Under stjernerne

"Reach high, for stars lie hidden in your soul. Dream deep, for every dream precedes the goal." ~ Pamela Vaull Starr.

42Likes
20Kommentarer
2033Visninger
AA

1. Under stjernerne

Du var Træner Lings yndling med dit gyldne håb og brændende udholdenhed. Altid som den første fik du lov til at gå ned fra din perfekte håndstand, mens vi andre måtte blive stående på svedige håndflader og med tilsyrede arme, til de lignede din. Når vi andre græd af smerte efter at have gået runde efter runde med bøjede tæer og skulle rette de krampende knogler ud, havde du allerede gået videre. Til balancebommen, trampolinen, ribberne. Aldrig gav du op. Mærkede ikke Træner Lings spanskrør som os andre. Det var som om, du slet ikke var til stede, ikke mærkede presset som os andre. Som en maskine tog du blot mavebøjning efter mavebøjning uden stop og uden tanke. Skulle vi strække ryggen i broen, rørte dit hoved altid gulvet; var det tid til at hænge i armene, hoppede du først ned, da træneren bad dig om det.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg i starten ikke lagde mærke til de andre ting. Det, der lå bag dine fantastiske præstationer og mit boblende jalousi. Efter timerne, når vi andre legede, blev du altid i træningslokalet. Jeg tænkte ikke over det. En følelsesløshed hærgede alle dage dit ansigt, men jeg så det ikke. Aldrig hørte jeg et ord fra din mund, men det slog mig slet ikke. Yndefuld og intens i din gymnastik modtog du ros fra selv Træner Ling. Hvad vi alle så var den skinnede overflade af en rude, hvor du gemte dig bag som en indespærret løve. Jeg havde virkelig ingen anelse. Ikke før den aften. Ferien havde kommet med mine forældre, mennesker, jeg ikke havde set i over et halvt år. Det gjorde ondt da de rejste. Mere ondt end træningen. Mest ondt at se dig kigge efter dine forældre. De kom aldrig.

***

Chi Cheng sad henne på sin seng med en lille bog åben. I ny og næ drejede hun hovedet mod vinduet ud mod vejen for blot at vende tilbage til bogen. Hver gang det skete, svingede hendes hår så mærkeligt. Det var opsat, men jeg vidste ikke, hvad frisuren hed. Der gik noget tid før hun opdagede mig halvt skjult bag dørkarmen. Hun havde sikkert siddet i sin egen verden. En verden ingen andre end hende kendte. Da hun endelig så op på mig, kiggede hun blot ned i sin bog igen. Jeg kan huske, at jeg bemærkede, hvor stille hendes øjne var. De læste slet ikke bogstaverne.

”Hvorfor læser du ikke?” spurgte jeg nysgerrigt.

Hun svarede ikke, men hendes øjne bevægede sig, som om hun læste.

”Dine forældre kom ikke,” mumlede jeg med halvdelen af ansigtet begravet bag dørkarmen og det ene øje fastlåst på hende.

Det knitrede, da hun bladrede i bogen. Den var rød med ingen billeder på forsiden. Hendes hvide dyne lå smidt i den ene ende af sengen sammen med den røde pude. Række efter række af køjesenge snoede sig hen langs soverummet med ligeså hvide dyner og røde puder, men der lå ingen på madrasserne. Vi var alene. Hendes trøje var grøn med små, lilla blomster og hendes bukser skinnede gult.

”Hvorfor kigger du sådan på mig?”

Hun læste ikke længere i bogen, men gloede på mig. Hun så vred ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og hun blev ved med at stirre på mig, forlange et svar. Det kunne være lige meget, tænkte jeg og forsvandt fra dørkarmen. Det var alligevel snart sengetid. Under mig føltes gulvet koldt mod mine bare tæer. Der var meget stille mellem gangens gule vægge. I stuerne og de andre soverum rundt omkring sad de andre børn sikkert og nød deres frihed, inden de skulle sove. Mine ben var trætte. Det samme var mine arme. Jeg ville gå hen i mit eget soverum og læse i mit nye tegneseriehæfte, jeg havde fået af mor. Jeg havde allerede læst de andre tre, jeg havde, mange gange og byttet dem til andre udgaver med de andre børn. Jeg nåede aldrig om hjørnet af gangen.

