Clairvoyant #1D - Niall James Horan#

Q og Niall er tvillingsøskende. Q er clairvoyant, men ved Niall det? Q og hendes veninde Danielle er på Mallorca, men hvad sker der når de møder Ava for første gang? Ava er magiker, og overfalder Danielle mentalt, og Q er nød til at tage til en anden verden, nemlig Tykledius for at rede Danielle fra døden. Da Ava har lavet en stor flænge i Danielles sjæl, må Q have fat i en speciel sten, stenen hedder Sakardia og uanset størrelsen er den let som en fjer. Stenen Sakardia skal hele Danielles sjæl, den vil gøre hende udødelig, men det er det eneste der kan rede hende fra at dø. Finder Q den såkaldte sten Sakardia? Og i så fald vil Danielle så helst dø nu… Eller aldrig? Og finder Niall ud af at Q er clairvoyant?

6Likes
9Kommentarer
1323Visninger
AA

6. Kap 5. Nu... Eller aldrig?

 

”Som du selv sagde før Q, så dør Danielle snart!” Ja jeg måtte finde den sten, eller vi måtte hed det vel. Jeg vendte mig igen om og kiggede rundt. Dér var grotten og så måtte stenen også være der! Jeg sprang af sted. Det var hårdt, fordi jeg sank så dybt ned i sandet, men den sten skulle findes, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg kom endelig med en del besvær hen til grotten, og dér var stenen. Den var lille, men alligevel nem at se da den lyste kraftigt op i en violet farve. Nu skulle vi bare sikkert tilbage til hotellet på Mallorca, hvor Danielle lå nær døden, og hvor Niall var og passede på hende. Jeg gik med faste skridt tilbage mod Ava med stenen i hånden. Hun lavede store øjne, da hun så den. Derefter bredte der sig et kæmpe smil på hendes ansigt. ”Du fandt den!” Jeg sendte hende et hurtigt smil men sagde så ”Ja men vi må skynde os, Danielle har ikke meget tid tilbage.” ”Nej ikke nu men lige så snart stenen har helbredt hende, så har hun rigeligt med tid.” Sagde hun, og hendes smil falmede lidt. Hvad mente hun med det? Når Danielle var helbredt, ville hun vel bare leve sit normale liv igen. Ville hun ikke? ”Hvad mener du?” Jeg måtte have lignet ét stort spørgsmålstegn, for jeg vidste virkelig ikke hvad hun mente. ”Q… Stenen vil gøre Danielle udødelig, og hun vil forblive sytten år for evigt og altid.” Mit blik stivnede. Hvad? Nej, nej, nej, nej!  Det kunne virkelig ikke passe! Sytten for evigt? Jamen så blev hun jo aldrig atten? Hendes atten års fødselsdag havde hun glædet sig så meget til! Og så blev hun jo heller aldrig gift. Jeg mener, det er nok de færreste, der bliver gift som syttenårig! ”Q! Det skal du ikke bekymre dig om okay? Danielle er blevet nok så svag men dog ikke så svag, at hun ikke selv kan vælge om hun vil dø nu… eller aldrig” Ava slog blikket væk og kiggede i stedet ned. Hvad? Skulle Danielle vælge, om hun ville dø nu eller aldrig!? ”Kom nu Q, vi må tilbage! Ellers er det for sent, og så får hun ikke valgmulighed to, den med… Aldrig at dø” Jeg kunne se, at det pinte hende bare at sige det. Men hun havde ret. Vi måtte tilbage nu. ”Okay så kom!” sagde jeg vente mig om og gik målrettet mod den port, jeg var kommet ind af. Lige så hurtigt som jeg var kommet til Tykledius, kom vi tilbage til hotellet.  Jeg løb hen til elevatoren med Ava i hælene og stadig med stenen i hånden. Vi kom op på den gang hvor Danielle og jeg havde værelse. Hen til værelsets dør. Frem med nøglekortet. Stikke kortet ind… ”Q lad mig snakke med Danielle alene, jeg må sige undskyld og forklare hende alt… og få hende til at træffe et valg.” Hun kiggede bedene på mig, og jeg nikkede bare forstående. ”Men gør det kort!” Jeg så alvorligt på hende, og hun nikkede. Jeg trykkede håndtaget ned, og lod hende komme forbi mig og ind på værelset. Efter nogen tid kom Niall ud. ”Kan jeg gå der ind nu?” Han nikkede men sendte mig et træd-varsomt-blik. Da jeg kom ind af døren, så jeg Ava og Danielle hænge om halsen på hinanden. Et lille smil kom frem på mine læber. De havde fundet ud af det. Danielle? Jeg kiggede over på hende. ”Skal du bruge stenen… Eller ej?” Jeg kiggede ned i jorden da jeg sagde ’eller ej’. Jeg fik pludselig en salt smag i munden, og først der gik det op for mig, at jeg stod og græd. ”Ja Q, jeg skal bruge stenen, jeg kan ikke forlade jer nu.” Sagde hun med sin svage stemme, og hendes blege ansigt lyste op i et smil. Jeg gik raskt hen til hende stadig med sten i hånden. Men der ville den ikke være særlig længe endnu. ”Og du ved godt, hvad du går ind til Danielle?” ”Ja, det ved jeg” Jeg kom helt hen til hende og trykkede mig ind til hende i et knus og sagde så helt lavt til hende, så det kun var hende der hørte det: ”Jeg elsker dig Danielle!”

 

Det var så det. Håber i har nydt at følge med :)

Er i ikke søde at ligge en komentar, evt. med noget konstruktivt kritik, det kan man altid bruge! :D  

OXOX. Johanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...