My Love Story

Kender I det når man godt kan lide en sød dreng, og man bare ikke kan få ham?

- Denne historie handler om en pige, som møder en dreng der gør alt for at få hende han virkelig elsker. Og han giver aldrig op, heller ikke efter han har fået hende!

3Likes
12Kommentarer
2061Visninger
AA

7. God start på dagen

"Simon!" Jeg var kun omkring 2 meter væk fra ham, men han stod med musik i ørerne, så jeg synes selv det virkede som en god idé at råbe.

"Hej piger" Han vendte sig forskrækket om, og så smilede han til os.

"Piger, det her er Simon. Caspers bedste ven" Luna og Sabine, som var de to piger som gik med mig, hilste på ham og smilede bagefter til mig. Det smil alle piger kender. Det der siger 'Han ser godt ud' eller 'Godt scoret'. Allerede 3 minutter efter gik pigerne, så Simon og jeg kunne få købt balloner, og komme videre med dagen.

Vi snakkede meget om alt muligt ligegyldigt, så samtalen var hele tiden kørende. Der var ikke ét eneste tidspunkt, hvor det var pinligt eller virkede akavet. Egentlig var det rigtig hyggeligt, og jo længere tid jeg var sammen med ham, jo mere slappede jeg af og var bare 100% mig selv.

Vi grinte op til flere gange, og jeg tror at vi begge synes det var en supersjov dag. Især da vi var på vej hjem til Casper, for der begyndte det at småregne og jeg havde sutsko på. Heldigvis tilbyd Simon mig, at jeg kunne hoppe op på hans ryg, og så kunne han bære mig over alle vandpytterne. Det gik bare en smule galt, for Simon havde sin Ipod i lommen, og da han løb over en af de store vandpytter, faldt den lige ned i vandet. Jeg skyndte mig at hoppe ned fra hans ryg, og jeg landede selvfølgelig lige ned i vandpytten, men jeg var ligeglad, og så tog jeg Ipod'en op i min hånd og tørrede vandet væk, så godt jeg nu kunne i hvert fald.

"Det må du virkelig undskylde! Det var ikke meningen. Undskyld. Undskyld. Undskyld!" Jeg gik nok lidt i panik, for det var en af de der dyre Ipods, og nu havde jeg sikkert ødelagt den. Jeg kunne mærke at jeg blev helt ked af det, for nu fik jeg også ødelagt det sjove øjeblik vi havde sammen.

"Undskyld? Hvorfor siger du dog det? Det var jo ikke dig. Det havde slet ikke noget med dig at gøre overhoved" Han smilte bare til mig. "Og skal du så ikke også gå ud af den der vandpyt inden dine sko bliver alt for våde?"

Lige pludselig følte jeg ingen skyld mere, egentlig følte jeg mig ret glad på det tidspunkt. Han var jo slet ikke blevet sur? Han var faktisk rigtig sød imod mig, og på en måde trøstede han mig også. Jeg kiggede op, og så at han stadig stod og smilede til mig. Jeg smilte kikset tilbage og gik ud af vandpytten, mens jeg gav ham hans Ipod. Bagefter gik vi videre hjem til Caspers hus, mens vi snakkede om hvorfor jeg fik så meget skyldfølelse, over noget jeg ikke engang havde gjort. Men det havde egentlig altid ligget til mig, så det kunne jeg ikke rigtig svare ham på.

Da vi kom hjem til Casper, skulle vi puste 200 balloner op, for det var hvad vi havde købt. Så vi nåede kun lige hjem og op på Caspers værelse, og så smed vi vores tasker, og gik ellers bare i gang med at puste de mange balloner op. Efter omkring 5 minutter, havde vi pustet en blå, en gul, en rød, en lyserød, en lilla og en orange ballon op. Jeg synes det så rigtig flot ud dér som de lå på gulvet, men der manglede én farve, og det var grøn.
Simon og jeg havde en pose hver, så jeg rev min egen pose i stykker, for at se om jeg havde en grøn i min, men det havde jeg ikke. Derfor skyndte jeg mig at løbe over til Simon, som sad på en stol cirka 4 meter væk fra mig, og tog en grøn ballon op af hans pose.

"Hvad laver du?" Han så meget undrende på mig. "Undskyld mig, men hvad har du gang i?"

"Der manglede en grøn" svarede jeg, efter jeg havde pustet den op, og stod og bandt knude på den.

Og så begyndte han bare at grine af mig. Mens han prøvede at sige noget, som jeg overhoved ikke forstod noget som helst af.

"Hvad er der?" fik jeg sagt et par gange, mens jeg stod og smågrinte, over noget jeg ikke engang selv var klar over hvad var.

"Vi mangler stadig 193 balloner, hvoriblandt der er omkring 40 grønne. Tror du ikke der kommer en grøn ballon, bare på et eller andet tidspunkt?" Han grinte stadig.

"Jo da, men nu har vi én af hver farve, og det er flot. Synes du ikke?"

"Du er noget for dig selv, Emilie" Nu smilte han til mig på en sød, men kikset måde.

"Men det skiller mig vel bare ud fra alle andre"

Nu smilte han ikke mere. Han kiggede bare på mig, som om han synes jeg var tosset. Men han redede den selv med at sige at det også var rigtig nok, og det gjorde mig noget mere rolig. Derefter satte jeg mig bare ned på Caspers seng igen, hvor min pose med balloner lå, og så pustede jeg den ellers bare den næste op...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...