• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer. Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil. Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party. Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine? Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser? • Der læses på eget ansvar •

180Likes
91Kommentarer
20095Visninger
AA

10. Why do we not see you as much as usually?

Jeg vågnede gispende op til en høj skærende tone. Forskrækket rullede jeg ud af sengen, og landede på gulvet med et bump. Jeg ømmede mig kort, før jeg svajende kom op på begge ben, ved at stå med rumpen i vejret.
Jeg pustede irriteret en vildfarende blond hårlok væk fra mit syn.

Det gik langsomt op for mig, den irriterende lyd, der havde forårsaget min nu smerteskærende blå rumpe, var og blev min Iphone ved sengebordet. Jeg sukkede højlydt, og vrissede klagende eder, inden jeg greb fat i telefonen. Den gad sørme ikke stoppe sit kimerig.

Det forekom mig nærmest som et chok, da jeg så på disketten, hvem der ringede. Jeg kunne ikke lade hver med at rulle med øjende, og besvare opkaldet med en stor vrede.

”Alfredo, hvad fanden? Er du blevet for doven til at rejse dig fra sofaen, og trave ind på mit soveværelse, der ligger, hvad? 10 meter væk fra din placering? Seriously, dude!” skældte jeg ud, og måtte rømme mig flere gange, fordi mit stemmebånd var så evig dejligt, og gjorde mig totalt gammelmand hæs om morgnen.

Yeah, feel the irony.

Der lød en latter i den anden ende.

”Og godmorgen til dig også, Nora-Snuske. Ja, jeg har også sovet godt, hvad med dig?” Jeg vrissede lavmælt og advarende til ham, da han efterfølgende grinte i den anden ende.

”Kom til sagen, inden jeg kommer ind, og kvæler dig med min hovedpude,” advarede jeg ham, og pustede endnu en dum blond hårtot væk fra øjne.
Mit hår var ligesom en teenagerpige på den dumme tid om måneden, når det gjaldt efter en nattesøvn eller lignende.  Tro det eller lad hver, men det ellers så glatte hår, havde sine oprør alt for mange gange.

”Min mor ringede. Jeg står netop, og er ved at hente et jakkesæt nede ved renseriet. Hun fablede om, hun havde fået en opringning, omkring det var færdig renset. Og pointerede jeg skulle være hjemme i aften, da et eller andet fint hold gæster ville komme. Faktisk ville hun rive hoved af mig, hvis jeg ikke kommer hjem,” fortalte Alfredo med en sukkende stemme, der tydelig forklarede mig hans situation.

”Så du er ikke inde i stuen, eller inden for rækkehvide til at blive kvalt af min hovedpude?”

Jeg spurgte, mest fordi jeg var langsom opfattende om morgnen.

”Nej, det er jeg ikke, Nora.”

Jeg kørte en hånd igennem mit rodede hår, og bad tavs til det sad okay. Forsigtigt gik jeg hen til mit store spejl, og lavede en grimasse. Det så værre ud end ellers. Hvilken urolig nat jeg måtte have haft. Gad vide om jeg havde haft mareridt eller noget..

”Det er jeg ked af, Fredo. Jeg håbede ellers du ville blive og dovne med mig i dag,” svarede jeg oprigtigt nedtryk. Jeg havde faktisk planlagt vores dag, der blot skulle bestå af film og mad. Ikke mindst snak, da jeg vidste, Alfredo havde spørgsmål at stille.
Hvilket jeg kunne takke Melissas store mund for.

Også ved vi vel alle godt, Zayn var emnet.

”Det er jeg også, Alfredo sukkede, men min mor sagde, du også er inviteret i aften. Du skal nok finde den pæne kjole frem. Hvis du altså har lyst.”

Jeg grinte over hans hurtige indskydelse, og smilede skævt til mit spejlbillede, før jeg gik videre hen til mit klædeskab. Det var tydeligt at mærke, jeg blev friskere og friskere jo mere jeg snakkede i telefon.
Imens jeg trak skydedørene fra, og fik udsyn til min tøjsamling, skyndte jeg at svare Alfredo.

