∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?' - Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1819Kommentarer
179517Visninger
AA

5. 19 years, new friendships and a strange feeling. ∞

Jeg stod i den kjole Ana og jeg havde købt før i dag. Jeg var så nervøs for festen i aften, men at Ana skulle med, fik mig til at slappe lidt mere af. Jeg havde regnet med, at hun ville være helt oppe at køre, men hun tog det roligt, og sagde jeg ikke skulle gøre noget, som jeg ikke ville… men selvom jeg ikke havde lyst til at se Niall – fordi jeg havde været så barnlig som jeg havde været, så blev jeg nødt til det. Jeg savnede ham, og jeg skyldte i det mindste at lade ham forklare.

”Vi har en smule traaaavlt,” lød det fra Ana, som stod med to glas i hånden. Jeg kiggede lidt forvirret på hende, hvilket fik hende til at smile.

”Tag et lille et. Det vil hjælpe på nerverne,” hun rakte mig det ene og satte sig så på sengen. ”Og du ser forresten utrolig godt ud. Det skal nok blive en god aften! Men lad nu være med at vent til sidste øjeblik. Få noget ud af aftenen, okay?” Hun løftede glasset og gjorde tegn til at skåle. Hun havde nok ret. Det var ikke første gang jeg drak, men jeg havde dog ikke drukket så mange, at jeg vidste, hvor meget min krop kunne klare, før jeg blev fuld, så jeg ville holde lidt igen. Men mine nerver kunne godt bruge lidt afslapning, så jeg lod mit glas ramme hendes, og drak det hele.

”Hold da op,” fniste Ana, inden hun rejste sig og gik hen til mig. Hun tog fat om mit glattehjern og gav mig et skævt smil. ”Lad mig,” mumlede hun så og skubbede mig lidt længere hen imod spejlet.

”Jeg ville virkelig gerne fangirle. Jeg har ingen ide om, hvor mange og hvem der kommer til selveste NIALL HORANS fødselsdagsfest, men at se dig sådan der, får mig til at lade være.” Sagde hun og sendte mig et smil igennem spejlet. Måden hun sagde det på, fik mig til at indse, at jeg faktisk skulle til en fest, hvor der kunne være utrolig mange kendte. Det eneste jeg havde haft i hovedet siden den aften hvor Liam havde været her, var hans ord og Niall. Sidst jeg så de andre drenge fra bandet, endte det med jeg løb væk. Jeg var flov over mig selv, men hvis jeg blev ved med at se sådan på det, så kom jeg ikke videre.

Det bankede kort på døren, inden Jane stak hovedet ind. Hun sendte os begge et stort smil og kiggede ned på uret.

”Er I klar?”

Ana kiggede på mig i spejlet og nikkede så. ”Det bliver så fedt,” sagde hun og gav min skulder er klem, inden hun stak sine fødder i et par stiletter. Hendes tøj bestod af en lyserød højtaljede nederdel og en hvid top. Det var virkelig sødt sat sammen.

”Ana, jeg kan ikke!” sagde jeg da vi stod foran et stort hus, hvor der lød højt musik. Tanken om, at alle drengene stod derinde + Niall, fik min mave til at gå amok. Jeg blev helt nervøs og fortrød allerede at jeg sagde ja til Liam, men jeg vidste der ikke var nogen vej tilbage nu.

”Pjat med dig,” sagde hun og snurrede rundt, så hun stod ansigt til ansigt med en stor dørmand. ”Ana og Amore,” sagde hun smilende, og lidt efter smilede vagten og trådte et skridt til siden, så vi kunne komme ind. Mine ben rystede helt vildt, og det første Ana havde lovet når vi kom ind, var at få noget at drikke. Eftersom jeg var så nervøs som jeg var, havde jeg sikkert allerede brændt den drink fra før af. Den havde hjulpet, og derfor havde jeg brug for en mere.

”Hold da …..” Ana tog langsomt sin jakke af og rakte den til en mand, som stod og tog imod jakker. Det føltes helt urealistisk at stå her, og at tænke på, at huset tilhørte en verdensberømt dreng, som var min bedsteven, fik mig til at tro, at jeg var skør. Det var først nu, at det rigtigt gik op for mig, at han faktisk var kendt. Jeg havde nærmest skubbet tanken væk, fordi jeg ikke brød mig om den, men nu var der ingen vej tilbage. Han var kendt, og han havde kendte venner… og de var her. Og jeg genkendte allerede én af dem, og det samme gjorde Ana.

