Some scars won't heal (1D)

Mischa Jackson er på randen til at bukke helt under og forsvinde fra verdenen. Hun har haft en forfærdelig barndom, der har gjort, at hun er løbet hjemmefra og endt som en blanding mellem lejemorder og prostitueret. Hun kæmper for at tjene penge, så hun kan fortsætte sin flugt fra det tidligere liv. Hvad sker der, da Mischa støder ind i fyren Louis Tomlinson, der begyndter at tage sig af hende?
Vil hun starte et nyt liv med Louis, eller vil hun være så medtaget af hendes gamle, at hun trods Louis vælger at forlade det hele?

73Likes
112Kommentarer
8861Visninger
AA

20. Final goodbye

 

De voldsomme skridt fra betjentes nærmede sig med høj hastighed stuen, hvor jeg sad i, og jeg kunne straks mærke angsten stige op i mig. Jeg var bange. Virkelig bange. Jeg klyngede mig ind til Louis, der lagde sin arme beskyttende om mig.

”Der er hun,” lød en stemme, og jeg kiggede op for at få øje på to midaldrende betjente, der stod i indgangen til stuen, hvor af den ene pegede på mig. Jeg krympede mig under deres blikke, og det gik op for mig, hvorfor jeg altid havde hadet politiet. De var ikke retfærdige på nogen måde. De havde ikke sympati for, hvis folk havde det svært og fokuserede kun på det dårlige, folk havde gjort i hele deres liv. Og så var de skide ubehagelige at snakke med på gaden. De var så voldsomme. De gik med nogle lange skridt hen til mig og hev fat i min arm, som jeg straks prøvede at hive til mig.

”Du skal ikke stritte i mod,” brummede den ene af dem og hev igen i mig. Louis strammede grebet om mit liv, og jeg kiggede bange på ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men inderst inde vidste jeg godt, at løbet var kørt. ”Slip hende, eller du også kommer med,” vrængede den ene af betjentene til Louis, der stædigt kiggede på ham og så på mig. Jeg rystede på hovedet for at vise, at det ikke ville nytte og med hjælp fra Zayn, der lagde en hånd på hans arm, slap han mig. Inden betjenten nåede at hive i mig igen, rejste jeg mig lydigt op. Selvom jeg på ingen måde havde brug for det, lagde de mig i håndjern, der ubehageligt skar ind i mine håndled. Betjente begyndte brutalt at hive mig hen mod døren og lod mig knap nok få sko på. Med hjælp fra en af dem, fik jeg dem dog på og kiggede fortvivlet tilbage på drengene, der sad i sofaen og så mindst lige så fortvivlede ud. De vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle gøre, og sagen var så også, at der ikke var noget at gøre. Det der ikke måtte ske var sket.

Jeg blev hevet hen til en ’normalt udseende’ politibil, der stod med blink på og kunne ikke undgå at ligge mærke til de mange paparazzier, der havde samlet sig omkring huset for at se, hvad der skete. Det gav et stik inden i mig, da jeg kom til at tænke på, hvad det ville betyde for One Direction. Jeg ville smadre deres ry totalt.

Jeg blev smidt ind på bagsædet uden nogle ord og en af betjentene hoppede ind bag i til mig, mens den anden kørte. Jeg gjorde ikke noget, men alligevel sad betjenten helt op af mig. Han smilede til mig og så næsten helt undskyldende ud. Forsigtigt smilede jeg tilbage og begyndte faktisk at syntes lidt bedre om ham. Køreturen virkede ikke så lang, men jeg havde ingen tidsfornemmelse, så jeg anede ikke, hvor vi var, og hvor lang tid det tog, men vi var i hvert ankommet på stationen. Jeg blev ført ind i gennem den store gård, hvor der stod massere af patruljebiler og små minibusser side om side. De lignede næsten en hel hær.

