Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8771Visninger
AA

9. Happiness of the moment

 

Jeg havde dummet mig. Jeg havde virkelig gjort noget dumt den her gang. Jeg rullede rundt i sofaen og fandt på den måde ud af, at den ikke var speciel bred, for lidt efter lå jeg på gulvet med et hult bump. Jeg ømmede mig lidt men kiggede straks op, da jeg registrerede et andet menneske ved siden af mig. Jeg fik straks øje på Zayn, der kiggede bekymret på mig. Jeg kunne ikke lide, at jeg var skylden til, at han var bekymret og kom rendende om natten for at hente mig, der var helt langt væk på stoffer.

Forsigtigt rejste jeg mig op og placerede mig i sofaen med øjnene rettet mod mine hænder, der lå i mit skød.

”Hvad skete der i går Mischa?” jeg krympede mig ved hans ord og rykkede utilpas på mig.

”Fortalte jeg dig ikke det i går?” sagde jeg med en svag stemme, der næsten ikke var til at høre. Zayn rystede opgivende på hovedet, men stoppede så brat med blikket suget fast på min arm. Jeg skulle lige til at spørge, hvad han gloede på, da det gik op for mig, hvad det var. Jeg havde fucking skåret i mig selv i går. Hurtigt lagde jeg min højre hånd over sårene på venstre arm. Selvom det sved og gjorde ondt som en i helvede, lykkedes det mig at holde masken.

”Hvad fanden har du lavet Mischa?!” sagde – nærmere råbte – han højt, og jeg kiggede forskrækket på ham. Han så sur ud.

”Det er ikke noget,” mumlede jeg, da jeg følte, at jeg blev nødt til at sige noget.

”Ikke noget? Du har jo skåret i dig selv for fanden!”

”Det er gammelt,” Fuck, hvor var det lamt af mig at sige sådan noget. Det gjorde det ikke engang bedre om det var gammelt eller nyt. Af ren aggression fjernede jeg min hånd fra armen, så sårene igen var synlige.

”Forklar mig så lige, hvorfor der er størknet blod ned af din arm,” Fuck. Busted. Jeg bed mig hårdt i læben, da jeg kunne mærke tårende bygge sig op i mine øjne og gøre dem helt blanke. Hvorfor var det også så fandens besværligt, lige meget om der var nogle, der bekymrede sig for en eller ej?

”Niall!” råbte Zayn igennem lejligheden og straks, kom han luntende som en hund, der adlød sin ejer. Han fulgte Zayns finger, der pegede på mig og spærrede forskrækket øjnene op, da han så sårene. Zayn kiggede på ham med et ulæseligt blik, og nikkede så bestemt. Jeg tørrede irriteret en tåre væk, der var trillet ned af min kind mod min vilje.

”Du skal snakke med Louis, Mischa,” sagde Niall og kiggede alvorligt på mig. Åh min gode gud, hvad skulle jeg gøre?

Louis synsvinkel:

”Hej Lou,” lød det alvorligt fra Niall i telefonen, og jeg rynkede en smule forvirret på næsen. Han plejede altid at lyde så glad, når man snakkede med ham.

”Hvaså Nialler?” sagde jeg friskt på trods af, at jeg egentlig ikke havde det så overdrevet godt lige for tiden. Mine tanker kredsede hele tiden om Mischa, og jeg kunne bare ikke få dem ud af mit hoved.

”Øhm.. Det er Mischa. Du bliver nødt til at få snakket med hende, det er helt langt ude der her,” Det var næsten som om, han faldt over ordende, så stærkt gik det. Jeg sukkede højt og en smule irriteret, men det var kun fordi, jeg var ked af det over hende.

”Hvad sker der nu med hende?” Der var en lang tavshed, inden der igen blev snakket fra den anden ende af røret.