”Oh god. Er det Ed Sheeran?” Hun rystede forvirret på hovedet. ”Fortæl mig, at jeg ikke allerede er røv fuld.” Hun kiggede alvorligt på mig, hvilket fik mig til at grine. Jeg kunne heller ikke selv forstå det, men lige nu var det bare den drink jeg havde brug for.

”Du er ikke røv fuld, men det skal vi lave om på. Til baren!” sagde jeg og prøvede at løfte mit eget humør. Jeg tog Ana i hånden og gik gennem huset og undersøgte rummene for alkohol, eller baren som jeg nu kaldte det, og da jeg endelig fandt den, så var det også en bar – en rigtig bar, med folk der serverede drinks. Måske var det ikke Nialls hus? Hvorfor skulle han have en bar i sit hus?

”Kom nu,” råbte Ana og overdøvede musikken. Vi fandt hurtigt en stol hver, og hurtigt fik Ana bestilt en drink til os hver. Jeg tog hurtigt fat i den – utålmodige som bare fanen på at få den nervøse følelse til at forsvinde, så hurtigt bundede jeg den og kiggede rundt. Jeg følte mig pludselig slet ikke velkommen her. Alle der var her, var enten klædt som en million, eller havde røven fulde af penge, og her sad jeg, og havde mistet mine forældre, havde en morder der hele tiden bad om tilladelse til at slippe ud, og en ny plejefamilie, som jeg slet ikke kende. Jeg fik følelsen af at være alene, og når jeg fik den, så plejede Niall at være den jeg kom til, men nu havde jeg ikke engang ham. Jeg anede ikke, hvor han var, om han sad med en pige, havde det virkelig hyggeligt, eller overhovedet var her – hvilket han burde, da det var hans fest.

Et suk forlod mine læber, hvilket fik Ana til at klappe mig på låret. ”Du har vidst brug for en mere,” og lidt efter som endnu en drink foran mig. Jeg tog en hurtigt og drak den igen. Jeg skulle ikke være plørefuld når jeg så Niall, men hvis jeg skulle have modet, så skulle jeg i det mindste være beruset.

Jeg kiggede på Ana, som pludselig hostede højt og slog sig hårdt i brystet. Jeg skar en grimasse og så på den løftede finger. En dreng med brunt hår, som jeg helt klart havde set før, kom ind i rummet. Han havde en hvid skjorte på, og ved siden af ham gik en flot brunette i en virkelig flot tætsiddende kjole, som afslørede hendes perfekte tynde mave. Mit blik gled hen til drengen igen, og mens hans blik gled rundt lænede Ana sig hen til mig.

”Niv mig, jeg drømmer, det er jeg sikker på. Det kan ikke være Louis fucking Tomlinson og Eleanor Calder! Det kan ikke passe jeg har set Louis fucking Tomlinson to gange på under en uge!” hvinede hun, og denne gang fangirlede hun så det til sidst blev forfærdeligt.

Jeg drejede rundt og nev hende i armen, hvilket fik hende til at skrige et tøset skrig, som sikkert tiltrak alles opmærksomhed.

”Hvad fanden skulle det til for?” hvæsede hun og gned på stedet for jeg nev. Et fnis gled ud over mine læber, selvom jeg inderst inde var ved at springe i luften af flovhed, og det gjorde det ikke bedre, da en stemme, som kun kunne tilhøre ’Louis fucking Tomlinson’

”Det var Ana, ikke?” Hendes øjne blev pludselig enormt store, og det samme gjorde mine. Jeg kiggede hurtigt på tjeneren og bestilte en ny drink, så det lignede jeg havde travlt med noget. Jeg skred fra drengene dengang. I deres øjne måtte jeg ligne en sur bitch, og det gjorde mig flov.

Ana hostede en gang, inden hun rettede sig op. ”Jo, jo det er.” Jeg kiggede på hende ud af øjenkrogen og kunne se hendes kinder blusse op. Jeg vidste udmærket, hvor stort det var for hende, og jeg ville virkelig også gerne fangirle med hende, men ikke over de drenge, ikke nu.

Tjeneren kom med drinken, og hurtigt tog jeg den hen til mig. Jeg kunne se Eleanor række hånden ud til Ana, og kejtet tog hun imod den, inden hun gav den et klem. Jeg bed mig i læben, da et par øjne hvilede på mig. Mit blik flakkede rundt, og da en hånd lagde sig på min skulder, var jeg ved at falde ned af stolen.

”Er det ikke Amore?” Mit hjerte pumpede hårdt, og langsomt snurrede jeg rundt på stolen, inden jeg tvang et stort smil frem. At han kunne huske mig, kunne kun være et dårligt tegn. Seriøst, selvfølgelig kunne han huske mig! Jeg gjorde mig til grin og skred fra dem!  Jeg vidste det var en fejl at komme herhen.

