• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20219Visninger
AA

5. ... What is wrong with blonde persons?

Efter at have vandret ud fra det store værelse, fik jeg en kort rundvisning. Jeg fulgte høfligt efter Zayn, med mit blik glidende imponeret rundt omkring. Lejligheden var enorm, og ikke mindst stilet. Jeg var ikke i tvivl om at Zayn havde penge, for det fortalte de dyre tæpper, sofaer og andre sager mig tydeligt. Ikke fordi jeg gik op i det. For helt ærligt; når jeg selv havde en masse på lommen, gik jeg ikke rundt og gik op i, hvor mange dem jeg mødte havde.

Jeg brugte ikke folk for at få penge.

Meget kunne man sige om mig, men aldrig ville jeg bruge folk på den måde. Jeg havde selv i mit liv været udsat for det et par gange, og ikke om jeg ville sende den ubehagelige følelse videre, som jeg havde. Det var direkte sagt, klamt og grænseoverskridende at nogen gik så langt.

Kan i fornemme hvor meget jeg mener det?

Hvis ikke, så kan i jo selv danne jer jeres meninger og billeder, omkring det emne.

Så sej som jeg nu er, ved jeg, at mange er enige i mine ord.

Jeg havde lånt en grå sweater af Zayn, efter som jeg intet tøj havde med. Men egentlig kunne jeg sagtens bruge sweateren i erstatning. Af fire grunde.

1.       Den var skide dejlig blød med dens stof.

2.       Sweateren gik hel ned til midterlåret, efter som jeg var noget mindre end Zayn.

3.       Dens duft var dejlig sød og beroligende.

4.       Det var Zayn’s.

Og efter som jeg synes drengen var mega lækker, sikkert meget sød, gav det et plus at jeg lånte hans trøje. Efter hans øjnes beundring, sad sweateren ikke helt dårligt på mig. Jeg havde frisket min makeup op, efter som jeg havde reserve grej i min elsket taske. Og som det sidste, der ikke var gjort noget ved var, mit hår der hang let uglet, men glat, ned langs mit bryst. Efter som jeg havde glattet mit hår aften inden, sad det unormalt godt.

Til mit held da.

Nora her må gerne være heldig.

Det hedder når karma er hendes slyngeveninde.

Okay jeg omtalte mig selv i tredje person. Like you can hear. Er jeg den eneste, som synes det bare var en lille smule loner?

Så med et par sorte sokker på fødderne, havde jeg vandret rundt i den imponerende lejlighed. Zayn havde snakket normalt til mig, som var vi bare helt normale venner. Eller dog, der var mange blikke der gjorde det klart, jeg ikke blot var i venne kategori. De brune øjnes ufattelig glimten, gjorde det endnu klart for mig. Men selvom jeg faktisk ikke kendte denne Zayn, virkede han rent faktisk som den type, jeg nemt kunne komme godt ud af det med.

Se, dér er forskellen på mit rigtige jeg og det om aftnen. Om aftnen ville jeg langt fra tænke på typer med venskaber og lidt mere til. Der ville jeg have fejet det væk, og kastet mig over Zayn, og sno ham rundt omkring min lillefinger. Som var han ubetydelig for mig. Så ubetydelig, at jeg to dage efter, måske kunne droppe ham på det groveste.

Jeg måtte indrømme mit aften jeg, skræmte mig ubehageligt meget til tider. Faktisk forstod jeg i bund og grund ikke, hvordan og hvorfor jeg havde dét. Jeg mener, hvad skulle jeg bruge det til?

Måske elskede jeg bare, et eller andet sted, at kunne begive mig ind i en anden personlighed, som folk kendte som mig.

No idea, sorry..

”Skal vi gøre det?” lød en frisk stemme ved min side.

Jeg kiggede forbavset rundt, velvidne om jeg ikke havde hørt en skid af det, Zayn havde brugt de sidste to minutters tid at spørge om. Men man kunne heller ikke forvente det af mig. For helt ærligt; det var morgen.

Og jeg skulle på arbejde!

Shiiit!

Men efter som jeg havde lovet Zayn at blive, blev jeg så nød til at sygemelde mig. Ikke at det rørte mig så meget, for pengene var ikke et must. Jeg var ikke i krise og kæmpede for at få dem indtjent, lad os sige det på den måde.

