Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8796Visninger
AA

3. Stay strong

 

Jeg rykkede uroligt på mig. Nej. Der var et eller andet, der ruskede i min arm. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg åbnede langsomt mine øjne. Det brændte, så jeg lukkede dem igen.

”Hey er du vågen?” lød en blid stemme efterfulgt af endnu en rusken. Jeg prøvede at hive min arm til mig, men jeg var så svag, at personen der stod og snakkede til mig sikkert ikke engang lagde mærke til det.

”Mmmm,” Det var alt, jeg kunne få frem, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at svare, hvis jeg ville undgå at komme på hospitalet. Hvis jeg røg på hospitalet, ville jeg nok skulle fortælle, hvem jeg var, hvad jeg hed og alt det pis der. Og de ville nok vide, hvad der var sket, hvilket jeg ikke ligefrem havde lyst til at nogen skulle vide.

”Vi tager hende med op,” lød en mørk og hæs stemme. Det vil så sige, at der var to personer. Hvad hvis det var politiet? Jeg slog panisk øjnene op og ignorerede fornemmelsen af at blive brændt. Mit syn var sløret, men jeg prøvede desperat at fokusere på de to skikkelser, der stod over mig.

”Politi?” spurgte jeg med en stemme, der næsten var ved at forsvinde.

”Det er ikke politiet,” sagde den person, der havde spurgt mig, om jeg var vågen. Mit syn var ikke sløret mere, og jeg prøvede igen at fokusere på de to gutter. Den ene havde brunt hår, der var sat mod højre side en smugle ’rodet’. Den anden havde stort krøllet mørkebrunt hår, det også lå mod højre side. De kiggede bekymret på mig.

”Hør, vi tager dig med op i vores lejlighed okay?” sagde personen med det krøllede hår, der også var ham med den mørke, hæse stemme. Alt i mig satte i bakgear, da han sagde det. De skulle ikke tage sig af mig, det kunne jeg godt selv. De skulle ikke komme ind på mit liv, og hvorfor jeg var endt her i går. Det var der ingen, der skulle.

Jeg rystede desperat på hovedet, selvom det sendte en fandens masse smertesignaler igennem in krop.

”Jeg kan godt klare mig selv,” sagde jeg hurtigt og desperat, hvilket fik dem til at kigge en smule mistænkeligt på mig. 

”Det ser altså ikke sådan ud,” mumlede ham den anden, ham uden krøllerne. Jeg kiggede surt på ham, selvom jeg godt vidste, at det ikke var fair. Han prøvede jo bare at hjælpe mig. Jeg kunne mærke kvalmen, der lå og lurede lige i overfalden, og det mad, jeg havde spist med truede ufatteligt meget med at ryge op igen. Så slemt kunne det da heller ikke være lige at tage et smut op til de to fyre?

Jeg nikkede næsten utydeligt, men alligevel opdagede ham uden krøllerne det.

”Jeg vil godt med op alligevel, jeg har kvalme..” sagde jeg med en spinkel stemme. Jeg plejede ikke at være på den her måde over for andre. Jeg plejede at være fræk og fuld af energi, og jeg kunne ikke lide, at der var nogen fremmede, der oplevede denne side af mig.

”Vi hedder Louis og Harry,” sagde den uden krøllerne, der gjorde tegn til, at han var Louis. Sødt navn egentlig. Så måtte den anden være Harry. Jeg nikkede og sendte dem et lille smil, inden jeg satte mig op på knæ, så jeg kunne rejse mig op. Svimmelheden slog straks til, og jeg kunne mærke, at jeg mistede balancen og røg bagover. Lige som jeg troede, at jeg skulle knalde hovedet ned i asfalten, blev jeg hevet op af et par stærke hænder. Jeg kiggede op på Louis, der ejede hænderne.

”Tak,” mumlede jeg og lod ham hive mig op at stå med lidt mere succes end første gang. Mit hoved dunkede og solen lyste utrolig meget op, synes jeg.

Jeg prøvede at tage et skridt, men mine ben knækkede sammen, og igen blev jeg grebet af Louis. Jeg nåede knap nok at tænke over det, før jeg lå i Louis arme. Jeg gav et forskrækket skrig fra mig og kiggede skræmt på Louis, der smilede afslappende til mig.

Jeg var virkelig ikke van til sådan noget her nærkontakt, når det ikke var for at forføre en gusten mand. Jeg lukkede øjnene i og kunne mærke, at jeg var træt. Ironisk nok, når jeg lige havde ligget der opad en mur hele natten. Jeg nåede ikke engang at være på arbejde rigtigt.

