Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

74Likes
112Kommentarer
8942Visninger
AA

8. What to do?

 

Jeg blev nødt til det. Jeg havde siddet oppe indtil klokken var lidt over et om natten og ventet på, at Zayn gik i seng. Jeg var nødt til at komme væk herfra. Glemme det hele for en stund. Jeg kravlede lydløst ud af sengen og trådte over Zayn, der lå på en madras nede på gulvet. Han lå på maven med armen under hovedet og med savl ud af mundvigen. Så charmerende. Jeg havde lånt en t-shirt af ham, som jeg kunne sove i, så jeg fandt mit eget, klamme tøj frem fra det hjørne, jeg havde smidt det i, inden jeg gik i seng. Pistolen lå i min jakke, og for at være helt ærlig var jeg bange for, at jeg ville blive opdaget, hvis jeg rendte rundt med sådan en.

Jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt fik klædt om og sparkede Zayns t-shirt ind under vasken. Jeg pjaskede hurtigt noget vand i hovedet og kørte en hånd i gennem mit hår et par gange for at få det redt en smule ud. Da jeg så nogenlunde ud, listede jeg mig ud i entréen, der var helt mørk og hægtede min jakke ned af knagen, så jeg kunne få den på. Jeg kunne straks mærke pistolen i inderlommen, hvilket fik mig til at bide tænderne sammen. Jeg forstod virkelig ikke, hvornår jeg pludselig var holdt op med at kunne dræbe mennesker, som jeg havde gjort i så lang tid nu.

Jeg smuttede ud af døren og bad til at Zayn ikke hørte det og fulgte efter mig eller noget i den stil. Mine ben førte mig automatisk hen til mit mål, og selvom der var langt, føltes det ikke som om, der var specielt langt. Kulden bed i mig og fik mine tænder til at klapre og min krop til at ryste. Efter ca. en times gåtid, var jeg fremme ved diskoteket. Jeg passerede med dunkende hjerne den gyde, hvor jeg havde skudt ham fyren og så, at politiet havde været der. Der var hængt et bånd op, hvor der stod politi på. Det var egentlig utroligt, så dårlige de var til at finde gerningsmændene her i området. Ikke en gang, havde jeg overhovedet været mistænkt for et mord eller indkaldt til en eller anden afhøring.

Jeg stoppede hurtigt op for at få styr på mig selv og gik så hen til diskoteket, hvor den høje musik kunne høres og mennesker dansede rundt. Klokken var også ved at være 3 nu, så der var ikke noget at sige til, at der var så mange mennesker. Jeg åbnede døren og blev mødt af stanken af sved, alkohol og cigaretrøg. Jeg banede mig vej til baren igennem de masende mennesker og fik som den første fat i var Michael, som var bartender i aften. Hans øjne lyste op, da han så mig, og han smilede varmt til mig.

”Ved du hvor James er?” råbte jeg tæt på hans øre, så jeg kunne overdøve den høje musik, som folk slog sig løs til.

”Han er på sit kontor,” svarede han og blinkede til mig, inde han vendte sig mod nogle tøser, der skulle bestille end drink. Medmindre de kun gjorde det for at få Michaels opmærksomhed, for ja, han var røvlækker. Jeg drejede om på hælen og gik længere ind bagved, hvor James kontor lå. Jeg bankede hurtigt på, inden jeg forsigtigt åbnede døren.

”Jamen hej Mischa,” sagde han overrasket, da han så mig. Som om han ikke havde regnet med, at han ville se mig igen eller sådan noget i den stil.

”Davs James,” sagde jeg og lukkede døren i bag mig. Jeg lod mig synke ned i den lille, sorte, bløde hjørnesofa. ”Jeg tænkte lidt på noget..” sagde jeg og sendte ham et usikkert smil. Jeg vidste ikke, hvornår jeg var begyndt at blive usikker over for ham, men det var jeg altså åbenbart blevet. Han sukkede højt og kiggede alvorligt på mig.

”Er det stoffer?” han var jo tankelæser, den mand. Jeg nikkede og kiggede på mine negle, der havde set bedre dage.