”Det lyder perfekt! Det vil jeg da gerne, og det ved du da. Alt for dig dude. Kan du måske få presset Melissa med ind i det? Hun er jo stadig her i England, og jeg synes ikke, hun skal undvære en storslået middag hos Jane. Desuden tror jeg faktisk, du bare behøver at sige til Jane, at Melissa er byen. Så skal du ikke engang spørger om Melissa komme, men nærmere bliver pålagt at invitere hende,” udfoldede jeg hurtigt med et grin, og med humoren inde for rækkevidde.

Alfredo grinte, og sagde sagte:” Ja, det er sgu rigtigt. I to kunne lige så godt være hendes ynglings døtre, sådan som hun går og nusser omkring jer. Jeg tror, for at være ærlig, at hun til tider tror det selv. Eller så føler hun det hele tiden.”

Jeg grinte højt af ham, og rystede på hoved.

Ja, det havde aldrig været nogen hemmelighed, at Jane Lewis for samme øjeblik hun mødte mig, straks synes at jeg faldt i hendes smag. Det samme gjaldt Melissa, da jeg presentrede hende videre til Alfredo, som selvfølgelig gjorde Melissa mødte hans mor Jane. Faktisk var det kun tre dage efter, Alfredo havde mødt Melissa, men sådan var Jane.
Hun ville absolut ikke snydes for noget – især ikke når det gjaldt nyt kød i hendes families omgangskreds.

Det er utroligt, jup, I know.

”Hm nok om alt det. Nu er hovedsagen bare at finde den rette kjole til det hele. Alfredo, har du nogen ideer?” spurgte jeg lokkende efter en hver mulighed, imens jeg grænsede alt mit tøj med synet.

Eller, det der var til at se ude fra.

”Noget i lidt mørkere farver ville passe fint. Mor køre det helt store efterårs show der hjemme, og tro mig, man falder hurtigt ud fra temaet, hvis man kommer i pink,” advarede han mig hurtigt, og jeg fnes lavt pga. hans hentydning.

Jeg havde en lille svaghed for pink kjoler.

Bare en lille bitte smule.

(Host)

”Jeg undlader at tænke nærmere over din frække hentydning, og spørger i stedet højt, om jeg mon har brug for en ny kjole til lejligheden,” svarede jeg bare, og lod hånden køre søgende igennem tøjet.

Der lød et suk og en stemme i baggrunden. Derefter et tak, og lidt rumstering.
Alfredos stemme kom kort efter.

”Det ved jeg ikke, love, men kan du ikke finde ud af det selv? Jeg har rimligt travlt lige nu…”

Jeg sukkede skuffet, og kørte hånden igennem håret, som en dum vane. Jeg var virkelig ikke i mit kreative hjørne i dag. Og hvis Alfredo ikke havde tid til at hjælpe mig, med noget der i bund og grund var skabt som et problem, fordi jeg var så gavmild at hjælpe ham…

Ja, jeg var virkelig i mit lune hjørne den morgen, det kunne vi vidst alle sammen fornemme. Det kunne Alfredo vidst også.
Og jeg kunne vel lige så godt fortælle, jeg havde det med, at få alting til at virke sort og gråt, hvis jeg ikke fik lidt hjælp videre, og fik noget ud af dagen.
Noget ordentligt.

”Hør, Nora, jeg ringer til Melissa og finder ud af om hun har tid i aften. Så kan jeg også høre, om hun lige meget om hun kan i aften, kan komme over og hjælpe dig med tøjet. Så kan du nu imens gå ud og tage dig noget morgenmad. For eksempel den ommelet og det frugt jeg har sat i køleskabet, inden jeg gik. Det skulle være helt frisk og lækkert,” forslog Alfredo, og lød pludselig meget ældre, og blidere end før.

Jeg lukkede skabet i efter mig, og spærrede samtidigt øjnene op i overraskelse. Seriøst, havde han virkelig gjort det?

”Som tak fordi jeg måtte låne din lejlighed i går og i morges. Og fordi du reddede mig fra at bruge dit strygejern til min skjorte; det var virkelig betænksomt af dig,” forsatte han videre, og lød til at være udenfor at tyde på vinden i baggrunden.

På ingen tid stod jeg foran køleskabet med lågen åben, og stirrede direkte på den store lækre omelet, og det mindre bjerg bestået appelsin, vindruer og vandmelon.

”Seriøst, du burde låne og overnatte i min lejlighed noget oftere,” fastslog jeg, med en taknemmelig klang. Virkelig: tusind tak, Fredo.”

