• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer. Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil. Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party. Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine? Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser? • Der læses på eget ansvar •

180Likes
91Kommentarer
20086Visninger
AA

12. Where are they?

Nora

Drengene så noget så overrasket ud, da jeg kom gående hen imod dem. Det var først Niall der fik øje på mig, og han så med åben mund på mig, så han lignede praktisk talt en fisk…

Det ville jeg aldrig sige højt til ham.

Han puffede hurtigt til Zayn, der stod med ryggen til, og da han forvirrede vænnede sig om, kiggede alle fem da på mig. Det var ikke fordi opmærksomhed nogensinde havde generet mig på nogle måder, men jeg måtte tage mig i at blive lidt forlegen. Dog redede jeg mig selv ved at smile stort med tænder til hele bundet, og dermed klare turen uden videre forhindringer hen til dem.

”Hey drenge, nyder i festen?” spurgte jeg muntert, da jeg nåede helt hen til dem. Zayn smilede stort, og tog om mig i en omfavnelse.

”Noah! Dig havde vi vidst mindst ventet at se, hvad laver du her?” udbrød Zayn, og lød glad over den overraskelse, de efter sigende havde fået sig.

Jeg fnes lavt, da jeg trådte ud af hans favn.

”Jeg skulle til at sige det samme, jeg kiggede smilende rundt på dem alle, efter jeg havde givet de andre et kram. Jeg er her fordi min bedsteven, Alfredo, inviterede mig og min bedsteveninde Melissa.”

”Åh, og hvad hedder Alfredo til efternavn?” spurgte Louis interesseret.

”Lewis. Det er hans mor, og lidt far, der holder festen. Helt præcise detaljer om hvorfor de gør det, har jeg ikke, men Alfredo plejer at invitere mig med til annmenter som denne. Han føler sig altid alene iblandt alle de fine voksne mennesker,” forklarede jeg mig, og kunne ikke lade hver med at grine lidt over Alfredos sædvanlige dumheder.

Drengen var jo egentlig skør, ikke?

”Uh jeg ved, hvem han er! Jane Lewis er hans mor, cool dude der går med caps, og altid er med hans mor på den røde løber?” udbrød Niall ivrigt.

”Ja, det lyder som Alfredo,” grinte jeg let.

Niall smilede beundrende over hans talent til hukommelse, og jeg så de andre lave mærkelig øjne af ham.

”Hvad laver I egentlig her?”
Jeg kiggede spørgende op på Zayn, der havde lagt armen rundt om livet på mig. Vi stod tæt op af hinanden, og positivt nok virkede det som det mest naturlige at gøre. Ingen akavede miner fra nogen af os. Perfeeekt.

”Jane Lewis er vores nye tøjsponser. Hun giver os noget tøj, vi går med det, og så får hun på den måde reklame for det -via medierne selvfølgelig. Da det her er en fest middag, for at fejre hendes kollektions nye butik på Oxford Street, blev vi inviteret. Der skulle også komme andre unge som os, så jeg forstår ikke helt Alfredo,” forklarede Zayn mig kort.
Jeg smilede skævt.
”Han ville sikkert bare gerne have os med,” svarede jeg med et grin, fordi det kunne godt tænkes. Drengen nød Melissas og jegs selskab – vi var nu også dejlige. (Selvtillid havde vi begge nok af)

”Med garanti, istemte Zayn leende, og nærmede sig mit øre med munden, Men det er jeg nu også meget glad for, han gjorde.”

Jeg blev hel forlegen, og det kom så pludseligt for mig. Jeg kiggede genert ned på mine sko, og følte mig alligevel ikke helt som Bambi på glat is. For Zayns arm om mit liv strammede lidt mere om mig, som gjorde Zayn tegn på, jeg ikke skulle være det. Genert altså.

”Så Nora,” begyndte Louis pludseligt.

”Kan du ikke vise mig hen til toiletterne? Jeg ved ikke heeelt hvor det er henne, og det ville nu være rart at-”, ”Det er fint, Louis, bare følg mig – jeg behøver ikke en forklaring,” afbrød jeg ham, og kunne ikke lade hver med at grine ad ham.