”Er du sikker på, at du har brug for de stoffer Mischa?” jeg rynkede panden og kiggede undersøgende på ham. Sådan plejede han aldrig at tænke. Han plejede bare at give mig nogle stoffer og så var det ligesom end of story.

”Ja James, det er jeg,” svarede jeg og kiggede bedene på ham, indtil han modvilligt hev en pose med hvidt pulver frem og linede to baner op til mig. Han skulle ikke selv have noget, når han sad og lavede regnskab. Jeg tog i mod en sammenrullet halvtredser og sniffede indholdet op. Et smil bredte sig over mine læber. Det var gået op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet stofferne.

”Du ved godt, at Louis var her i morges i morges ikke?” sagde han, efter han havde siddet med hovedet begravet i sine papirer med ryggen til mig. Jeg skulle lige til at tage en tår af den drink, der stod på bordet, selvom jeg ikke vidste, hvem der ejede den, men satte den hurtigt fra mig ved hans ord.

”Hvad har han været?” spruttede jeg og kunne mærke varmen stige op i kinderne på mig. Han skulle sku da ikke komme herhen, det var ikke noget, der ragede ham. Eller jo, det gjorde det egentligt.

Men hvad fanden ville han her frivilligt?

”Han blev sur på mig. Han sagde, at jeg fik dig til at slå folk ihjel,” sagde han nøgternt, som om det slet ikke betød noget.

”Ja, og hvad sagde du så?” spurgte jeg for at få ham til at fortælle mere om det.

”Jeg sagde, at hvis du ikke ville være her, var du nok skredet for længst, og at han nok også ville gøre det samme, hvis han havde haft den samme opvækst til dig. Og så sagde jeg, at du ikke kunne smutte lige nu pga gælden,” Havde han nævnt min opvækst for Louis?

”Du fortalte ikke.. hvad der var sket i min barndom vel?” spurgte jeg bange og rejste mig trippende op. Han rystede på hovedet og smilede skævt til mig.

”Lad nu være med at tænke på det søde, gå ud og slå dig løs,” opfordrede han mig og uden ord, gik jeg ud af kontoret og ud til den store menneskemasse. Jeg smuttede hurtigt op på værelset, hvor jeg fandt Jessica med en eller anden fyr i sengen.

”Undskyld, undskyld, undskyld,” messede jeg, imens jeg hurtigt fandt noget andet tøj frem fra skabet. Det blev bare nogle sorte jeans på og en kort top med det amerikanske flag, der afslørede lidt af min mave. Jeg smuttede ud på et af toiletterne, der lå på gangen, så jeg ikke forstyrrede Jessica og trak hurtigt i tøjet. Ud over det havde jeg en mørkeblå blazer. (link til hendes tøj i kommentar). Jeg hev en fundation og en mascara frem fra en tilfældig make-up taske, der stod på kanten af vasken, så jeg lige kunne se nogenlunde ordentlig ud.

Det var svært at fokusere på mine vipper, da jeg skulle ligge mascara på og hele rummet var begyndt at snurre rundt. Jeg vidste, at det var stofferne, der havde fået sin virkning nu. Et smil brød frem på mine læber, da jeg endelig havde fået lagt mascara og var ved at vælte bagud.

Jeg slingrede hurtigt ind på værelset for at få fat på et par sorte pumps, som jeg kunne få på.

Det var nok smart at have noget på fødderne, og jeg orkede ikke mine slidte vans. Jeg fik møvet mig ned til baren, hvor Michael stadig stod. Det hele svimlede for mig, og jeg nåede lige hen i baren, før jeg faldt. Jorden kom bare tættere og tættere på og BUM, så var den der. Jeg fnes åndsvagt og tog i mod Michaels hånd, han holdte ned for at få mig på benene igen. Han havde aldrig forstået at os piger, der boede her gad stofferne.

”Kan jeg få en drink?” spurgte jeg og væltede hele tiden og mine egne ord. Han kiggede lidt på mig, før han hældte et eller andet op i et glas, som jeg ikke kunne se hvad var. Det var i hvert i fald blåt. Så var det nok det der isbjørn. Jeg tog hårdt fat i glasset og tog tre store slurke i træk. Vodkaen stod stærkt frem, hvilket fik mig til at skære en grimasse, inden jeg bundede resten af glasset. Jeg hamrede glasset i bordet og bad om nogle shots med et grin.