Inde på stationen var der en betjent, der tog i mod os. Han bad mig om mit navn, alder og alt det der, og for første gang i lang tid fortalte jeg rent faktisk det rigtige. De ville alligevel finde ud af det, og de vidste jo også godt, at jeg var eftersøgt. Jeg blev visiteret af ham betjenten, der havde siddet omme bag i med mig. Han gjorde det så forsigtigt, og jeg kunne sagtens fornemme på ham, at han nok ikke havde lyst. Han havde nok medlidenhed med mig.

”Kom med,” lød det strengt fra den anden betjent, som jeg slet ikke kunne tage, men jeg gjorde alligevel, som han sagde. Måske ville jeg slippe lidt længere, hvis jeg var sød. Jeg trissede med ham ind i et lille hvidt rum med en høj bænk det agtig ting, der ligesom var muret fast på væggen, hvis i forstår, hvad jeg mener. Oven på den lå en brun madras, og så var det det. Jeg vidste, at det var værre i detentionen, da der bare lå en madras nede på gulvet, fordi det kun var ekstremt berusede mennesker og folk, der ikke kunne styre sig selv, der kom derind. Og så var det jo ikke så smart, hvis de faldt ned for en høj bænk og slog hovedet, fik en hjerneblødning og i værste tilfælde døde af det. Og jeg vidste virkelig ikke, hvor jeg havde den viden fra, men det hade jeg bare. Betjenten tog håndjernene af mig og gik så ud af venteværelset og efterlod mig alene. Jeg satte mig frustreret på bænken og kunne straks mærke følelserne overtage mig. Jeg følte mig så svag, og jeg vidste, at der nok ikke var nogen vej ud efter det her. Langsomt blev mine øjne fyldt med vand og tårende begyndte at trille ned af kinderne på mig, i mens jeg langsomt begyndte at synge en sang, der var kommet på i min tankegang. Den passede perfekt på min situation.

*I må meget gerne høre den i mens! Jessie J – Big White Room*

Sit in a big, white room alone

Tilt my head back, feel the tears fall down

Close my eyes to see in the dark

I feel young, broken, so, so scared

 

I don't wanna be here anymore, I wanna be somewhere else

Normal and free like I used to be

But I have to stay in this big, white room

With little old me

I'm going crazy, I'm losing my mind

I'm going crazy in this big, white room of mine

I'm going crazy, yeah, I'm losing my mind

I'm going crazy in this big, white room of mine

Sitting in a big white room alone

Close the door, don't want the pain to come in, no

I clench my fist and try to stay strong, I cry, I feel sick
 

Tårende strømmede ukontrolleret ud, og jeg gad ikke engang føre noget for at stoppe dem. Alt det gode der lige var kommet ind i mit liv, syntes at være forsvundet på så kort tid. Det kunne godt være, at det rent faktisk ikke var forsvundet, men hvad var mine chancer, når jeg ikke have nogle beviser på, at jeg havde haft det dårligt derhjemme? Jeg ville blive tvunget til at bo hos min far, hvis ikke jeg skulle i fængsel for alt det lort, jeg havde lavet.

Timerne gik, og jeg sad bare og stirrede tomt ind i den hvide væg. Jeg havde det dårligt, og min træng til stoffer var kommet flyvende tilbage og havde lagt sig som et tæppe over mig. Jeg rystede, svedte og frøs på samme tid, og det var præcis de samme symptomer som sidst. Jeg havde det forfærdeligt.

Jeg kiggede med et ryk til siden, da døren blev smækket op og kunne straks mærke, at jeg slappede en smule mere af, da jeg så, at det var ’den søde’ betjent, der var kommet ind. Jeg lod igen mit blik ligge på væggen og stirrede igen tomt på den. Det var som om, at alt andet var lige meget for mig lige nu. Han gik helt hen til mig og satte sig ved siden af mig, hvilket undrede mig ekstremt meget. ”Jeg er ked af, at jeg skal sige det her til dig,” sagde han og holdte inde, som om han lige skulle tage sig sammen til at sige det.

”Ja?” sagde jeg så for at få ham i gang med at fortælle.