Drengen var helt kludrende i det, og han blev let rød i hoved, før han ellers slog det over i en joke, for at redde sig selv. Mest nok for hans egen værdigheds skyld. Jeg synes nu bare det var nuttet.

”Skal nogen af jer andre med?” spurgte jeg, imens jeg trådte ud af Zayns favn, og kiggede afventende på alle fire drenge.

Niall nikkede ivrigt, og klappede sig selv på maven.

”Jeg drak vidst lidt for meget cola hjemmefra, så jo det ville nok være smart inden maden,” han smilte sjovt, nok mest ved tanken om hans cola, og jeg rystede let på hoved. Jeg smilede stort til de andre, og blinkede hurtigt og kort til Zayn, som lod til at være den eneste der opfangede det.

”Vi er tilbage om lidt. I skulle imens prøve dippen til chipsene og frugten. Det er deres husholdsker Tara, der har lavet den – hun er mesteren selv i faget!” anbefalede jeg hurtigt, og følte mig lidt som en slags værtinde for dem. Men nu var jeg også så velkendt og hjemvendt hos Alfredo, og jeg vidste, Tara ville lave sin dip. Det gjorde hun altid. Lige meget hvilket angenemt det var, fordi Alfredo elskede den lige så meget, som hans mor gjorde.

Jups, jeg følte mig lidt nørdet omkring den familie. Lidt akavet nogen gange? Neeej slet ikke, kun for mig selv, hvis jeg sagde det højt over for andre, der ikke rigtig forstod forholdet ordentligt.

”Hvor længe har Alfredo og dig været venner?” Louis så interesseret på mig, da jeg førte ham og Niall ud til badeværelserne. Jeg gik som smørklat i midten, og heldigvis lavede drengene ikke den fikse leg med at støde ind i hver sin side af mine skuldre, så jeg blev mast.
Og jeg snakker om erfaring, når jeg fortæller der gør ondt, for Alfredo og min anden ven, Kevin, har været så venlige at prøve det af på mig, imens Melissa nu en gang var i Frankrig; ude af stand til at hjælpe mig.

Fedt? Haha ja, hvis man elsker at blive en pandekage. En meget øm pandekage, der for resten faldt forover, og fik en sten i hånden.
Og ja, jeg kom på hospitalet for at for den ud, fordi en eller anden smart unge, havde været så stod at smadre den forinden ned i fortovet, så den var splittet op og blevet skarp som en kniv.

Født uheldig?
Nej, mere uheldig med vennekreds.

”Uh vi snakker om mange år her, Louis,” svarede jeg kvikt, og følte mig lidt som en bedstemor, der snakkede om livserfaringer, der var afhængig af den lange levealder.
”Jeg skyder på det er, hmm… ca 10-12 år? Du må ikke hænge mig fast på det, jeg har kendt den dreng alt for længe.”

”Det lyder som et langt venskab,” indrømmede Niall, og lød nærmest lettere misundelig, da han spurgte om vi var mødtes i børnehaveklassen, og mit svar havde været ja.

”Dårlige oplevelser?” spurgte jeg, da jeg kunne mærke på Niall, han gik uden at have tankerne helt henne ved os andre.
Han glippede ganske rigtigt med øjne – helt som jeg selv kunne lave det.

”Hva? Når ja, en enkelt, men der er stor nok i sig selv. Min bedsteveninde droppede mig her for halvandet år siden. Eller to. I så fald havde vores forældre været som bedste venner, selv inden vi blev født, og det kom bare som et slag, da hun pludselig afslog al kontakt uden grund. Det var som at være alle keglerne på bowling banen, også blive væltet med et pludselig brag, fordi der endelig er en der kan lave en strike, hvis du forstår?”

Jeg nikkede hurtigt. Det var en god formulering, han havde sig. For det føltes til at være umuligt at undgå, at forstå hans nu så tydelige pointe.

