Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8799Visninger
AA

11. I'm so stupid

 

Der var gået to dage nu, siden jeg havde fået det dårligt, og jeg følte, at jeg var ved at blive ædt op indefra og ud. Jeg havde en forfærdelig hovedpine, kvalme, forfærdelige temperaturskift, og så rystede jeg ret meget i perioder. Udover det, var det umuligt for mig at få en hel nats søvn. Jeg vågnede mindst fem-ti gange hver nat, og hver gang lå jeg vågen i ekstremt lang tid, inden jeg kunne sove igen.

Jeg kunne slet ikke klare tanken om arbejde, så jeg havde ringet til James og fået lov til at holde fri, indtil jeg fik det bedre. Louis var sammen med mig hele tiden, så jeg havde i det mindste ham at hygge mig med, når jeg alligevel var hjemme hele tiden. Og ja ’hygge’ må gerne misforstås, for vi havde ekstremt meget sex for tiden. Jeg vidste, at vi begge havde lyst, men hver gang var der en af os, der sagde noget i retning af, at det var godt for mig.

Jeg lå i sofaen og stenede et eller andet latterligt program med et stort glas cola og en bøtte is i hånden. Kald mig fed, men jeg havde ekstremt meget lyst til det for tiden, og jeg håbede lidt på, at det kunne mindske min træng til stofferne.

”Smukkeeeeee!” lød det pludselig fra et sted i huset, og jeg kunne ikke lade være med at smile stort, da jeg genkendte Louis altid glade stemme. Kort efter dukkede han op i døren og kiggede på mig med et kæmpe smil klistret på. Jeg gav ham hurtigt elevatorblikket og blev endnu engang forundret over, hvor lækker han egentlig var. Han var i ført nogle mørkeblå halvstramme bukser, og en hvid t-shirt piftet lidt op med et par seler.

”Vi smutter nu, men du kan bare føle dig hjemme ikke?” sagde han og gik med nogle ivrige skridt hen til mig og placerede sig med et bump i sofaen.

”Tro mig, det gør jeg allerede,” sagde jeg og rettede kort min opmærksomhed mod hans lækre ansigt, inden jeg kiggede tilbage på tv’et. Kender i ikke det der, når man ser et mega latterligt program, men man så alligevel ender med at synes, at det er mega spændende? Det er ikke særligt sjovt.

”Det lyder godt,” han klappede mig blidt på låret og rejste sig op med mine til at gå.

”Hey, hey, hey. Hvad med et farvelkys?” protesterede jeg højt, hvilket fik ham til at stoppe op og grine højt.

”Jeg vidste du ville spørge – Tænk du ikke har fået nok endnu,” sagde han drillende og lagde to hænder på mine skuldre, inden han blidt lænede sig ned til mig. Jeg daskede blidt til ham som svar på hans lille kommentar, inden jeg lod mine læber møde hans i et ømt kys, der fik det til at kilde i maven. Efter hvad der føltes som alt for kort tid, trak han sig væk igen.

”Vi ses,” sagde han og denne gang, lod jeg ham smutte ud af stuen. Kort efter kunne jeg høre Louis og Harrys snakken, inden døren blev åbnet og hurtigt lukket i med et brag. Der var med det samme helt stille og uhyggeligt tomt i lejligheden, hvilket fik mig til at skutte mig. Jeg hadede virkeligt at være alene hjemme og i sær i sådan et stort hus.

Jeg kunne mærke, at kvalmen kom snigende igen, så jeg tog hurtigt en stor tår af min cola, men det virkede nærmest som om, det bare gjorde det være. Trangen til stoffer kom væltende tilbage som et slag i ansigtet, og jeg holdt krampagtigt fast i glasset, der var begyndt at ryste pga min krops rysten. Jeg kunne virkelig ikke holde denne følelse ud meget længere, og lige meget hvor meget jeg prøvede at tænke på noget andet, lykkedes det ikke. Jeg havde brug for de stoffer, og ingen af drengene var her til at stoppe mig, hvilket var ekstremt dumt.

Langsomt og som i en trance slog jeg det varme tæppe væk fra mig og rejste mig surt op. Sur på mig selv over, at jeg var så svag. Jeg fandt min telefon frem fra gulvet, hvor jeg havde tabt den tidligere og tastede hurtigt det velkendte nummer ud. Med rystende hænder placerede jeg telefonen ved øret og lyttede med en knugende fornemmelse til de velkendte biplyde.

”Det er James,” lød den endnu mere velkendte stemme i den anden ende af røret, og jeg åndede tungt ud for at få en smule kontrol over mig selv.

”James, kan du ikke komme her over med noget?” spurgte jeg direkte, da jeg ikke ville snakke for meget om, hvordan jeg havde det. Jeg vidste, at han ellers ville komme med en lang medfølende tale og bla bla bla, hvilket jeg egentlig ikke magtede lige nu. Jeg kunne høre et højt suk i røret og kneb nervøst øjnene sammen. Hvad nu hvis han sagde nej?