”Ja øh… Du har fået en dom,” mumlede han og rømmede sig, inden han igen snakkede. ”Du har fået 16 år for alle de mord,” Hvad? Vidste de, at jeg havde myrdet folk og vidste de, hvad jeg havde lavet indtil nu? Jeg vendte igen mit hoved mod ham og stirrede chokeret på ham. ”Det kan.. Det kan du ikke mene,” udbrød jeg chokeret og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle formulere mine ord. Han nikkede bare trist og kiggede ned på sine hænder. Det var som om, jeg kunne mærke alt farven forlade mit ansigt, da ordende fik trængt ordentligt ind. Desperat rystede jeg på hovedet og kunne ikke styre tårestrømmen, der gled ned af mine kinder. ”Nej, nej, nej, nej,” messede jeg i et desperat håb om, at han ville sige, at det bare var for sjov.

”Du får lov til at tage hjem og sige farvel til dem, du skal sige farvel til, og så skal du møde her kl. 8.00 i morgen tidlig. Og.. Hvis du ikke dukker op, kommer der nogen og henter dig,” Han lød ikke som en, der rent faktisk havde lyst til at overbringe sådan en besked, og jeg havde mest af alt lyst til at give ham et stort kram. Jeg tørrede arrigt mine øjne og snøftede højt ind for at få styr over min vejrtrækning, der var kørt helt af sporet.

”Kom med,” sagde han og tog fat i min overarm, så han kunne føre mig ud af venteværelset. Jeg fulgte bare lydigt efter, da jeg ikke synes, at det var noget værd at gøre noget. Jeg havde mistet alt modet på mig selv, og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare de 16. år i fængsel. Hele mit liv havde været noget værre rod, og jeg kunne ikke klare at få det sidste lorte puf i ryggen, der fik hele min verden til at falde sammen. Det var som om, jeg ikke måtte have et godt liv, for så snart noget godt – Louis og drengene – kom ind i mit liv, skete der noget andet forfærdeligt. Jeg blev ført ud til det sted, jeg var kommet ind og fik min telefon tilbage, som jeg havde fået taget fra mig, da jeg kom ind. Så førte betjenten mig ud på vejen og slap så grebet om mig.

”Jeg ved godt det her er underligt –” sagde jeg og lagde mine arme om ham og trak ham ind i et kram. Han stod lidt overrasket, inden han også lagde sine arme om mig. ”- Jeg kunne bare ikke lade være,” afsluttede jeg min sætning, da jeg havde trukket mig ud af kampen. Jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg gjorde det, men jeg kunne ikke lade være. Han havde bare virket så uskyldig og så meget i mod alt det her, at jeg allerede var helt vild med ham.

”Hvad hedder du?”

”René,” sagde han og sendte mig et lille smil.

”René. Du skal nok blive til noget stort engang med det hjerte. Held og lykke,” sagde jeg og klappede ham blidt på brystet. Så vendte jeg mig om og begyndte at gå væk fra ham og ned af gaden.

”I lige måde Mischa,” hørte jeg ham sige og smilede for mig selv. Mine tanker var et stort virvar, og jeg kunne ikke holde styr på en skid. Der var dog en ting, jeg vidste, og det var, at jeg ikke kunne klare det her mere. Mit liv var ikke noget værd, og jeg havde prøvet at holde fast i alt det positive i så mange år, uden en eneste god reaktion. En idé tog langsomt form i mit hoved, og selvom det fik det til at snurre underligt i min mave og mit hjerte til at banke hurtigt og ude af takt, vidste jeg, at jeg blev nødt til det. For min egen skyld.

Mine ben førte mig ned af de mange gader og gyder, i mens jeg prøvede at tømme mit hoved for de mange advarsler, der dukkede op på stribe. Jeg vidste, at det var det rigtige at gøre, og jeg ville også gøre det, ligeglad med mine egne protester. Jeg kom ned af den allersidste gade og fik straks øje på det velkendte skilt hos James. Jeg gik det sidste korte stykke vej i et hurtigt tempo og slog så hårdt døren op. Jeg havde ikke styr på mig selv, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Der var en del mennesker, da klokken var blevet omkring 21.00 og gæsterne var begyndt at komme. Frustreret kæmpede jeg mig igennem de svedige og lugtende mennesker og endte op ved døren til James kontor. Uden at banke på trykkede jeg ned i håndtaget og åbnede døren. Hans krop var placeret på hans lille kontorstol, og han kiggede forskrækket op, da jeg kom brasende ind.

