Little Heart - One shot

Sometimes it's hard to stay afloat, sometimes when you hold my body above water my soul is still sinking in deeper and I try to scream out, but I can't. That's when I need you to open me up and listen. If I break while I speak, I hope and pray that you will pick up the pieces and hold me together...so we can love each other better.

26Likes
38Kommentarer
1542Visninger
AA

1. I will love you better now

De gyldne flammer fra lysene på bordet blafrede kortvarigt og sendte dansende skygger ud i rummet idet han satte sig ned ved min side. Forsigtigt lagde han sin arm rundt om mig og jeg krøb tættere ind i hans favn. Duften af hans cologne kildede mine næsebor, men jeg holdt grinet tilbage og gav mig til at tegne cirkler på Adams bryst. Han smilede til mig og glæden spredtes hurtigt til hans varme brune øjne, som altid så på mig som var det den første gang. ”Hvad laver du Trouble?” smålo han og lyden af hans dybe stemme bølgede gennem mit hjerte. Adam havde altid kaldt mig ”Trouble”, for første gang vi mødtes sørgede jeg uheldigvis for at han røg ned på rektors kontor. Jeg lo ved mindet om hans irriterede ansigt, der vrissede af mig og bandede min tilstedeværelse langt væk, mens han med bøjet hoved måtte klappe i og gå lydigt nedad gangen.

”Elsker dig,” svarede jeg sagte og lod min pegefinger optegne hans kæbe og siden pulsåren på hans hals. Min berøring sendte en gysen gennem hans krop og han måtte lukke øjnene for at holde sig selv under kontrol. Adam lænede sit ansigt ind mod mit så hans læber befandt sig lige ud for mit øre. ”Jeg elsker også dig,” hviskede han og bed varsomt i min øreflip. Smerten føltes behagelig og fornemmelsen af hans åndedrag mod min hud fik mig til at fnise. ”Trouble,” grinte han roligt før han pressede sine læber mod mine og hans hænder fandt straks vej til min talje. Blødheden i hans kys udviklede sig til en råhed og hungrende fik han lagt mig ned på sofaen. Lystent bed jeg mig fast i hans underlæbe, men da Adam’s tunge gled henover mine læber skar en ringende lyd gennem vores hede kærlighed.

Forskrækket brød vi begge kysset og så over i retning af stuebordet. Hans sorte Iphone vibrerede voldsomt henover bordfladen og vibrationen fik den til at hoppe lidt fra side til side. Adam sendte mig et undskyldende blik og greb ud efter telefonen.  Jeg kunne ikke ordentlig se hvem der ringede til ham, men den måde hans øjne blev store og hans adamsæble gled langsomt nedad da han sank afslørede at det ikke var nogen han havde regnet med. Hans tommelfinger tøvede, men trykkede til sidst afvis. ”Hvem var det skat?” spurgte jeg undrende og lagde en beroligende hånd på hans ryg. ”Ikke nogen,” afviste han og efterlod telefonen hvor han havde fundet den, men jeg registrerede hurtigt hans øjnes flakken og de rystende hænder som nu rakte ud efter mig. ”Det virkede ikke som ”ikke nogen”?” fortsatte jeg og mine indvendinger fik ham til klø sig foruroliget i nakken.

”Er der noget du ikke fortæller mig?” ”Nej!” svarede han hårdt og rejste sig aggressivt fra sofaen. Det gav et sæt i mig og jeg trak mig lidt væk fra ham. Det var tydeligt at noget var galt. Roligt gik jeg hen til ham og stillede mig bag ham. Adam stirrede ud på mørket og de store hvide snefnug, som faldt dovent fra himlene udenfor.  Usikkert lagde jeg mine arme rundt om ham og støttede mit ansigt mod hans sweaterbeklædte ryg. Han føltes kold og af frygt for hans tilstand strammede jeg mit greb. ”Bare lad mig være,” sukkede han mod rudens kølighed og hans ord efterlod en cirkel af fugt, der lignede et spøgelse mod den sorte nat. ”Jeg vil jo bare hjælpe dig Adam,” forklarede jeg og prøvede at virke forstående og kærlig. Mit ønske om at udvise hjælpsomhed havde dog den modsatte effekt og hans krop spændtes. ”Du kan ikke hjælpe!” udbrød han mørkt og vred sig ud af mine beskyttende arme. ”Adam…” forsøgte jeg, men han forsvandt ud af stuen og ind i skyggerne.

