Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende? Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8678Visninger
AA

17. I can't believe what just happened

 

Louis synsvinkel:

Jeg sad derhjemme sammen med drengene og så en film, da min mobil pludselig begyndte at vibrere i min bukselomme. Jeg hev den hurtigt op og rynkede på panden, da jeg så, at det var Perrie, der ringede. Hun kunne sikkert ikke få fat i Zayn.

”Det er Louis,” sagde jeg muntert og ventede på hendes normale glade hilsen, man altid blev mødt af.

”Louis! Jeg tog jo ud for at hente min mobiloplader ikke? Det…Det er Mischa. Jeg fandt hende sådan her. Je… Jeg har ringet efter en amblance,” Det var som om, at jeg ikke kunne forstå hendes ord. De gad ikke synke ind, og Perrie snakkede så hurtigt og lød så bange, at jeg næsten gik i panik.

”Hvad fanden er det, du siger Perrie?” sagde jeg højt, så drengene straks kiggede overrasket på mig.

”Jeg siger, at jeg tror, Mischa er død. Hun ryger på hospitalet henne ved sommerhuset nu, så kom derhen,” med de ord lagde hun på og efterlod mig, inden jeg kunne nå at indføre et ord. Hvad mente hun med, at hun troede, at Mischa var død? Perrie havde da lige været og fortalt, hvor hyggeligt de havde haft det hele ugen? Langsomt gik sandheden op for mig, og jeg kiggede panisk rundt på alle drengene, i mens jeg kunne mærke mine øjne blive våde og min puls stige. En klump samlede sig i min hals, og inden jeg vidste af det, hulkede jeg højlydt.

”Hvad sker der?” sagde Zayn forskrækket og lagde armene om mig, da han var den, der sad tættest på.

”Mischa,” sagde jeg bare og lagde hovedet i mine hænder. Jeg kunne ikke tænke klart.

”Hvad er der med Mischa?”

”Pe…Perrie tror, hun er … dø.. død,” hikstede jeg og brød hulkende sammen, da jeg sagde det sidste ord. Det var som om, at det først nu gik op for mig, hvor meget jeg elskede hende. Hun var mit et og alt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.  Hun måtte ikke være død. Hun kunne ikke være død.

Jeg fik fremstammet, hvor hun var blevet transporteret hen, og kort efter havde vi rykket os ud i bilen – Zayn kørte, jeg sad ved siden af ham, og de tre andre sad ved siden af. Der var ingen, der sagde noget, og det var kun min snøften, der kunne høres. Tårende trillede langsomt ned af mine kinder, i mens jeg kiggede ud på byen, der susede forbi.

Det tog kun en halv times tid at køre til hospitalet, så efter en halv time, var vi der allerede. Som i en trance steg jeg ud af bilen og fulgte med drengene ind på hospitalet. Det var som om, jeg havde lukket af for alle sanser og lyde, for jeg var helt tom i hovedet. Tårende trillede stadig ned af mine kinder, og jeg gad ikke engang forsøge at stoppe dem.

”Vi er her efter en Mischa Jackson,” hørte jeg Zayn sige, i mens jeg bare stod og stirrede ned af den lange hospitalsgang, hvor der lå nogle få mennesker på nogle senge, og af og til gik der nogle læger rundt derude.

”Hun burde komme ind om et minut, men i kan bare tage plads på de stole der og vente,” Liam hev lidt i mig, da jeg åbenbart ikke selv kunne få min krop til at gå derhen uden hjælp. Jeg satte mig på stolen og stirrede tomt ud i luften, i hvad der føltes som evigheder.

Og så pludselig åbnede de automatiske døre sig og en båre kom rullende ind. Jeg kunne med det samme se, at det var Mischa. Jeg kunne kende hendes brune hår, der hang ned over båren. Hurtigt rejste jeg mig op fra stolen, der rykkede sig bagud ved min kraftige bevægelse og tonsede hen til Mischa. Inden jeg kunne nå at stoppe mig selv, kunne jeg bare mærke hulkene slippe fra mine læber endnu engang, da jeg fik øje på Mischa. Hun lå med lukkede øjne og så så fredfyldt ud, men alligevel ikke. Hun lignede virkelig en, der var…. Død.

Der sad en mand oven på båren og gav hende hjertemassage, i mens to andre trillede af sted med båren.

”Du kan desværre ikke gå med ind,” meddelte en af mændene til mig og kiggede undskyldende på mig. Jeg stoppede modvilligt op og fulgte i stedet for Mischa med mit blik, indtil hun forsvandt af syne. Så vendte jeg mig om og traskede tilbage til den stol, jeg havde siddet på før. Det hele føltes bare så meningsløst lige nu, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Drengene sad bare uden at gøre noget, udover Niall, der havde taget min hånd i sin og holdt den godt fast, som om han var bange for, at jeg ellers ville løbe væk eller noget. 