”Mischa,” gispede han og slog en hånd for munden. Han havde tydeligvis ikke regnet med at se mig her, og jeg kunne egentlig godt forstå ham.

”De har fundet mig James. Jeg har fået en dom på 16 år, pga. mordende. Det er jo kun dig, der har papir på, hvor mange det er, det er gået ud på,” sagde jeg og kiggede afventende på James. Hvis det ikke var ham, der havde udleveret det til politiet, vidste jeg godt nok ikke, hvem det var.

”Mischa, jeg sværger, det var ikke mi..” – ”Hvem var det så?” Pludselig slog han den anden hånd for munden og kiggede forfærdet på mig. ”Nu ved jeg hvorfor mine ting ikke lå, som de plejede. De har været her og snage i mine sager,” Hans ansigt blev dystert, da han sagde det sidste, og jeg kunne godt se på ham, hvor vred han var over det. I stedet for at svare ham på det, han sagde, stillede jeg ham et nyt spørgsmål.

”Har du noget?”

”Er du sikker på, det er en god idé? Jeg mener, når du skal derind,”

”Det er lige præcis derfor, jeg skal have noget. For at kunne klare det bare noget af tiden derinde,” jeg håbede virkelig ikke, at man kunne høre på mig, at jeg løg, da jeg sagde de ord, men det virkede ikke sådan, for med et suk rejste han sig op og fandt en pose frem med noget, der kun kunne genkendes som amfetamin. Jeg tog i mod det og proppede det ned i min bh, da jeg var bange for, at jeg ellers ville tabe det.

”Held og lykke med det,” sagde James og smilede trist til mig. Det var anden gang på kort tid, at der var nogen, der sagde held og lykke til mig. Hvis de bare vidste, hvad der ville ske, ville de nok ikke sige det. Jeg smilede kort, inden jeg forlod kontoret igen. Uden at hilse på nogle af de andre, gik jeg ud på gaden igen. Jeg orkede ikke at gå, så jeg prajede bare en taxa i stedet for. Jeg kunne lige så godt bruge de penge, jeg havde i min pung, da jeg ikke havde noget andet at bruge dem på.

Hurtigt var vi fremme ved Louis hus, så jeg fik betalt chaufføren, inden jeg gik op til døren. Jeg stod et øjeblik og tog mig sammen, inden jeg trak ned i dørhåndtaget, så døren gik op. Stille fik jeg mine sko af og trissede ind i stuen. Jeg kunne straks mærke 5 par øjne ligge på mig, da de stadig sad i stuen, præcis som da jeg forlod dem.

”Mischa!” udbrød Louis og sprang op, da han så mig. Han lagde armene om mig og knugede mig ind til sig, som om han var bange for, at jeg pludselig ville forsvinde. Jeg lagde min arm om ham og holdte også hårdt om ham. Jeg indsnusede duften af hans voks, cologne og mærkede hans muskler under hans tøj, der spillede lidt, da han strøg mig på ryggen. Jeg ville have alt ind, da jeg vidste, at det nok var sidste gang, vi stod sådan her. Han trak sig væk fra mig og kiggede mig dybt i øjnene, hvilket fik mig til at føle mig en smule ubehagelig til mode. Jeg følte, han kunne se lige igennem mig. Vi placerede os i sofaen, hvor de andre drenge også sad mast sammen og kigge på mig med en blanding af nysgerrighed og bekymring i blikket.

”Hvad skete der derovre?” sagde Niall forsigtigt og tog en bid af den gulerod, han havde i den ene hånd.

”Jeg skal i fængsel, ”- de gispede højt, og jeg fortsatte – ”I 16 år. De har fundet ud alt det med mordende,” De kiggede alle 5 forskrækket på mig og sad med åben mund og opspilede øjne. ”Fuck noget lort,” sagde Zayn og bed sig i læben.