Arbejde. Jeg havde slet ikke lyst til at tage tilbage, selvom jeg vidste, at jeg skulle. Hvad tænkte de andre ikke om min lille flugt i går? Alt fra i går kom pludselig tilbage i en lynende fart, og jeg rystede ved det. Jeg havde det så dårligt med det hele. Jeg havde i et kort øjeblik glemt, hvorfor jeg var smuttet, men nu kom det tilbage.

”Så er vi her,” mumlede Louis og lagde mig blidt i en sofa. Han kiggede bekymret på mig, som om han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre.

”Er der noget, jeg skal gøre for dig?” spurgte han forsigtigt og lod blikket glide ned af min krop – sikkert for at se, hvor skadet jeg egentlig var. Ja, men ikke noget du kan gøre søde ven. Medmindre du er i stand til at give mig et nyt liv.

Jeg rystede på hovedet. ”Nej tak du,”

”Vil du ikke låne en t-shirt eller sådan noget, så du ikke har det der tøj på?” Han ventede tydeligvis ikke på mit svar, for lidt efter tøffede han ud af stuen. Tænk at ham og Harry var så søde mod mig. Det havde jeg ikke prøvet før. I hvert i fald ikke i de sidste utrolige mange år.

”Her,” lød det pludselig fra siden af, og kort efter fik jeg smidt en t-shirt i hovedet.

Lovely!

”Kig væk,” mumlede jeg og smilede kort til Louis. Det var egentlig lidt akavet, at jeg var her hos dem, når jeg ikke kendte dem. Og så skulle jeg skifte tøj foran dem.

Hihi.

Og så var det to fyre.

Lækre fyre endda.

Og ja, jeg havde haft tid til at tjekke dem ud, hvordan vidste jeg sku ikke lige selv, men det havde jeg altså.

Louis smuttede ud af døren og hev Harry med sig, der netop lige var trådt ind af den. De lignede knold og tot for vildt. Jeg smed hurtig min kjole, der var blevet plettet med størknet blod fra i går af. Jeg vidste egentlig ikke engang, hvorfor jeg havde hostet blod op, men jeg gad heller ikke tænke over det. Stofferne havde stadig gjort deres virkning, så var det sku lige meget alt det andet.

”Bare kom tilbage,” råbte jeg lavt, men nok til at de kunne høre det, for som på kommando kom de rendende ind af døren, Harry med en dyne på slæb. Louis lagde dynen om mig med et skævt smil, der ikke på et tidspunkt forlod hans læber, og det smittede af på mig. Da de havde sikret sig for, at jeg var pakket seriøst ind i den der dyne, slog de sig selv ned i den anden sofa.

”Hvad hedder du?” spurgte Harry efter nogle minutters akavet stilhed. Jeg sukkede. Det var lige præcis, sådan nogle spørgsmål jeg havde frygtet, da jeg sagde ja til at tage med herop.

”Mischa,”

”Hvad lavede du dernede?” Jeg følte, at jeg var i forhør.

”Jeg var bare fuld, og så endte jeg tilfældigvis der,” sagde jeg en anelse for hurtigt. Det er noget med, at når man lyver, svarer man utrolig hurtigt på spørgsmålene eller sådan noget i den stil. Jeg kunne mærke deres blikke på mig som små stik.

”Hvad var den rigtige grund til, at du endte her?” spurgte Harry bestemt. De var tydeligvis ikke hoppet på den med, at jeg var fuld.

”Jeg var altså bare fuld,” mumlede jeg. Jeg var jo næsten dum, hvis jeg troede, at de ville hoppe på den.

”Hvad så hvis jeg siger, at vi siger, at du havde en sprøjte i hånden, da vi fandt dig? Og at der stak en kniv ud fra din lomme?” Jeg kunne mærke mit blod fryse til is. Havde de set sprøjten og kniven?

Fuck.

Fuckety fuck, fuck!

”Jeg ved altså ikke, hvad i snakker om. Jeg var altså bare meget fuld, jeg kan ikke huske, hvad jeg har lavet,” løj jeg, hvilket gik utroligt dårligt. Der var noget over min stemme, der gjorde, at det bare ikke klingede.

