Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8766Visninger
AA

7. Mixed feelings and thoughts

 

Louis synsvinkel:

Hendes ord ramte mig som et slag og tog pusten fra mig. Jeg kiggede skræmt på hende og bakkede to skridt bagud med væmmelse. Jeg kunne ikke fatte, hvad hun stod og sagde, men det kunne jo sagtens passe. Hendes job var noget, der mindede om det, hun havde blod over det hele og en pistol i hånden. Hvilken forklaring skulle der ellers være? Var min Mischa virkelig en morder?

”Louis..Jeg..” begyndte hun, men jeg holdte en hånd op som tegn på, at hun skulle holde kæft. Jeg var virkelig sur, skuffet, overrasket og bange på engang, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i mine tanker og følelser lige nu. Jeg sænkede langsomt hånden og kiggede med væmmelse på hende. Hvordan kunne hun få sig selv til at holde den tingest op foran nogen og affyre den? Tage livet fra dem, som om det intet var værd.

”Vil du ikke nok høre på mig?” sagde hun panisk og rakte ud efter min hånd, som jeg hurtigt hev til mig. Hun skulle ikke røre mig lige nu.

”Nej, jeg gider ikke høre på dig. Jeg gider ikke engang se på dig, jeg væmmes ved det,” sagde jeg koldt og stirrede ind i hendes øjne, der kun viste sorg. Det kunne godt være, at jeg havde såret hende med mine ord, men jeg var ligeglad lige nu. Hun kiggede ned, og jeg kunne se en tåre trille ned af hendes ene kind.

”Gå i bad og gå så ind og sov på værelset,” sagde jeg vredt og efterlod hende så i entréen. Jeg gik hurtigt ind på værelset for at hente min dyne og pude, som jeg selv kunne sove med inde på sofaen. Jeg fandt et tæppe frem fra skabet og smed det over på sengen, så hun kunne sove der. Så måtte hun bruge en af de andre puder, der lå i min seng.

Mischas synsvinkel:

Det varme vand, der trillede ned af min krop lagde en lille dæmper på min rysten men ikke på mine tanker. Jeg havde det så dårligt med mig selv, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Tårende stod ud af øjnene på mig, umulige at stoppe, selvom jeg gerne ville. Louis havde reageret helt anderledes, end jeg havde regnet med, selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg havde regnet med. Bare ikke det her. Jeg troede nok, at han ville forstå, at jeg blev nødt til det for at få penge. Men nej, der tog jeg voldsomt fejl.

Jeg slukkede vandet og hev et håndklæde frem fra skabet under den store marmorvask, hvor de plejede at ligge. Da jeg havde fået tørret mig og var sikker på, at alt blodet var væk, hoppede jeg i mit undertøj igen. Jeg havde ikke andet at tage på, da jeg ikke ligefrem ville tage mit blodige lortetøj på igen.  Da jeg gik ud fra badeværelset, kunne jeg se ind på stuen, hvor Louis lå med ryggen til i sofaen. Et højt suk forlod mine læber, inden jeg traskede ind på hans værelse, hvor et tæppe lå henkastet i sengen. Jeg tog en pude og lagde håndklædet over, så den ikke ville blive våd pga mit hår, inden jeg hoppede op i sengen og lagde mig under tæppet.

Mine tanker blev ved med at kredse rundt i mit hoved, og jeg kunne ikke få billedet af den døde fyr og Louis blik, da jeg sagde, at jeg havde slået en ihjel ud af hovedet. Det pinte mig, at jeg forvoldte så meget smerte til alle mennesker, jeg kom i nærheden af. Måske burde jeg bare slet ikke have lov til at leve. Det ville sikkert være meget nemmere for alle inklusive mig selv. Jeg lå lidt og funderede over det, inden jeg lukkede mine øjne i og langsomt faldt i søvn.