”Jeg skal være derhenne igen i morgen kl. 8.00,” jeg kiggede ned, da jeg havde det dårligt med at lyve over for dem. For sandheden var, at jeg ikke ville dukke op derhenne. Louis lagde armene om mig bagfra, da jeg sad halvt oppe af ham i sofaen, og foldede sine hænder omkring min mave.

”Du skal nok klare det smukke, det ved jeg,” sagde han og kyssede mig blidt på kinden. Jeg blinkede irriteret en tåre væk, der havde fundet sig vej til min øjenkrog og truede med at trille. Det var sødt, at Louis rent faktisk troede på, at vi ville være sammen i 16 år, imens jeg var i fængsel. Det var jo helt surrealistisk og desuden ville jeg også sætte en stopper for det. Jeg nikkede bare og kiggede så rundt på dem.

”Vil i ikke smutte ned og købe noget aftensmad?” sagde jeg så, da jeg vidste, at det var den bedste afledningsmanøvre, og de ville helt sikkert hoppe på den, når nu kl. var 21.30, og jeg ikke havde fået aftensmad endnu. De nikkede bare ivrigt og rejste sig op.

”Skal jeg ikke blive her?” spurgte Louis om med en bekymret klang i stemmen og kiggede på mig. Jeg rystede bare på hovedet og sendte ham et blik, der forhåbentlig signalerede, at jeg gerne ville være alene lidt. Han nikkede bare, bukkede sig ned og kyssede mig og forsvandt ud af døren efter de andre drenge. Og så kom tårende. Alle de tårer, jeg havde hold inde, siden jeg fandt ud af, at mit liv var ødelagt. Og det var sidste gang, jeg ville se drengene i hele mit elendige liv. Mine læber brændte stadig efter Louis berøring, og jeg lod langsomt fingrespidserne glide over dem. Jeg hadede mig selv for at gøre det her over for dem, der rent faktisk holde af mig, men jeg havde brug for det, og jeg kunne ikke klare mere.

Forsigtigt stak jeg hånden ned i BH’en og fiskede posen med amfetaminen frem. Jeg smed den på bordet og gik så over til Louis jakke, hvor jeg fiskede hans pung frem. Jeg hev hans kreditkort og en seddel på af den og lagde den så fint tilbage. Jeg satte mig igen ved bordet og hældte alt indholdet fra posen ud. Med vante bevægelser fik jeg lavet nogle baner, og med vilje lavede jeg for meget. Det var meningen. Jeg puffede posen ned på gulvet, da den bare lå og var grim på bordet. Jeg satte som så mange gange før mit hoved ned til sedlen, jeg havde rullet sammen og sat ned til pulveret. Jeg hev vejret ind af næsen og kørte så hen langs banen, for derefter at begynde på den næste, så den næste, og så den sidste.

Og ja, der var rigtig meget men som sagt, så var det meningen.

Jeg kunne kort tid efter mærke præcis de samme signaler som sidste gang. Det var som om alle mine sanser blev skærpet i et stykke tid, for lidt efter at blive mere slørrede. Jeg blev svimmel og famlede mig hen til det høje spisebord, hvorpå der lå en blok og en kuglepen. Mine øjne begyndte igen at sende tåre ned af kinderne, og denne gang var jeg ligeglad.  Jeg vidste, at det hele snart ville blive bedre. Jeg tog med rystende hænder kuglepennen og begyndte at skrive.

Kære drenge.

Jeg ved, det her kommer til at lyde hårdt, men i skal vide det, så jeg ikke bare er væk uden en grund, når i kommer op igen. Jeg vil gerne fortæller jer, at i er nogle fantastiske drenge, og alle fortjener at kende nogle som jer. I har gjort så meget mere for mig, end i aner. I har givet mig en lykke, som jeg aldrig har følt før, og i har hjulpet mig med mine problemer. Jeg tror det her ville være sket for lang tid siden, hvis det ikke havde været for jeres hjælp. Men da jeg fik at vide, at jeg skulle ind og sidde i 16 år, gik det hele ligesom i vasken. Det hele startede forfra, denne gang med endnu flere problemer. Og dem har jeg haft nok af. Jeg kan ikke klare at skulle være væk fra det hele i 16 år og afsone min straf, for noget jeg gjorde for at overleve. Jeg kan bare ikke.