Som jeg stod der og ventede på, at han vendte tilbage begyndte hans telefon atter at vibrere og det var som om den kaldte på mig. Uanset hvad eller hvem det var så måtte jeg finde ud af hvorfor det skræmte ham på denne måde, for jeg havde aldrig set Adam så oprevet før. Fattet og forberedt på hvad som helst trykkede jeg ”besvar” og sagde ikke et eneste ord – jeg ville have hvem end der var i den anden ende til at afsløre sig selv først. ”Hej Adam,” sagde en lys kvindestemme venligt. Mit hjerte sprang et slag over og kvinden fortsatte med at tale. ”Jeg troede du havde tid i aften, du ved vores sædvanlige sted?”

Det var som om telefonen sendte et stød gennem mig og jeg tabte den, så den i frit fald fløj mod gulvet. Stemmen skrattede videre, men jeg var så lammet, at jeg var ude af stand til at bevæge mig. ”Sara…jeg er ked---” begyndte Adam, men holdt inde da han så udtrykket på mit ansigt. Angst for hvad der foregik kom han hen til mig og lagde sine varme hænder på begge mine kinder. ”Baby?” hviskede han skræmt, men bare nærheden af hans krop og følelsen af den varme hans berøring udsendte, fik kvalmen til at rejse sig i min hals. ”Hvem er hun?” råbte jeg ad ham da lammelsen endelig forlod min krop. I vrede og for at vriste mig fri af hans greb slog jeg ud med mine arme. Min manøvre var dog ikke specielt koordineret og med min højre hånd fik jeg raget et billede ned fra skænken, som stod opad væggen. Adam’s øjne vendtes straks mod det knuste glas, som nu flød over hele gulvet. Den bøjede billedramme lagde sig til ro med en metallisklyd. ”Hvad mener du?” fik han samlet sig sammen til at spørge og lod åbenbart glasulykken ligge til senere. Jeg veg bort fra ham og klamrede mig til min uldne sweater som for første gang siden jeg købte den føltes kold og ubrugelig. ”Sara, hvad foregår der?”

”Du lyver…der er en anden er der ikke?” klynkede jeg og min stemme blev brækket over flere gang af gråden, der pressede sig på fra alle sider. Atter forsøgte Adam at træde tættere på mig, som om hans nærhed kunne dulme min vrede og sorg, men dens indvirkning gik i den modsatte retning. ”Hende i telefonen, hende der ringede for lidt siden…hvem er hun?” spurgte jeg, da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at svare på mit oprindelige spørgsmål. ”Jeg har jo sagt til dig, at det ikke var nogen, hvorfor skal du altid rode op i alting?” forsvarede han sig vredt, men det var ikke det svar, jeg havde ledt efter – han skjulte noget. ”Rode op i alting?” gentog jeg irriteret og uforstående. ”Jeg har altid stået ved din side og støttet dig, men når jeg så har brug for, at du indrømmer sandheden, så kan du ikke en gang gøre det for mig!” ”Hvilken sandhed? Den virkelige eller den du har i dit hoved?” angreb Adam som en glubsk hund der går direkte efter struben. ”At du har en anden!” skreg jeg og sorgen og desperationen var tydelig at spore i mit toneleje, men Adam udviste ikke nogen form for respons eller forståelse. Arrigt vendte han sigt bort fra mig, rev sin jakke ned fra knagen og stormede ud ad lejligheden. Idet døren smækkede bag ham sendtes et voldsomt vindpust gennem rummet og lysene på bordet slukkedes i samme sekund. Ulykkelig løb jeg hen til vinduerne, der vendte ud mod gaden. Jeg hev et af dem op og stak hovedet ud, men jeg kunne intet se. Den bidende kolde vind fik mit hår til at hvirvle rundt om mit ansigt og sneen faldt endnu voldsommere og tættere end tidligere. ”Adam!” kaldte jeg ud i mørket til min stemme blev stiv og hæs mod de isnende vindpust – han var borte.