Jeg kunne fornemme han smilede i den anden ende, da han følgende svarede mig.

”Det er da så lidt. Sørg nu for at nyd det, hør noget radio og find positiviteterne frem. Imens ringer jeg Melissa op, og plager hende ved morgenstunden. Vi begge får en win-win situation ud af det her.”

Jeg grinte af ham, hvorefter jeg lage på.

Min Iphone blev smidt på bordet, og jeg tog maden ud af køleskabet, sammen med juicekartonen. Jeg lukkede køleren efter mig med et skub med foden, og stillede omeletten ind i mikroovnen, og frugten ned på en mindre tallerken. Efterfølgende fik jeg radioen tændt, som forslået af Alfredo, og spiste lidt af frugten, imens jeg nynnede blidt med på musikken uden at kende teksten ordentlig.

Vand blev også hurtigt kogt til te, og kort efter da klokken slog halv elve, sad jeg vippende med tårspidserne ved mit spisebord. Omeletten stod varm foran mig, frugtfadet næsten tomt, og min ynglings multijuice og te bragte to modsætninger af temperaturer.

Mit smil var allerede begyndt at poppe frem, da jeg tykkede mig igennem et stykke udskåret omelet.

Det der med jeg skulle finde de positive energier frem, gik rent faktisk meget godt. Jeg kunne nikkende afgøre, med et god og pragtfuld morgenmad, at Alfredo havde reddede mit humør for resten af dagen. Blot ved at lave mig morgenmad. Til trods for han måtte gå tideligt, var det alligevel ikke værre.

Desuden havde han også ringet, og fortalt Melissa havde takket ja, og gjorde sin ankomst hos mig ved frokost tid – 12:30 PM. Min dag var tydeligvis allerede planlagt og klargjort for mig, takket været min to bedste venner. Det klarede de meget godt på under en time.

Så havde jeg vel også bare mere overskud til at slappe af. Ikke mindst: tænke over mine muligheder med en hvis person.

Jeg rystede smilende på hoved af mig selv, og sluprede noget varm te ind i mig.

Nu måtte vi se, hvad dagen kunne fylde mig med tanker, før jeg kunne beslutte mig for noget som helst.

”Jeg fatter ikke, at jeg altid skal have så svært ved, at finde noget tøj at tage på til agentmenter. Også kan du bare lige komme ind, og på under en time finde noget til mig, som er perfekt og impulsivt. Det er ikke fair,” sukkede jeg utilfreds, og stak tilsvarende til min bøf.

Jeg var taget med Melissa ned og spise frokost, efter at være ude og shoppe med hende inden. Som jeg lige havde klaget over, så forklarede min klage situation. Melissa havde selvfølgelig fundet noget hurtigt til mig, som gik ind for de krav, som både hun og jeg, men også Alfredo, havde til tøjet. Det var fuldstændig crazy, at jeg gang på gang ikke kunne finde noget.
Men dagen i dag havde været værre, end de ellers hidtil problem-dage.

Grunden skyldte vel også en ting. Jeg var lidt ved siden af mig selv, gik oftere i min egen boble af tanker, end hvad jeg ellers plejede. Vi alle er vel nysgerrige på, hvad der kunne interessere mig så pokkers usædvanlig meget.
Jeg behøvede kun at sige et navn, der fyldte alt for mange ting med sig.

Zayn.

Zayn, Zayn, den kære Zayn.

Han havde plaget mig hele morgen. Altså, ikke fysisk; kun inden i mig selv. Mine tanker kunne ikke slippe taget i ham, når, først han strejfede kort min underbevidstheds tankeløb.

Men jeg kunne ikke rigtig gøre for det. Tror jeg. Det forsikrede jeg i hvert fald mig selv om. Drengen havde for guds skyld givet et stort indtryk på mig (og følelser), og selvfølgelig gik jeg stadig med problemet omkring ham.

Hvordan jeg skulle takle alt det her? Det var alt for lang tid siden, jeg havde følt noget lignende, eller faktisk: også første gang jeg stod med dette problem.

Også alligevel var tanker omkring Zayn aldrig kun om negative ting. Hvordan skulle de kun kunne være det? Med det ansigt, de charmerende skæve grin, de honning brune øjne, hans røde læber, den brune hud og sorte hår…

”Nora!”