Timerne gik, og jeg blev mere og mere bekymret for Mischas liv. Perrie var kommet lidt efter i sin egen bil, så Zayn havde siddet og trøstet hende, da hun var helt ude af den, hvilket også var klart. Jeg tror ikke, at der var noget menneske, der ville kunne finde et menneske i den tilstand og ikke blive rystet af det.

”Er i pårørende til Mischa Jackson?” lød en hæs, mandelig stemme pludselig, og jeg kiggede straks op på en kraftigt udseende læge, der stod med et papir i hånden og kiggede på os udover sine briller. Jeg nikkede og kiggede afventende på ham, da jeg regnede med, at han ville sige noget.

”Mischa er uden for livsfare nu, men hun er meget svag. Jeg ved ikke, hvad der fik hende til at gøre det, men hun var meget heldig at overleve, for det er de færreste, der gør det, når de har taget så meget. Hun var praktisk talt død i et øjeblik, men vi fik hende genoplivet af ambulanceredderne ude i huset, hvor hun blev fundet. I må godt gå ind til hende nu, men hun sover og i skal være meget rolige omkring hende,” Hun var ikke død. Hun overlevede. Jeg havde ikke mistet hende for altid. Jeg kunne mærke lettelsen brede sig i min krop som et stort vandfald og havde lyst til at tude igen – denne gang af glæde. Han skulle lige til at gå, da jeg åbnede munden og snakkede, for første gang i hvad der føltes som meget lang tid.

”Hvordan.. fik i det ud af hendes krop?”

”Vi lagde et rør ind i gennem næsen på hende, der førte ned i hendes mave, hvor vi så kunne pumpe det ud af hende. Vi fik derefter noget aktiveret kul ned i hende, der hjælper med at få renset hende igennem,” forklarede han, og jeg nikkede bare for at fortælle, at jeg havde forstået det. ”Hun ligger på stue 2,” sagde han så, inden han gik. Jeg sad lidt og stirrede, inden jeg besluttede mig for at gå ind og se til hende.

”Jeg går lige…i ved,” mumlede jeg og gik med langsomme skridt ned af gangen. Uheldigvis var hendes stue en af de første, så der var ikke så lang tid til at forberede sig i. Mine skridt lød høje, da jeg trådte ind i det mussestille værelse, hvor jeg straks fik øje på Mischa, der lå i hospitalssengen, indsvøbt i vide tæpper. Mit hjerte sprang et slag over ved synet, og jeg stoppede op i et sekund, inden jeg gik tættere på og satte mig på stolen, der stod ved siden af sengen.

Min hånd fandt langsomt hendes, der lå slapt ned langs siden, og jeg klemte den hårdt. Hun var så smuk og fredfyldt, som hun bare lå der med lukkede øjne. Jeg kunne igen mærke tårende trille langsomt ned af mine kinder, og jeg tørrede dem arrigt væk.

Jeg lænede mig hoved helt ind til hendes og kyssede hende blidt på kinden.

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg lavt og kiggede på hende med tårevæddede øjne. ”Du må aldrig gøre sådan noget igen. Lov mig det,” jeg vidste godt, at hun ikke kunne høre mig, men det var rart at sige det til hende. At vide, at jeg rent faktisk kunne snakke med hende og ville komme til det igen. Jeg rejste mig efter et kvarters tid op igen og gav hende endnu et kys på panden, inden jeg gik ud af værelset. Selvom jeg var glad for at være der, kunne jeg ikke holde tanken ud om, hvad der kunne have været sket. Jeg blev nødt til at komme ud og have lidt tid for mig selv.

”Jeg tager en taxa hjem,” sagde jeg mut til drengene, der bare nikkede forstående.

Liams synsvinkel:

”Jeg tager en taxa hjem,” lød det fra Louis, der lige var trådt ind i venteværelset igen. Man kunne sagtens se, at han havde grædt igen og for at være ærlig, havde jeg aldrig set ham se så.. lille ud. Det lignede, at han kunne knække sammen hvert øjeblik, det skulle være. Vi nikkede alle til ham, som en forståelse af hans ord og kort efter forvandt han ud af svingdøren.

Tanken om at lægerne vidste hvad Mischa hed nagede mig ekstremt meget. De ville jo finde ud af, at hun var meldt savnet, når de begyndte at slå hendes navn op i registrene, og det var lige præcis det, der ikke måtte ske. Da jeg så den mandlige læge gå forbi igen, tog jeg en beslutning og sprang op af stolen for at følge efter ham. Drengene kiggede underligt på mig men sagde ikke noget til det ellers.

”Kan jeg lige snakke med dig?” sagde jeg til lægen, da jeg var nået op på siden af ham. Han stoppede overrasket op og nikkede så med et smil. Vi placerede os helt ude i siden af gangen, så de andre patienter kunne komme forbi. ”Det drejer sig om Mischa,” lagde jeg ud med en alvorlig mine.