Et brag og endnu et og endnu et bragte mig tilbage til Chi Chengs soverum. Hun stod og hamrede sine hænder ind i sengen, væggen, alt, hvad hun kunne komme til. Hun så mere end vred ud, mens det knaldede for hvert slag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og endte med bare at se på. Hendes øjne så ud, som om de ikke var til stede, som om det i hendes hoved var noget helt andet, hun slog på. Det var en helt ny Chi Cheng, jeg så den aften, den rigtige Chi Cheng. Til sidst stod hun blot og kiggede ud af vinduet. Tom. Hun lød ikke forpustet eller noget, men stod rank med ryggen og skulderbladene tilbage, som vi havde lært det. Det var, som om det aldrig var sket. Jeg listede ligeså langsomt væk, nysgerrig og bange på en gang. Hvordan hun var så stille og samtidig så larmende, forstod jeg ikke. Hun var mærkelig. Jeg ville bestemt ikke være ligesom hende. Ikke længere.

Selvom jeg prøvede nok så kraftigt at undgå hende, krydsede vores veje allerede senere den måned. Eller rettere sagt: viklede sig ind i hinanden.

***

”Hvordan har det været at træne op til Ol?”

”Hårdt, men helt klart også spændende. Jeg har villet det i lang tid.”

”Ingen tvivl om det. Hvordan startede det egentlig? Hvad fik dig interesseret i gymnastikken, om jeg må spørge?”

”Mine forældre tog mig hen til Li Xiaoshuang gymnastikskole. De mente, at jeg ville blive en god gymnast med min kropsbygning. Derefter har jeg ellers bare trænet og trænet.”

”Hvor gammel var du dengang, da du startede på skolen?”

”Jeg var 4 år.”

***

”Bolin, gå udenfor og vent.”

Alle kiggede på mig, mens jeg rejste mig og gik uden for klasselokalet. Det var Changpu og ikke mig, der havde snakket i timen, men Fru Wu hørte ikke længere så godt. Hendes stirrende, mørke øjne havde kigget direkte på mig og havde næsten fået mig til at føle mig skyldig. Men jeg havde ikke gjort noget, og alligevel var det altid mig, der fik skylden. Der var ingen bænke eller stole på gangen, så jeg satte mig på gulvet. Benene mod brystet og hovedet begravet i knæene. Bag muren kunne jeg høre Fru Wus stemme skratte. Det var ikke en rar stemme. Den råbte tit og især af mig. Måden, hun så ofte havde sagt mit navn på, fik navnet Bolin til at lyde som noget dårligt. Jeg krøb sammen på det hårde gulv og tænkte på, om Changpu overhovedet var blevet skældt ud, og om Chi Cheng mon havde grint af mig sammen med de andre.

Døren gik op. Inde fra klasselokalet var der adskillige stemmer, der hviskede rundt mellem bordene. Så lukkede døren, og der blev stille. Jeg blev stille. Chi Cheng gik forbi mig og satte sig et stykke længere henne. Hun så hverken glad eller ked af det eller vred ud. Under hendes trøje gemte hun den røde bog, jeg før havde set. Hun slog op på en side og begyndte at læse. Rigtigt læse. Hendes øjne gled frem og tilbage, og jeg kunne ikke lade være med at kigge. Hun havde håret hængende løst den dag. Det skinnede. Det var underligt, hvordan noget hår skinnede, og noget andet ikke gjorde.

”Du glor,” hendes øjne var stadig rettet mod bogen.

Jeg skyndte mig at kigge på det gule stykke væg foran mig.

”Nej, jeg gør ej,” svarede jeg.

”Jo, du gør så.”

Hendes stemme irriterede mig, og hun kiggede stadigvæk ikke op fra bogen.

”Hvordan kan du vide det, når du bare sidder og læser?”

Hun kiggede endelig på mig, bedrevidende. Hun måtte gerne kigge ned igen, jeg følte mig lille under hendes blik. Så åbnede hun munden for at svare. Jeg havde lyst til at lukke den igen og stoppe hendes svar.

”Jeg kan føle det. Det giver vel sig selv.”

