My Love Story

Kender I det når man godt kan lide en sød dreng, og man bare ikke kan få ham?

- Denne historie handler om en pige, som møder en dreng der gør alt for at få hende han virkelig elsker. Og han giver aldrig op, heller ikke efter han har fået hende!

3Likes
12Kommentarer
2096Visninger
AA

10. Tankegang

Jeg lagde min mobil ned ved siden af mig efter at have læst Simons besked, og så lagde jeg mig til at sove bagefter. Jeg lå lidt og tænke over hvad der stod i beskeden, men jeg kunne heldigvis ikke huske det så godt, så jeg faldt hurtigt i søvn.

Morgenen efter kiggede jeg igen på beskeden, men først nu opfattede jeg hvad han i virkeligheden havde skrevet, og hvad han mente med det.

'Emilie, jeg ved godt at vi ikke har kendt hinanden i særlig lang tid, og at det kommer sådan lige pludselig, men i fredags hjemme hos Casper, hvor vi hyggede os og havde en dejlig dag sammen, gik det op for mig at jeg godt kan lide dig' Jeg stoppede op, og kiggede rundt omkring mig, hvorefter jeg læste videre igen.
'... ,men jeg ved at Casper også godt kan lide dig, og at I to har haft noget kørende i meget længere tid, så jeg kan sagtens forstå hvis du bedre kan lide ham. Jeg syntes bare du skulle vide at jeg også godt kan lide dig. Og så skal du også vide at det ikke er et spørgsmål om du vil komme sammen, for det ville jeg aldrig spørge om på en besked. Men Emilie, du er bare ikke som alle andre piger, du er noget særligt, især i mine øjne'

Jeg tog mig selv i at sidde og smile, hvilket jeg, et eller andet sted, godt kunne forstå hvorfor jeg gjorde. For hvem ville ikke være glad for at få sådan en besked? Men på den anden side kunne jeg også godt mærke at jeg blev en smule trist. Trist over at jeg vidste, at jeg ville skuffe en af dem, og værre, at skuffe dem begge, hvis det nu skulle ske at jeg valgte det i stedet.

Hele tirsdagen gik jeg og tænkte over det, men jeg kunne ikke svare mig selv på hvad eller hvem jeg ville vælge. Om jeg skulle droppe dem begge, så de to ikke blev sure på hinanden, eller om jeg skulle vælge en af dem, efter hvem jeg nu bedst kunne lide? Men hvem kunne jeg overhoved bedst lide?

Om onsdagen var jeg nok en smule tankeløs, eller også var jeg bare fjern fra hvad Simon havde skrevet til mig, for hele den dag tænkte jeg slet ikke over det. Jeg hyggede mig bare og gjorde hvad der passede mig. Tirsdag aften havde jeg også fundet ud af, at jeg ikke kunne lide nogen af dem.

Casper gik jo i min klasse, og det virkede en smule forkert, udover det, så havde vi været kærester før hen, og der gik det ikke så godt, så hvordan ville det så ikke også gå denne her gang? Ikke fordi jeg ikke synes Casper var sød, for det var han helt bestemt, men jeg ville beholde min bedsteven som min bedsteven, og intet andet.
På den anden side, så kendte jeg jo egentlig heller ikke Simon. Han var jo bare en dreng som boede omkring 10 km væk fra mig, og så kendte jeg ham slet ikke. For selvom en person fortæller alt om sig selv, så ved man ikke hvordan personen i virkeligheden er, ikke før du har oplevet personen på tæt hold i hvert fald. For hvem kan ikke bilde en fremmed person alt muligt falsk ind om sig selv? Ikke fordi jeg troede han løj, for det gjorde han ikke, men man kunne jo aldrig vide. Selvfølgelig var Simon en af de sødeste og mest menneskelige personer jeg nogensinde havde mødt, men jeg kendte ham ikke godt nok til at kunne falde for ham.

Da det blev torsdag bestemte Pernille, Casper, Simon og jeg os for at tage i svømmehallen efter skole, så det gjorde vi. Egentlig skulle Tobias også havde været med, men han gad ikke alligevel, så det blev bare os 4. Pernille, Casper og jeg tog bussen til svømmehallen, som lå i den by hvor Simon boede, lige efter skole. Pernille og jeg snakkede sammen hele vejen, mens Casper sad bag os og lyttede.

Da bussen stoppede på det busstoppested hvor vi skulle af, gik jeg total i spåner. Jeg blev nervøs, fik ondt i maven, og havde ikke mindst bare lyst til at bussen kørte mig hjem igen lige med det samme. Pernille og Casper stod bag mig i bussen, men da dørene åbnede sig, gik jeg om bag dem, så jeg ikke var den første Simon lagde mærke til. Jeg kunne se at Simon stod og kiggede efter os 2-3 meter længere henne, men jeg var ikke specielt interesseret i at mødes med ham, og jeg havde ingen anelse om hvorfor jeg egentlig havde det sådan, det havde jeg bare.

Men lidt efter var Pernille og Casper gået ud af bussen, og så kunne jeg jo ikke andet end at gå med. Da jeg kom ud, kiggede jeg bare ned i jorden, for jeg havde ikke lyst til at se Simon i øjnene.

"Hej alle sammen!" sagde Simon med en gulerod i munden.

Jeg kiggede op på ham, og så at han smilte til mig, og det var nu en smule sødt, også selvom han havde en orange grønsag stikkende ud mellem tænderne. Lige i det øjeblik forsvandt alle mine symptomer på 'meget dårlig mave'. Og jeg kunne mærke at min selvtillid var kommet tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...