”Jaså?”

”Jo. Hun er ikke bare hvilket som helst pige. Hun har en meget barsk baggrund, der også er skyld i alt det, der skete her nu…” jeg følte, at jeg bare snakkede, snakkede, snakkede og snakkede i en uendelighed, da jeg fortalte historien, men jeg blev nødt til at fortælle det hele for at få min plan til at virke. ”…Er der noget, jeg kan gøre for, at du ikke ringer til politiet?” afsluttede jeg og kiggede bedende på ham. Jeg vidste godt at chancerne for at en læge ville lyve omkring det, nok ikke var særlig stor, men jeg blev nødt til at prøve.

”Jeg ved det sku ikke rigtigt,” sagde han og lignede en, der kraftigt overvejede et eller andet. ”Okay, hør her. Hvis du lover, at hun kommer på rehab, så snart hun kommer hjem.. Så skal jeg nok lade være med at sige noget,” Jeg smilede stort ved lyden af hans ord og nikkede ivrigt. ”Tusind tak. Du må være hendes livs helt, ved du godt det?” han smilede lidt men kiggede så alvorligt på mig igen.

”Lov mig at du fortæller mig, hvordan det kommer til at gå med hende fremover,” Han proppede hånden ned i en af sine lommer, hvorfra han fandt et stykke papir og en kuglepen frem, hvor han hurtigt skriblede sit nummer ned. Så rakte han det til mig, og jeg tog gladelig i mod det. Jeg var virkelig villig til at gøre alt for den mand lige nu, om jeg så skulle flyve til rummet.

Mischas synsvinkel:

Mine øjne bevægede sig lidt, inden jeg langsomt slog dem op. Og lukked dem i igen, da jeg blev blændet at det skarpe lys og de hvide vægge, der fremstod meget frembrusende for mit syn. Hvor var jeg overhovedet henne? Jeg var i hvert i fald ikke hos Louis, da der var grå vægge og ikke hvide. Og hos James var der mørkeblå. Mit hoved gjorde ondt, og jeg havde en følelse af, at jeg var blevet tømt for alt inden i mig. Og så gik sandheden langsomt op for mig. Hver en detalje pressede sig ind i mit hoved, så jeg umuligt kunne glemme, hvordan jeg var endt her.

Jeg var ikke død. Jeg troede, at jeg skulle dø, jeg var så stensikker på det. Jeg følte, at jeg var død. Men nej, jeg overlevede. Jeg kunne mærke en klump samle sig i halsen på mig og mine øjne blive våde af tårer. Jeg havde næsten glædet mig til ikke at skulle være her mere, til at komme væk fra det hele. Men nu var jeg her stadig. Et højt hulk forlod mine læber efterfulgt at et til, så et til og endnu et. Jeg vidste ikke, at der var nogen herinde, før et par spinkle arme lagde sig om min krop og holdt mig tæt indtil sig.

”Rolig nu. Det skal nok gå søde,” da personen begyndte at snakke, gik det op for mig, at det var Perrie, der var her.

”Hv..Hvordan fandt .. du mig?” sagde jeg med rystende stemme og kiggede på hende. Hun græd selv, og jeg kunne ikke klare at tænke op, at det var pga. mig.

”Jeg skulle tilbage og hente min mobiloplader, og så lå du i sofaen,” sagde hun og tog fat i begge mine hænder, som hun gav et klem. ”Det var lige før, du ikke klarede det,” Inden jeg kunne nå at sige noget, blev døren åbnet igen, og jeg kunne med det samme se, at det var Liam, der var trådt ind. I tre store skridt var han henne ved mig og havde lagt sine arme om mig.

”Hvordan har du det?” spurgte han bekymret og trak sig lidt væk fra mig, så han kunne se mig i øjnene.

”Sådan.. Fint nok,” Løgn. Jeg havde det af helvedes til både fysisk og psykisk, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg lavede her, når jeg burde have været død af overdosen. Liam så langt fra overbevist ud men valgte åbenbart at slå det hen, da han begyndte at snakke igen.

”Jeg har fået lægen til ikke at ordne de praktiske oplysninger med dit navn og alt det, da det nok ikke ligefrem var så smart. Men han ville have noget i gengæld, og det bliver du nødt til at hjælpe mig med. Jeg nikkede bare, klar på at hjælpe ham med alt, der skulle hjælpes til, for at politiet ikke ville finde ud af, at jeg havde været her.

”Du skal på rehab,”

_______________________________________________________________________________

Nå! Hvad synes i så om dette kapitel? Spændende, kedeligt?

Og hvad tror i, der kommer til at ske med Mischa, og hvad gør Louis i forhold til sine følelser for Mischa og hadet til stofferne, der før har fået ham til at undgå Mischa i flere dage?

Husk at like, det ville betyde mere, end i aner!:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...