”Du skal også være meeeeeed,” bad jeg og grinede højt. Jeg kunne sagtens mærke, at det var et stykke tid siden, jeg havde taget noget, for jeg var helt rundt på gulvet. Udover den gang, jeg mødte Louis første gang, plejede jeg at være ret god til at styre mig bare nogenlunde, når jeg havde taget eller røget noget. Michael skænkede 8 shots og tog fire af dem selv. Jeg vidste, at han elskede at drikke, men når han var på arbejde, ville han godt holde en smule igen, så han i det mindste kunne ramme glassene.

”1..2..” talte han for, og vi tog begge fat i vores første shot, så vi var parate. ”..3!” råbte han. Jeg løftede hurtigt glasset op til munden, bundede og fik så fat i det næste, næste og næste.

”Færdig,” råbte jeg samtidig med, jeg hamrede glasset ned i bordet.

”Okay, okay, du vinder Mischa!” grinede han og stak hænderne i vejret for at vise, at han gav op. Jeg grinede og klappede ham lidt på skulderen, inden jeg fisede ud af baren og ud i menneskemængden. Jeg havde brug for luft. Det hele kørte rundt, og jeg havde svært ved at stå på benene. Mit hoved dunkede og mine tanker kørte rundt i hovedet på mig.

Det hele var ligesom dengang.

Louis.

Jeg kunne mærke følelserne samle sig som en stor knude i maven på mig, og jeg åbnede vredt døren op. Hvorfor skulle livet også være så uretfærdigt hele tiden? Det var som om, at lige meget hvad jeg gjorde, var det bare ikke nok. Jeg lod mig glide ned af den klamme væg i et hjørne og slog hænderne om mine knæ. Jeg kiggede ud på gaden, hvor bilerne susede af sted. Mit blik blev sløret af tårende, der langsomt begyndte at vise sig. Jeg prøvede irriteret at blinke dem væk, hvilket bare resulterede i, at de trillede ned af mine kinder. Et hulk undslap mine læber, og jeg bøjede let hovedet, så ingen ville se mig.

For sent.

”Undskyld er du okay?” en sød udseende pige stod foroverbøjet og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede bare uden at kigge på hende. Jeg kunne mærke vreden og sorgen boble rundt i mig, og hvis hun ikke passede på, ville jeg snart koge over.

”Er du sikker på, at der ikke er noget galt?” der skete det så.

”Der er ikke en skid, der er okay, hvis du virkelig er så interesseret! Jeg arbejder derinde som fucking luder og alt muligt lort, jeg tager stoffer, har en verdenskendt kæreste, der i øvrigt er sur på mig, fordi han fandt ud af noget om mig, som han ikke skulle finde ud af. Jeg har et lorte liv, og jeg burde ikke have lov til at leve,” skreg jeg ind i ansigtet på hende. Hun kiggede skræmt på mig, men nåede ikke at sige noget, inden jeg stormede ind igen med kurs mod mit badeværelse totalt ligeglad med om Jessica lå deroppe.

Tårende strømmede ned af mine kinder, da jeg smækkede døren op og stormede direkte ud på badeværelset. Jeg rodede lidt rundt i en skuffe og fandt til sidst, det jeg ledte efter. Jeg kiggede kort på det glinsende barberblad, inden jeg rullede ærmerne på min blazer op, så min nøgne hud var synlig. Jeg satte barberbladet til armen og borede det ind i min hud. Jeg tøvede kort, inden jeg hev det til siden, så en stærk smerte skar i mig, og et lille skrig undslap mine sammenpressede læber. Men det hjalp.

Igen lod jeg barberbladet skærer igennem min hud og studerede blodet, der piplede frem og blev vasket væk af mine tårer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg sad og skar i mig selv. Det med Louis, var jo ikke noget at gøre sådan nogle ting over. Det var nok det hele, der havde bygget sig op i mig, og nu kom det ud på denne måde. Jeg havde ellers sagt til mig, at jeg ikke ville gøre sådan noget her, men hvem kan love sådan nogle ting med sådan en baggrund?

Et højt gisp lød efterfulgt af en forskrækket stemme.