”Så siger vi det. Prøv at se, om du kan få sovet,” Jeg åndede lettet ud over, at de havde droppet emnet, selvom de sikkert ville tage det op igen, når jeg vågnede. Jeg var i tvivl, om jeg bare skulle fortælle dem alt? Selvom jeg først lige havde mødt dem, havde jeg bare lyst til at komme ud med mine følelser til nogen mennesker, der ikke kendte mig.

Der var engang en i min klasse, der havde det rigtig skidt, og hun fortalte min klasselære alt og efter det fik de et fantastisk bånd sammen. Han var vidst som hendes anden far for hende.

Og hvem sagde, at jeg nogensinde skulle møde de to drenge igen? De var jo bare hjælpsomme.

Jeg gabte højt og vendte mig om, så jeg lå med ryggen til drengene.

Nu skulle jeg bare sove.

***

Jeg vågnede op til en duft af mad, der fik min mave til at rumle højt. Det var også klart nok, eftersom jeg ikke havde fået noget at spise i omkring et døgn. Jeg kunne høre drengestemmer. Harry og Louis’ stemmer.

Jeg kiggede forvirret rundt, da det gik op for mig, at jeg ikke lå i sofaen mere men i et helt mørkt rum. Jeg vendte mig rundt og kunne svagt skimte en lampe, som jeg langede ud efter og tændte.

Jeg var åbenbart blevet båret ind i et værelse, i mens jeg sov, for jeg lå i en stor dobbeltseng. Jeg rejste mig fortumlet op og famlet hen til døren, der efterlod en smal sprække lys inde på værelset.

Jeg havde det meget bedre nu, hvad angik kvalmen og hovedpinen. Den indre smerte var der som sædvanligt altid.

Jeg fulgte drengenes stemmer, der førte ud til et stort, flot køkken. Faktisk lignede det, at de havde røven totalt fuld af penge. Stuen var også enorm stor og lækker. Jeg trådte ind i køkkenet og rømmede mig, så de fik øje på mig. Straks stoppede snakken, og deres blikke blev vendt mod mig.

”Godmorgen… Eller godaften,” lød det fra Harry, der fnes kort af sin egen rettelse. Jeg smilede et fremtvunget smil og kiggede på maden i gryden. Jeg var sulten, men hvordan kunne jeg vide, at de havde lavet mad til mig også? De havde allerede været så søde mod mig, at det ikke skulle undre mig, hvis de bare var en del af en eller anden syg i hovedet plan.

”Det kan godt være, at du tænker skeptisk om maden nu, men bare vent til du smager på den! Jeg er mesterkok,” sagde Harry og så helt stolt ud. Så de havde altså lavet mad til mig. Jeg kunne ikke forhindre et ægte smil i at titte frem. For andre ville det her nok slet ikke være noget stort, men for mig var det alt. Jeg havde klaret mig selv, siden jeg var 13 år gammel, og jeg havde da i hvert i fald slet ikke fået serveret mad, jeg ikke selv havde lavet af andre. Ikke udover den morgenmad, jeg engang i mellem spiste på en café, der lå lige ved siden af mit hjem.

De var utrolig søde. Det var for godt til, at det kunne være sandt.

”Dinner is readyyyyyy,” skrålede Louis og lavede en lille melodi ud af det. Fair nok, sådan kan man da også vælge at gøre. Jeg fulgte med de to hyperunger ind i en anden stue – giant hus -, hvor der stod et spisebord, der var dækket op. Louis gjorde tegn til, at jeg bare skulle sætte mig ned, hvilket jeg så gjorde, imens Harry øste op på min tallerken.

Vi var godt i gang i maden, da en tanke slog mig.

”Øøøh, hvad er klokken?” spurgte jeg panisk, da jeg ikke selv havde ur eller telefon på mig.

”Mmm.. De’ er næsten 20,” sagde Louis med munden fuld af mad.

Charming.

Det ville sige, at der var fire timer til, jeg skulle på arbejde. Klokken 00 igen, og denne gang skulle jeg ikke smutte.

Jeg skubbede min tallerken fra mig, da jeg fik kvalme om tanken om arbejdet.

”Jeg tror, at jeg bliver nødt til at smutte,” sagde jeg højt og bestemt og rejste mig op. De kiggede begge overrasket på mig, og Louis var ved at spytte det vand, han lige havde fyldt på ud af munden igen.

”Hvorfor det?” udbrød han, da han havde fået styr på vandet i munden.

