jeg have min BH på. Ellers tog jeg et par høje sko på, så jeg blev en smule højere, et armbånd og en taske. (LINK I KOMMENTAREN)

”Wow, jeg anede ikke, at du havde sådan noget tøj?” Ana løftede øjenbrynet da jeg fik taget det på. ”Det er jo meget pænere ud, end det jeg valgte. Og det skal du ikke bruge imod mig! Jeg her skam stadig stil.” Hun puffede blidt til mig, hvilket fik mig til at grine. Hun var selv iklædt en trøje i rød, nogle shorts og røde converse. Selvom det var en smule kedeligt, så sad det flot på hende, og smykkerne fik det til at se flot ud. Jeg misundende måden hun kunne sætte ting sammen på.

”Hvis I skal med, så er det nu!” råbte Johan og kiggede over på mig med et opgivende blik. Den eneste vi ventede på, var Ana, og hvem var det lige, som rent faktisk så frem til koncerten? – Ana.

Eller, det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke så frem til den. Faktisk var jeg skide nervøs. Jeg havde lyst til at skrive til Horan, at jeg ikke kom alligevel, men det kunne jeg ikke, for Ana var helt oppe at køre, og jeg måtte tage mig sammen. Jeg var bare bange, bange for at blive skuffet og i værste tilfælde – knust. Det var meget få personer der havde muligheden for at gøre det imod mig. Faktisk var Horan den eneste der kunne. Jeg vidste det var dumt af mig, at stole så meget på ham som jeg gjorde, men jeg havde brug for en at stole på.

”Jeg kommer!” sagde hun og fløj nærmest forbi os. ”Har du billetterne?” spurgte jeg hende om, hvilket fik hende til at gispe og fare indenfor igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Rolig, jeg har dem.” Et suk undslap hendes læber, inden hun puffede mig ind i døren. ”Det gjorde du med vilje.” Jeg kunne ikke lade være med at grine, og det endte med, at vi begge kæmpede for at komme først ud. Kald os bare barnlige, men vi havde det altså sjovt.

”Nu håber jeg bare de billetter er ægte,” mumlede Ana da Johan havde startet bilen. ”Og hvis de ikke er, så ringer i med det samme,” sagde han hurtigt og fangede mine øjne i bakspejlet, for at få mig til at forstå, at det var alvorligt ment. Jeg nikkede hurtigt. Der fulgte et ansvar mig, lige meget hvor jeg gik hen, ellers måtte jeg ikke gå nogen steder hen, og ellers turde jeg ikke. Følelsen af at være på flugt fra en morder i et halvt år, havde sat sig fast. Derfor hadede jeg mørke. Men vidste ikke, hvem der gemte sig i det. Og det var derfor jeg havde haft så svært ved at binde mig til folk. Men kunne aldrig vide, hvem der var de rigtige og forkerte mennesker at stole på.

”Gæt hvad jeg har taget med?” Ana viftede med mobilen i hånden og sendte mig et drillende smil, hvilket fik mig til at sukke på samme tid som Johan. Vi vidste vidst begge to, at det betød mere One Direction til os.

”Det ender med du bliver trætte af dem, inden du overhovedet kommer ind til koncerten,” sagde Johan og drejede ind på en parkeringsplads. Utroligt nok, boede vi ret tæt på koncertpladsen. Men jeg var ny i London, så jeg havde ingen anelse om, hvor henne vi var. Udover vi var der hvor One Direction skulle spille. Og det var ikke til at tage fejl af, for flere tusind piger med trøjer og alt muligt, kom gående mens de skreg med på nogle sange – ja det kunne høres helt igennem bil ruderne!

”Nej, for vi er her nu, og jeg er stadig helt vilde med dem.” sagde Ana flabet og kyssede Johan på kinden.

”Husk at ring, hvis der sker det mindste.” Han drejede sig om mod mig. ”Jajaja far!” sagde Ana og forsvandt ud. Jeg sendte ham et trygt smil og nåede lige at høre, at han ønskede mig en god aften, inden jeg lukkede døren i. Jeg kunne godt vænne mig til at bo her. Faktisk burde jeg tænke, at jeg var glad for at skulle bo her – for det var jeg.