”Nora.”

Jeg kiggede opmærksomt til siden, og op på Zayn, der stod med et sjovt smil om læberne. Mine kinder brændte ved facten om, jeg havde stået i mine egne tanker, imens han snakkede til mig. Jeg havde det altid med at lave grimasser, hvis jeg tænkte på ideer eller oplevelser, som både kunne blive sjove - men også grimme. Nøj, det var da bare mit største ønske, at han skulle se mig så fordybet i noget…

Kan du mærke ironien?

Ellers er du godt nok følelsesløs…

BUUUURN!

”Ja undskyld, stod lige i mine egne tanker. Du sagde..?” spurgte jeg dumt, og ignorerede følelsen af flovhed. Ikke om jeg egentlig havde noget imod, at jeg vrøvlede lidt. Ingen er perfekte og alt det der shit. Eller faktisk- nej bare glem det.

Zayn grinte let, og smilte selvsikkert til mig.

Selvsikker nar.

Haha, lol.

”Jeg spurgte, om jeg lige skal gå ned i supermakket på den anden side af gaden, købe nogle æg, så der er til pandekager,” gentog han.

Det lød jo som en god ide!

Især fordi jeg havde et crush på pandekager – hvis det end er muligt. De er bare gud altså! Ikke mere end Zayn, men alligevel; de er bare for lækre..!

Hans smil var stort, efter han bekendtgjorde resten af planen, med ansigtet lige ved siden af mit. Jeg kunne nærmest føle hans kropsvarme, så lidt afstand var der. Hans ånde kildede mig let i nakken, og jeg snoede automatisk en tot hår om fingeren.

Fact: når jeg bliver genert, nervøs eller flov, er det en automatisk vane.

Jeg ved den er mærkelig, og tro mig det er lige så irriterende, men jeg har vænnet mig til den. Det er vel også det man gør ved en vane. Vænner sig til den, sætter den ind i ens system og gør den automatisk. Helt af sig selv, sjovt nok.

Okay som om, i ikke ved hvad en vane er, men nu var jeg bare lige så venlig og sød, at give jer en enorm professionel forklaring.  Jeg er ret flink, huh?

I was born like that.

Flink.

Men også sød og sej!

Yeah…

”Men vi ses om lidt så,” hilste Zayn med et blik, og gik ud imod gangen.

Jeg fulgte trofast efter, da jeg på en eller anden led, gjorde det af ren høflighed. Melissas mor havde prøvet at smitte noget god opførsel over på mig. Som om jeg ikke havde nok af det i forvejen, det var ikke for ingen ting, de fleste kunne lide mig i det rige kvarter i Frankrig. Man blev nød til at virke kinda ”perfekt”, hvis du gerne ville have et godt ry – mest gjaldt det blandt voksne. Og under det emne, lå en af hovedparterne; gode manere. Selvom det måske ikke hang så meget sammen med dét, at man blev nød til at være lidt af en bitch og have masser af sladder, virkede det hele nu meget godt sammen, lirket ind i en pakke med nødvendigheder.

Det var på en eller anden led, sådan jeg havde formået at leve mit liv på, blot ved disse slags råd. Jeg havde fundet grundene til popularitet, hvordan man holdte sig gode venner med alle, ikke blev hakket ned på, men fik ordentligt respekt. Mange leder og ender kun med at få alle de ting i hoved, de egentlig prøvede at undgå. Men til mit held, havde jeg fundet kilden med guld, og brugte løs af det.

”Ses Zayn,” smilte jeg, da han rettede sig op fra skoende.

Hans øjne kiggede blidt ind i mine, og selvom det måske var det, følte jeg det ikke helt mærkeligt, at jeg var her. Jeg forstod selvfølgelig ikke, hvorfor Zayn ville have jeg blev, men grunden kunne være lige gyldig. Jeg magtede heller ikke arbejde, så jeg kunne egentlig råbe hurra for, at jeg havde en grund til at undslippe.

”Ja det gør vi – bare føl dig hjemme, og gør hvad du vil. Så længe lejligheden ikke står i brand, når jeg kommer tilbage.”

