My Love Story

Kender I det når man godt kan lide en sød dreng, og man bare ikke kan få ham?

- Denne historie handler om en pige, som møder en dreng der gør alt for at få hende han virkelig elsker. Og han giver aldrig op, heller ikke efter han har fået hende!

3Likes
12Kommentarer
2063Visninger
AA

5. Hjælp mig

Klokken havde lige slået 12, og jeg sad og spiste morgenmad alene, mens jeg kiggede på vores kæmpe ur i køkkenet. Hele natten havde jeg ligget og tænkt over hvad der var sket dagen før, hjemme hos Mikkel. Jeg kiggede ned på min mobil, som lå foran mig på spisebordet. Jeg kunne se at jeg havde fået en SMS, så jeg åbnede den, og så at den var fra min tætte veninde, Pernille.
'Hej søde. Har du lyst til at lave noget senere i dag?' stod der skrevet på mit display.

Jeg skulle heldigvis ikke noget den dag, så jeg svarede hende, at hun bare kunne komme hjem til mig når hun havde tid og lyst. Og det gjorde hun så, for allerede 10 minutter efter, stod hun ude foran min hoveddør og bankede på. Jeg gik ud og åbnede for hende, med min tandbørste i munden, nattøj på og morgenhår, som lignede en kæmpe fuglerede.

"Du ligner noget katten lige har slæbt ind" sagde hun, mens hun grinte af mig.

"Jamen godmorgen til dig" fik jeg sagt med tandbørsten hængende på min underlæbe.

Hun grinte bare og gik ind i mit hus. Jeg gik videre ud på badeværelset og tog min tandbørste ud af munden, og skyllede tandpastaen væk med vandet i vandhanen. Derefter gik jeg ud til Pernille, som stod med min mobil i hånden.

"Er der noget spændende?" Jeg smilte til hende.

"Du har fået en besked fra Mikkel. Jeg vidste da ikke at I snakkede sammen?" Hun kiggede undrende på mig.

"Tjo... Vi er vist ved at blive ret gode venner, og så var jeg også hjemme hos ham i går, hvor han var sammen med én der hedder Simon. Men hvad skriver han?"

"Hej Emilie. Simon og jeg keder os ret meget, så vi ville bare høre om du vil være sammen?- står der"

"Skal vi så ikke være sammen med dem? Det er smadder hyggeligt" Indeni kunne jeg mærke, at jeg var rigtig glad, glad for at de overhoved ville være sammen med mig.

Hun begyndte bare at grine. "Haha! Jo, men ikke hvis du har tænkt dig at komme og se sådan der ud"

Jeg kiggede ned af mig selv, og så forstod jeg lige pludselig hvad hun mente. Jeg lignede jo noget katten havde slæbt med ind!
Derfor endte det med, at Pernille svarede tilbage på SMS'en, og spurgte dem, om vi ikke kunne mødes på vores skoles græsplæne, hvor vi kunne spille fodbold og hygge. Imens gik jeg i bad og tog noget tøj på, men mit hår gad jeg ikke gøre noget ved, så det satte jeg bare op i en knold. Mens jeg stod og kiggede mig i spejlet, så jeg, at jeg havde fået et bygkorn på mit højre øje, og det var på størrelse med en mandel!

"Pernille! Hvorfor har du ikke sagt at mit øjelåg var på størrelse med en mandel?" råbte jeg ud i hele huset, så jeg vidste at hun kunne høre det.

"Det troede jeg da du vidste? Kigger du dig slet ikke i spejlet, bare engang imellem?"

"Jo da, men jeg gør det da ikke hver dag" Faktisk havde jeg ikke set mig i spejlet i 3 dage, fordi jeg hver morgen var stået for sent op, og skulle skynde mig i skole, så jeg havde ikke rigtig tid til at gøre mig i stand foran mit spejl.

I mellemtiden havde drengene svaret tilbage at de allerede var på vej derover, og ville vente på at vi kom derover. Så vi skyndte os ud af døren.
Og da vi kom derover, stod der 2 drenge og snakkede ved et af fodboldmålene. Vi cyklede hen til dem, og selvfølgelig var det Mikkel og Simon.
De stoppede med at snakke da vi kom over til dem, som var det noget hemmeligt de havde stået og snakket om.

"Emilie!" råbte Mikkel og gav mig et stort kram. Imens stod Simon bare og smilte ved siden af. Jeg kiggede på ham, og så smilte tilbage.

"Hej, jeg hedder Pernille" sagde Pernille, og tog hånden frem foran Simon.

"Hej, jeg hedder Simon" sagde han og gav hende hånden, mens han stadig smilte.

"Skal vi spille noget fodbold? Og hvem er sammen med hvem?" afbrød Mikkel.

"Drengene mod pigerne!" sagde jeg, og skimtede de andres ansigtsudtryk, for at se om de var med på idéen. Og det var de.

Jeg startede med bolden, og så løb jeg udenom Mikkel og hen mod målet, hvor Simon stod. Jeg skød til bolden, og den var sigtet mod målet, men Simon tog den. Og derfra gik det egentlig bare ned ad bakke for mig og Pernille. 1-0 til drengene, 2-0, 3-0 osv.

Tilsidst synes vi ikke det var sjovt mere, så vi valgte at snyde. Så nu havde Pernille bolden, men ingen gik imod hende, så hun gik lige så stille med den foran sig. Efter lidt langtrukkent tid, gik Simon imod hende for at få bolden, men vi havde jo valgt at snyde, så jeg løb hen til ham og hev fat i hans arm, og holdte ham tilbage fra at snuppe bolden.

"Hallo! Det er ikke fair. I snyder!" råbte Mikkel bag os.

"Det er ikke sjovt når I er så gode" råbte Pernille tilbage.

Imens prøvede Simon at få mig væk fra hans arm, men jeg holdte godt fast.
"Kan du så give slip, du!" Han kunne ikke lade være med at grine, mens han sagde det. "Så flyt dig dog"

"Nej, jeg gør hvad der passer mig, og du kan ikke gøre noget ved det" Jeg begyndte også at smågrine.

"Kan jeg ikke?" Han vendte sig om, så han stod med hovedet overfor mit. Og så lagde han sin hånd på siden af min mave, og begyndte at kilde mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og så gav jeg slip på hans arm. "Se! Så svært var det da heller ikke at få dig væk"
Og det skulle han aldrig havde sagt. For nu gik jeg lidt tættere på ham, og hoppede op på hans ryg, så han ikke kunne kilde mig. Men det holdte ikke ret længe, for han lænede sig bare til den ene side, så jeg faldt ned. I det øjeblik blev jeg bange, bange for at falde med ryggen lige ned på det hårde græs og så ville jeg sikkert komme til skade, så jeg lukkede bare øjnene og håbede på at lande blødt alligevel.
Men jeg landede slet ikke. Simon greb mig!

Jeg åbnede mine øjne lige så forsigtigt, og det første jeg så, var hans store brune øjne, som kiggede på mine skinnende blå...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...