Jeg kiggede væk. Det gav ikke sig selv. Hvordan kunne man overhovedet føle noget, man ikke kunne se? Det gav ingen mening. Der hang ingen vinduer på væggen, man kunne kigge ud af. Faktisk hang der slet ingen ting, men revnerne i tapetet så flotte og spændende ud. En af revnerne lignede lidt en stor bold, og en anden mindede om en pil. Mens stilheden hang imellem os, læste hun blot videre. Det blev hurtigt kedeligt at kigge på revner, og jeg var træt i mine ben.

”Hvorfor blev du sendt udenfor?” spurgte jeg uden at kigge på hende.

”Det kan være lige meget.”

Hun læste ikke længere, men kiggede ned på hendes hænder, der holdt bogen.

”Fru Wu kan være rigtig led,” hviskede jeg, ”og uretfærdig.”

”Det ved jeg.”

Hun smilede. Jeg havde aldrig set hende smile før. Det så pænt ud.

”Kom nu, hvad har du gjort?” fortsatte jeg smilende.

”Det er lige meget, Bolin,” hun smilede ikke længere.

Jeg skulle til at spørge hende igen, da døren endnu en gang gled op. Denne gang var det Fru Wu, der stod i døråbningen. Jeg havde ventet i lang tid på at komme ind i klassen igen, men nu ville jeg hellere blive siddende.

***

Benene svingede op og ned så hurtigt, at jeg blev helt svimmel af at kigge på. Personen, der svingede om stangen, lignede blot en streg af farver. Det kunne være hvem som helst. Men det var Chi Cheng, jeg havde set hende stille sig op under stangen og tage fat om den med hendes pulverdækkede hænder. Hænderne havde været helt hvide, det samme havde hendes ansigt. Intet smil fra dagen før havde været at spore. Det var den gamle Chi Cheng om igen.

To stod foran mig i køen til stangen, men de var ikke ligeså hurtige, jeg kunne se deres ansigter. Da Træner Feng gjorde tegn, puttede jeg det samme hvide pulver på mine hænder. Det kløede, men var nødvendigt for, at mine hænder ikke skulle glide i svingene. Små støvskyer stod om mine hænder.

”Bolin, det er nok. Stangen venter.”

Stangen. Den var min svaghed. Jeg stillede mig klar, ligesom jeg havde gjort dagen før, ugen før, utallige gange. Før jeg vidste af det fløj jeg rundt om stangen. Det susede i min krop og rykkede i mine skuldre, når jeg flyttede mine hænder. Om mit ansigt kunne ses, ved jeg ikke, men Feng lod mig bare gå videre til Bjælken. Normalt skulle jeg gentage svingene på stangen, indtil min ryg var helt lige, og Feng var tilfreds. Det plejede at tage lang tid.

Chi Cheng hang ned fra Bjælken længere henne. Hendes arme så lange ud, mens de hang der og holdt hendes udstrakte krop oppe. Det så underligt ud. Det føltes ligesådan. Hængende ved siden af hende kunne jeg føle varmen, der kom fra hende. Hun havde haft ret. Man kan godt føle uden at se. Jeg drejede mit hoved, Chi Cheng så ikke det mindste forpustet ud, selvom hun havde hængt der i længere tid end mig. Hendes ansigt så stille ud. Hun var et andet sted. Rundt omkring lød fjederen fra en trampolin eller løbende fødder, men her, ved bjælken, var der stille. Alt for stille næsten.

”Hvor er du?” spurgte jeg.

Hun svarede ikke, hang bare og stirrede på væggen. Eller noget andet, jeg ikke kunne se.

”Du var hurtig på stangen. Jeg så slet ikke dit ansigt,” sagde jeg.

Stilhed. Larmende stilhed.

”Hvorfor blev du sendt udenfor?” prøvede jeg i stedet.

Chi Cheng sprang ned fra bjælken og gik hen for at strække ud. Jeg blev hængende. Mens jeg hang til mine arme ikke længere var arme, så jeg hende tage mavebøjninger hurtigere og bedre end alle de andre. Da jeg endelig sprang ned, føltes mine arme, som om de rørte jorden, men jeg mærkede det ikke rigtig. Jeg forstod det ikke. Hun havde smilt. Smilt. Smilt. Smilt. Hvorfor var hun så stille? Så langt væk og ikke-smilende?