Melissa knipsede to gange foran mit ansigt, og det udtryk der mødte mig, fortalte det ikke kun var så få gange.
Jeg rystede pludselig på hoved, og kørte automatisk hånden igennem det løse blonde hår.

”Ja, undskyld jeg var lige et andet sted. Du sagde?”

Jeg smilte uskyldigt og undskyldende, og rystede kort med hånden, så mine armbånd rettede sig ordentligt på plads.

Melissa rystede opgivende med hoved.

”Det er præcis det jeg mener. Du virker helt væk i dag. Som om du hele tiden går fra at være til stede, til at være ind gravet i dine tanker, hun rynkede bekymret næsen, er du okay, eller er der problemer?”

Jeg rystede let på hoved, men kunne ikke lade hver med at svare inde i hoved.
Åh, ikke andet end jeg har denne her super cute flirt, Zayn du ved. Og jeg mødte ham egentlig til en fest, havde en hed one night stand med ham, som egentlig slet ikke var som mig selv. Men i virkeligheden en anden personlighed, det tilhører mit andet natteliv, du for resten ikke kender til. Nu ved jeg bare ikke, hvad jeg skal gøre med ham, fordi han både er indledt i mit hemmelige liv og real one.

Det ville da virkelig være passende, hvis jeg sagde det.

”Nej nej, overhoved ikke! Jeg var bare på date med Zayn i går. Og han plager bare mine tanker lidt, det er alt,” undslap jeg uden at tænke over det.
Jeg havde lyst til at slå mig selv i hoved.

Det var måske heller ikke den bedste ide, at snakke for meget om Zayn med Melissa, hvis jeg ikke engang vidste, hvor han hørte til i mit liv.

Perfekt, Nora, sådan et god move, hunny.

Men jeg kunne ikke trække ordene tilbage, og Melissa spærrede øjne op. Ivrighed og begejstring lyste ud af dem, da hun startede hendes spørgestrøm. Sukkende måtte jeg genfortælle dagen forinden, og hun fik da også med, hvordan jeg derhjemme havde fundet Alfredo, slasket ud over sofaen - med skjorten på og det hele.
Ja, når jeg var fanget i sådan en situation, hvor jeg selv skulle afsløre meget, begik jeg tit den gerning, at smide noget om andre ind i det. Denne gang var Alfredo ofret, da han trods alt var grunden til, jeg sad med Melissas ivrighed og nysgerrighed over for mig.

Hm ja, det var pay back time.
Pretty much.

”Åh gud, hvor lyder det fantastisk! Gid jeg havde en fyr, jeg kunne alt det med,” Melissa sukkede drømmende.

Jeg grinte ad hende.

”Men hvornår skal I så ses igen?” spurgte hun videre, og lød super begejstret.
Jeg smilede genert, og mærkede mine kinder rødme let. Hvorfor, anede jeg dog ikke. Totalt malplaceret og ikke mindst mærkværdigt.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg tøvende. Forhåbentligt snart.”

”Aw, hvor jeg glad for du har mødt Zayn! Du skulle se dig selv lige nu, du er simpelthen… arg, for hulen da. Hvor jeg elsker romantik. Det lader da også til i er kommet nærmere ind på hinanden. Har i kysset endnu?” spurgte Melissa nysgerrigt.

Jeg rullede kort med øjne ad hende.

”Melissa, vi har ikke kendt hinanden så længe endnu. Vi er først ved at komme ind på livet af hinanden, selvfølgelig har vi ikke det. Det kan vi da heller ikke bare uden videre, når vi ikke har kendt hinanden så længe,” svarede jeg, og sluprede lidt te i mig.

Okay det var løgn, vi havde kysset på klubben og under vores one night stand. Dog: udover det havde vi ikke rørt hinandens læber siden, og jeg vidste ikke helt, om min mave sagde jeg savnede det, eller hvad der ellers forgik.

Melissa rynkede panden af mig, og viftede med pegefingeren.

”Du ved lige så godt som jeg, det ikke handler om længden af bekendtskabet. Kærlighed vokser stærkt, om man vil kendes ved det eller ej efter et par uger. Selvfølgelig ved jeg godt, du vil tage det stille og roligt. Du har sikkert også noget, du skal affinde dig med, inde i dig selv, omkring dette her. Date en kendt er også stort, after all,” prædikede Melissa der ud af.