”Jo,” sagde jeg og tog drinken om til munden, inden jeg lod mine læber lukke sig sammen om sugerøret. Ana gav mig et puf i siden, og selvom jeg vidste, at jeg burde være høfligere, kunne jeg ikke få mig selv til det. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige!

”Amore, som I Nialls Amore?” spurgte Eleanor forvirret om. En knude voksede sig større i halsen. ’Den Amore’ – så de havde snakket om mig.

”Jep, den Amore. Ved Niall godt, at du er her?” Det føltes som at blive slået i det han sagde Nialls navn. Han lød ikke specielt begejstret for at se mig, og jeg forstod ham.

”Seriøst, han bliver SÅ glad når han finder ud af det!” udbrød Louis pludselig højt, hvilket fik Eleanor, Ana og jeg til at spjætte. Ana og Eleanor brød ud i latter, mens et smil gled ud over mine læber. Jeg havde aldrig været gode til at læse folk, men jeg havde været ret sikker på Louis ville bede mig skride, men jeg tog fejl.

”Ved du hvor han er?” Brød Ana ind, hvilket fik mig til at slå irriteret til hende. Jeg rullede med øjnene, hvilket fik Louis til at se lidt forvirret på ham. Jeg kunne også nemt ligne en, som ikke gad at se ham, men det var jo netop derfor jeg var her.

”Selvfølgelig, join os!” sagde Eleanor hurtigt og kiggede skiftevis på Ana og jeg, og før jeg kunne reagere, havde Ana taget sin drink og trukket mig efter dem.

”Ana, nej, Ana.” sagde jeg hurtigt, men hun ignoerede mig og trak mig videre. En irration lagde sig over mg, og da et højt grin jeg nemt genkendte fra alle de timers lange mobil samtaler, stoppede jeg op.

”Ana!” jeg rev min arm tilbage, og hvis det ikke var pga. alkoholen, ville jeg sikkert ryste helt vildt lige nu. Så tak alkohol.

”Hvad?” sagde hun forvirret. Det irriterede mig, at hun slet ikke tænke sig om længere. Det var svært nok for mig at være her, og at hun så bare hev mig af sted, irriterede mig!

”Du kan ikke blive ved med at gemme dig for ham Amore. Nu går du med derhen, og så må du selv finde ud af, om du vil snakke med ham eller ej, okay?” sagde hun en smule irriteret men sendte mig så et smil. Jeg vidste hun længtes efter at komme derhen, men alligevel havde hun ret. Men tanken om, at han sad lige henne i hjørnet med en masse piger og drenge omkring sig, gjorde mig nervøs. Tanken om bare at skulle se ham, gjorde mig bange. Jeg havde aldrig set ham før, eller jo en gang, men aldrig ordentlig, og hvis I ikke skulle have forstået det, så var jeg flov over måden vi mødtes på.

Ana vendte sig rundt, tog min hånd i hendes og gik med et langsomt tempo hen imod dem. Louis så forvirret omkring, og da han endelig fik øje på os, lyste han op i et smil, og sagde et eller andet til de andre, som fik dem til at kigge hen imod os.

Og der sad han… i hans røde polo, med håret sat og et stort smil plantet på sine kønne læber. Hans øjne strålede på afstand, og måden han blidt slog en af pigerne, som sad på hans skød, fik mig til at kigge ned i jorden. At vide, at det var ham jeg havde skrevet med de sidste mange måneder, fik sommerfuglene i maven til at blusse. Det virkede så urealistisk.

”Amore?” sagde en stemme fuld af energi. Jeg kiggede op fra jorden og så Liam rejse sig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Niall kigge forvirret frem og tilbage mellem Liam og jeg. Pigen der sad på hans skød, rejste sig, roede for sjov i hans hår og gik med en anden pige ud på dansegulvet. Jeg bed mig genert i læben og kiggede på Liam, som smilede stort.

”Så du kom,” hans blik gled hen til Ana, inden han sendte hende et smil og spurgte efter hendes navn. Hvis jeg kendte Ana ret, så var hun skuffet over han ikke kunne huske hende, men hun tog det hele med et smil og kiggede på mig. Hun mimede et er-du-okay, hvilket fik mig til at nikke.

”Kom hen og join os,” råbte Louis som havde sat sig ned. Eleanor var ikke til at se nogen steder, så jeg gættede på, at hun var pigen hende der sad på Niall, tog med.

