Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8793Visninger
AA

19. Living with Simon and getting caught

 

Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan det var på afvænning. Det var vel fint nok, men jeg ville ønske, at jeg kunne have undgået det. Jeg havde været der i en uge nu, dvs. 3 gange, så nu var der mellem 5-7 uger tilbage. Vi havde hørt nogle foredrag om stoffer, og hvad det gjorde ved en, og så var der kommet en, der havde fortalt om, da han havde været misburger og alt sådan noget. Udover det havde vi holdt nogle gruppemøder, hvor vi fortalte om vores liv, og der havde jeg så ikke haft lyst til at fortælle, hvordan mit liv egentligt var. Så jeg endte med at sige, at jeg boede hos min kæreste og havde haft nogle lorteforældre, da jeg var lille. Ret meget lige som alle de andre havde. Senere hen ville der også komme nogle individuelle opgaver og samtaler og nogle introduktioner til selvhjælpsgrupper, der var relevante for hver enkelt person.

Jeg følte mig virkelig som et eller andet problembarn, der skulle have særbehandling.

Drengene var taget af sted på den der mini tour, de skulle på, som kun varede i 10 dage, så i mens skulle jeg bo hos Simon. Og jeg ved, hvad i tænker – Simon? Men ja, jeg kunne jo ikke rigtigt bo i Louis hus, da det hurtigt ville blive set, hvis der rendte en eller anden pige rundt i deres hus, i mens de var væk. Så selvom jeg overhovedet ikke anede, hvem Simon var, udover han var lidt ond til x-factor nogle gange, havde han altså tilbudt mig at bo hos ham i mens, og drengene havde sagt, at det var en genial idé. Så sådan blev det altså, og nu var jeg på vej hjem til Simon i en eller anden bil med privatchauffør, som Louis havde fået skaffet.

Jeg måbede overrasket, da vi kørte ind på en stor plads, hvorpå der lå et murstenshus, der mest af alt mindede mig om et slot. Det var et koloenormt hus, og jeg var allerede nu sikker på, at jeg ville fare vild derinde en gang eller hundrede i løbet af de her dage.

”Tak for turen,” sagde jeg venligt til chaufføren og tog i mod min kuffert, som han havde taget ud fra bilen. Han nikkede som hilsen og satte sig ind for kort efter at køre væk. Jeg stod og kiggede modløst på huset og var næsten bange for, at jeg ikke ville kunne finde hen til døren og fare vild, i mens jeg krydsede pladsen.

Lige som jeg satte i gang gik døren op og ud kom en sort, lidt gråhåret mand, ud med et smil på læben. Jeg fik slæbt min kuffer hen til døren og satte den ned, så jeg kunne tage i mod Simons hånd, der var udstrakt til en hilsen.

”Simon,” sagde han og smilede varmt til mig. Louis havde helt sikkert fortalt ham om, hvordan det hele hang sammen, og hvor dårligt jeg havde det, for jeg havde fået det indtryk, at han var meget kold i det. Den eneste gang jeg havde set ham være tæt på at vise følelser, var da hende der Jillian Jensen sang i x-factor, og der havde jeg også selv siddet og stortudet. (Seriøst, til jer ”

”Mishca,” sagde jeg bare og kiggede ind bag ham, hvor jeg allerede kunne skimte den store stue. Han bød mig ind og tog min kuffert, så jeg ikke selv skulle bakse med den. Han fik ført mig ind på et værelse, der heldigvis lå lige ved stuen, så jeg kunne ikke rigtigt fare vild, hvis jeg skulle finde det. Hurtigt fik jeg en rundvisning, så jeg kunne i hvert i fald finde toilettet nu, hvilket var det jeg havde bidt mest mærke i, fordi det nok var det, jeg ville få mest brug for af alle de ting, han viste mig.

”Nå, men jeg vil lige give dig lidt tid til at finde dig til rette. Bare sig til hvis der er noget,” sagde han og forsvandt så ned af den lange gang, der førte ned til hans eget værelse. Jeg trissede ind på mit værelse og kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan det var at være her. Altså ja, det var meget fedt og mit værelse var giant, men jeg ville nu hellere bo hos Louis. Jeg begyndte langsomt at pakke mit tøj ud og smide det ind i det høje træskab, der stod op af væggen ved venstre hjørne. Allerede efter jeg havde fået lagt tre par bukser ind i skabet, magtede jeg ikke mere og smed mig derfor i sengen i stedet for. Den var høj, den var blød og det var en dobbeltseng. Den var alt, hvad jeg elskede, og hvis jeg kunne, var jeg flygtet med den under armen. Langsomt kunne jeg mærke mine øjne blive tunge, men jeg gad ikke gøre noget ved det, så kort efter var jeg allerede på vej ind i søvnen.

***

”Mischa, du skal op,” lød en mørk stemme uden for mit øre, som jeg ikke kunne placere, før det gik op for mig, at jeg var hos Simon, og det sandsynligvis var ham, der snakkede til mig. Jeg var egentlig meget glad for, at han havde vækket mig, da mareridtet var begyndt at overtage min ellers fredfyldte søvn. Mareridtet om at jeg rent faktisk døde i sommerhuset. Det var som om, at jeg oplevede det hele igen, hvorefter jeg til sidst døde i stedet for at overleve. Jo mere, jeg tænkte på det, jo mere kunne jeg mærke, at jeg begyndte at ryste.

Jeg håbede virkelig at Louis havde forberedt ham på, at sådan noget her kunne ske, for det skulle til at ske nu.