”Hvad har du gang i?!” det var Jessica. Jeg maste mig forskrækket op af væggen og kastede barberbladet væk, selvom jeg vidste, at hun havde set det.

”Det er ikke noget Jessica,” sagde jeg og rullede mit ærme ned. Jeg skar ansigt, da stoffet lagde sig på mine nylavede sår. Trods mine ord afslørede tårende mig.

”Stop det nu Mischa, der er tydeligvist et eller andet galt,” sagde hun og knælede ved siden af mig.  Jeg rystede på hovedet men snøftede så.

”Det er bare det hele Jessica. Jeg kan ikke klare det, og det hele er bare blevet værre, efter Louis er kommet ind mit liv. Han har fundet ud af, at jeg er morder, og nu er han sur på mig. Han afskyr mig,” Jeg skulle da også bare lige ud med hele sandheden i dag. ”Jeg vil ikke mere Jessica,” hviskede jeg i mellem mine hulk.

Inden jeg nåede at forstå, hvad der foregik, havde hun hevet min telefon op af lommen på min blazer og ringede op til en eller anden. Længere nåede jeg ikke at tænke, før jeg kunne mærke kvalmen snige sig ind på mig. Jeg kravlede over til toilettet og lænede mig ned over det, så det eneste jeg kunne se var vandet, der lå dernede.

”Ja hej Harry, det er Jessica. Vi har et lille problem..” jeg skulle lige til at slå telefonen ud af hendes hånd, da jeg fandt ud af, hvem hun havde ringet til, men blev nødt til at læne mig ind over toilettet igen, da min mavesæk blev tømt ned i det. Fy for fanden.

”To sekunder,” hørte jeg Jessica mumle og kort efter samlede hendes ene hånd om mit hår, så jeg ikke brækkede mig i det.

”hun brækker sig lige nu.. Tak. Vi ses,” hun lagde på og satte sig på hug ved siden af mig.

”Er du færdig?” spurgte hun blidt og aede mig på ryggen. Hun var så sød. Jeg nikkede og rejste mig op, så jeg kunne få børstet mine tænder og vasket munden. Jeg hadede at brække mig, og lige meget hvor meget jeg gjorde det, blev det ikke bedre.

”Zayn og Niall kommer og henter dig. Louis.. Gad ikke,”

Zayns synsvinkel:

Mig og Niall sad i bilen og kiggede oprevet ud af ruderne. Den sorte Audi skød alt for hurtigt igennem gaden, og jeg krydsede fingre for, at politiet ikke ville komme. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde godt vidst, at hun var væk, da jeg vågnede, og jeg havde også orienteret de andre drenge om det, men vi var blevet enige om, at hun nok bare var taget hjem og sovet. Hun var også taget hjem, men at hun endte på den måde, havde vi ikke set komme. Jessica havde ringet til Louis fra Mischas telefon, men han gad ikke snakke med den, så Harry svarede for ham. Jessica havde forklaret, hvad der var galt. Louis ville ikke komme og hjælpe, og Harry blev hos Louis, så det endte med at være mig og Niall, der tog af sted. Liam var ikke hjemme. Jeg havde hurtigt fortalt Harry om hendes baggrund, så han havde vidst tænkt sig at forklare det hele for Louis, og se om det hjalp.

Vi var hurtigt ude foran diskoteket og fik straks øje på Jessica, der stod og støttede Mischa. Hun så helt forfærdelig ud. Hun kunne ikke engang stå stille uden at få overbalance, og hvis det ikke var for Jessica, ville hun nok være gået død på jorden nu. Vi småløb hen til hende, og jeg tog en smule hårdt fat i Mischas hage for at få kontakt med hende. Hendes blik flakkede intetsigende rundt, men da jeg fik øjenkontakt med hende, var det et par tomme øjne, der mødte mine.

Det her var en helt anden Mischa, end den vi havde oplevet før. Hun var så glad, når hun var sammen med Louis.

”Mischa, du skal med os hjem nu,” sagde jeg langsomt, så jeg var sikker på, at hun fik fat i det. Eller bare en smule af det i det mindste. Hun nikkede automatisk og fjernede igen sit blik med rynkede øjenbryn. Jeg tog godt fat om hende og lod derfor Jessica slippe for det. Jeg hørte Niall sige tak til hende og alt det, inden han kom mig til undsætning. Vi fik klaret turen hen til bilen uden nogle uheld, selvom det var tæt på. Hun var virkelig væk.

