Clairvoyant #1D - Niall James Horan#

Q og Niall er tvillingsøskende. Q er clairvoyant, men ved Niall det? Q og hendes veninde Danielle er på Mallorca, men hvad sker der når de møder Ava for første gang? Ava er magiker, og overfalder Danielle mentalt, og Q er nød til at tage til en anden verden, nemlig Tykledius for at rede Danielle fra døden. Da Ava har lavet en stor flænge i Danielles sjæl, må Q have fat i en speciel sten, stenen hedder Sakardia og uanset størrelsen er den let som en fjer. Stenen Sakardia skal hele Danielles sjæl, den vil gøre hende udødelig, men det er det eneste der kan rede hende fra at dø. Finder Q den såkaldte sten Sakardia? Og i så fald vil Danielle så helst dø nu… Eller aldrig? Og finder Niall ud af at Q er clairvoyant?

6Likes
9Kommentarer
1306Visninger
AA

5. Kap 4. Sakardia i Tykledius

 

Nialls synsvinkel:

”Q?” Sagde jeg, og kiggede undersøgende på hende. ”Hvad er det, du ikke har fortalt mig?” ”Altså, Niall.. erh.. Det forholder sig sådan at.. Danielle ikke?” ”Ja, hvad er der med Danielle” Spurgte jeg med en lidt hårdere stemme for at få hende til at sige det. ”Danielle er blevet.. Hvordan skal jeg sige det, så du forstår? Altså Danielle er ved at dø!” Sagde hun med en skrøbelig stemme, og tårerne trillende ned af kinderne. ”Hvad!?” Jeg kiggede måbende på hende, men det nyttede ikke noget. Hun holdt sit blik på sine fødder, så jeg ikke ville få øjenkontakt med hende. ”Q! Hvad er der sket?” ”Der er noget, jeg må fortælle dig først Niall… Jeg er clairvoyant” Hvad var det lige, hun sagde? Nej det kunne ikke passe! Ikke hende. Q var ikke clairvoyant! ”Jo jeg er! Jeg læste lige dine tanker” Sagde hun så lidt hårdere. ”Men hvad med Danielle?” Jeg måtte tage mig af det med Q senere, nu handlede det om Danielle. ”Det er sådan at en dame ved navn Ava” ”Vent hvad! Ava?” Så var det hende damen, jeg snakkede med i mobilen. ”Ja Ava.? Men altså Ava hun kan åbenbart magi, og så har hun da lige valgt at lave en stor flænge i Danielles sjæl… og det er mig, der skal redde hende.” ”Og hvordan vil du gøre det?” Jeg så undrende på hende. ”Jeg ved det faktisk ikke helt endnu, men jeg skal have fat i en sten. Stenen er et sted, et underligt sted. Stedet er fyldt med sand, kløfter, vulkaner og intet andet… ”SAKARDIA I TYKLEDIUS!” Sagde Q pludseligt rimeligt højt, og kiggede over på mig. ”Hvad!?” ”Stedet hedder Tykledius, og stenen hedder Sakardia! For nogle måneder siden drømte jeg om et sted, der lignede det sted, som vi snakker om som to dråber vand.  Det sted hed Tykledius, og så var der en sten, en lille sten, som lyste en violet farve, som hed Sakardia! Det kan da ikke være andet end det” sagde hun. ”Jamen hvad venter vi så på?” Sagde jeg, mens et smil banede sig vej frem på mine læber. Så kunne vi måske redde Danielle. ”Men jeg må tage af sted alene Niall! Det er for farligt for dig, jeg er clairvoyant og kan en masse, du slet ikke engang kan forestille dig. For det første så kan jeg tænke mig til steder, som du slet ikke vidste fandtes. For eksempel Tykledius! Hvis jeg så meget som rører dig, kan jeg se hele din livshistorie. Jeg kan lægge hånden på en bog og vide alt der står i den!” Mit smil stivnede. Hvad? Havde hun ringet til mig og bedt mig komme hurtigst muligt for derefter at skubbe mig væk, og sige jeg ikke kunne gøre noget!? ”Niall det er for din sikkerheds skyld! Desuden så er der en, der er nødt til at blive og passe Danielle!”

Qs synsvinkel:

Jeg satte mig i skrædderstilling på min seng og lukkede min øjne. Jeg koncentrerede mig om en bestemt ting. Jeg forstillede mig en slags port. Porten var hvid og lyste stærkt op. Inde bag porten ville Tykledius være. Jeg forstillede mig, at jeg gik hen imod porten, trykkede håndtaget helt ned, og pludseligt skete det. Jeg åbnede igen øjnene, og her stod jeg. Midt inde i Tykledius.

Her var smukt. Meget smukt. Her var også lunt, lige tilpas lunt så man ikke frøs men heller ikke havde det for varmt. Men pludselig var der en lav lyd bag mig, og jeg for sammen ved den. Det var Ava. Ava stod lige bag mig. ”Hvad laver du her?” Vrissede jeg vredt af hende. ”Jeg er her for at hjælpe” Sagde hun og sendte mig et overdådigt smil. ”Du har vidst hjulpet nok. Hvis ikke for meget!” Sagde jeg surt og sendte hende et vredt blik. Hun kiggede bare dumt på mig. ”Hør her Q” ”Kald mig ikke Q! Hvis du overhovedet skal sige mit navn så kald mig Que-Natalaya eller frøken Edwerd!” sagde jeg vredt. ”Okay Que-Natalaya. Tilfreds? Der er noget, jeg skal fortælle dig.” ”Okay? Er det, at hvis jeg ikke får fat i den sten meget snart, så dør Danielle? For hvis det er det, så ved jeg det allerede!” ”Hold nu op og lad mig tale færdig. Hør her Que-Natalaya. Jeg er… erhm...” Jeg kiggede utålmodigt på hende. ”Jaer hvad?” ”Jeg er faktisk Danielles mor.” Hvad! Vel var hun ej, så havde hun aldrig prøvet at dræbe Danielle. ”Det var en fejl det med Danielle okay! Jeg flyttede fra hende og hendes far, da hun kun var få dage gammel. Jeg var kun sytten da vi fik hende og hendes far 26, så hendes far og jeg blev enige om, at det nok var bedst at jeg rejste, og hun aldrig kom til at kende mig.” Pludselig blev hendes stemme skrøbelig. ”Jeg var fucking kun sytten år Q.” Var det lige en tårer jeg så trille ned af hendes kind? Jeg lavede store øjne og fattede ikke rigtig hvad det var der lige var sket. ”Jeg forstår.” Sagde jeg og stod stadig og kiggede med store øjne på hende. Jeg følte faktisk lidt medlidenhed med hende. Men hvordan kunne de gøre det mod Danielle? Hvorfor måtte hun ikke kende sin mor? Og hvorfor sagde hun, at det var en fejl, at de havde fået Danielle?  En masse spørgsmål skyllede ind over mig som en kæmpe bølge.

 

Husk at like!! :D

             Kan Ava og Q rede Danielle? Find ud af det snart, nemlig i næste kapitel! :D

MVH. Johanna <3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...