”Hun var ikke det værd, Nialler. Hvis man dropper dig, efter så lang tid, må det være hende selv, der har dannet sig et problem, og i hvert fald ikke noget du har gjort galt,” fastholdte Louis stærkt, og nikkede kraftigt til sin ven.
Blikket i de blå øjne fortalte mig, Niall havde drøftet hans tanker flere gange før med drengene. Og Louis viste mig også, Niall ikke følte sig sikker i, han ikke havde lavet en fejl. Til trods for de andre havde sagt ham, det var hende og ikke ham, der havde lavet en fejl, så var Niall ikke sikker.

Her så jeg mit input komme til syne, og uden egentlig at vide om jeg burde, blandede jeg mig ind i det.

”Niall, søde, hvis en person dropper dig, uden videre, efter sådan et langt venskab, kan det umuligt være dig, der har fejlet. Hvis du både har holdt kontakt og gjort din del for at holde venskabet i live, så må du også have gjort dit. At hun så ikke er villig til at fortsætte, det er hendes eget tab og beslutning,” jeg sænkede farten, da jeg så vi nærmede os gangen med toiletterne. Mit blik fangede hans, og holdte sikkert fast.
”Vi er mennesker; totalt selviske og egoistiske. Samtidigt naive og villige til ofre alt for folk er tilfredse med en, eller hvad de synes at have problemer med. Somme tider glemmer vi, det egentlig ikke er nødvendigt at tilfredse alt og alle. Faktisk helt umuligt. Hvis vi hele tiden skulle gå og danne bekymringer, fordi vi ikke lige har opvartet én person, hvor travlt ville vi ikke have det? Hvor lidt tid ville vi ikke have til os selv og vores behov?
Du har intet gjort forkert, og du bliver nød til at stoppe op og se det med dine egne øjne. For lige nu: der prøver du at tilfredsstille din veninde, der har valgt dig fra efter al jeres tid sammen. Så spørgsmålet er nu, om du stadig vil bruge kræfter på det, eller lade det ligge, gemme det væk og komme videre?”

Jeg kiggede spørgende på ham, og var nu stoppet helt op. Jeg stod med front imod Niall, og mærkede Louis stå til min venstre. Han fulgte godt med, brød ikke ind, og virkede interesseret i mine ord.

Niall kløede sig lettere overrasket og forbavset i håret. Han havde nok ikke lige set al dette komme ud af min mund. Dog lød det heller ikke til, nogen havde prøvet at sige det så direkte til ham, så det kunne fise ind. Og til trods for vi måske ikke kendte hinanden over godt, følte jeg pludseligt mit ansvar for at fortælle Niall, hvad jeg havde opfanget og lært af mit eget liv. Som også havde haft samme situation. Faktisk i flertal – desværre.

”Men hvordan skal jeg kunne gøre det? Hvordan kan jeg bare se til, mens nogen mennesker står og gror til, uden hjælp eller noget?” Niall forstod vidst ikke helt min mening.

”Niall,” jeg tog hans hænder i mine, og følte mig ligesom min onkel – det var ham, der havde lært mig det jeg vidste. Fordi jeg havde selv prøvet det samme. Mest også med min egen mor, fordi jeg følte for at servicerer hende hele tiden, netop fordi jeg ville have vores forhold til at fungere. Og fordi jeg savnede hendes opmærksomhed, der stort set altid sad på det pokkers arbejde.

”Det er ikke fordi, du ikke må hjælpe andre. Så har du tolket mig forkert, hvis du tror, det er det, jeg står og siger. Jeg mener bare, man ikke behøver at bruge særlig meget krudt på folk, der egentlig ikke gider en eller behandler en dårligt. Din veninde har droppet dig. Hvorfor spilde flere minutter på at ofre hende tanker og opmærksomhed? Lig det bag dig, og stop med at behage hende ved det, fordi folk ved, når man stadig tænker på dem. Eller stadig vil behage dem. Lad hende ligge, og kom videre i livet,” jeg smilede stort og gav hans hænder et ekstra klem.