”Kom,” Ana gik hurtigt hen og satte sig ved siden af Louis og en anden dreng, som hilste på hende. Liam derimod førte mig hen mod bordet, hvor Niall sad. Mit hjerte arbejdede på højtryk, og mine hænder var helt svedige. Jeg havde brug for noget at drikke.

”Amore,” lød en dels forvirret, men glad stemme. Jeg strøg hurtigt noget hår til siden, og kiggede hen i nogle helt blå øjne, som borede sig ind i mine. Det føltes som om hans øjne kunne se lige igennem mig – helt ind til mit nervøse jeg. Det var som om han kunne mærke den smerte jeg havde gået rundt på de sidste par dage, og det fik hans blik til at ændre sig.

”Niall,” sagde jeg langsomt og sendte ham det bedste smil jeg kunne, og det blev overraskende til et ægte et, et jeg havde længtes efter at give ham de sidste par måneder, et der ændrede mit humør, fordi der ikke var nogen grund til at sende ham det smil. Tingene var ikke okay imellem os, ikke endnu. Jeg kunne ikke tænke i andre baner, når jeg ikke havde hørt hans forklaring, men det var hans fødselsdag, og jeg skulle ikke ødelægge den.

”Hvem har inviteret dig?” sagde han og lænede sig en smule frem. Klodset tog han sig til hovedet. ”Jeg mener, hvad laver du her? Det er virkelig en overraskelse,” sagde han og sendte mig et genert smil, hvilket på en underlig måde sendte varme signaler igennem min krop – præcis som når han sang for mig.

”Det må nok være mig der står bag det,” sagde Liam og løftede en hånd i vejret, mens han kløede sig i håret. Et fnis gled ud af mine læber, imens jeg tog imod et glas han rakte mig. Jeg smilede som tak, og lod endnu engang mine læber lukke sig om sugerøret.

Niall fulgte alle mine bevægelser, inden han langsomt lænede sig tilbage i sædet og smilede som en anden idiot, hvilket gav mig lyst til at grine, men det gjorde jeg ikke. Jeg sad bare og kiggede. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige.

”Så, hvordan går det?” spurgte Liam om og lænede sig hen imod mig, for at høre mit svar.

”Helt fint! Jeg elsker London!” sagde jeg hvilket fik Niall til at smile stort. Han vendte langsomt hovedet fra mig, da en af hans venner prikkede til ham. Det gav mig tid til at studere ham. Hans smil var så flot. Hans bøjle kunne svagt ses, og måden han fulgte personens finger på, fik mig til at kigge med. Et par piger stod og kiggede over på ham, og eftersom det var hans fest, kendte ham den sikkert. Og jeg havde denne gang ret. Kort efter lavede han tegn til, at de skulle komme hen til ham.

En halv skuffet følelse gik igennem mig, og følelsen af at være alene kom frem igen. Jeg måtte lade være med at have så høje forventninger – det måtte jeg virkelig. Han var nok lige så underlig over at se mig, som jeg var ved at se ham, men at se ham give to andre piger hele sin opmærksomhed og derved få mig til at føle mig glemt, gjorde mig irriteret. Jeg ville snakke med ham, lære ham at kende, og måske få talt ud så jeg ikke skulle føle mig så flov over at være her, men det blev åbenbart ikke i dag.

Jeg drejede hovedet, og kiggede over på Ana, som sad og snakkede med en masse drenge, som havde sat sig rundt om det runde bord. Et grin undslap hendes læber, inden hun drejede hovedet og fangede mit blik. Hendes blik gled derefter hen på Niall, og pludselig så hun en smule skuffet ud. Hun bed sig i læben, sagde et eller andet til drengen ved siden af hende, som rykkede sig, og lidt efter gjorde hun tegn til, at jeg skulle gå hen til hende.

Mit blik gled kort tilbage på Niall, som var i fuld gang med at snakke med nogle piger. Jeg sukkede kort inden jeg tog min drink og gik hen til Ana.

”Boys, det her er Amore,” sagde hun, hvilket fik Louis til at råbe mit navn højt. Et grin gled ud, og endnu engang røg mit blik hen på Niall.

Ana hev mig ned til hende. ”Glem ham. Hyg dig, få nye venner. Er det ikke en ny start?” hviskede hun. Jeg bed mig forsigtigt i læben. Hun havde ret. Det var jo ikke verdensundergang, og det var Nialls fødselsdag. Han skulle have det sjovt, jeg blev nødt til at give ham plads og skubbe mine egne følelser væk.

”Jeg er Danny,” lød det fra en dreng som rakte mig hånden. Jeg sendte ham et smil og tog imod den. ”Amore.”