”Jeg skal på arbejde…”

”Jeg kører dig hjem,” sagde Harry, som om jeg ikke selv kunne bestemme det. Jeg kiggede bange på ham. Han skulle fandme ikke køre mig hjem.

”Jeg går,” sagde jeg hårdt og så Louis bide sig i læben. Harry skulle lige til at protestere, men mit kolde og hårde blik stoppede ham. Jeg havde det egentlig ikke godt med at være sådan over for ham eller Louis for den sags skyld, når de var så søde mod mig.

De kunne også bare lade være med at blande sig i mit privatliv.

Ja, det var det, der var grunden til, at jeg blev nødt til at være kold.

Det var deres egen skyld.

Jeg smuttede ind i den anden stue og fandt mit tøj fra i går, som jeg hurtigt hoppede i. Jeg smed Louis t-shirt fra mig på sofaen og gik ind i spisestuen for at sige farvel og tak til dem.

”Tak for hjælpen,” mumlede jeg, da de havde fået øje på mig, som jeg stod der i dørkarmen. Harry nikkede, men Louis gjorde ikke noget. Han kiggede bekymret på mig, med hans læber presset sammen til en smal streg.

”Jeg mener det, mere end i aner,” tilføjede jeg og skulle til at gå ud af stuen, da en stemme stoppede mig.

”Mischa! Kan vi ikke i det mindste få dit nummer? Så vi kan sikre os, at du er okay?” Det var Louis stemme. Jeg tænkte lidt over hans spørgsmål. Jeg kunne jo i princippet bare give ham det forkerte nummer, jeg skulle jo ikke se ham igen? Eller også skulle jeg bare give ham mit rigtige. Han sagde jo, at han bare ville tjekke, om jeg var okay….

Jeg sukkede og nikkede så som svar. Louis stak et stykke papir og en kuglepen i hånden på mig, og jeg skriblede hurtigt nummeret ned.

***

Jeg skubbede irriteret døren op, og prøvede at undgå de blikke, der straks rettede sig mod mig. Jeg løb op af trappen og ind på mit værelse uden at værdige pigerne et blik. Jeg kunne mærke tårende presse på , men nægtede at lade dem komme ud. De skulle ikke have lov. Så var jeg svag.

Jeg hoppede straks ud af den klamme kjole og fandt et par joggingbukser og en stor t-shirt frem. Jeg orkede ikke, at rende rundt i totalt krigsmaske, så jeg fjernede hurtigt mine make-up rester. Det var befriende.

Lige da jeg havde lagt mig i sengen, gik døren op. Det var James. Han kiggede uroligt på mig og satte sig i fodenden. Det var endnu en ting – han bekymrede sig virkelig om os, der arbejde her, han var ikke sådan en kold nar, der kun tænkte på penge.

”Hvad så søde?” sagde han blidt og klemte blidt mit ben. Jeg kunne straks mærke tårende, der pressede på endnu voldsommere. Jeg rystede på hovedet. Det var ligesom nok.

”Hvad skete der i går?” spurgte han endnu blidere end før. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind. Pokkers også, og så over for James.

”Jeg vil ikke leve mere,” Det var som om, at det lettede at sige det højt. At komme ud med sine følelser til en anden person og ikke rende rundt med dem inde i sig selv.

”Årh søde skat da. Sådan noget må du ikke sige! Jeg ved godt, at det her ikke er et godt sted for nogen af jer piger, men jeg ved, at det hjælper jer med at.. kunne holde det hele kørende,” han strøg mig blidt over håret og et hulk gled over mine læber. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle græde foran en anden person.

”Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg grådkvalt og kiggede på James, der sad med et trist udtryk i øjnene.

”Du må holde ud,” Han gav min hånd et klem og strøg mig over håret en sidste gang, inden han forsvandt ud af døren.

Jeg måtte holde ud. Ja, men hvordan? Mit liv var den største omgang lort, og jeg hadede at leve, så hvorfor holde ud? 

________________________________________________________________________________

Hvad synes i så om den indtil videre? Hvad tror i kommer til at ske i næste kapitel? Kontakter Louis og Harry hende med det samme og har hun tænkt sig at svare dem? :D

Ville blive utrolig glad, hvis i ville like den, kommentere og sætte den på favoritlisten! Vil rigtig gerne vide, hvor mange der læser og sådan. Det gælder også mine andre historier.

Men jeg vil smutte i seng, så jeg lige kan nå at sove i 1½ times tid, inden jeg står op igen og ser VMA... Hvad man ikke gør for at se på de drenge der.. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...