***

En flok fugle lettede, fløj væk. Jeg fandt hende siddende med sin røde bog i skovkanten. Jeg satte mig ved siden af hende, hun kiggede ikke op, men rejste sig heller ikke. Jeg kunne ikke rigtig se, om hendes øjne læste, for hendes hår dækkede for hendes ansigt.

”Jeg forstår dig ikke.

Du smiler.

Så smiler du ikke.

Vi snakker.

Så siger du ikke noget.”

”Jeg..” kom det stille fra hende.

Hun lagde bogen ned på græsset, satte håret bag øret og kiggede på mig. Jeg kunne høre hende trække vejret.

”Du forstår det ikke,” udbrød hun pludseligt.

”Jeg… Nej… Men…”

”Jeg skal være den bedste. Jeg skal vinde guldmedaljen.”

”Jeg,” mumlede jeg, ”jeg vil da også vinde guldmedaljen. Det… Det vil vi alle.”

”Du forstår det ikke.”

”Du vil gerne vinde. Hvad tror du ikke, jeg vil?”

”Du forstår det bare ikke, Bolin. Min familie…”

”Min familie har også brugt en masse penge på mig,” afbrød jeg, ”Det er også sidste år for mig at komme på De Store skoler. Mine families fremtid afhænger også af mig.”

”De kom i det mindste og besøgte dig. Du forstår det ikke,” Chi Cheng løsnede håret, så det igen skjulte hendes ansigt, ”jeg skal vinde den guldmedalje. De… Det er den eneste mulighed. Jeg vil bare have, at de skal være stolte af mig. Hvis jeg vinder, kommer de og ser mig.”

Jeg kiggede ned i jorden, på de mange græsstrå. Det havde gjort ondt, da mor havde taget af sted igen.

”Bolin,” hendes stemme var så tynd og fin, ”Jeg savner dem.”

”Det,” svarede jeg, ”gør jeg også.”

Da hun kiggede op, så jeg en tåre glitre på hendes kind. Selvom hun var ked af det, jeg var ked af det, smilede hun. Hun var underlig. Stille og larmende. Grædende og smilende.

”Du skal nok vinde,” mumlede jeg.

”Det er bare noget, du siger.”

”Nej, jeg sværger. Helt ærligt Chi Cheng, du er den hurtigste og bedste af os alle. Kan du ikke se det?”

Et grin undslap hende. Det lød så smukt og fint.

”Virkelig?”

”Virkelig,” gentog jeg.

Så grinede jeg også. Sammen grinede vi og talte, til klokken ringede ind til aftensmad.

”Ved du hvad, Bolin? Vi skal nok vinde.”

***

Den røde bog, din evige følgesvend. Du viste mig den senere, da vi var blevet venner. En digtsamling, havde du fortalt. Du havde fået den af din bedstemor. Hun levede ikke længere, men det var som om, hun stadig gjorde, når du læste bogen. Det var din storebror, der havde lært dig at læse, og jeg mindes stadig digtet, du læste højt for mig. Dit yndlings.

Under stjernehimlen står du

Kigger længelsfuldt efter en stjerne

Viden bygger dig en sti

Den kloge følger den gerne

 

Men stien når ikke himlen

Den ingen stjerner bringer

Men lad din fantasi blomstre

Og bred dine sommerfuglevinger.

 

Pluk mit barn din stjernedrøm

Svigt aldrig dig selv, din tro

Gem den i dit hjertekammer

Hvor den skal gro.


Du vidste ikke helt, hvad det betød, men din bedstemor havde sagt noget om at følge sin drøm. Vi sad, husker jeg, tit ved skovkantet mellem træning og aftensmad og læste højt for hinanden af digte og tegneserier. Du grinede, jeg grinede, indtil vi til sidst ville smide os ned på græsset og kigge på himlen og skyerne og grine sammen. Selvom vi bare lå, var det rart. Nogen gange snakkede vi også.

Den tid efter træningen vil jeg altid huske. Mens vi trænede, kendte jeg dig ikke, men bagefter var det, som om jeg altid havde kendt dig. Nogen vil måske mene, at vi ikke lavede noget særligt dengang, men det var noget særligt. Det betød alverden, når træningen gjorde ondt selv lang tid efter, den var sluttet; og den dag, mine armbøjninger ikke havde været hurtige nok, og Træner Ling havde brugt spanskrøret; og da dine forældre igen ikke dukkede op, og jeg tog dig med mig. Vi sad begge hos min mor, og hun passede på os begge. Det var noget særligt.

