Bus nr. 635

Novelle om tilfældet. Håber i kan lide den.

0Likes
0Kommentarer
332Visninger

1. Bus nr. 635

 

Bus nr. 635

 

Jeg sætter mig ned på bænken. Manden ved siden af mig, ser på mig med et fjernt blik. Jeg smiler let til ham, og han fjerner blikket straks.

Jeg rejser mig igen, og ser på bustiderne igen. Bare for en sikkerheds skyld.

Torsdag

11.22- 635

Jo det passer. Jens havde tjekket det for mig, og brokket sig over rodet i skuffen, i går, fordi jeg lige havde lakeret mine negle røde, så jeg kunne ikke gøre det selv. Vi har mange af sådan nogle rodeskuffer. Nogle mennesker har ingen, af sådanne skuffer, og andre siger de har orden i dem. Vi har mange, og har ikke orden i noget som helst. Men er det ikke en del af lige, at være flyttet sammen, og stadig være usikker på det meste, når det gælder husholdning? Det bilder jeg mig selv ind.

Jeg sætter mig ned på bænken igen. Mandens bus ankommer, og jeg er alene. Det føles lidt øde, og samtidig lidt trist. Jeg får en af de der tidspunkter, hvor jeg ser mig selv i en filmscene. Ensom kvinde sidder og venter på bussen. Men hvad sker der når hun stiger på bussen? På den måde, kan en bus faktisk være ret symbolsk. Jeg kunne forestille mig, en meget rolig og enkel sang i baggrunden til den her scene, eller måske bare et enkelt klaver stykke.

Jeg ser på mit ur. Der er stadig lang tid til bussen kommer. Jeg er kommet i for god tid.

Min neglelak er allerede ved at skalle af ude i kanterne. Jeg ser min mor for mig. Hun holder fast i mine fødder, imens jeg sidder på min elskede gynge. Jeg skriger af grin, idet hun giver slip på dem. Hun træder to skridt tilbage, og smiler varmt. Jeg havde en ret lykkelig barndom. En sund kernefamilie, ville nogle nok kalde det. Jeg var aldrig specielt teenage agtig. Det var min lillebror heller ikke. Min far og mor havde altid fast arbejde, og den eneste gang jeg er flyttet, er nu hér sammen med Jens.

Vi mødte hinanden på et busstoppested, ironisk nok. Jeg havde glemt penge til billetten, og han lånte mig nogle. Vel vidende om, at selvfølgelig aldrig ville få dem tilbage. Han har siden altid fortalt mig, at han ikke tænkte på penge på det tidspunkt, fordi han allerede var forelsket i mig, fra første gang han så mig, komme spurtende ned ad gaden. Han har engang sagt, at han aldrig har været mere forelsket, end i mig. Jeg ved ikke, om jeg er specielt forelsket i ham. Men jeg elsker ham det gør jeg. Han er den første mand, jeg kan sige, uden at lyve eller overdrive, jeg har elsket. Mine veninder siger jeg stråler mere, når han er ved min side. Jeg ved ikke rigtig om det passer, eller det bare er noget man siger til forelskede par.

Jeg roder i min taske efter min læbepomade. Mine læber er egentlig ikke tørre, men jeg smører dem alligevel. Lugten af læbepomade har jeg faktisk aldrig kunne lide. Den er meget kvalm i længden synes jeg. Men jeg skal have bløde læber, nu hvor jeg er forelsket.

Jeg har faktisk altid haft på fornemmelsen, at jeg skulle dø tidligt. At jeg ville få en uhelbredelig sygdom, og dø i en ung alder.  Det er nok en rimelig dyster og mærkelig tanke fornemmelse at have. Det har aldrig påvirket mig. Eller fået mig til, at flippe ud, eller blive bange nogensinde. Fornemmelsen har bare altid ligget i mit baghoved.

Mine forældre ser på huse, i øjeblikket. De har planer om at finde en lejlighed tættere på byen, når nu min bror flytter ud her til sommer. Jeg er ret ked af det, over det. Det er trods alt mit barndomshjem, men min mor og far er enige om, at det bliver for stor en mundfuld når de bliver ældre. Og de vil også gerne være tættere på Ruben og mig.

Ruben. Har aldrig brudt mig særlig om navnet. Det er også derfor jeg altid har kaldt min lillebror for Sofus. Det hed min kaninbamse, som blev væk i toget. Jeg skulle vist engang have udtalt, at han mindede mig om den kanin bamse, og at det var derfor jeg begyndte at kalde ham Sofus.

Nu kan jeg se bussen nede for ende af vejen. Jeg finder min pung i tasken og gør mig klar. Der kører en mørkeblå bil foran, den har meget fart på. Kører meget hurtigere end den må kan jeg se. Gid han kørte sig ihjel, tænker jeg, og træder ud af busskuret. Bilen kommer tættere og tættere på. Jeg ser den køre op over kantstenen, stadig med utrolig fart, og lyden af splintret glas fylder og tømmer mine ører.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...