Sløv og nedkølet fik jeg lukket vinduet til og jeg strammede grebet så meget om mine arme, at mine fingre borede sig ind mellem maskerne i uldtrøjen. Jeg bukkede sammen om mig selv og min krop lænede sig tæt opad den brændende radiator som nu agerede ryglæn. Varmen vendte ganske langsomt tilbage, men alle mine tanker var endnu slørede og udslukte. En hulken bølgede fra mit mellemgulv og op igennem mit svælg hvorefter den rasede udover mine læber. Tårerne trillede ustoppeligt nedad mine kinder, som hurtigt blev rødlige og ophovnede. For at finde et stillestående holdepunkt gled mit blik henover stuen og lagde sig til ro på den knuste billedramme. Min gråd blev derefter til en sagte snøften og jeg lod begge min hænder glide henover mit ansigt for at berolige mig selv.

Forsigtigt for ikke at skære mig kravlede jeg hen til åstedet, hvor jeg eftertænksomt gav mig til at samle et stykke krystalagtigt glas op ad gangen. Efterhånden fik jeg dannet en bunke af større stykker, som synes at passe sammen. Jeg tog fat om billedrammen og løftede den op på plads, men ved opstigningen gled dens billede ud. Som et blad ved efterårstid dalede det svingende fra side til side ned på trægulvet. Da det havde lagt sig til ro, tog jeg fat om det og bragte det med mig hen i sofaen. Her fandt jeg lim frem og uden rigtig at vide hvad jeg lavede, begyndte jeg at genskabe glaspladen. Før den splintredes mod gulvet havde den ligget henover billedet af Adam og jeg, fra dengang vi tog til Skagen på en spontan sommerferie. Støt og roligt kom et glasrektangel til syne på bordpladen, men da jeg skulle til at lægge den og billedet tilbage i rammen forstyrrede Adam’s sorte telefon mig. Det gav et sæt i mig og dens ivrige ringen tilkaldte mig som en sirene. Selvom jeg ganske udemærket så hvem det var der ville have fat i Adam så besvarede jeg alligevel opkaldet.   

”Hallo?” spurgte den velkendte kvindestemme fra tidligere, men jeg sagde ikke et ord – stilheden var min eneste allirede i dette øjeblik. ”Undskyld, at jeg ringer så sent Adam…men jeg var så foruroliget over vores sidste session,” nærmest hviskede hun, som om hun var vant til, at han blot forholdt sig mundlam i den anden ende. ”Jeg ved at det her er svært for dig, men nogen gange er det nemmere at tale om tingene…” Hendes stemme døde en smule hen og jeg fik næsten ondt af hende, for Adam var ikke den type som snakkede om hvad der gemte sig i de mørkeste afkroge af hans sind. På trods af denne stærke alliance mellem ham og hans følelsesmæssige tavshed, så holdt jeg af ham mere end nogen anden. Jeg var der hver gang han havde brug for det, også når han blot ville holdes om. Selv når vi ikke sagde et eneste ord så talte vi sammen. ”Session?” tumlede det ud af min mund og kvinden trak overrasket vejret ind. Jeg registrerede ikke for alvor hendes reaktion, for min hjerne var på autopilot så intet andet end få grundlæggende beviser for hvad der foregik, havde adgang til mine tanker. ”Hvem taler jeg med?” spurgte hun nu med en mærkværdig frygt i stemmen. ”Er Adam okay?” var det næste hun sagde, men hendes ord trængte ikke længere ind end, at de lige netop strejfede mit aktionscenter – hvor var Adam? Var han okay?        