”Kører du Niall, så sidder jeg bag i med hende?” foreslog jeg, og han nikkede straks. Jeg fik spændt hende fast, inden jeg selv satte mig ind.

Hele vejen hjem, var der totalt stilhed. Mischa sad og døsede hen på en underlig måde, hvor det lignede, at hun var lysvågen men så alligevel slet ikke. Jeg havde kun prøvet stoffer en gang, og det kunne jeg ærlig talt ikke huske, så jeg vidste ikke, hvordan folk opførte sig, når de var på stoffer.

Niall parkerede foran huset og kom hen til mig, så han kunne hjælpe med at få Mischa ud af bilen, uden hun faldt. Vi fik stavret hende over til trapperne, og der kom problemet så. Med en hånd på gelænderet fik hun taget de første tre trin, men faldt så over sine ben og gled ned på knæ. Hvis det ikke var for Niall, der hurtig hev fat i hende, var hun nok bumpet helt ned til starten af trappen.

”Jeg bærer hende,” mumlede jeg og lagde min arm rundt om hende s liv og ved hendes knæhaser, så jeg kunne løfte hende op. Hun vejede ingenting, alt , alt for lidt.  Mischa protesterede højt, men jeg ignorerede hende og bar hende resten af vejen. Niall var gået i forvejen og hold døren for mig.

Forsigtigt lagde jeg hende i sofaen og gik så hen for at hænge min jakke og smide mine sko. Hun lå og kiggede på mig, da jeg vendte mig mod hende igen. Niall var forsvundet ud i køkkenet, så han kunne lave en kop te til hende. Jeg satte mig på sofabordet og kiggede indgående på hende.

”Hvad skete der Mischa?” spurgte jeg og strøg hende blidt over håret. Hun lå i lang tid uden at sige noget, men jeg kunne se, at hendes øjne blev blanke. ”Vil du ikke nok fortælle det?”

”Det er bare alt, du ved.. Jeg har et lorte liv, og Louis afskyr mig. Han kan ikke klare synet af mig. Jeg følte bare, at det hele var nogenlunde bare for en stund, men så skete det her. Jeg burde have vidst det. Jeg fortjener ikke noget godt her i livet. Ikke engang livet fortjener jeg,” hendes ord brændte sig fast inden i mig og efterlod mig mundlam. ”Zayn, jeg gider ikke leve mere,” Nej, nej, nej. Sådan noget måtte hun for alt i verden ikke sige.

”Mischa, sådan noget skal du ikke sige. Selvfølgelig skal du leve. Du har mig og de andre drenge. Louis hader dig ikke, det er en stor ting at få smidt i hovedet. Men vi er her for dig. Selvfølgelig skal du ikke .. tage livet af dig selv,” i mens jeg snakkede fandt min hænder hendes og knugede dem hårdt. Intet menneske fortjente at have det så dårligt, at de ikke ville leve mere. Det var ikke fair.

”Det er lige meget Zayn. Jeg vil gerne sove nu,” sagde hun og vendte afvisende ryggen mod mig, så hun lå med hovedet ind i sofaen. Jeg sukkede og hev et tæppe ned fra kanten af sofaen, som jeg så lagde over hende. Hun sparkede selv sine sko af.

Jeg kiggede kort på hende, inden jeg gik ud og slukkede lyset på vejen. Jeg var lige ved at udstøde et skrig, da jeg rendte direkte ind i Niall. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han havde hørt alt, hvad hun havde sagt. Jeg kastede med hovedet som tegn på, at han skulle komme med mig. Vi gik ind på mit værelse, hvor der stadig lå en madras fra sidste nat. Men hvis jeg kendte Niall ret, ville han hellere sove i sengen med mig.

”Hvad skal vi gøre med hende?” spurgte jeg og lagde ansigtet i bekymrede folder. Niall stirrede lidt på et punkt bag mig, inden han kiggede direkte på mig.

”Vi må snakke med Lou,” sagde han bestemt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...