Hun havde som altid fat i noget. Bortset fra det ikke lige var kendis problemet, der var for mig, men ved nærmere eftertanke livstils problemer. Dobbeltlivs problemer.
Jeg havde i sidste ende også vidst, det før eller siden ville give mig bagslag.

”Nemlig,” besvarede jeg bare.

Hvorefter jeg fornemmede inden i, jeg burde skifte emne, for mit eget bedste. Skyldfølelsen kom som altid op i mig, når tingene kom for tæt på faktummet om mit natteliv, som Melissa var helt u informeret om.

Det var trods alt ikke sjovt eller u mærkbart, at gå at holde en hel del af sig selv hemmelig for ens bedsteveninde. Ligeså min bedsteven, Alfredo.

Jeg havde mine op og ned ture med min samvittighed. Flere gange ønskede jeg at bryde ud om det, plapre løs om det til dem, men jeg stoppede altid mig selv. Det var for mit eget bedste, jeg valgte at holde det hemmeligt. Var det ikke?

Jeg var efterhånden, i løbet af processen med mit kendskab til Zayn, begyndt at tvivle meget på det.

”Gad vide hvilke gæster Jane nu hiver inde døre,” delte jeg undrende min tanker med Melissa.

”Sikkert nogle fine og forretnings nyttige personer,” gættede Melissa, og lød ej interesseret. Hun tog altid mest med til middagene for Alfredos skyld, maden eller for at være i selskab med Alfredo, hans mor Jane og jeg.

Hun interesserede sig aldrig så meget for gæsterne, trods gæsterne altid interesseret sig mere, end hvad godt var, for hende.

Strange world, I know.

Jeg var ved at kløjes helt i maden, da Melissa og jeg sad og snakkede over bordet. Det var ikke til at vide grunden til min pludselige mavepine. Om det blot var samvittighed over et eller andet mystisk, eller min ellers så delikate frokost, var en gåde i sig selv.

Lige meget hvad: jeg var gået ud imod toiletterne, uden at give Melissa færden om, noget var galt.

Jeg sukkede tungt, da jeg låste mig ind på en af båsende. Sveden glippede ned i nakken på mig, og jeg vred mig kort med hoved. Det var helt utroligt, hvor mærkelig til mode jeg følte mig.

I håb om jeg ville blive bedre tilpas, fik jeg gjort, hvad man nu gør på et toilet og trak ud efter mig. Jeg åbnede panisk døren op fra toiletbåsen. Jeg glippede med øjne, da jeg nåede over imod spejlet over vasken, og studerede mig selv. Jeg så hverken mærkelig eller bleg ud i hoved, så det måtte bestemt være mit psykiske der var gal igen.

Jeg vaskede mine fingre, fiksede makeuppen ved at børste en smuldre mascara væk fra kinden, nive mig lidt ved kindbenene – søgende efter en succesfuld farve, og rette kort ved mine øjenbryn. Jeg var den eneste der efterhånden var ude på badeværelset, og det skræmte mig ikke rigtigt. Der var små højtalere med lavmeld musik, og jeg genkendte Carlys sang ”Call Me Maybe”, jeg lod mig selv synge med på.

Det var en efterhånden gammel sang, eller hvad, men for mig var det en klassiker, og en sang alle kunne. Selv min mor, hun sang den kort sidste gang vi snakkede over telefonen (ja, det var såmænd en akavet situation for mig), og det bevidste vel også sit.

Jeg åbnede døren ud fra badeværelset, og var nær ved at falde bag over, da jeg stødte ind i stor brystkasse. Et par stærke arme greb fat i mig, reddede mig for faldet, men gjorde også så jeg dunkede ind imod brystet igen.

Jeg kiggede forundret op.

Mit hjerte stoppede kort op, og sprang mindst fem slag over.

Jeg sank en stor klump.

Det var da fandeme lige til at være løgn!

Foran mig stod sørme Micheal, høj og med et charmerende smil, jeg havde set alt for meget til i mørke. Micheal var en gammel flirt, jeg havde haft længe, når jeg var ude om natten og feste. Direkte sagt, var han en del af mit natteliv. Hvilket var rimelig uheldigt, eftersom, hvis, i ikke havde opfattet det, var det lyst og dermed dag.

