Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8855Visninger
AA

16. I'm going to die

 

Langsomt åbnede jeg posen og kiggede med ærefrygt på det hvide pulver dernede. Jeg vidste, at jeg ikke burde gøre det, men jeg kunne bare ikke lade være. Min krop skreg om mere, og jeg gav den det. Med rystende fingre, både af abstinenser og frygt, hældte jeg pulveret ud på det lille sofabord, der var lavet af tre. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg gik hen til reolen for at finde noget, jeg kunne bruge til at line det op med. Det første jeg umiddelbart fik øje på, der kunne bruges var et postkort, der stak ud fra en af de små søde flettede kurve. Jeg gik igen tilbage til sofaen og bordet og stofferne. Med vante og præcise bevægelser fik jeg hurtigt linet tre baner op.

Jeg prøvede at rode rundt i min hjerne for at finde knappen, der sagde ’stop, du skal ikke gøre det her’, men den var der ikke. Medmindre det var fordi, jeg ikke prøvede grundigt nok. Jeg lænede mig forover med en sammenrullet halvtredser, jeg havde fået rullet, i mens jeg tænkte. Med bevægelser, der næsten gik i stå sænkede jeg mit hoved ned til pulveret og satte sedlen helt ned til det, inden jeg satte næsen i den anden ende.

Endnu engang tog jeg en dyb indånding og lukkede øjnene sammen. Så snøftede jeg ind og bevægede mig hen langs banen, så det hele kom op. Uden at tænke tog jeg den næste, den næste, den næste og så det resterende, der ikke var nok til at lave en ordentlig bane ud ad. Jeg kunne mærke tåre slører mit syn og en knude samle sig i maven. Ikke fordi stofferne allerede var begyndt at virke, men fordi jeg havde det forfærdeligt ved at gøre det.

Et hulk banede sig vej over mine læber, og jeg lagde opgivende hovedet i mine hænder, hvor mine arme hvilede på mine knæ. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade være?

Minutterne gik, og jeg kunne begyndte langsomt at mærke virkningen, der ikke var lig noget, jeg havde prøvet før. Det var meget stærkere. Mine sanser blev skærpet, og jeg følte at den mindste lyd, som f.eks. brændeovnens knitren eller mit eget åndedrag føltes som et kanonslag inde i mit hoved. Alle farverne trådte tydeligere frem, og det hele kørte rundt og gjorde mig rundtosset. Langsomt gik det op for mig, hvorfor det var anderledes end normalt. Jeg havde taget det hele. Der kunne have været nok til tre personer der, men jeg tog det hele på en gang. Jeg slog forvirret og ude af stand til at vide, hvad jeg skulle gøre, hænderne for panden og lod endnu et hulk undslippe.

Langsomt kunne jeg mærke, hvordan kræfterne nærmest sivede ud af min krop. Det var som om, jeg kunne mærke, minut for minut, at jeg blev svagere. Jeg magtede ikke at sidde på mere, så jeg lagde mig i stedet for ned i sofaen, der sank lidt ned ved min vægt.

Nu var det som om mine sanser blev forværret. Det hele blev slørret og de lyde, der før var så tæt på, var nu ekstremt langt væk. Som om de ikke hørte til i virkeligheden. Jeg kunne ikke gøre noget, og jeg vidste, hvad der var ved at ske.

Jeg ville dø. Jeg ville dø pga. en overdosis af stoffer. Jeg kunne mærke panikken brede sig i min krop og sejle rundt som et kaos inden i mig, men det var også den eneste følelse, jeg følte. Mine tanker var et stort virvar, men de faldt efter kort tid hen på en bestemt person.

Louis. Det gav et sug i min mave, da jeg tænkte på ham. Jeg vidste, at han elskede mig så højt. Hvad ville han ikke gøre, når han fandt ud af det? Det vendte sig i min mave, og igen blev mine øjne fyldt af tåre. Jeg kunne ikke lide, at jeg ikke skulle se Louis igen. For lige meget hvor hårdt det var, så skulle jeg ikke se ham igen. Om lidt ville jeg ikke være i live mere.

Jeg tænkte langsomt tilbage på de sidste år og kunne mærke en tilfreds fornemmelse brede sig indeni mig. Tilfreds fordi jeg ikke skulle leve med den lidelse mere. For jeg havde jo ikke et godt liv på nogen måde. Jeg havde kun Louis – og så selvfølgelig også drengene og Perrie. Alt den håbløshed, smerte, tanken om de folk jeg havde slået ihjel og tanker om, hvad jeg ellers havde gjort mod andre og mod mig selv, fik vendt min synsvinkel om.

Det var nok det bedste, at jeg ikke skulle være her mere. Både for mig og for dem omkring mig. One Direction kunne ikke rende rundt med politiet i hælene og nogle skøre folk som mig, Jessica og James, der var langt væk i det forkerte miljø.

Jeg var blevet træt nu. Jeg lå bare og stirrede på i træloftet, der gik skråt op og mødtes med den anden side i midten, hvor hvide bjælker også mødtes. Jeg følte det alt for uoverskueligt at bevæge mig og havde heller ikke lyst. Jeg ville bare ligge her. Det føltes som om, der var nogen der pressede på mine lunger, for det var blevet sværere at trække vejret ordentligt, og jeg kunne næsten ikke tænke. Jeg lå bare og stirrede. Ventede på at komme helt væk.