Jeg kunne se personen komme tættere og tættere på mig med et frækt smil, som jeg straks synes godt om. Han var høj, pumpet og mørkhåret. Han rakte hånden ud efter mig, og jeg tog uden tøven fat i den. Jeg sendte ham et flirtende smil og rykkede mig tættere på ham, så vores kroppe rørte hinanden. Jeg kiggede på hans ansigt og skreg højt, da en kniv pludselig blev sat for min hals og ansigtet ændrede sig.

”Louis?” sagde jeg bange og med rystende stemme, der næsten ikke var til at høre.

”Hvorfor har du ikke sagt noget til mig? Hvorfor gjorde du det?” lød hans stemme, der var kold som sne og stak som istapper. Jeg prøvede at gå et skridt tilbage men blev hevet på plads af Louis stærke arm, der holdt fast i min overarm med et stramt greb.

”Prøv at kig på ham,” sagde han og stirrede på et punkt bag mig og lod så sin kniv falde. Skrækslagen vendte jeg mig om og fik øje på liget, der lå i en underlig stilling med blod flydende fra hovedet. Jeg rystede på hovedet og kunne mærke, at jeg var begyndt at hulke. Jeg græd som en vanvittig og ventede egentlig bare på, at Louis ville ligge armene om mig og sige, at alt nok skulle gå.

”Havde han fortjent det?” råbte han vredt og hold igen kniven op for min strube. Jeg rystede stille på hovedet. ”HAVDE HAN FORTJENT DET? HVA?” råbte han helt op i hovedet på mig, så spyttet stod om ørene på ham.

”NEJ,” råbte jeg og rejse mig op med et sæt. Jeg kunne mærke sveden, der sad i perler på min pande og løb ned af min ryg. Jeg smækkede armene om mine knæ og gemte hovedet væk. Jeg græd helt hysterisk ude af stand til at stoppe det igen. Jeg havde haft et forfærdeligt mareridt. Louis, fyren… en kniv. Min krop rystede, og jeg følte mig så hjælpeløs.

Da jeg havde fået lidt mere styr på mig selv, samlede jeg min telefon frem fra gulvet og tjekkede klokken. 5.03. Så havde jeg fået sovet i 3 timer eller noget i den stil. Jeg tørrede mine øjne med håndryggen og puttede mig så under tæppet igen, så jeg kunne prøve at få lidt mere søvn.

***

Da jeg vågnede igen var klokken næsten 10, så jeg besluttede mig for at stå op. Jeg regnede ikke med, at jeg kunne blive her, så jeg ville egentlig bare tage af sted. Jeg tog mit klamme tøj med størknet blod på, på og trissede så ned i stuen. Jeg kunne høre stemmer dernede fra, hvilket straks gjorde mig nervøs. Jeg orkede virkelig ikke, hvis alle drengene vidste, hvad der var sket i går, og så skulle til at blande sig i det.

Men som jeg regnede med, stod de der alle sammen og kiggede på mig – undtagen Louis selvfølgelig-, da jeg utilpas trådte ind  af døren. Der var helt stille i lang tid. Pinligt stille, men så reddede Harry det ved at rømme sig og begynde at snakke.

”Mischa vi har snakket sammen og er kommet frem til, at du skal bo hjemme hos Zayn i et stykke tid. Hvad faaaanden?

”Jeg tager altså bare hjem, men ellers tak,” sagde jeg og prøvede at lyde så ligeglad som muligt, hvilket hvis mislykkedes lidt. Mit blik var fæstnet på Louis, der sad og stirrede meget målrettet ned i bordet, 100 % for at undgå mit blik.

”Og det tror du lige, at vi vil lade dig gøre, efter alt det her? Du har det jo ikke godt derovre,” sagde Harry mig irriteret i mod. Jeg nikkede bare, da jeg ikke ville have, at han også skulle til at blive sur på mig. En ud af fem fra rigeligt for mit vedkommende.