”Det er-”
”… nemmer sagt end gjort? Ja, det ved jeg godt. Så kan jeg dog fortælle dig, det er muligt. Jeg snakker kun erfaringer her, dude, det kan du stole på,” afbrød jeg ham, og fik for alvor lukket munden på ham, plus givet ham den rigtige information og forståelse på det hele.

Niall stod og så hel tom på mig, som vidste han ikke helt, om han skulle eller ikke. Det lignede det i så fald. Eller så stod han bare og tænkte godt og grundigt over det.

Pludselig lyste han op i et smil, og gav mig et stort kram og tak. Louis så ud til at være lettet, og skuldrene var helt afslappede nu. Jeg selv smilede også stort, da jeg følte, jeg havde gjort dagens gode gerning. Og også bragt Niall og jeg tætter på hinanden, uden egentlig at kende hinanden forfærdelig godt.
Men han stolede på mig. Det samme gjorde Louis. Især ud fra det blik han sendte mig, og det han fortalte mig, da Niall smuttede ind på toilettet, som den første af os alle.

”Tak, Nora,” han så taknemmeligt på mig. Du aner ikke, hvor mange måneders problemer og følelser du lige har reddet der. Han har ikke ville høre på os andre, og Emma stod ham meget nær.”

Så bitchen hed Emma. Skulle jeg spørge om efternavn og adresse, så jeg kunne give hende røven på komedie?

Ahaha ej, hver nu sød ved andre mennesker, Nora, din fjolletøs.

Jeg smilede strålende til Louis, og nikkede roligt.

”Selv tak. Jeg ved, hvordan han har det. Det er meget hårdt, jeg har gået igennem det et par gange selv, så man får efterhånden erfaringer,” forklarede jeg, og måtte nu alligevel tilføje, i det mindste var det ikke hans mor, der var den lede i situationen.”

Louis lagde hurtigt to og to sammen.

”Var det din..?” spurgte han, for en sikkerhedsskyld.
Jeg nikkede tavst, og følte mig neutral i betrækket, til trods for gamle følelser alligevel var der inders inde.

”Det er jeg ked af at høre,” indrømmede Louis ærligt, og lagde en arm forstående om min skulder. Der er nok ingen, der kan forstille sig, hvordan må have været, går jeg ud fra. Selvom jeg prøver så godt som muligt,” forsatte han, og lød igen ærlig, men samtidig også irritable over, ikke at kunne forstå mig helt. Som ville han så gerne, og det pinte ham, det egentlig var umuligt at gøre det fuldstændig.

Jeg nikkede, men smilede skævt til Louis.

”Ja. Dog er jeg sikker på, du er en af dem, der virkelig prøver heftigt at sætte sig ind i situationerne,” bekendtgjorde jeg, og gav hans hånd et klem, der lå på min skulder.
”Og gå du bare ind på toilettet ved siden af, døren er en snydedør, den er åben, selvom der står, den er låst.”

Han grinte højt, og rystede på hoved. Jeg fnes, da jeg havde drillet ham i godt og vel fem minutter, da jeg kunne se, hvordan han stod og trippede. Det kunne godt være jeg var seriøs, men jeg elskede nu alligevel at drille folk.

”Der fik du mig, Nora, det må jeg give dig, Louis grinte smørret, men jeg er et menneske, der elsker at drille folk og give gengæld. Du skal nok få, hvad du fortjener igen!”

Jeg grinte højt af ham, og viftede ham væk med hånden. ”Gå nu på toilettet, Louis! Jeg går for resten lige rundt om hjørnet, der er en sofa og to stole. I kan bare komme derhen, når, i er færdige med hvad i nu har behov for,” forklarede jeg højt, da dørene var tykke, og ret så lydtætte. Jeg kunne ikke lade hver med at grine, da begge drenge råbte højt ja.