”Mischa.. Jeg ved sku ikke helt. Er du ikke i gang med at stoppe med det lort?” sagde han tvivlende og tydeligvis ikke så glad for situationen. Jeg rystede vildt på hovedet, men da det gik op for mig, at han ikke kunne se mig, svarede jeg ham verbalt.

”Kan du..ikke bare komme med noget?” der lød en rumsteren efterfulgt af et svar, der fuldstændigt lettede min verden.

”Du må selv redde dig ud af den med hensyn til ham fyren,” Jeg takkede ham ekstremt vildt og gav ham hurtigt en adresse, så han kunne finde herhen.

Jeg vidste, at det var noget rigtigt lort, jeg var ved at rode mig ud i, og når jeg i forvejen havde oplevet hans reaktion, ville jeg slet ikke ønske mig at se, hvad der skete, hvis han fandt ud af det her. Jeg havde højt og helligt lovet ham, at jeg ikke ville tage noget igen, og jeg var næsten sikker på, at han ville droppe mig, hvis han fandt ud af det.

Men jeg kunne bare ikke lade være.

I mens jeg ventede på James, ryddede jeg fuldstændigt op på bordet, så jeg kunne bruge det, når jeg skulle tage stofferne. Jeg gik rastløs rundt i huset og stormede hen til døren, da jeg kunne høre dørklokken. Jeg åbnede døren, så James kunne gå ind og stillede mig selv en smule væk. Jeg kunne mærke en sugende fornemmelse i maven – som om der var en, der hev i en snor inde bagved, så det hele trak sig sammen. Jeg var begyndt at ryste en smule voldsommere end før, hvilket 100 % var fordi, jeg vidste, at jeg ville få den dejlige fornemmelse til at erstatte den forfærdelige.  Jeg kunne høre skridt i døren og kiggede op for at se James, der stod med en bekymret mine.

”Hvordan går det?” ikke alt den snak, for fanden.

”Det går fint. Har du noget med?” Ja, jeg kunne virkelig ikke vente længere på det, jeg så fandens gerne ville have.

”Det har jeg, ja. Men er du sikker på, at det er en god idé?”

”Ja,” han sukkede og stak hånden ned i lommen, hvorfra han hev en pose med noget hvidt pulver op. Han gav det til mig, og jeg tog hurtigt i mod det. Det var amfetamin. Det var som om at alt i mig ikke fungerede helt optimalt, da jeg gik hen til bordet og hældte pulveret ud på bordet. Jeg tog fat i et dankort, der lå på kanten af bordet og prøvede uden held at lave to baner. Mine rystende hænder og den dunkende hovedpine forhindrede mig i at kunne gøre det uden at fucke det op, og jeg kiggede bedende på James, der straks trådte til. Taknemmeligt kiggede jeg på, imens han gjorde sit arbejde. Da han var færdig trådte han tilbage i et langt skridt.

”Jeg smutter nu. Jeg vil ikke have skylden for noget, hvis du bliver opdaget okay?” sagde han og kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede bare og kunne ikke vente med at mærke rusen fra stofferne. Før jeg vidste af det, var han forsvundet ud af døren, og igen blev jeg efterladt alene. Eller, denne gang havde jeg stofferne.

Jeg tog et stort åndedrag, inden jeg fandt en sammenrullet pengeseddel frem og satte den ned til amfetaminen og sænkede mit hoved til det. Inden jeg nåede at tænke videre over det, snøftede jeg hårdt ind og lod mit hoved følge banen af amfetamin. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne klare mere, så jeg skubbede forsigtigt resten ned i posen og puttede den i bukselommen.

Jeg satte mig tilbage i sofaen og prøvede at sætte mig ind i et nyt latterligt program, der nu kørte i tv’et, men uden held. Det hele begyndte langsomt at køre rundt for mig, og det var som om, at lige meget hvor jeg kiggede hen, var der kun fire hvide vægge. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt af det. Hovedpinen, kvalmen og kulden var forsvundet som dug for solen, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig helt befriet og nærmest som født på ny.

Jeg kunne virkelig ikke klare det uden stofferne, lige meget hvor meget jeg prøvede på det.  

Mit blik blev sløret, og jeg kunne ikke rigtig fokusere på tv’et mere, så jeg valgt i stedet for at kigge ned i gulvet uden noget specielt punkt. Bare gulvet. Det hele snurrede rundt for mig, men jeg elskede den følelse. Lige nu følte jeg virkelig at intet kunne slå mig ud, og jeg bare var på toppen af verdenen.

Jeg kunne ikke rigtig styre mine bevægelser og ramte hele tiden forkert, når jeg ville klø mig i øjnene eller tage en hånd i gennem håret, men det var bare ekstremt sjovt for mig lige nu, så jeg grinede højt af det, selvom jeg udmærket var klar over, at jeg var alene hjemme. Bedst som jeg havde tænkt det lød nogle stemmer, der fik det til at stivne i mig kort.