”Amore, come on. Jeg nægter at komme for sent ind,” mumlede Ana mens hun tog om min arm. Et par piger kiggede på os, men indtil videre var vi også de eneste, som ikke havde noget med One Direction på. Faktisk lidt sjovt, når vi både havde fået backstagebilletter og pladser foran, men hey, det var min første koncert, så jeg skulle ikke klage! Selvom deres musik ikke ligefrem var mig. Der var to jeg godt kunne lide, men navnene kunne jeg ikke.

Vi kom hen til en af indgangene og stillede os i kø. Et par af pigerne foran os, var næsten ved at gå helt amok over de var her.

”Hvor er det vildt, at vi er i samme rum som dem om lidt!”

Og jeg kunne ikke lade være med at grine. Undskyld, men at være så besatte af fem drenge, det forstod jeg ikke. Måske fordi jeg aldrig selv direkte havde set op til nogen, men for at være ærlig, hvorfor så nærmest tilbede dem?

Jeg fik da også nogle blikke fra pigerne foran, hvilket fik Ana til at grine og sige højlydt, at nogen piger bare kunne være for meget, og det fik dem til at kigge væk igen. Jeg elskede allerede Ana. Hun var ligeglad med, hvad folk synes om hende, og sagde hvad der passede hende. Hun var præcis ligesom mig, dog skulle jeg først føle mig hjemme og tryg, før folk fik den side af mig at se.

”Omg vi er i samme rum som One Direction!” skreg hun højt da vi kom ind, hvilket fik folk til at kigge totalt latterligt på os. Men hey, de tænkte det samme! De havde bare ikke modet til at sige det, haha.

”Ja, fuck det er vildt. Omg!!” sagde jeg hysterisk. ”Skal vi så finde vores pladser nu?” mit blik var tomt og det samme var min stemme, hvilket fik Ana til at kigge dumt på mig. ”Hvordan kan du det ene øjeblik være totalt glad, og det næste tom for følelser? Du skræmmer mig.” Hun løftede en hånd og lod som om det var katteklør. Skræmmer jeg dig? Hvem er den underlige her?

”Men ja, vi skal helt ned foran.” sagde hun og så gik turen ellers ned af en helvedes masse trapper.

Mit blik flakkede rundt til alle de piger som havde fundet deres pladser. Et par drenge var til at se af og til, og tanken om, at en af dem kunne være Horan, skræmte mig. En klump dannede sig i min mave. Et øjeblik havde jeg helt glemt ham. I de otte måneder vi havde skrevet, var det her det tætteste vi nogensinde havde været på hinanden, og for at være ærlig, så skræmte det mig. Jeg følte mig ikke klar til at se ham, men jeg måtte tage mig sammen. Det var nu eller aldrig.

”Okay, jeg havde ikke regnet med, at det var SÅ tæt på scenen! Omg hvis de bøjer sig forover, så kan det være de rør os!” Hvinede hun.

”Ja, eller det kan være vi er så uheldige at få deres spyt på os,” sagde jeg spydigt og grinede over min egen kommentar. Okay, jeg virkede som en hater, men One Direction drev mig altså til vanvid nu. Just saying!

”Deres spyt er mere værd end dit tøj tilsammen,” sagde hun helt alvorligt, inden hun brød ud i grin. Av, den sad, men jeg kunne ikke selv lade være med at grine. Den var faktisk ret god.

Jeg kiggede rundt igen og bed mig så forsigtigt i læben. Han var her et sted. Han vidste, hvor vores pladser var, og måske kiggede han på mig lige nu.

En underlig følelse bredte sig i mig, men det blev hurtigt erstattet af et kæmpe brag, som fik mig til at hoppe i vejret. Det gik først op for mig da musikken startede, at koncerten var sat i gang.

Nialls synsvinkel:

”Nialler, det er nu,” Zayn slog mig på ryggen, inden han fløj ud på scenen. En spændt følelse gik igennem min krop. Jeg kunne ikke vente med at se, om hun var mødt op. Det var en stor risiko at sende hende de billetter, og det var dumt af mig, at fortælle jeg vidste, at Ana var fan. Jeg virkede pludselig stalker agtig, og at hun ikke havde svaret mig på de sidste to beskeder, gjorde mig nervøs.