Jeg rystede kort i kroppen, chokeret og panisk. Micheal var nok en af de værste jeg kunne møde ude om dagen, da han aldrig ville lade mig gå, uden at snakke med mig. Flirte med mig. Normalt ville jeg flirte igen, men jeg havde Zayn for tiden, og jeg ville føle et alt for stor samvittigheds gnaven, næste gang jeg så ham. Det vidste jeg allerede der.

Og for det ikke skulle være løgn, havde Micheal og jeg ikke set meget til hinanden, da jeg normalt undgik ham. Jeg gad ham ikke, lejende var ovre, men vi alle kender vel de personer, der aldrig vil indse det, ikke?

I hvert fald troede Micheal selvfølgelig, dette sammenstød betød et eller anden skæbnesting, og ville se dette som en ekstra chance for at snakke med mig. Alike; hive mig med hjem.

Jeg sank endnu en klump.

”Jamen Nora skat, hvor er det længe siden! Tænk jeg skulle støde sådan på dig her,” lød det overrasket og charmerende fra Micheal.

Jeg bed mig hårdt i kinden. Mit smil var skævt og falskt tilbage.

”Micheal, jeg kan kun sige det samme om dig,” besvarede jeg med en falsk begejstring, som egentlig var al for tydelig og gennemskuelig. Micheal lagde ikke mærke til det, eller så bed han sig ikke mærke i den - eller måske ignorerede han det bare. Lige meget hvad smilede han flirtende, og lagde armende omkring mig i en omfavnelse.

Jeg sukkede tungt og trættende indvendigt. Juhuuu, dette her var lige, hvad jeg manglede. Not.  Gud hvor jeg ønskede, verden ikke var så meget imod mig. Eller jeg kunne kante mig smertefrit igennem denne akavede situation. Hvilket jeg skam havde luret, ville blive meget svært.

Jeg klappede Micheal blidt på ryggen, som en besvarelse af denne overraskende længe omfavnelse. Modvilligt fik jeg duften af hans genkendelig aftershave i næsen, og den til matchende mandeparfume, han altid brugte store doser af. 

A little bit too much?

Um yeah, I think sooo…

“Hvad går du og laver fortiden? Vi har ikke set dig længe på klubberne, og folk spørger efter dig, ikke mindst savner dig,” sagde Micheal forvirret, da jeg havde viklet mig fri af ham, og han gav mig hvad-sker-der-med-dig blikket.

Jeg kunne slå ham direkte i hoved. Ikke en skid om de savnede mig. De manglede bare en party starter, og en og kigge slesk på. Jeg kendte miljøet for godt til, at sluge alle Micheals ord i mig med godtroenhed.

Og ikke mindst kendte jeg alle de forfærdelig mennesker, der efter Micheals omfatning, savnede mig ih åh så meget. Hvis at savne mig var at manglede et hovedperson i et emne, så kendte jeg virkelig ikke ordenes forståelse mere.

”Jeg har haft travlt. Du ved, livet skal leves, og nye ting skal altid prøves. Du kender mig, jeg har altid ting, der skal fikses,” svarede jeg, og gav ham en falsk smil.

Ikke om han kendte mig.

Micheal lo kort, og lyden skulle nok prøve at tiltrække mig.
Som om det nogensinde ville det.

”Det er jeg klar over. Men Nora, skat, du ved, vi andre stadig er her. Du kan jo ikke bare droppe helt ud, det ved du også godt. I hvert fald ikke hvis du vil beholde dit rygte,” belærte Micheal mig. Jeg lavede straks smalle øjne, og kiggede skulende op på ham.

Vreden kørte igennem mig, og jeg var på nippet til at smække ham en. Hvor vovede han overhoved at belære mig om noget som helst? Som om jeg ikke allerede vidste alt det. Desuden havde han ikke den ret, han gik og tog sig, til at snakke sådan til mig.

Det var en kæmpe fejl han havde lavet sig.

”Du skal ikke belære mig om en skid, Micheal. Og slet ikke begynd på det der pis, for jeg har min egen fucking vilje. Pas på hvad du siger til folk, du skulle nødig få bogstavelige bagslag,” hvislede jeg koldt, og gav ham et enkelt blik.