”Vil du have noget aftensmad?” lød det blidt fra Simon, og jeg var nær ved at bide min egen tunge af i overraskelse. Jeg havde slet ikke regnet med, at han ville være så sød og forstående, men det var han godt nok. Jeg rystede på hovedet og svarede så derefter med en spinkel stemme. ”Nej tak, jeg klarer mig,”

”Er du okay?” Jeg ville gerne have sagt ja, det ville jeg virkelig, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, når jeg slet ikke var okay. Så jeg rystede på hovedet og lod tårende springe frem. Kender i ikke det der, når man endelig får sagt et eller andet, eller noget i den stil, og man så bare begynder at tude? Sådan var det lige nu, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

”Rolig nu Mischa. Det skal nok gå,” lød det en smule usikkert fra Simon, der nok ikke ligefrem var vant til sådan noget her. Han lagde armene om mig og aede mig blidt på ryggen, hvilet sendte en varm fornemmelse igennem mig og en følelse af tryghed, også selvom jeg ikke rigtig kendte ham. Vi sad sådan i lang tid, indtil han trak sig væk fra mig.

”Skulle du have noget mad?”

”Nej ellers tak,” han nikkede og skulle lige til at forlade rummet, da jeg stoppede ham med en idé om, at det jeg skulle til at sige ville skræmme ham pænt meget, for det var nok ikke normalt at spørge om, når jeg ikke kendte ham.

”Simon?” Han nikkede for at få mig til at forsætte. ”Vil du ikke nok bliver herinde, indtil jeg er faldet i søvn igen?” jeg kiggede ned, da jeg synes, det var pinligt at spørge om sådan noget, når jeg trodsalt var stor nok til at kunne sove selv.

”Selvfølgelig vil jeg det,” overraskende nok, gik han hen til mig og puffede lidt til mig, så jeg ville gøre plads til ham. Han lagde sig ned ved siden af mig, dog oven på dynen, og jeg lagde hovedet på hans arm, så det var som en hovedpude for mig. Overraskende nok var det slet ikke akavet at ligge sådan her, hvilket jeg egentlig havde troet, det ville være. Jeg lå lidt og stirrede ind i væggen, indtil jeg igen faldt ind i en tung og drømmeløs søvn.

***

Dagene sammen med Simon var gået ekstremt hurtigt, og nu stod jeg allerede foran Louis og Harrys hus igen. Simon havde kørt mig derhen denne gang, da han også lige ville sige hej til drengene, der åbenbart var hans små guldklumper. Vi gik op og ringede på og var ikke et sekund i tvivl om, at der var nogen hjemme, da Nialls karakteristiske grin lød efterfulgt af nogle bump. Kort efter blev døren åbnet op af en grinende Liam, der hurtigere end lynet havde lagt armene om mig til en hilsen. Jeg grinede af ham og fik møvet mig ind af døråbningen og ind til stuen, hvor der straks blev stille. Jeg lod langsomt mit blik glide over Harry, Niall og Zayn for til sidst at lade det ligge på Louis, der stod med et stort smil og kiggede på mig. I to store skrid var jeg henne ved Louis og var sprunget på ham, så han skulle bære mig, hvilket nok ikke generede ham. Jeg gav ham et kæmpe smækkys midt på munden, inden jeg kravlede ned af ham og i stedet bare lagde armene om hans liv og lænede mig indtil ham.

”Hvor har jeg savnet dig,” mumlede jeg. Og med det mente jeg, at jeg havde manglet ham ekstremt i løbet af de sidste par dage, hvor mine abstinenser var begyndt at give mig det dårligt igen, igen.

”Jeg har også savnet dig,” han kyssede mig blidt på håret, inden han puffede mig hen til Zayn for at sige hej til ham. Hurtigt lagde jeg armen om ham for bagefter at gøre det samme med Harry og Niall, der så helt lykkelige ud. Niall var nok fordi, han havde mad i munden, og Harry havde sikkert fået noget. Simon sagde hej til drengene og blev til en lille snak over en kop kaffe, hvilket ikke gjorde mig noget. Jeg havde det bare dårligt og havde en noget så vild træng til stoffer. Derfor sad jeg klinet op af Louis, for det var som om, at bare det kunne få mig til at tænke på noget andet.

Vi sad og så en eller anden kedelig action film, da det pludselig bankede på. Fornøjet gik Niall op til døren for at åbne se, hvem de var. Inden han overhovedet nåede at sige noget, lød en vred stemme, hvis ord skræmte mig for hvid og sans. De andre lyttede også opmærksomt med, og jeg kunne mærke Louis spænde hele kroppen.

”Vi ved, Mischa Jackson er her, så træd til side!” lød det hårdt fra en af betjentene, og jeg bebrejdede ikke Niall for at gøre det, da jeg helt sikker også ville have gjort det. Alt i min krop var helt oppe på mærkerne, og jeg kunne mærke mit hjerte så hårdt i mit bryst. Jeg kunne ikke nå at gemme mig nu, og de ville uden tvivl finde mig.

Bare skyd mig nu. 

______________________________________________________________________________

Undskyld for endnu et lorte kapitel, men jeg følte bare, at i skulle have det. Har været i parken og se FCK - BIF i aftes, så det er derfor, det først kommer ud nu. :-) Jeg regner med, at jeg slutter historien om en 2-3 kapitler, så jeg vil rigtig gerne høre jeres bud på, hvad i tror, den ender med? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...