”Godt så. I kan tage af sted nu, så bliver jeg her,” fastslog han og fik på den måde gennet os alle sammen ud af døren. Niall og Liam sagde farvel til os og sendte mig et forsigtigt smil, inden de forsvandt rundt om et hjørne. Så var det bare mig og Zayn, der var tilbage helt alene. Han gennede mig hen til en sort bil, der holdt i vejkanten, og så hoppede vi ellers ind og kørte af sted.

”Har du fået morgenmad?” spurgte han efter nogle minutters tavshed, og jeg rystede på hovedet. Jeg var heller ikke sulten, så det gjorde ikke så meget.

”Vi kan lige købe noget på vejen,” mumlede han og begyndte allerede at kigge sig om efter et sted.

”Jeg skal ikke have noget bare kør hjem,” sagde jeg bestemt, imens jeg stirrede ud af vinduet og håbede på, at Zayn fattede hentydningen til, at han ikke skulle snakke mere. Jeg var på ingen måde i humør til at hyggesnakke om så latterlige ting som morgenmad lige nu. Heldigvis holdte han kæft, og kort efter holdt han ind foran det, der måtte være hans hus. Jeg hoppede ud og fulgte lige i hælende på ham ind i det store hus, der duftede langt væk af Zayn.

Jeg satte mig fortabt ned på en stol og kort efter joinede Zayn mig. Han så helt voksen ud, som han sad der med en alvorlig mine og hænderne foldede og lagt på bordet.

”Mischa, hvorfor har du ikke fortalt det til ham – og os – noget før?” spurgte han, og jeg kiggede utilpas ned og bed mig hårdt i underlæben. Jeg undersøgte min hjerne for gode svarmuligheder.

”Jeg synes bare ikke, at i skulle vide det,” ja og mentalt high five til mig. Selvfølelig skulle de da have fået det at vide før eller siden, og i sær hvis mit forhold blev sådan rigtigt, rigtigt seriøst med Louis. Så skulle jeg nok ikke rende med sådan nogle store hemmeligheder. Jeg kiggede på Zayn der løftede øjenbrynene lidt, som om han spurgte, om jeg mente det seriøst.

”Vi har bare ikke kendt hinanden så længe.. Det er jo ..Noget ret stort, at skulle fortælle,” mumlede jeg og så et glimt af taknemlighed i Zayns brune øjne.

”Det går ikke, at du render rundt og slår folk ihjel for at få penge Mischa,” sagde han og kiggede alvorligt og bekymret på mig, hvilket fik tårende til at presse på. Hvorfor skulle de også være så skide søde over for mig og få mig til at føle mig så elsket? Jeg var blevet helt fucked af det. Jeg hørte ikke til i det her liv sammen med fem kendte fyre, der havde røven fuld af penge. Mit liv var hos James sammen med Jessica og de andre tøser. Det gjorde mig sur, at jeg følte mig så hjælpeløs.

”Hvad fanden vil du have, at jeg skal gøre Zayn? Jeg skal sku da skaffe penge til at leve for på en eller anden måde, ellers ender jeg da med at dø på gaden om vinteren. Jeg har da ikke valgt det her liv frivilligt, der er nok en grund til det,” sagde jeg højt og vredt.

”Må jeg ikke høre den grund?” spurgte han stille, en smule overrasket over mit skiftede tonefald. Han kiggede spørgende og forsigtigt på mig, og jeg sukkede højt. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville kæfte op om det ti alle mulige mennesker. James vidste det, men han var også den eneste. Igen bed jeg mig i læben så hårdt, at jeg næsten var overbevist om, at der ville gå hul på den. Jeg stirrede tomt på et punkt bag Zayn, i mens min mund automatisk begyndte at snakke.

Da jeg var færdig, sad jeg tilbage med tårevædede kinder og en måbende Zayn. Det gjorde altid så ondt på mig at snakke og tænke på min barndom. Jeg ville næsten ønske, at jeg aldrig var blevet født eller, at jeg bare var blevet. Jeg havde ingen idé om, hvordan min far havde det. Og min mor for den sags skyld, men hende havde jeg jo ikke haft kontakt med i lang tid.