”Nialler,” Liam kiggede forvirret på mig, og hurtigt løb jeg efter de andre ud. Musikken til WMYB startede, mens flere tusind piger begyndte at skrige, hvilket fik mig til at smile. Det var dem der holdt mig i gang. De fik mig til at udleve min drøm, selvom jeg af og til ønskede den skulle stoppe. Presset blev nogle gange for stort.

Liam begyndte at synge, hvilket gav mig tid til at kigge ned på første række, hvor jeg havde valgt pladserne til hende og Ana. En underlig følelse gik igennem mig, og hurtigt slog jeg hånden i takten med musikken. Vores fans lagde mærke til alt og ingenting. De kunne starte rygter på nul komma fem – det var sket lidt for tit.

Mit blik gled rundt på de forreste piger, men da omkvædet begyndte og jeg skulle gå hen mod midten, opgav jeg kort. Jeg skulle nok finde hende. Hun skulle være her. Det blev hun nødt til. Jeg havde ventet i otte måneder på at møde hende. Hun gjorde et eller andet ved mig, som jeg ikke helt kunne forklare. Hun fik mig til at smile – igennem en skærm. Og det var sjældent det var sket.

Sangen sluttede langsomt, og mens Liam og Harry sagde hej og alt det de skulle, tog jeg tiden til at kigge rundt. Jeg vidste, hvordan Ana så ud, og jeg viste nogenlunde, hvordan Amore så ud. Hun havde sendt mig et billede på et tidspunkt da jeg skulle til at sove. Det var et billede af hende, som sendte et smil til mig, og den nat havde jeg sovet godt. Faktisk havde jeg ikke selv givet hende noget, så hvis hun mødte op, var det bare bevist på, hvor meget hun egentlig stolede på mig.

Mit blik gled rundt, og til sidst fandt jeg Ana. Hun stod med en anden pige, som var en del lavere end hende. Hun råbte et eller andet til hende, som fik pigen til at kigge op, og da hendes øjne gled hen mod mig, sprang mit hjerte et slag over. Efter otte måneders snakken og skriven over mobil, så jeg hende endelig.

Hendes øjne borede sig ind i mine, og et kort øjeblik var jeg bange for, at hun havde regnet alt ud. At jeg kaldte mig selv Horan, havde været et navn jeg slyngede ud fordi jeg blev presset, og Horan var mit efternavn, og folk var ikke dumme. Slet ikke, hvis hun var fan. Men det lignede det ikke. Hun fjernede hurtigt sit blik igen, og denne gang kunne jeg mærke et smil brede sig.

Hun stod der. Nede på gulvet. Hun stolede nok på mig, selvom jeg aldrig havde givet hende til grund til det. Tillid er noget man gør sig fortjent til, og jeg havde ikke fortjent hendes tillid. Det store spørgsmål nu, var bare, hvordan jeg skulle fortælle hende, hvem jeg egentlig var. Det kunne gå begge veje. Hun kunne blive skuffet, og hun kunne blive glad. Jeg måtte håbe på det bedste.

Amore synsvinkel:

Flere sange blev spillet, og Anas tøj så vidst hun til at virke. Den lyshåret dreng på scenen, så ikke ud til at kunne fjerne blikket fra Ana, men det så ikke ud til hun selv lagde mærke til det. Hun havde travlt med at skrige med på sangene, og få mig til at danse. Men jeg havde en underlig fornemmelse, som om nogen holdt øje med mig. Jeg følte mig overvåget og indeklemt, hvilket gav mig en trang til at komme væk. Jeg havde ingen ide om, hvor lang tid der var tilbage, men jeg havde det skidt lige nu. Der var flere tusind mennesker, så at sige præcis hvem der gloede, var umuligt.

”Ana?” Jeg hev hårdt fat i hendes arm. ”Jeg skal virkelig tisse!” Hun nikkede kort og råbte et eller andet til mig, som jeg ikke fattede en skid af. Jeg pegede ned mod min mobil og gik så hen mod udgangen. Et par piger kiggede efter mig på vejen, og følelsen af deres blikke gjorde mig urolig.