Jeg gik som fortalt rundt om hjørnet, og satte mig det omtalte sted. Der var et par magasiner liggende på bordet, som jeg tog fat om, og begav mig til at beglo.
Det var nu nogle sjove fyre, Zayn havde sig til best mates, men de var nu søde nok. Lidt generte i starten, men hurtigt nemme at komme til at snakke med.

Jeg sad og nynnede let for mig selv, da der kom nogle højlyde fodtrin hen af gulvet. De havde kurs hen imod mig, så jeg regnede med det blot var en af drengene. Måske Niall, ud af øjenkrogen lignede det noget blondt hår, personen gik rundt og bar på.

”Hva så, Niall, er alt det du skulle gøre fikset?” jeg grinte kort af min platte joke, og kiggede op fra magasinet, for at se hans udtryk. Dog forekom det mig som et chok, det der mødte mine øjne.
For det var ikke Niall, men Luke – en af mine såkaldte bekendte. Vi var ikke på god fod, nærmere noget hen af fjender. Eller det vil sige: jeg foragtede ham, han havde et sygt crush på mig eller noget lignede i den stil.

”Luke,” gispede jeg overrasket.

Hvordan og hvem havde inviteret ham til dette her? Han plejede ikke at være en del af Janes arrangementer!

”Nora, han smilede koldt og nærmest sultent, jeg vidste, jeg kunne finde dig her. Hvordan har du det? Klar til at føre en handel af?”

Åh gud, ikke igen.

Zayn

Jeg stirrede kort på gaflen, der havde et stykke vandmelon siddende. Kort efter førte jeg det ind i munden, mens jeg overvejede, om vandmeloner virkelig var gode på denne årstid. Eller om de havde fået dem importeret privat. For de smagte virkelig godt, og jeg havde nu ikke set én vandmelon i butikkerne siden… det der må være august-september måned.
Og vi var trods alt i november.

Det skulle ikke undre mig, hvis Jane og hendes mand, Alexander, havde fået dem importeret privat. Hele selskabet var så fint, hele deres hus så meget dyrt ud og ja, for at være helt ærlig: jeg havde ikke set andet end design møbler over det hele. Ikke at det ikke var okay. Jeg mener, de havde selv en butler – det var måske lidt oldnordisk, eller hvad ved jeg.

I så fald imponerede det mig meget. De var fornemme, i de højre klasser, det kunne jeg sagtens parkere. Jeg selv og drengene havde efterhånden også rimelig mange penge ved hånden, og min egen lejlighed var der ikke sparet så meget på – mange af mine gamle slidte møbler var i så fald skiftet ud igennem årende.

Til trods for alle disse store ting virkede parret meget jordnære. Deres søn, Alfredo, som jeg desuden havde snakket en del med sammen med Liam, var en cool fyr, der var ligesom os andre fem drenge i væremåde. Han havde i så fald samme humor, og virkede alligevel anderledes på en god måde. Liam og jeg snakkede i hvert fald meget med ham, og vi begge var vidst enige om, Noras ven var en god en af slagsen. De mindede mig på en eller anden måde om hindanden. Han snakkede om hende, som var hun en diamant, der alligevel skulle passes på.

Hvilket godt kunne bekymre mig, for hans blik var så dybt, at jeg følte, han mente det i bogstaveligstand.

Nu var vi gået til bords, og maden var serveret. Jeg sad ved siden af Liam og Harry, og de andre drenge var placeret rundt på et andet bord. Alfredo havde vidst haft en finger med i siddepladserne, da han forsikrede os om, de to fyre var ved samme bord som Nora. Jeg vidste ikke helt, om jeg var skuffet over, han ikke havde sat mig ved hende, men det måtte jeg gemme væk.

Det var trods alt ikke mit selskab, og derfor kunne jeg ikke rigtig blande mig.

Men alligevel undrede det mig, for Alfredo virkede ikke til at have det store imod mig…

”Hvem skal sidde ved siden af dig?” spurgte jeg Harrys side mand, en kvinde ved navn Harper. Hun var en smuk pige: bølget brun-rødligt hår, flot i tøjet med en simpel grøn kjole, og havde øjne der sagde woaw. Som sagt var hun smuk, og udstrålede venlighed og åbenhed så det battede. Hun snakkede meget med Harry, som for resten var som betaget af hende.
Hun lignede også hans type.