I det fjerne kunne jeg pludselig høre en dør blive åbnet og kort efter lukket igen, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg gad ikke. Al kampgejst og viljestyrke indeni mig var fuldstændigt forsvundet.

Perries synsvinkel:

Jeg åbnede hurtigt døren og smed skoene i entréen, inden jeg gik ind.

”Mischa!” råbte jeg, da jeg gerne lige ville informere hende om, at jeg var her. Så hun ikke skulle tro, at jeg var en eller anden indbrudstyv, der ville slå hende ihjel. Jeg rynkede på næsen, da hun ikke sagde noget og gik nogle skridt længere ind. Her var underligt stille, og det virkede næsten som om, her ikke var noget.

”Mischa?” sagde jeg igen, denne gang lavt og med en bange anelse. Jeg gik ind i stuen og kiggede mig undersøgende omkring, indtil mit blik faldt på en skikkelse, der lå i sofaen. Hun sov bare. Jeg gik med små hurtige skridt derover og kiggede kort på hende. Og så skreg jeg. Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv skreget så højt, som jeg gjorde nu, men jeg kunne ikke gøre for det.

Hun kunne ikke være død. Det kunne hun bare ikke. Jeg lod mit blik glide ned til bordet og fik straks øje på årsagen. Det var stofferne. En masse hulk banede sig vej igennem min hals, da chokket endelig havde lagt sig helt ind til mig, men alligevel kiggede jeg tilbage på Mischa. Hun lå bare i sofaen og stirrede op i loftet med tomme og livløse øjne. Jeg kunne ikke vurdere, om hun rent faktisk trak vejret, men jeg turde ikke tjekke. Jeg kunne bare ikke.

Panisk satte jeg mig på knæ og hev min telefon op af lommen. Jeg tastede med rystende fingre nummeret på vagtcentralen, uvidende om, om jeg kunne få den mindste lyd frem. En mørk mandestemme lød kort efter i røret, hvilket bare fik mig til at hulke højt endnu engang.

”Ja.. Jeg.. Hun har taget en overdosis..” sagde jeg panisk med mange pauser, fordi jeg ikke kunne stoppe med at græde og hikste.

”Okay. Ved du hvad hun har taget?”

”N..Nej,”

”Okay. Hvad er dit navn?” Han lød så rolig, og jeg fattede det ikke. Hvordan kunne han være rolig, når han vidste, at der var en, der var ved at dø og muligvis var død.

”Perrie Edwards,” sagde jeg. Han spurgte om andre praktiske oplysninger som min adresse og fortalte, at han havde sendt en ambulance af sted. Jeg vidste ikke, om det var hans job, men i lang tid bagefter blev han i røret og snakkede med mig om det, der var sket, så jeg ikke var helt alene.

Selvom jeg ikke havde lyst til at kigge på Mischa, kunne jeg ikke lade være med det, og til sidst lod jeg den lille tanke, der havde naget mig, blive ført ud i virkeligheden. Jeg tastede hurtigt Louis nummer. Den velkendte biplyd lød, og kort efter blev røret taget.

”Det er Louis,” lød hans glade stemme, og jeg kunne mærke et stik i hjertet. Jeg kunne fjernt begynde at ane sirener i det fjerne, så jeg spyttede nærmest ordende ud i en lang talestrøm.

”Louis! Jeg tog jo ud for at hente min mobiloplader ikke? Det.. Det er Mischa. Jeg fandt hende sådan her. Je…. Jeg har ringet efter en ambulance,” jeg var ikke i stand til at sige sætningen fuldt ud lige i det øjeblik.

”Hvad fanden er det, du siger Perrie?” sagde han højt og skingert.

”Jeg siger, at jeg tror, Mischa er død. Hun ryger på hospitalet henne ved sommerhuset nu, så kom derhen,” med de ord lagde jeg på, ligesom der blev banket på døren. Hurtigt gik jeg over og åbnede for dem og udenfor stod der to mænd klædt i den velkendte ambulanceredder uniform.

”Hun ligger her,” sagde jeg med en spinkel stemme og førte dem ind i stuen, hvor Mischa lå i præcis samme stilling som før.

Mischas synsvinkel:

Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg var, og hvor jeg var på vej hen. Jeg var rimelig sikker på, at jeg kunne høre stemmer i baggrunden, men jeg var ikke sikker. Jeg lå bare og stirrede på i loftet ude af stand til at gøre andet. Mine arme og ben var bare låst fast, og jeg havde en følelse af at blodet langsomt forlod min krop. Jeg havde fået endnu sværere ved at trække vejret og håbede så inderligt på, at det snart ville være ovre. Jeg havde ingen idé om hvor lang tid, jeg havde ligger her, men det føltes som evigheder. Jeg kunne mærke det hele fade endnu mere ud for mig, og en følelse af, at jeg gled længere og længere væk kom rasende inden i mig. Jeg var næsten sikker på, at nu var det nu.

______________________________________________________________________________

Da-da-da-da-dam! Uuuuuha da, det var ikke så godt :s

Hvad tror i, der vil ske nu, og tror i Mischa dør?

Jeg tror aldrig, jeg har været så grebet af at skrive et kapitel, som jeg var af det her. Det tog mig kun en times tid at skrive det, hvor jeg nogen gange kan bruge helt op til en dag. Jeg er ekstremt tilfreds med dette kapitel, og vil meget gerne høre, hvad i synes om det? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...