Jeg skyndte mig at finde et toilet og låse mig inde. Jeg stillede mig foran spejlet og lukkede kort øjnene. ”Rolig nu Amore. Stol på ham,” hviskede jeg stile for at berolige mig selv. Han var ikke ond, og han ville ikke gøre mig noget. Det var mig der startede kontakten med ham, så hvorfor skulle han være efter mig? Jeg var totalt paranoid.

Jeg tog noget vand på kinderne og endte så nede på gulvet. Jeg måtte samle mine tanker inden jeg gik ud igen. Jeg var så forvirret.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men da jeg pludselig synes der blev stille, åbnede jeg langsomt døren ud til. Jeg gik med hurtige skridt ind mod salen igen, hvor der kun var meget få piger tilbage, som var på vej ud. En panik skyllede ind over mig. Var der sket noget? Hvor var alle henne? Og hvor længe havde jeg lige været ude på toilettet?

Jeg hev min mobil frem, men der var ingenting. En kvalme steg hurtigt, og før jeg vidste af det, løb jeg udenfor, hvor det var blevet helt mørkt.

Var Ana bare taget hjem uden mig? Det kunne hun da ikke. Måske ledte hun efter mig lige nu? Mit hjerte begyndte at hoppe i mit bryst, og da et par piger skreg længere henne, løb jeg hen mod dem. Det var mørkt, og jeg hadede mørke. Jeg måtte være i nærheden af nogle andre.

”Godnat folk!” hørte jeg en drenge stemme råbe, inden pigerne flippede helt ud og forsvandt. Adrenalinen pumpede rundt i mig, og panisk kiggede jeg rundt. Hun måtte være her et sted. Hun kom ud af en af de her udgange.

Jeg kom hen til et hegn, og kunne mærke, hvordan trangen til at råbe og skrige kom til mig. Hvordan var det muligt for mig, at blive væk fra hende? Og hvordan kunne hun bare gå fra mig?

Jeg tog panisk fat i døren i hegnet, og til mit held, var den åben. Jeg smuttede hurtigt indenfor, og søgte hurtigt hen mod den eneste gadelampe der stod her. Jeg greb fat om min mobil igen og ringede Ana op, men hun tog den ikke. Jeg slog irriteret ind mod lygtepælen og bed mig hårdt i læben. Hun kunne ikke bare forlade mig her, og så lade være med at tage sin mobil?

Et par fodskridt lød, hvilket fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Det hele mindede mig om en gyserfilm, og eftersom mit liv de sidste fem år, havde været en gyserfilm, så skræmte det mig virkelig.

Jeg trådte nogle skridt væk fra lygtepælen så man ikke kunne se mig så godt. Det føltes som om alt isnede i min krop, og da fodskridtene kom tættere og tættere på, fik jeg en lyst til at græde. Alle var væk på denne tid, og her stod jeg – alene og kold, og pisse bange. Den eneste der måtte vide, at jeg stadig var her, måtte være Horan. Var det en fælde det hele? Ville han gøre mig noget? Og ville nogen være i stand til at hjælpe mig, hvis jeg råbte efter hjælp?

En dreng kom gående hen imod lygtepælen med blikket rettet direkte imod mig. Min mave slog knuder, og da lyset ramte ham og afslørede det lyse hår, vidste jeg hurtigt hvem det tilhørte. Det var ham drengen, ham fra bandet! Ham som overgloede enten Ana eller mig.

I stedet for en lettet følelse som skulle gå igennem mig, fik jeg pludselig lyst til at græde endnu mere. Hvordan kunne Ana bare forlade mig? Og hvorfor var han her? Og hvordan vidste han, at jeg stod her? Hans blik var rettet direkte imod mig, han vidste jeg stod her!

”Er du ude på at skræmme livet af mig?” råbte jeg højt og kunne mærke, hvordan hele min krop rystede. Min stemme kom ikke bag på ham, hvilket gav mig en større lyst til at skrige og råbe af ham. Jeg kunne ikke vide, om han kunne finde på noget. Måske var han kendt, men man kunne ikke altid stole på kendte. Jeg viste ikke, hvem han var, men han vidste åbenbart hvem jeg var, siden hans blik lå direkte på mig, og siden han vidste, at jeg var her.