Hvis i nogen sinde ser min far, vil jeg godt have, at i siger dette til ham:

Far..

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, du gjorde dit bedste for at få det til at fungere, men det kan jeg ikke. Du prøvede ikke engang. Du sagde altid det samme ”Jeg gør det, fordi jeg elsker dig,” Så du slog mig, fordi du elskede mig? Du drak dig pisse fuld, fordi du elskede mig? Så du viste alt det had til mig, fordi du elskede mig? Jeg tror ikke på dig, og på mange måder er det her din skyld.

Zayn, Liam, Niall, Harry (og Louis).. I er de allerbedste venner, jeg nogensinde har haft og nogensinde kunne have ønsket mig. Jeg vil gerne sige undskyld for, at jeg forlader jer. I den tid, jeg har kendt jer, har i altid været der for mig, lige meget hvor langt ude, jeg var. Jeg ville ønske, at jeg havde det samme mod, men det har jeg bare ikke. Jeg er der nu. Ved enden. I må ikke hade mig for det. I må love mig, at i husker mig, som den jeg var, og ikke som det i ser nu. Det vil betyde en person mindre i den her hårde, forfærdelige, grusomme og kolde verden. Vil det overhovedet gøre en forskel?

Louis.. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt på dig, men lov mig du kommer videre efter det her. Du skal finde en anden sød pige, som du kan elske, som du elskede mig. Jeg var så heldig at finde dig, og du skal vide, at du er den person i mit liv, der betyder allermest for mig. Jeg kommer til at savne dig helt ekstremt, men jeg ved, at det her bliver det bedste for mig.

Jeg elsker jer.

Farvel.

Jeg lod sedlen, der var blevet våd af mine tårer, ligge på bordet og lagde kuglepennen fint ved siden af. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre nu. Mine ben førte mig som i en trance ud i køkkenet, hvor jeg uden rigtig at styre mig selv fandt den store kniv frem. Jeg studerede den nøje, inden jeg med den i hånden og bankende hjerte gik ind på værelset og lagde mig ned i den lækre dobbeltseng. Jeg skulle skynde mig, hvis jeg skulle nå det, inden drengene kom hjem. Bedøvet af stofferne rejste jeg kniven og satte den mod indersiden af mit håndled, altså ved pulsåren.

Jeg havde ingen idé om, om det ville gøre ondt, så jeg lod den bare glide langs min hud, i mens jeg trykked hårdt ned. Det var som om en, det var en kildende fornemmelse viste sig, da jeg gjordet det og blodet begyndt at pible ud. Jeg gjorde det igen, og jeg vidste, at det kun var pga. stofferne, at jeg kunne blive ved. Jeg lod langsomt min fingre arbejde kniven længere og længere ind i min hud, og blodet løb ned at min arm for at dryppe ned i sengen. Jeg holdte en pause og kiggede lidt på det, jeg havde lavet. Hvis jeg gjorde det en gang til, ville jeg få hul ind til pulsåren, og så ville min plan være fuldført. Med en dybindånding lod jeg den skærer igennem en sidste gang og smed så kniven fra mig. Blodet strømmede uhæmmet ud, og det føltes som om, jeg takt for takt kunne mærke, hvordan det forsvandt, og hvordan jeg blev svagere og svagere.

