My Love Story

Kender I det når man godt kan lide en sød dreng, og man bare ikke kan få ham?

- Denne historie handler om en pige, som møder en dreng der gør alt for at få hende han virkelig elsker. Og han giver aldrig op, heller ikke efter han har fået hende!

3Likes
12Kommentarer
2051Visninger
AA

1. Præsentation

Hvad er "Sand Kærlighed" egentlig? Hvordan ved man at man har den? Hvornår får man den overhoved? Og hvordan ved man egentlig om man er skabt for hinanden?

Sådan noget går jeg tit og ofte og spekulere over, ikke fordi jeg er sær, men fordi jeg er anderledes. Min familie er heller ikke ligefrem filosoffer eller tror på noget ualmindeligt. Nej, min familie er vel som de flestes er nutildags. En mor og far som er skilt, derfor har jeg også en stedmor og en stedfar. Men jeg har ingen søskende. Tilgengæld finder jeg trøst og gode råd hos min bedste ven, Casper. Casper og jeg har været kærester engang i 6.klasse, men jeg slog op med ham, fordi jeg ikke ville være andet end bare gode venner. Hvilket var grunden til at vi ikke snakkede til hinanden i et helt år. Men for omkring 4 måneder siden, kom han og spurgte om jeg havde lyst til at starte på en frisk, og det er grunden til han nu er blevet min bedste ven.

Casper er en måned yngre end mig, men han ser absolut ikke sådan ud. Han er højere end mig, og så er han rimelig muskuløs og har et mandigt ansigtstræk. Han er 14 år og går i 7.klasse sammen med mig på en stor skole i en lille by nær København. Casper har heller ingen søskende, men han hygger sig fint med alle hans mange venner, så for ham betyder det intet.

Når ja forresten! Mit navn er Emilie og jeg er 14 år. Jeg ville se mig selv som en frisk og spontan drenge-pige. Jeg elsker fodbold, men jeg kan også godt lide at sætte mig ned og skrive noveller, eller bare sidde at tegne og male. Og så betyder mine venner og familie alt for mig.
Drenge ser jeg som venner, og ikke kærester, da jeg synes det der med at have en kæreste bare er noget værre pladder, og en måde at vise andre på, at de er bedre end alle andre. Og så er drenge på min alder heller ikke specielt modne, og det gør at de er super sjove at være venner med i stedet.

Det var fredag, og jeg skulle i skole. Jeg vidste at Casper ikke ville være der, for han var taget på ferie i 3 uger. Jeg vidste også at jeg ville komme til at savne ham, så jeg havde sagt pænt farvel til ham dagen før.
Da jeg kom over i skolen, kom der en løbende bag mig, han løb med tunge skridt og pulsen helt i top. Vejrtrækningen kunne man tydeligt høre, samt hans råben efter mig. "Emilie! Emilie!". Jeg vendte mig om, og jeg kunne se en lyshåret, forpustet dreng løbe lige imod mig. Det var Mikkel, en af drengene fra min parallelklasse. Han er typen som er ligeglad med hvad andre tænker om ham, for han gør hvad der passer ham bedst. Udover det, så er han en meget empatisk person, hvilket betyder at han altid tænker over hvordan andre har det, og sætter sig oftest ind i deres sted.

"Hvorfor ventede du ikke på mig, din lille skid?" Han prøvede at smile, men det var svært, for han manglede luft.

"Jeg har en time jeg skal nå, din store skid. Og det har du også" sagde jeg og drejede ind i min egen klasse. Mikkel grinte bare og løb videre, så han ikke kom for sent ind i sin egen klasse.

Mikkel var nu en sjov gut, men jeg kendte ham ikke helt rigtig. Ikke andet end at han var en af Caspers venner, og han elskede at råbe mit navn tværs gennem gangen, så alle andre på skolen kunne høre det. Han var altid sød overfor mig, og jeg kunne godt lide at være i hans selvskab. Jeg ved ikke helt hvor jeg fik det fra eller hvorfor, men der var noget ved ham der gjorde mig tryg. Han virkede som om han var én man bare skulle lære at kende...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...