”Mishca, jeg vidste ikke.. Hvis jeg havde vidst alt det der, ville jeg nok ikke have reageret på samme måde,” undskyldte Zayn og kiggede undersøgende på mig, som om der var noget galt med mig.

Det var der jo egentlig også. Jeg var en morder og fucking luder.

Godt så, jeg sagde det med de rigtige ord.

Men hvor normalt var det lige?

Og så at ende op med verdens største boyband bagefter og endda have noget med den ene af dem. Nej. Jeg var langt fra normal.

Men selvom Zayn havde sagt ’undskyld’, skulle han slet ikke have gjort det. Lige meget hvad slog jeg jo stadigvæk folk ihjel, og det er ikke i orden, om man så er ude i nogle lorte situationer.

Louis synsvinkel:

Da drengene og Mischa var forsvundet ud af døren, lod jeg mig synke sammen på stolen og begravede hovedet i mine hænder. Jeg havde brug for at komme ud med det hele, og det gjorde jeg kun ved at græde. Og desuden var Harry den eneste, jeg ville græde over for. Jeg kunne høre Harry komme gående ude fra køkkenet og kiggede på ham med et snøft. Han tøffede rundt med to store kopper te og placerede den ene foran mig.

”Du må ikke græde Lou..” sagde han og lød næsten helt bange. Jeg smilede svagt og kunne mærke flere tårer samle sig for til sidst at starte sin trilletur ned af min kind.

”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre Harry,” mumlede jeg og lagde hænderne om koppen. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad der foregik for tiden. Først slog jeg op med Eleanor, som jeg virkelig, virkelig havde haft det bedste forhold med, så blev jeg forelsket i Mischa, og nu viser det sig, at hun er morder? Mit liv var på så kort tid blevet helt forskruet, og jeg lod det bare ske.

”Jeg tror, at du skal snakke med hende om det. Jeg tror, at der er en forklaring fra alle, der lever sådan et liv som hende. Man ender jo ikke op i sådan en situation bare sådan uden videre. Kan du ikke huske, da vi fandt hende uden foran med den sprøjte? Vi kunne jo straks fornemme, at der var noget, der var helt galt. Og nu ved vi, hvor hun arbejder, og vi ved også, hvad det er for noget arbejde. Hun gør det jo for pengenes skyld. Jeg siger ikke, at det er okay, at hun gør det, for det er det på ingen måde, men jeg mener bare, at hun har sine grunde. Men du har også dine grunde til at være sur på hende, og det ved hun,” Årh Harry, du er da bare den bedste at snakke med i sådanne situationer. Jeg nikkede mut og kiggede taknemmeligt på ham. Hans ord havde virkelig sat sig fast i mig.

Jeg vidste jo godt, at hun ikke havde det godt, og at der var mange ting, som jeg ikke vidste om hende endnu. Men det pissede mig af, at hun havde holdt sådan en stor ting hemmelig for mig, imens jeg langsomt var faldet mere og mere for hende. Jeg kunne ikke lade være med at mærke en snert af vrede hver eneste gang, jeg tænke på det, og det var det, der gjorde, at jeg ikke ville snakke med hende lige nu. Jeg havde brug for at være alene. Uden hende. Bare mig og Harry til en omgang bro-hygge.  

Jeg sad i lang tid og tænkte på hele situationen, indtil en idé tog form i mit hoved.

”Harry, jeg smutter lige i en times tid, så kommer jeg tilbage,” sagde jeg og var allerede i gang med at tage mine sko på, der underligt nok stod i stuen. Jeg tog min solbriller fra sofabordet og var ude af døren, før Harry kunne nå at sige noget. Heldigvis for mig, skinnede solen, så det var ikke underligt, at jeg havde taget solbriller på. Jeg kunne skjule mine røde øjne bag dem, hvis der nu skulle komme nogle paparazzier og lave et lille smut forbi. Jeg satte mig ind i min sorte Audi og startede motoren, der spand som en kælen kat.