”Og hvem fanden er du?” råbte jeg irriteret og gik et skridt bagud, da han kom tættere på mig. Jeg vidste udmærket, hvem han var. Spørgsmålet var mere, hvad fanden han lavede her?

He scared the hell out of me!

”Amore, ikke?” sagde han en smule forvirret og gik tættere på mig. Trangen til at skrige kom frem igen. Jeg stod her med en fremmed dreng, uden at vide, hvad fanden han kunne finde på. Det gjorde mig bange. Der kom for mange minder af det. Og han kendte mit navn. Hvorfor kendte han mit navn?

”Ana leder efter dig,” og da han nævnte Anas navn, kunne jeg mærke en indre vrede starte. Hvordan kunne hun bare forsvinde? Og hvor var hun? Og hvor kendte han Ana fra? Var det derfor han kiggede på hende under hele koncerten?

”Hvorfor er hun sammen med jer?” min stemme lød hård, men jeg var bange – rædselslagende faktisk. Jeg gik aldrig udenfor en dør alene, hvis det var mørkt, så at stå her med en fremmed, var så forkert.

”Hun har backstagepas, hvilket du vidst også har.” sagde han bestemt og gik lidt tættere på mig, og denne gang blev jeg stående. Forhelved. Backstagepas. Det var præcis det vi havde. Hvordan kunne jeg glemme det? Hun havde ikke fablet om andet!

Jeg lukkede hårdt øjnene i.

”Hey, er du okay?” spurgte han uroligt om.

”Kan du føre mig hen til hende?” Jeg trådte endnu et skridt hen imod ham, og nåede lige at se et smil brede sig over hans ansigt, inden han vendte sig mod mig og begyndte at gå hen mod indgangen. Jeg følte mig utrolig dum lige nu. Virkelig virkelig dum. Hvordan kunne jeg glemme det? Og hvordan kunne jeg få mig selv til at råbe og skrige af en fremmed person?

Mit hjerte hoppede stadig fuldstændig vanvittigt, men Ana var på den anden side. Det måtte jeg huske på.

”Så, hvad synes du om koncerten?” spurgte han om, inden han åbnede døren og lod mig gå ind. Jeg trådte hurtigt ind da der var lys.

”Den var okay,” mumlede jeg uroligt og sørgede for ikke at få øjenkontakt med ham. Det var ydmygende at jeg lige havde råbt af ham på den måde, og beskyldt ham for at være alt andet end venlig. Faktisk var det at snakke med en verdensberømt person bare underligt.

Han grinte kort, og åbnede en dør ind til et rum, hvor en masse drenge tumlede rundt.

”Nialler!” sagde en sorthåret dreng og smilede stort, men det stivnede kort da han så mig.

”Er det hende?” Han kiggede op og ned af mig, inden hns brune øjne gled hen på… Nialler? Niall? Ja Niall. Jeg kiggede på Niall, som bed sig i læben og nikkede. Havde han snakket om mig? Eller havde Ana?

”Hvad? Er det hende du skriver med? Amore?” En dreng med brunt hår brød ind, og hans ord forvirrede mig mere end aldrig før.

Hende han skrev med?

Jeg kiggede langsomt hen på Niall og hørte den anden dreng mumle et ’ups’. Niall kiggede mig i øjnene, og langsomt spillede hans stemme sig i mit hoved. Blondt hår, blå øjne 1.71, i et band.

”Åh gud,” mumlede jeg og trådte et skridt tilbage. Det hele gik langsomt op for mig, eller hurtigt op for mig. Jeg stod foran ham. Foran ham jeg havde skrevet med i otte måneder. Ham der havde fulgt alle mine dage, hørt på mine problemer, og ham som var min bedsteven. Og ikke nok med det, så var han i et verdensberømt band!

Så afslørede Nialler sig selv. Hvordan tror I hun tager det? Og hvad synes I om kapitlet? :-D

Tusind tak fordi I læser og har liket. Bliver så glad af det. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...