”Hun har skåret i sig selv i går. Jessica fortalte os det ikke, så Zayn opdagede det her for lidt tid siden,” Hvad havde hun? Havde hun seriøst skåret i sig selv? Jeg kunne mærke et stik i hjertet, da han sagde det og følte mig om muligt endnu mere ked af det. Hun var så langt ude, og det var som om, at hun ikke selv ville indrømme det, selvom hun udmærket vidste det. Jeg kunne mærke vreden komme snigende op i mig, og lidt efter to den næsten helt over mine andre følelser. Hun skulle fandme ikke rende rundt og gøre skade på sig selv, lige meget hvor dårligt hun havde det.

”Hvad fanden har hun gang i?” brølede jeg og rejste mig oprevet fra bordet, så Harry skræmt kom travende ind til mig. ”Jeg kommer og snakker med hende, om hun vil gå med til det eller ej. Sådan noget, skal hun fandme ikke gøre,” Jeg smed røret på, inden Niall kunne nå at sige noget og ignorerede Harrys spørgende blik. Jeg hoppede hurtigt i noget tøj og pjaskede lidt vand i hovedet. Det kunne måske få mig til at tænke lidt bedre.

”Jeg tager hen til de andre,” sagde jeg kort til Harry, inden jeg smuttede ud af døren og ud til min bil.

 

 

Mischas synsvinkel:

Det bankede hårdt på døren, og jeg kunne mærke en klump, der pressede på i halsen. Jeg ville ikke græde foran Louis. Jeg ville ikke være svag over for ham, når han tydeligvis ikke kunne klare synet af mig. Zayn så næsten helt bange ud, da han gik hen til døren for at åbne op, og jeg forstod ham egentlig godt. Jeg havde kunnet høre Louis i telefonen, da Niall havde fortalt, hvad jeg havde gjort. 

”Hvor er hun?” lød det oprevet fra Louis, og jeg kunne høre ham trampe igennem huset. Jeg gik ud fra, at de havde peget hen mod stuen, for han kom i hvert i fald den vej. Jeg havde virkelig lyst til at forsvinde ned i et hul eller stikke hovedet derned, ligesom strudse gør. I hvert i fald alt andet end at være her. Mit hjerte sprang et slag over, da han pludselig stod i døren med et vredt blik.

Jeg kunne virkelig ikke lide det.

Der var en lang og ubehagelig stilhed, hvor hverken mig eller Louis så ud som om, at vi ville sige noget. Derfor gav det et lille sæt i mig, da hans stemme lød.

”Hvad har du gang i Mischa?” Hans stemme var helt kold og tom, så den matchede hans øjne, der på en eller anden måde havde fået fat i mine. Selvom jeg desperat prøvede at kigge ned, var det som om, jeg ikke kunne.

”Gider du svare mig?” Igen gav jeg et sæt fra mig, da han snakkede. Jeg havde det som om, at jeg aldrig havde følt mig så skrøbelig, selvom det langt fra var rigtigt. Jeg havde jo prøvet langt være i løbet af mit forfærdelige liv, men det her var noget andet. Det handlede om en, jeg holdte af og ikke mig selv.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare,” sagde jeg efter lang tids overvejelse. Jeg havde virkelig ikke noget at sige. Det var jo dumt og uansvarligt, det jeg havde gjort, og det havde bestemt ikke været til nogen nytte. Louis trådte nogle skridt fremad, så han stod lige foran mig og rakte så ud efter min arm, som jeg lod ham tage. Han fik lagt sin hånd lige oven på sårene, så jeg gav et lille gisp fra mig i smerte. Det var virkelig ikke meningen, men det gjorde bare så ondt. Hurtigt flyttede han sin hånd, men han holdt stadig fat i min arm. Han lod sine øjne nærstudere min arm, og jeg kunne flygtigt se et trist udtryk i hans øjne, inden han igen fik kulden tilbage.

”Undskyld, Louis!” sagde jeg i et desperat håb om, at det ville hjælpe.

”Undskyld? Skaden er jo ligesom sket Mischa,” vrissede han og stirrede surt på mig. Han så virkelig uhyggelig ud, når han stod sådan. Jeg kunne igen mærke tårende trille ned af kinderne på mig, selvom jeg ikke havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at græde. Arrigt tørrede jeg dem væk med min højre hånd og kiggede på mine lår.