Jeg kørte hurtigt igennem den travle by og kunne langsomt begynde at genkende området. Jeg fik øje på den velkendte Starbucks. Heldig som jeg nu engang var, fandt jeg en parkeringsplads lige ud for diskoteket, så der var ikke så langt, hvis jeg pludselig fik nogen på nakken.

Jeg gik uden tøven ind på diskoteket og stoppede op et kort øjeblik for at orientere mig. En mand kom valsende ned mod mig, og jeg kiggede interesseret på ham.

”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte han mekanisk, som han sikkert også havde spurgt tusindvis af andre gæster om.

”Kan jeg snakke med James?” Mandens øjenbryn fløj kort op i panden på ham, inden han fattede sig og råbte et højt : ”James,” igennem hele hytten. Kort efter kom han gående ind. Han havde kort mørkt hår og var i ført et jakkesæt og slips. Han så virkelig ud som en, der havde kassen fyldt til randen.

”Du ville snakke med mig?” sagde han venligt og rakte hånden frem til hilsen. Jeg tog mine solbriller af og stirrede koldt på hans hånd, som han langsomt lod falde ned til siden. ”Hvad drejer det sig om?”

”Det er Mischa,” lagde jeg ud og kiggede afventende på ham for at se, om han ville sige et eller andet. Han nikkede bare med et varmt smil placeret på hans læber.

”Jeg ved ikke, hvad det er i laver her, men jeg vil ikke have, at du tvinger Mischa til at slå folk ihjel mod sin egen vilje,” sagde jeg lavt og vredt i frygt for at nogen af de sørgelige morgengæster ville høre os. James ansigt skiftede fra fattet til overrasket og så tilbage til fattet.

”Hvis Mischa ikke gad være her, så kunne hun bare sige op ikke også? Men det har hun ikke gjort, så lige nu tyder et på, at hun godt vil blive her. Og siden Mischa har haft sådan en forfærdelig opvækst, tror jeg, at hun har det meget godt her. Og desuden har hun lige en gæld, hun skal have betalt af, hvis hun alligevel smutter,” med de ord vendte han rundt og efterlod mig med en masse spørgsmål, der farede rundt i mit hoved. En gæld? Forfærdelig opvækst? Der var virkelig mange ting, jeg ikke vidste om hende nu.

Med langsomme skridt, gik jeg ud til min bil og steg ind i den i en trance-agtig tilstand.. Jeg havde haft en fornemmelse af, at jeg kendte hende, men det gjorde jeg jo slet ikke. – Langt fra.

Jeg ræsede tilbage gennem byen og var kort efter hjemme igen. Harry sad og ventede på mig i stuen og kiggede forvirret på mig, da jeg forvirret og surt trådte ind af døren.

”Hvad fik dig til at smutte så hurtigt?” spurgte han og lagde den bog, han lige havde siddet og læst i fra sig på bordet.

”Jeg snakkede bare lige med hendes chef,” mumlede jeg, inden jeg gik op på mit værelse. Jeg ville bare sove, så jeg ikke tænkte på det. Sove det væk, ikke drikke det væk, som mange andre ville have gjort. Jeg smed hurtigt tøjet og lagde mig ind under dynen, der straks bredte sin dejlige beskyttelse til min krop. Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, og gjorde mig hurtigt træt. Jeg lukkede øjnene i og kort efter var jeg forsvundet ind i søvnen. 

____________________________________________________________________________

Hvad synes i så om dette kapitel? Hvordan tror i, at Louis kommer til at håndtere det, og tror i, at han snart vil snakke med Mischa igen? 

Tak fordi i læser, det er jeg rigtig glad for! Men som altid ville jeg blive utrolig glad for at få et like, en kommentar eller en favoritisering (hvad man nu siger) med på vejen! Det gør mig så glaaaaad :)
godnat mennesker, jeg er ved at dø og skal op kl 6 i morgen, sååå xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...