Blikket var drillende, og jeg lagde hoved på skrå. Mit fnys var utilfreds, men alligevel smilte jeg sjovt. Zayn slog ud med hånden, bekendtgjorde hans joke var skide morsom, og gik ellers med et dørsmæk. Tilbage stod jeg så. Helt alene. I en forholdsvis ukendt lejlighed, som var skide fed, men ikke min. Alle ting og muligheder var åbne. Mit smil blev stort, og tankerne havde nærmest drukket energidrikke. Jeg kunne ikke lade hver med at undre mig, hvorfor Zayn mon overlod sin lejlighed til en pige, han overhoved ikke kendte – Og havde en hed one night stand med.

Jeg grinte lavt.

Lige meget hvad, så elskede jeg hans handling, og hoppede glad ind på sofaen.

Nu skulle der bare hygges!

Jeg sukkede tungt, og strakte tilfredst mine tær, imens jeg lå tilbagelænet i den utrolig behagelige sofa. Humøret var højt, glæden stor, og min smagesløje havde det fedt med bekendtskab af is. Ben & Jerry’s – Fish food. Drengen her var nu alligevel heller ikke så ringe, når det kom til valg af is.

Fjernsynet foran mig spillede Gossip Girl, som jeg ivrigt slugte med blikket. Jeg var jo så utrolig smart og cool, så jeg kunne også spise is, imens jeg glukkede tv. Multitaske. Hvor jeg dog altid har elsket dén evne!

Blake Lively spillede sin rolle utrolig godt, og Ed Westwick var utrolig charmerende= so damn hot! Jeg var helt væk i dens fyrs øjne, og det hår der… uf… Han var virkelig guf!

Hoved sagen i det hele var, at jeg faktisk gjorde hvad Zayn sagde. Lod som om jeg var hjemme. Og i hele den mening i at være hjemme, var for mig, at æde is når jeg tog fri fra arbejde. Usundt eller ej, reglen eller vanen var genial. Og med det med at slappe af, så var det jo super fedt at Zayn ejede en halvtreds tommers fladskærm, så jeg kunne gøre det ekstra godt - og få ekstra godt øje på Ed.

Lækker!

Men ikke Zayn lækker…

Jeg fnes lavt af mig selv, og spiste ivrigt videre af min kære is. Til jeres information, var det den store bøtte man kunne få af slagsen. Måske kunne jeg ikke spise den hele, men det var tæt på. Jeg kunne altid forsøge!

”Hvor du dog dum,” mumlede jeg gnavent, da en af drengene i serien, gik væk fra Blake.

Helt ærligt dude, kunne du ikke se, hvor dumt gjort det var? Hun havde sgu da brug for dig, man!

Jeg rystede på hoved.

Kender i ikke det, når man ser en film eller lignende, hvor noget sker og du bare er like: ”Wtf? Nej stop! Du gør det forkerte, vatnisse, kom her tilbage!”

Eller i en gyser når man sidder og tænker: ”Der kommer nogen, løb for livet kvinde!” Også gør personen det ikke, og det ender med der kommer nogen.

Det er så typisk filmverden, og jeg bliver altid så fucked up irriteret. Engang snakkede jeg ikke i et kvarter, fordi jeg var så gnaven over filmens personer, der var totalt hjernedøde. Melissa og en af mine andre veninder Veronica, blev ved med at snakke til mig, og endda grine fordi det nu var mig, der var ondsvag

Det var jeg jo også.

Shit jeg indrømmede, jeg var ondsvag!

Hold da op Nora, du har vist spist lidt for meget is…

Jeg kiggede mistænksomt på min is, og rystede på hoved. Den var ikke forgiftet, og jeg havde ikke spist for meget is. Faktisk var der over halvdelen af bøtten tilbage! Så mon ikke, at jeg skulle spise en del mere, før jeg blev skør?

Min opmærksomhed røg tilbage til Blake der græd, men den blev der ikke ret længe. To sekunder efter gik hoveddøren op, og en masse larmende stemmer lød. Mit hjerte slog pludseligt hårdt under brystet på mig, og jeg rejste mig bange op.

Var Zayn ved at få indbrud?

Holly Moses..!