Hvorfor kunne han ikke bare have en lille smule medfølelse for mig?

”Kan du ikke bare forstå, at jeg ikke har det godt Louis? Tror du virkelig, at din opførsel hjælper på det hele?” sagde jeg pludselig højt og vredt, hvilket kom bag på både ham og mig. Jeg kunne mærke vreden stige op i mig, ubevidst over hvor den kom fra. ”Jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har jo kun været så forfærdelig, fordi jeg skulle overleve på en eller anden måde! Og når i så pludselig komme rendende ind i mit liv, ved jeg sku da ikke, hvad jeg skal gøre,” min lange talestrøm blev langsomt overtaget af nogle hulk. Jeg lagde hovedet i hænderne og tillod mig selv at græde.

”Fortæl mig om din barndom,” sagde Louis, da jeg havde grædt ud. Zayn og Niall blandede sig heldigvis ikke i det her, hvilket jeg var utrolig taknemmelig for. Jeg hev anstreng vejret ind et par gange, før jeg begyndte at fortælle.

Jeg kunne se, hvordan han langsomt sænkede skuldrende, og hvordan hans blik ændrede sig fra koldt til… bekymret? Jeg kunne ikke helt tyde det, men det var i hvert i fald ikke vredt og koldt mere. Han sad i lang tid og kiggede på mig, men jeg undlod med vilje hans blik. Først da jeg mærkede, hans hænder tage fat om mine, kiggede jeg op af ren forskrækkelse. De øjne jeg mødte var fyldt med bekymring og sorg.

”Hvorfor har du ikke fortalt det noget før? Hvis bare jeg vidste, hvordan det hang sammen,” sagde han blidt og gav mine hænder et klem. Jeg kiggede forsigtigt på ham og trak så på skuldrende. Pludselig hev Louis mig ind til ham og holdt mig tæt til sig, imens han nussede mig på ryggen. Jeg kunne ikke lade være med at smile stort, da jeg kunne mærke varmen fra ham.

”Undskyld,” mumlede jeg ned i hans skulder. Jeg kunne virkelig ikke klare at skulle være uvenner med ham mere.

”Du skal ikke sige undskyld Mischa, jeg burde ikke havde flippet så meget ud på dig,” sagde han og trak sig væk fra mig, så han kunne kigge mig i øjnene.

”Men jeg vil ikke have, at du tager stoffer igen. Og jeg vil godt have, at du prøver at få sagt op ude på det arbejde,” selvfølgelig, ville han det. Problemet var bare, at det var lidt umuligt.

”Louis, jeg skylder penge. Jeg kan kun tjene penge til at leve på det job,” mumlede jeg og bed mig hårdt i læben.

”Den diskussion tager vi ikke nu, når jeg lige har fået dig tilbage igen,” Og med de ord lænede han sig langsomt frem ad og pressede sine læber blidt mod mine. Jeg kunne allerede mærke følelsen af øjeblikkets lykke komme snigende frem i mig.

______________________________________________________________________________

Undskyld for et lorte kapitel, men jeg synes bare, at det var en milliard år siden, jeg sidst har publiceret :) Er i praktik hos Københavns Politi i den her uge, så jeg er mega smadret, når jeg kommer hjem + jeg har en plan om, at jeg skal gå i seng kl 22, så jeg har ikke så meget tid om aftenen mere. Og i dag skulle jeg også nå at lave mad og købe nogle bukser, så jeg fejlbedømte tiden lidt.

Bliver lige nødt til at komme ud med to ting:

1. kegegkejekegkegjegehhbebf praktik i politiet er bare lækkert! Kan blive ved med at snakke om det konstant! Vi får lov til så mange fede ting, og nu har jeg også prøvet at holde en pistol :D Feeling cooooool!

2. Har fucking ventet på Nialls twitcam i 2 timer, og da han så endelig kommer på, gider det fandme ikke virke. Så jeg har brugt en time ekstra på at få det til at virke, hvilket ikke lykkedes. Så jeg vil gå ulykkelig i seng..

Godnat :)x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...