”Misch

aaaa, vi er hjemme,” jeg kunne ikke holde styr på hvem, der snakkede, når jeg var i denne tilstand, men jeg kunne godt regne ud, at det var drengene, der var kommet hjem fra deres interview. Jeg svarede dem ikke men holdt bare mit slørede blik på gulvet, der synes at være ekstremt ustyrligt. Det var som om, det hoppede op og ned, og jeg kunne ikke holde styr på hvor langt, der var fra mig til gulvet, selvom jeg hele tiden blev sidende i sofaen.

”Mischa?” en stemme lød uhyggelig tæt på, og jeg kiggede op på Liam, der stod og kiggede undrende på mig. Et stort smil bredte sig på mine læber, og jeg klappede på den ledige plads ved siden af mig.  

”Hej Liaaaam,” sagde jeg og fnes åndsvagt. Hans undrende mine blev straks erstattet af en bekymret en, og nu var det min tur til at kigge undrende på ham. Han gik langsomt de sidste skridt hen til mig og satte sig på hug foran mig, så jeg ikke kunne undgå at kigge på ham.

”Mischa, kig mig i øjnene,” Jeg vidste godt, hvad han havde gang i, så jeg rystede bestemt på hovedet og drejede det væk fra ham. Uden varsel greb han fat i min hage og tvang mig til at kigge på ham, selvom jeg prøvede at rykke væk fra ham.

”Du er på stoffer,” konstaterede han og kiggede på mig med et skuffet blik. Jeg rystede desperat på hovedet og fik snøvlet nogle ord frem.

”Jeg… er ikke.. på stoffer,”

”Hvad er det her så?” han holdt en lille pose frem med noget hvidt pulver i. Stofferne. Jeg havde tabt det ud af lommen, uden jeg havde registreret det. Fuck.

”Hvad sker der Liam?” jeg stivnede ved lyden af stemmen og trods min påvirkning, kunne jeg mærke mit hjerte ræse af sted og et stik i hjertet. Jeg havde lovet ham, at jeg ikke ville gøre det igen. Før jeg nåede at sige noget, smed Liam posen med stoffer på bordet. Der blev helt stille, og selvom jeg ikke rigtigt turde, kiggede jeg forsigtigt og prøvende på Louis. Jeg blev bange. Helt ærligt, det blev jeg. Jeg havde aldrig set en person være så sur, som Louis var der. Han stod og stirrede indtrængende på mig med et vildt blik, der var på vej til at skræmme livet af mig og knyttede næver, så hans knoer var helt hvide.

”Gå Liam,” sagde han mellem sammenbidte tænder, og Liam adlød ham straks og smuttede ud af døren. Lige inden han gik ud, sagde han et eller andet til ham, men det var for lavt til, at jeg kunne høre det.

Helt seriøst Mischa, tag dig sammen. Han kan ikke bestemme over dig.

”Hvad har du gang i Mischa?” han lød ekstremt vred, og jeg krympede mig kort, inden jeg tog mig sammen. Jeg vidste godt, at hvis jeg ikke havde været på noget.

”Jeg har ikke gang i noget, du skal blande dig i Louis,” hvæsede jeg og kiggede koldt på ham, hvilket fik ham til at tøve et kort øjeblik, inden han snakkede igen.

”Du lovede mig, at du ikke ville,” hans stemme havde nu også en snert af tristhed. Han rystede skuffet på hovedet og slog ud med armene. ”Hvad skal jeg stille op med dig?” spurgte han og kiggede på mig med et blik, der tydeligt signalerede, at han var vred.

”Hvis det er så fucking svært, så skal du måske bare cutte kontakten til mig,” sagde jeg med en stemme, der var så kold, at det næsten gjorde ondt på mig selv at høre det. Jeg vidste, at jeg ville fortryde det i morgen, og jeg ingen ret havde til at snakke sådan til ham. Jeg havde lovet, at jeg ikke ville tage flere stoffer, og jeg havde brudt det løfte. Han havde oven i købet sagt, at han ikke ville være sammen med mig, hvis jeg gjorde det igen.

Louis stirrede på mig, og det var som om, jeg kunne se farven forlade hans ansigt, inden han hårdt pressede læberne sammen, drejede om på hælen og stormede ud. Jeg kunne mærke vandet samle sig i mine øjne og kneb dem sammen i håb om, at det ikke ville flyde over, hvilket ikke lykkedes. Tårende begyndte at trille ned af mine kinder, og det gav et sæt i mig, da jeg hørte en dør smække hårdt i, efterfulgt af nogle råb.

Jeg sank tilbage i sofaen og lod tårende få frit løb. Jeg havde virkelig, virkelig dummet mig denne gang, og jeg var ikke sikker på, at jeg ville kunne gøre det godt igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...