Jeg slog hans hånd væk fra min røv og min hofte. Han spærrede øjne op, og så nærmest måbende på mig.

Det var meget hierarki opdelt omkring menneskerne, der gik på klubberne. Hvis du ikke var faste stamkunder, kunne du godt blive set meget ned på, hvis du altså ikke havde en personlighed eller udseende der sagde go’. Og jo længere du havde været kendt på klubberne, ville du efterhånden også ligge mærke til en forandring, med hensyn til andres behandling omkring dig.

Direkte fortalt: så var der de mennesker, man ikke skulle tale ned til, eller genere på nogle måde. Her i blandt var jeg, og et par andre af mine bekendte. Hvis det skete, at nogen talte ned til os, ville de hurtigt for deres fejltagelse at mærke. Ja, det var i bund og grund totalt latterligt opdelt, men det var også sådan miljøet var, da jeg startede ud i det.

Og jeg havde tit fået gode ting ud af det hierarki lignende opdeling. Der var ikke nogen der turde genere mig, og dem der gjorde, var enten sammenstillet som jeg selv, eller bare dumme og uopmærksomme.

Så det Micheal gjorde der, så jeg selv i dagtimerne som en slags overtrædelse. Som, i kunne høre, var Micheal lavere stillet end jeg selv (nu var jeg også i toppen, haha). Derfor flippede jeg automatisk ud på ham, som den bitchy pige jeg gik ud for at være om natten. Det skift der kom imellem mine personligheder, var uvant og virkelig skræmmende. Jeg skræmte direkte mig selv, da jeg opførte mig direkte som en kælling over for Micheal.

Og det blev ikke bedre af, at Micheal gik imod mig.

”Pas på hvad du siger, Nora. Måske har du magten om nattet på klubben, men ude fra stedet er du ikke så magtfuld, som du går og tror. Og du er mere på glatis end nogensinde, for der er ingen der kan komme dig ordentlig til undsætning.”

Hans stemme var stenkold, og jeg fik kuldegysninger. Det var som en direkte trussel, Micheal overgav mig, var det ikke?

Jeg smallede mine øjne endnu mere, hvis det overhoved var muligt. Atter et skridt ind i rollen, jeg havde om aften, længere væk fra mig selv. Fra sidelinjen stod resten af mig, måbende, og helt panisk over situationen.

”Det hele handler om magt for dig, hva’, Micheal? Det har det altid gjort. Meget kan du sige om og til mig, men ved nærmere eftertanke, skulle du droppe at true mig på åben gade. Måske er vi ikke på en er klubberne, nej, men jeg har faktisk et liv uden for dem. I forhold til dig, lyder det til i dine egoer fyldte taler. Jeg er ikke uden kontakter, det burde du da have lært, efter alle de rygter der går omkring om mig,” svarede jeg iskoldt, og følte mig stærk i stemmen, og kontrolbar i forhold til situationen.

Micheal virkede overrasket.

Han kiggede kort på noget bag mig, hvorefter han kiggede tilbage på mig.

Jeg anede ikke engang, hvordan hele vores møde var havnet helt her ude. Det var helt nyt, og jeg handlede impulsivt efter, hvad min natte kloge hjerne, pålagde mig taktisk at gøre.

Ikke mindst fik det mig til at se hele mit liv fra en anden vinkel af. Det gik op for mig, hvor anderledes jeg var om aften, og hvor mange farer jeg egentlig kunne komme ud for.

Micheal brød op i et triumferende grin.

”I bekendtskaber mener du måske hende din veninde, der sidder og stiger mærkeligt på os henne fra bordet i hjørnet? Ja, man må sige der er meget forskel fra hende, end de andre piger, vi andre ellers der dig med om aften. Men hun er hot alligevel. Jeg er bare meget usikker på, hvem hun lige ville kunne forsvare, til trods for det ellers lærke udseende.”
Micheal slikkede sig nærmest lækkersultent om læberne.

Jeg stivnede kort.

Jeg behøvede ikke at vende mig om for at vide, Melissa sad og stirrede forbløffet på os. Vreden kogte boblende inden i mig, da Micheal bragte Melissa på banen. Jeg havde ikke tænkt på, han ville genkende hende som min veninde, eller regne det ud på den måde. Angsten kørte igennem mit blod, da jeg ikke ønskede, Melissa skulle blandes ind i alt dette her.