Jeg kiggede op i loftet og fæstede blikket på lampen, der hang deroppe. Det var for sent at ændre mening nu. Jeg, Mischa Jackson, begik selvmord. Alle de års problemer og alle de år, hvor jeg havde prøvet at være stærk, var totalt spildte nu. Det hele var gået i vasken. Jeg ved ikke hvorfor, men mine tanker blev ledt over på den søde betjent. Hvad havde han troet, der her var endt op med? Havde tanken strejfet ham, og var det derfor, han havde været så trist på mine vegne? Jeg prøvede at finde ud af det, men det var som om min hjerne ikke ville fungere ordentligt.  Det hele gled rundt for mig, og jeg kunne ikke holde styr på, hvad der var hvad. Jeg fik pludselig ekstremt svært ved at trække vejret og hev efter det, da jeg kom i iltmangel. Det hele blev slørret for mig, og jeg vidste, at jeg inden længe ville indånde for en sidste gang. Jeg lod mit hoved falde til side, da jeg ikke kunne holde det mere og stirrede dermed ud i rummet. Jeg lod mine dårligt eksisterende tanker glide hen på Louis en sidste gang, inden jeg kunne mærke mig selv glide væk og tage det sidste åndedræt i hele mit liv.

Louis synsvinkel:

Jeg kunne ikke fatte, at Mischa skulle i fængsel. Kunne de da for helvede ikke se, at det ikke var fair? Jeg havde været ret fraværende under hele turen ned og købe pizza og var glad for, at vi var hjemme, så jeg kunne trøste Mischa. Jeg havde det så dårligt med, at jeg ikke kunne gøre en ragende skid ved det, og jeg vidste, at hun var ekstremt ked af det over det, selvom hun ikke ville vise det så meget.

”Mischa!” råbte Niall højt, da han trådte ind af døren. Vi fnes alle lidt af ham og sparkede skoene af. Jeg rynkede på panden, da hun ikke svarede på Nialls råb.

”Mischa?” gentog jeg, stadig uden noget svar.  Forvirret gik jeg ind i stuen, men hun var ikke der. Så gik jeg ud i køkkenet også uden held. Drengene var travlt optagede af deres mad, så de tænkte ikke så meget på, hvor Mischa var. Jeg gik ned af gangen og hen til toilettet. Forsigtigt bankede jeg på men kunne straks konstatere, at der ikke var nogen derinde, da døren straks blev skubbet op og det mørke rum tog i mod mig.

Hun var sikkert på værelset, selvfølgelig!

Jeg gik lidt længere ned af gangen og åbnede så døren på højre hånd op. Og så skreg jeg. Jeg havde aldrig i mit liv skreget så højt, som jeg gjorde nu. Jeg ville ønske, jeg ikke havde set det syn, der mødte mig, men det havde jeg. Mischa lå i sengen med blod over alt på armen, der stod i stærk kontrast til den hvide dyne. Hun lå og stirrede tomt ud i luften, og jeg kunne med det samme se, at hun ikke trak vejret. Jeg gik helt hen til hende med rystende skridt, bankende hjerne og hulk, der gennemrystede min krop. Hun var død. Min Mischa, min engel, mit alt. Jeg kunne høre skridt bag mig og kort efter nogle vilde gisp.

”Hvad fanden sker der?” lød det chokeret fra Liam. Jeg gad ikke kigge på dem og satte mig i stedet for bare på hug foran hende. Jeg kunne ikke fatte, at hun havde begået selvmord.

”Ring til politiet,” hørte jeg Zayn mumle, og kort efter var der en, der forlod værelset. Det var som om, at alt den lykke Mischa havde givet mig lige så stille sev ud af mig nu og efterlod mig tom og med et hult rum, inden i mig.

”Jeg fandt det her. Jeg synes, du skal prøve at læse det,” lød det stille fra Niall, der mindede om en, der kunne knække sammen hvert øjeblik, det skulle være. Jeg tog i mod det stykke papir, som han holdte hen mod mig og begyndte at læse.

 

Kære drenge.