Jeg havde fået lidt meget at drikke, men jeg ville stadig kun kalde det beruset – men jeg havde det sjovt, og det var vel det vigtigste. Jeg havde danset utrolig meget med Danny og nogle af hans venner. Det føltes skønt at have nogen at snakke med, og hvis det ikke var fra Ana, sad jeg nok derhjemme lige nu. Jeg plejede aldrig at være så genert som jeg havde været i dag, men jeg kunne kun håbe, at det blev bedre, når jeg endelige begyndte at føle mig hjemme andre steder end hjemme – hvis det giver mening.

Lige nu stod jeg oppe i baren med en pige der hed Kate – virkelig sød pige. Hun var en af Niall’s venners venner, så hun kendte heller ikke så mange her. Vi havde fundet en gruppe at snakke med, så jeg havde fået nok venskaber i gang i aften, og jeg nød det. Lige nu havde vi begge brug for en pause med noget at drikke – ikke fordi jeg havde brug for mere, så det eneste jeg bestilte var en cola, mens Kate var i gang med shots leg med en anden. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da Kate hver gang skar en grimasse. Jeg havde selv fået et, og det gav mig trangen til at kaste op, så det stoppede jeg hurtigt med. Lige nu tog jeg det bare med ro, og det var også rart, så var jeg i det mindste sikker på, at jeg kunne huske aftenen i morgen – og ikke gjorde noget dumt til den første fest jeg var til.

”Yoo girl!” lød en stemme bag mig. Jeg drejede hurtigt rundt, og fik øje på Louis og en dreng med store krøller. Det måtte være ham Ana havde snakket med den aften efter koncerten, for jeg havde ikke set ham før, men jeg vidste han var med i bandet.

”Vi har slet ikke set noget til dig hele aftenen, hygger du dig?” spurgte han om. Ham med krøllerne – Harry måtte han hedde, sendte mig et stort charmende smil, hvilket gav mig lyst til at rødme. Jeg kiggede derfor hurtigt hen på Louis, som lænede sig ind over baren og bestilte et par shots.

Harry skulle til at sige noget til mig, men en trak ham til side, og en arm gled hen over min hofte. ”Vi bliver nødt til at snakke,” mumlede en stemme i mit øre, hvilket fik min krop til at skælve. Jeg drejede mig langsomt rundt, og blev mødt af et par blå øjne der borede sig ind i mine. Et skævt smil var plantet på hans ansigt og langsomt tog han et skridt tilbage.

Jeg bed mig i læben, men jeg vidste han havde ret. Jeg havde set ham i løbet af aftenen, og han så helt bestemt ud til at hygge sig, hvilket gjorde mig glad – det var jo det jeg ønskede. Men at han nu stod foran mig og ville snakke, gjorde mig virkelig nervøs.

”Yo Niall!” Råbte en pige og gik hen til ham. Han sendte hende et smil, og da jeg troede han pludselig igen havde glemt alt om mig, greb han fat om min arm, og sendte mig et hurtigt smil. Han undskyldte til pigen og begyndte så at trække mig med. Mit hjerte arbejdede på højtryk igen, og denne gang deltog min hjerne også. Hvad skulle jeg sige? Hvad ville han sige? Hvordan skulle jeg reagere, og skulle vi være alene i et rum?

Et par fløjt trak mig ud af mine tanker, hvilket fik mig til at kigge genert ned i gulvet. Normalt ville jeg tage det med et smil, men lige nu følte jeg ikke for det. De skulle bare vide, hvad der lå bag alt sammen, men for at være ærlig, vidste jeg det heller ikke selv. Det var først nu det gik op for mig, at jeg var bange for at snakke med Niall. Bange for jeg ikke var som han ønskede eller havde forestillet sig. Jeg var bange, bange for at blive såret. Men jeg måtte tage mig sammen. Jeg måtte huske på Liams ord. Og det kunne også godt bare være noget jeg bildte mig ind, men det føltes som om hans tommelfinger forsigtigt nussede min arm, for at få mig til at slappe af, men igen, det kunne nemt være noget jeg bildte mig ind.

Så kom hun endelig til festen! :-D Hvad synes I om Nialls opførelse i starten? Er det fair han bare glemmer Amore? Og hvad tror I, der vil ske nu? Vil det hele ende som et skænderi, eller vil de få løst tingene? Og vil Amore tilgive Niall? :-) Hvad synes I?

I må meget genre like, hvis I kan lide den. xo

- Der er billeder på min blog til deres tøj! :-) Tjek det ud, ligger link i kommentaren! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...