Hun skulle ikke indledes i mit forfærdelige dobbeltliv, hun for resten heller ikke anede eksisterede. I ren panik udbrød jeg i vrede:” Hold dig langt væk fra hende, Micheal!”

Jeg knyttede næverne for at sætte en dæmper på vreden. Han skulle ikke nærme sig Melissa, for jeg vidste, det han ville med hende, ikke var noget positivt på nogen måder.

”Rolig nu, love,” lo Micheal, og satte hænderne op foran sig, som at pointere hans uskyld og min aggressions omfavn.

Jeg skulede vredt til ham, da han smilte provokerende.

”Desuden, så hold dig også langt væk fra mig. Jeg advare dig, Micheal, hvis du bare som nærmere dig på nogen måde igen, med den der assitude, har du dømt dig selv til en lærestreg,” fastslog jeg med den bitchede assitude, og gjorde så omfavn af min magt med hånden.

Micheal gjorde smalle øjne, da han så, grænsen var overtrådt hos mig.

”Jeg vidste ikke, du direkte uddelte trusler, Nora,” sagde han uden at have den afgørende overraskelse med i stemmen.

”Så godt kender jeg dig åbenbart ikke, sikke en skam.”

Han lo eftertænksomt.

Jeg stirrede bare på ham.

”Du kender mig overhoved ikke, Micheal, og det vil du heller aldrig komme ordentligt til. Lige meget hvad,” smaskede jeg op i hoved på ham, og vendte ham dermed i ryggen.

Jeg småløb nærmest hen imod Melissa, og nåede at opfange i farten, det ryddede bord og betalte regning. Hurtigt samlede jeg min jakke, taske og poser op fra stolen ved siden af min.

”Hov, hvad sker der Nora? Hvem var ham gutten der? Hey, hvor skal vi hen?” udbrød Melissa forbavset i lang køre, da jeg kort efter hev hende med op af stolen.

Jeg gav hende et kort blik, og fik præsteret et roligt samt fattet svar.

”Jeg forklarer senere. Og vi skal væk her fra. Hurtigst muligt. Hjem til mig, og det kan kun gå for hurtigt.”

Uden at give flere svar på Melissas lange spørgestrøm, hev jeg hende og alle vores ting med ud af cafeen. Da vi gik hurtigt forbi ruden, gav jeg den et kort sideblik.
Micheal sad lunefuldt ved et bord ved vinduet, og storgrinende ud på os.

Blikket var ukendeligt og skræmmende på sammentid.

Jeg gøs kort, og hev Melissa lidt hurtigere med i vores tur hjem ad.

Så havde jeg vidst allerede fundet ud af, hvad jeg skulle lave i morgenaften. For der var vidst nogen, der havde brug for at se tingene i gang sat, før de kunne makke ret.

Micheal anede ikke hvad han lige havde bragt sig selv ud i.

Og hvad han lige havde sat i gang inden i mig.

_________________________________________

Ayoooo
Okay jeg undskylder virkelig meget for, jeg ikke har skrevet
på den her movella i alt for lang tid.
Og at jeg først nu opdaterer på noget, som første gang i hele sommerferien...
I'm sooooo sorry! 

Jeg har haft travlt, været ude og rejse, været frustreret over
hvad jeg ville med denne her historie. Fordi jeg hele tiden
har fundet på noget, som så alligevel ikke ville kunne fungere.
Men nu er det for sidste gang fikset. Og denne movella 
er den eneste jeg har gang i. 
Næste kapitel er allerede ved at blive skrevet.

Didn't Mean It er nemlig skrevet færdig før sommerferien,
hvilket jeg er godt tilfreds over. 
Denne movella bliver måske ikke så lang som DMI eller POM,
men bare rolig: der kommer flere kapitler end disse 10, det lover jeg!

Tak for jeres tålmodighed, jeg håber I er lige så spændte, som jeg er
omkring denne middag hos Alfredo, men også Noras op kommende 
aften på klubben. Hvad tror I mon hun finder på at gøre imod Micheal?

Sig endelig til hvis der er noget, der evt. forvirrer jer omkring miljøet
eller hvad det nu ellers kan være.

Jeg håber i nyder jeres sidste bid af sommerferien!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...