Vi var som søskende.

***

”Du har lige vundet guldet i Ol, din store drøm er endelig gået i opfyldelse. Hvordan har du det? ”

”Jeg er… glad.”

”Det er der ikke andet at sige til. Men sig mig, hvordan var det at stå der med publikums øjne vendt mod dig og mærke adrenalinen flyde i kroppen? Var det hårdt med alle forventningerne?”

”Øhmm… Nej, det synes jeg ikke. Jeg gjorde mit bedste og er rigtig tilfreds med resultatet.”

”Er dine forældre i London for at se dig konkurrere?”

”Det ved jeg ikke.”

”Hvornår har du sidst været hjemme?”

”En tid før jeg blev medlem af landsholdet.”

”Hvornår var det?”

”Omkring halvandet år siden.”

”Nu da du har vundet en medalje hjem til Kina, vil du så holde ferie?”

”Det ved jeg ikke.”

***

Længere henne strakte Chi Cheng ud samtidig med, at jeg forsøgte at gøre det samme. Træner Feng pressede mit ene ben over mit hoved, mens jeg lå på maven og bed i læben. Han lugtede af sved, og det føltes, som om min ryg var ved at knække. Chi Chengs ansigt lignede, at hun sov med åbne øjne. Udtryksløst. Træner Feng pressede mine ben længere væk fra hinanden, det ene over min ryg, det andet mod gulvet. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig, at jeg lå på græsset og kiggede på skyer.

Da jeg åbnede mine øjne, lå Chi Cheng ikke længere og strakte ud. Eller tog mavebøjninger. Eller øvede sine saltomortaler. Hun var ingen steder at se. Træner Feng havde gået videre til en af de andre. Den samme rumsteren med trampoliner og træningsstøj fyldte hallen, men jeg var ikke en del af den. Mine fødder løb hen ad de mange gange. Klaskede mod gulvet. Mit hjerte hamrede vildt. Det gjorde ondt. Jeg drejede om hjørnet, stoppede og så Chi Cheng forsvinde langt henne ad gangen. Uden tanke satte jeg i løb igen. Spurtede. Så Fru Wu stoppe op og råbe. Lige meget. Rundede hjørnet. Ingen Chi Cheng. Løb hen til soverummet. Chi Chengs seng. Ingen dyne. Ingen pude. Ingenting. Hen til hoveddøren. Åbnede den og stoppede.

En bil bakkede ud, satte farten op og kørte væk. Chi Chengs store øjne bag bilruden, ville plage mig mange år efter. Mine ben rystede under mig, så jeg satte mig ned. Og græd. Træner Fengs arme løftede mig op, jeg kunne ikke stå. Det gjorde for ondt. Og det var alt sammen deres skyld. De havde taget Chi Cheng fra mig, sendt hende på De Store Skoler.

”Giv slip,” skreg jeg og sparkede og slog mod Feng, ”Giv slip, giv slip, giv SLIP. DET ER JERES SKYLD!”

Jeg slog og sparkede og skreg og kradsede og græd, men Feng holdt bare fast, til jeg til sidst blev slap i hans arme.

”Lad hende gå, Bolin. Lad hende gå.”

Men det kunne jeg ikke. Det gjorde så forbandet ondt.

***

Kameraerne slukker, men interviewet er ikke færdigt endnu. Et sidste spørgsmål venter.

”Hvorfor var det, du blev sendt uden for døren?”

Det tager lidt tid, før du forstår. Før dine øjne genkender mig og indser, at det er mig, der sidder og interviewer dig.

”Bolin?” Dine tanker flyver tilbage til højtlæsningen ved skovkanten, grinene og dagen, hvor du tog af sted, ”Undskyld, jeg… De kom bare og…”

”Det ved jeg.”

En tåre følger din kind, og du fortæller mig, hvordan du havde fortalt Fru Wu, at det havde været Chengpu, der havde snakket i timen. Hun havde ikke troet på dig og havde sendt dig uden for døren. Vi kigger hinanden i øjnene, ser børnene fra dengang.

Du indser nu, at du ikke vandt. Vi tabte. Mistede vores barndom til Kina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...