”Um, der står vidst Luke på navneskiltet,” fortalte Harper, der strakte sin hals let, for at få et glimt af navnet på papiret, der stod ved den tomme plads. Det var meget mærkeligt. Denne Lukes tallerken var ikke blevet rørt, og den blev bare skiftet ud i takt med vi kom videre til den næste ret. Og nu var vi altså nået til hovedrettens ende.

”Luke,” Liam smagte kort på navnet, og trak på skuldrene for at vise, navnet intet sagde ham. Det gjorde det så sandelig heller ikke mig, men det virkede nu alligevel mærkeligt, at fyren ikke var dukket op endnu. Sagt uden at kende ham.

”Det virker bessart,” Harper rynkede panden. Hendes øjne blev lidt mørkere, og hun så ud til at få et indre chok. Jeg følte, vi missede et vigtigt spor, da hun undskyldende rejste sig op, for at gå hen til Alfredos bord. Uden egentlig at vide, hvad der forgik, så jeg spørgende på drengene, der følte sig lige så forbigået.

Vi sad og snakkede yderligere med få andre, der sad ved det runde bord. Siddepladserne var delt ud på ti store runde border, hvor der i hvert fald sad 10-13 mennesker om det. Alt i alt måtte vi være rimelig mange.

Det bekymrede mig meget, da Harper kom tilbage med et udtryk der lovede problemer. Vi alle så på hende med et afventende blik, og hun rystede kort for hoved.

”Zayn, Harry, Liam: jeres venner, Louis og Niall, er heller ikke på deres pladser. Eller min veninde Nora. Ved i, hvor de kan være gået hen?” Harper så nervøst på os, som forventede hun det værste.

”Er de ikke set under middagen?” Liam så undrende på Harper.
Hun rystede fartruende på hoved.

Jeg rynkede panden, og følte et stærkt stik af bekymring mikset med en stor bunke dårlige fornemmelser. Hvis de ikke var dukket op endnu, kunne der kun være noget galt. Nora vidste godt, hvornår maden ville komme til bords, og Niall ville ikke gå glip af sådan et måltid. Han havde desuden ikke snakket om andet, end hvor lækkert det måtte blive, da Jane virkede som en fornem dame.
Og ifølge Niall spiste de rige rigtig god med, det blev de nærmest nød til.

En typisk Niall replik.

I så fald: der kunne kun være noget på færre, for Louis var sådan en person, der ikke ville undgå et godt selskab. Han elskede at møde nye mennesker. Så hvad var der i vejen? Hvor mon de var henne?

”Da vi så dem sidst, var det lige inden de skulle på toilettet. Og det var måske halvanden time siden nu,” fortalte jeg Harper, og hun så ikke til at blive beroliget af det, da jeg konstaterede tiden efter mit armbåndsur.

Faktisk, så var der ingen af os, der blev rolige af det.

”Oh god, det her er ikke godt…” mumlede hun for sig selv, og så ud til at ville køre hånden igennem håret, men kom i tanke om hendes frisure med det lille spænde.

”Tror du, der er sket dem noget?” spurgte Liam, og han så ud som om han ikke følte sig særlig behagelig i hele situationen. Tanken om de havde været væk så længe, og at Harper så ud til at reagere sådan på det, gjorde ikke lige ens forestillinger bedre.

Pludselig så Harper til siden, og vi fulgte hendes blik. Det var Alfredo, og en høj meget mørkhåret smuk pige, der gav tegn til at komme ud på gangen. De forsvandt derud med det samme.
Vi alle andre begyndte langsomt at trække os for bordet, og gik så ubekymret der ud som overhoved muligt. Dem til selskabet skulle ikke blive for mistænksomme, tænkte jeg, så det var vel meget godt.

