My Love Story

Kender I det når man godt kan lide en sød dreng, og man bare ikke kan få ham?

- Denne historie handler om en pige, som møder en dreng der gør alt for at få hende han virkelig elsker. Og han giver aldrig op, heller ikke efter han har fået hende!

3Likes
12Kommentarer
2112Visninger
AA

13. Drømmer jeg?

Han tog min hånd i sin, og så fortsatte vi videre på vores gåtur. Vi gik bare og snakkede som vi plejede. Vi gik hjem mod mig, for klokken var ved at blive mange, og han skulle også til at tage hjem til sig selv. Jeg kunne mærke at dagen var gået alt for hurtigt, og jeg kunne se på Simon, at sådan havde han det også.

Da vi var nået helt hen til mit hus, besluttede vi os for at sætte os inde under et busstoppested, hvor der var en lille bænk. Vi satte os ned, men denne gang var der ingen af os der havde noget at sige. Vi sad bare og kiggede ned i jorden, og en gang imellem så vi op på hinanden.

"Emilie, der er noget jeg bliver nødt til at spørge dig om" sagde Simon lige pludselig.

"Du spørger bare løs" Jeg smilte til ham, men denne her gang smilede han ikke tilbage. Han så faktisk ret alvorlig ud.

"Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal spørge dig..." Han gik lidt i stå og kiggede ned i jorden igen.

"Du kan ikke spørge om noget forkert, så bare spørg" Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men det var umuligt. Han sad bare der og kiggede ned i jorden, uden at sige en lyd. "Er der noget galt?" spurgte jeg forsigtigt.

"Nej..." Han kiggede op på mig. "... Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal spørge dig, om du har lyst til at komme sammen?"

I det øjeblik blev alting sort for mig. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden, og pludselig poppede alle mulige vidt forskellige tanker op i mit hoved. Intet kan beskrive lige præcis det øjeblik. Jeg tænkte helt fra; 'Kender jeg ham godt nok? - Er jeg klar til en kæreste? - Hadede jeg ham ikke fra starten af? - Og hvad med Casper? - Hvad ville min familie sige? Og ikke mindst min mor, som jeg havde fortalt om Simon til, på den dårlige måde? - Hvad ville mine venner sige? Og Pernille?'  og helt til; 'Havde han planlagt det her? - Hvad mon han tror jeg tænker nu? - Mon han kan se på mig at jeg tvivler? - Har han tænkt sig at kysse mig, for at få mig til at sige, ja,? - Og hvorfor valgte han lige i dag?' Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, som en stime af bier i en bikube.

"Emilie?" han prøvede at få øjenkontakt med mig. I det samme kom jeg i tanke om, at det kunne være at jeg måske skulle svare ham, for mon ikke det var et helvede for ham at sidde der og vente på et svar fra mig. "Emilie, du må godt svare mig inden jeg når at blive gråhåret" sagde han, efterfulgt af et lille grin. I stedet for at svare ham, lagde jeg mit hoved ind til hans bryst og sagde "arg!"

"Og hvad betød det?" Han lagde sin hånd på mit hoved og nussede mig i håret.

"Altså..." Jeg satte mig op, så jeg kunne se ham i øjnene. "... jeg vil ikke sige 'nej'"

"Betyder det så at du siger 'ja'?" Han så meget undrende på mig, mens han sagde det.

"Det gør det vel, men på én betingelse!"

Jeg kunne se at han fik et kæmpe smil på læberne. "Hvad som helst" sagde han lidt efter.

"Du skal fortælle det til Casper, for du er hans bedste ven, og jeg tror gerne at han vil havde at du selv fortæller ham det"

Simon nikkede bare og begyndte så at smile endnu mere. Hvordan det kunne lade sig gøre, det ved jeg ikke, men det kunne han. Der gik ikke langt tid før han lænede sig frem til mig, og kyssede mine læber lige så blidt. Det føltes helt rigtigt, så jeg kyssede selvfølgelig hans igen. Og der sad vi så kl. 20 om aftenen og kyssede i et busstoppested under stjernehimlen. Nu var jeg ikke mere alene. Nu havde jeg én jeg kunne støtte mig op af, én som jeg altid ville kunne komme til hvis der var noget galt, én som holdte af mig, én som jeg inderst inde havde været dybt forelsket i fra dag 1 af, hvor jeg fandt ud af at han ikke bare var en spade, men at han faktisk var en sød, kærlig, dejlig og helt igennem vidunderlig spade. Og nu var han min.

 

                                                                                                        ***

Faktisk lige præcis i dag... Lige præcis her d. 20/9 - 2012, her kl. 20, er det præcis 5 måneder siden at Simon blev min, og det er han også stadig. Desværre har jeg ikke haft muligheden til at være sammen med ham i dag, men jeg fik en super sød besked i morges fra ham.

I hele mit liv havde jeg aldrig troet, at jeg havde fortjent sådan en som ham. Og sådan har jeg det stadig. Jeg er også stadig dybt forelsket i ham, og det samme er han i mig. Og det ved jeg, for det fortæller han mig hver eneste dag.

 

 - Livet er ikke altid som forventet, og forvent intet fra det, for så kommer det helt af sig selv. Vi kan ikke bestemme vores fremtid, men vi kan leve i nuet, og være glad for hvad vi har, for først der kan du kalde dig LYKKELIG...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...