Telefonen gled ud af min hånd og kvinden måtte enten have lagt på eller forholdt sig i bekymret stilhed, for jeg hørte ikke en lyd fra den efter den havde ramt sofaens bløde hynder. Den eneste lyd jeg hørte var mit hjerte der dunkede hult og tungt i mit bryst. Det var som om jeg kunne mærke hvorledes det sendte nye opladte ladninger af varmt rødt blod ud igennem mine årer og ilten disse floder medbragte, gav mig ny energi. Jeg tog den sammenlappede glasplade op i mine hænder, placerede den henover billedet og pressede det hele tilbage i den let misformede metalramme. Som det stod der på skænken let oplyst af en bordlampe så man næsten ikke at det havde været itu og det gyldne lys fik revnerne til at kaste forunderlige mønstre henover vores smilende ansigter. Lettere om hjertet fik jeg slynget en jakke og et sjal rundt om mig før jeg begav mig ud i snestormen som rasede uden for gadedøren. Kvinden i telefonen betød ikke længere noget, hun var blot en han snakkede med, en læge eller en terapuet måske. En som forstod alle de ting han ikke selv kunne se sammenhængen i og som jeg håbløst havde forsøgt at lappe sammen til et større billede for ham, men uden held.

Snefnuggene lynede i gadelygternes blålige lys og de kantede sig ind mellem lagene i mit tørklæde. Jeg mærkede hvorledes stoffet blev fugtigt idet de smeltede ganske stille og roligt. ”Adam!” kaldte jeg og min ånde dansede gennem luften som legesyge spøgelser. Det var som om den hylenden vind bar hans navn af sted og inden længe så jeg en mørk skikkelse stå lænet opad en af de mange lygtepæle. ”Adam,” gentog jeg stille, da jeg nåede hen til personen som ikke længere kunne holde sig skjult i skyggerne. Manden trådte frem og et kort øjeblik sad hjertet oppe i halsen på mig, men jeg var for påvirket af adrenalin til for alvor at være bange. ”Sara?” spurgte han hæst og trådte frem mod mig. Jeg genkendte straks hans stærkt optegnede kæbe, de dybe brune øjne og hans næsten sorte hår, som i dette vej var dækket af et hvidt drys.  ”Hvad laver du dog her?” sagde han forundret og vreden fra tidligere var slukket og hans øjne lyste nu lykkeligt imod mig. Hurtigt knugede jeg mig ind til ham og min sitrende krop prøvede at opsnappe noget af Adams varme, men også han var forfrossen. Han hilste mig ved at lade begge sine hænder lægge sig om mit ansigt og med tommelfingrene forsøgte han at tørre de tårer bort som faldt. Jeg pressede mine læber mod hans og berøringen genererede varme nok til at den kunne sprede sig og pulse ud i alle ydrepunkterne af vores tæt omslyngede kroppe. Jeg brød kysset og lagde mit hoved på hans skulder så jeg kunne hviske nogle velkendte ord i hans øre. ”Elsker dig,” var mit svar og jeg kunne mærket smilet glide henover hans ansigt, men han havde stadig noget på hjerte.

”Kvinden i telefonen…” begyndte han og hans øjne blev alvorlige. Jeg så bestemt på ham og signalerede at det ikke var af vigtighed, men han insisterede. ”Hun er min psykolog Sara, jeg tog mig endelig sammen til at tale med en professionel så jeg ikke længere skulle dumpe mine problemer over på dig…” forklarede han stille og så ned. ”Men hvorfor sagde du ikke bare det?” smilede jeg kærligt til ham og mit varme tonefald fik ham atter til at rejse sit blik væk fra den sneklædte jord. ”Jeg skammede mig…jeg er ikke stolt af at være en knust mand…” mumlede han åndeløst, men hans ord fik ikke lov til at hænge længe i luften mellem os før jeg atter fangede hans læber. ”Noget der knuses og repareres holder tit længere end noget, der er helt nyt.” hviskede jeg til ham og Adam flettede vores fingre sammen, før vi begav os hjem gennem snevrimlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...