Ude på gangen stod Alfredo og den mørkhårede pige og ventede. De så straks hen på os, da vi kom travende. Pigens øjne stirrede direkte ind i mine, og jeg måtte huske mig selv på Nora, for hold da op: hvor var de smukke. Brune som mine egne, men hendes… de var så varme og klimtrende at jeg igen måtte tænke på Nora, og hendes havvands blå safir øjne.

”Drenge, Harper,” Alfredo nikkede hurtigt til os, vi har et problem. Som Harper nok har gentaget for jer, er hverken Niall og Louis på deres pladser, eller Nora og en ved navn Luke.”

Alfredo lignede pludselig nærmere en mand, da han så så seriøs ud. Det så nærmest ud som om han var lavet af sten. Han var altså virkelig i sin sag, og det gjorde mig ikke mindre urolig for Nora, når hendes bedsteven reagerede sådan.

”Hvem er du egentlig?” indbød Harry pludselig, og kiggede nysgerrigt på Melissa. Alfredo så lidt på ham, men kommenterede ikke hans emneskiftende indbydelse. Det ville jeg nu have gjort, men ja altså.

”Jeg er Melissa Rousseau fra Frankrig, Noras bedsteveninde,” præsenterede denne Melissa sig formelt, men rakte dog ikke Harry hånden, til trods for hendes fine tone kunne tyde hende som en person, der nu nok ville have gjort det.
Underligt.

”Okay, hyggeligt at møde dig, Melissa. Jeg er Harry Styles fra England, Noras seje ven,” præsenterede Harry sig sjovt tilbage. Jeg sukkede for mig selv, og klappede ham en på baghoved.

”Hey!” udbrød han, og så måbende på mig, indtil han opfangede mit lynende blik. Det sagde vidst meget tydeligt, hvor vidt han ikke skulle være flabet, eller begynde at være useriøs, når tingende nu gjaldt.

”Okay,” rømmede Alfredo sig, da han før så afventende på mig, og fik et bekræftende nik. Harry var stille og igen seriøs, og jeg kunne se, Melissa stod og undertrykte et grin. Jeg smilede skævt af hende, så da hun mødte mit blik, bed hun sig hårde i læben.
I det mindste havde hun kunne tage humor, så Harry havde nok ikke skræmt hende væk, eller gjort hende fornærmet.

”Luke er ikke bare en tilfældig gæst, han er en af Noras… bekendte,” afslørede Alfredo, hvilket fik os alle til at rynke lidt pande. Hvad og i hvilken sammenhæng var det?

”Han,” forsatte Alfredo, er ikke en af dem, der ikke er ude på at gøre hende fortræd. Faktisk er han i den grad farlig. Luke er ikke nogen uskyldig dreng.”
Alfredos beretning fik hidtil mine hår til at rejse sig på armende, og nakken til at spænde. Hvis nogen i dette øjeblik gjorde Nora fortræd…

”Det er ikke til at vide, hvad der er sket, eller hvor de alle er lige nu. Men i skal vide, Luke viser sig aldrig for sine bedste sider, hvis han overhoved har sådan en. Så i skal passe på. Liam, sagde du noget om, de skulle på toilettet sidste gang i så dem?”

Liam nikkede hurtigt, og Alfredo gjorde et udkast med armen.

”Okay, derhen kigger vi. Følg efter mig.”

Også travede vi efter Alfredo, i gang på eftersøgningen efter Louis, Niall og Nora. Som højst sandsynligvis var i selskab med en eller anden psykopat. Hvor var det nu Nora kendte ham fra? Jeg forstod det heller ikke rigtigt, ligeså med Alfredos beskrivelse om ham: bekendt.

Min bekymring sad til op over ørerne, og jeg måtte bide mig kort og hårdt i læben, da jeg var så nervøs på Noras vegne. En eller anden mavefornemmelse sagde mig, der var noget galt et sted.

Hm… dette her ville nok ikke ende særlig godt. 

___________________________________________________

Hallo kort info til jer: der er højst 2 kapitler igen, sorry for ventetid xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...