Jeg ved, det her kommer til at lyde hårdt, men i skal vide det, så jeg ikke bare er væk uden en grund, når i kommer op igen. Jeg vil gerne fortæller jer, at i er nogle fantastiske drenge, og alle fortjener at kende nogle som jer. I har gjort så meget mere for mig, end i aner. I har givet mig en lykke, som jeg aldrig har følt før, og i har hjulpet mig med mine problemer. Jeg tror det her ville være sket for lang tid siden, hvis det ikke havde været for jeres hjælp. Men da jeg fik at vide, at jeg skulle ind og sidde i 16 år, gik det hele ligesom i vasken. Det hele startede forfra, denne gang med endnu flere problemer. Og dem har jeg haft nok af. Jeg kan ikke klare at skulle være væk fra det hele i 16 år og afsone min straf, for noget jeg gjorde for at overleve. Jeg kan bare ikke.

Hvis i nogen sinde ser min far, vil jeg godt have, at i siger dette til ham:

Far..

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, du gjorde dit bedste for at få det til at fungere, men det kan jeg ikke. Du prøvede ikke engang. Du sagde altid det samme ”Jeg gør det, fordi jeg elsker dig,” Så du slog mig, fordi du elskede mig? Du drak dig pisse fuld, fordi du elskede mig? Så du viste alt det had til mig, fordi du elskede mig? Jeg tror ikke på dig, og på mange måder er det her din skyld.

Zayn, Liam, Niall, Harry (og Louis).. I er de allerbedste venner, jeg nogensinde har haft og nogensinde kunne have ønsket mig. Jeg vil gerne sige undskyld for, at jeg forlader jer. I den tid, jeg har kendt jer, har i altid været der for mig, lige meget hvor langt ude, jeg var. Jeg ville ønske, at jeg havde det samme mod, men det har jeg bare ikke. Jeg er der nu. Ved enden. I må ikke hade mig for det. I må love mig, at i husker mig, som den jeg var, og ikke som det i ser nu. Det vil betyde en person mindre i den her hårde, forfærdelige, grusomme og kolde verden. Vil det overhovedet gøre en forskel?

Louis.. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt på dig, men lov mig du kommer videre efter det her. Du skal finde en anden sød pige, som du kan elske, som du elskede mig. Jeg var så heldig at finde dig, og du skal vide, at du er den person i mit liv, der betyder allermest for mig. Jeg kommer til at savne dig helt ekstremt, men jeg ved, at det her bliver det bedste for mig.

Jeg elsker jer.

Farvel.

Jeg lagde det stille på gulvet uden et ord og begyndte at hulke voldsomt. Selvom jeg normalt ikke var en fyr, der græd, kunne jeg bare ikke stoppe mig selv for det lige nu. Det var som om, jeg var helt væk i en anden verden, da politiet kom gående ind af døren. Jeg kiggede op på dem og blev overrasket over den ene af dem, hvis ansigt jeg kendte. Det var ham, der havde været med herhjemme og anholde hende. Jeg blev overrasket, da hans blik gik fra helt professionelt til ekstremt trist og skrøbeligt.

En arm lagde sig om mig og hjalp mig op at stå. Selvom jeg allerhelst ville blive her, vidste jeg, at det ikke kunne lade sig gøre. Lige inden jeg forlod værelset for at lade politiet undersøge stedet, bøjede jeg mig ned og gav hende et blidt kys i panden.

”R.I.P my angel,”

Da jeg blev ført ud af værelset og nedenunder i stuen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på en bestemt sang.

*I må gerne høre Jessie J – My Shadow*

I wish we could have another minute, to finish this fairytale.

Hear your voice and get lost in it, cause all I got is broken details.

You were my world and everything in it, so how did you disappear.

I won’t say this is over, you’re still here.

You’re my shadow, my shadow, I know you’re close

You’re my shadow, my shadow, everywhere I go

So I don’t see the need to cry cause you’ll never leave my life

You’re my shadow, shadow.

I won’t forget, I’ll just sit and reminisce.

Promise I’ll keep all your secrets.

To have you back would be my only wish, cause nobody knew me like you did.

Den sang beskrev alle mine følelser så godt, at man skulle tro, det var løgn. Jeg vidste, at selvom hun ikke var til stede fysisk, ville hun altid være der og passe på mig.

”Death is gods way of saying you’re fire. Suicide is humans way of saying you can’t fire me. I quit”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...