Jeg greb hurtig ud efter et baseballbat, der stod op af væggen længere henne. Hvorfor det stod der, var et mysterium, jeg ville drøfte for Zayn. Hvis jeg skulle blive her i stedet for at arbejde, havde han bare også at spytte ud om sig selv! Især når jeg netop satte mit liv på spil pga. hans lejlighed, da der var indbrud. Hold da op, jeg kunne nærmest lave en hel liste af ting, som jeg lige synes, jeg skulle have pga. min gavmildhed. Det ville være meget nemmere for ham, så kunne han gå og kigge lidt på den.

Med de sorte sokker på fødderne, listede jeg mig ud imod gangen. Stemmerne var høje, og snakken var virkelig random. Den var så mærkelig, at jeg måtte stoppe op, for at forstå om det var deres alvor.

”Ja jeg er helt sikker! Zayn gav mig lov til at købe de is, selvom det er slutningen af oktober,” lød en bestemt stemme, der helt sikkert vidste hvad han snakkede om.

Mit grin var ved at flyve igennem luften.

Seriøst?

Diskuterede de om is?

Og hov sagde de lige Zayn?

Jeg stoppede op ved døråbningen ud til gangen, hvor de fire drenge stod og buldrede. Mit blik granskede dem nysgerrigt. De lette røde kinder, bekendtgjorde min dovne tanke omkring, hvor vidt det var koldt uden for. Højden fik mig til at kigge op, og sammenligne den med Zayn’s. Hele bundet var jo skide høje!

Hvor great.

Hvorfor skulle de også være det?

Usikker på om Zayn kendte disse drenge, trådte jeg alligevel frem. Med en truende adfærd omkring battet, så jeg forvirret på de tilkomne. Ingen havde vidst hørt mig komme listende, og alle snakkede bare videre, og hang deres overtøj op.

Pft.

Typisk.

Jeg sukkede lydløst, og fattede ikke engang, hvorfor jeg stod her. Jeg mener; det var ikke min lejlighed? Det var ikke mine ting, der kunne blive stjålet og smadret?

Men det var mig der havde ansvaret for alt lortet, imens Zayn købte ind.

Okay…

Endelig var der en brunhåret fidus med røde bukser, der vendte sig om. Hans øjne spærrede forskrækket op, og et tøset skrig kom ud af munden på ham. Lige så lang han var, hoppede han nærmest op i armene på en af de andre. Resten vendte sig forvirret om, da deres ven synes at skrige en del piget.

Haha!

Ej okay, faktisk troede jeg ikke, jeg var så skræmmende.

”Hvor fanden kom hun fra?” udbrød den skræmte fidus med røde bukser.

Modig farve at bære, det måtte jeg virkelig give ham.

Også endda seler!

Rigtig modebevidst med sin egen stil, yeah.

Jeg kiggede sjovt på ham, da han omtalte mig, som var jeg her ikke. Han var lige som mig selv, omtalte mig i tredjeperson. Men det gav ham ikke ret til det, blot fordi jeg selv gjorde det! Havde han ingen manere? Tydeligvis ikke, og jeg fnyste fornærmet og svang baseballbattet fra hånd til hånd.

Med to gange fire øjne på mig.

Hm… var jeg virkelig dejlig at kigge på?

Mit smil var svagt, imens jeg målte dem med blikket. Alle synes at have styr på tøjet, og tre af dems hår sad i samme retning. Aftalt spil? Det tror jeg nu nok!

”Jeg er kommet fra månen, Ein Stein, hvad tror du selv?” spurgte jeg fidusen med de røde bukser, med en skarp undertone.

Nogen gange spørg folk virkelig dumt… som om de fik mere respekt pga. det…

Der lød latter omkring mig, og den omtalte fidus, kiggede smilende på mig. Okay? Han tog da sørme min fornærmelse personligt… eller noget…

Men hvorfor smilte han?

”Fordi du kaldte mig Ein Stein.”

Sagde jeg lige det højt? Ja, åbenbart, men jeg fik da et svar ud af dét. Jeg kiggede sjovt på fidusen, og kunne ikke lade hver med at undre mig over, hvad det sjove var i dét. For der var jo intet sjovt? Helt seriøst, stank hans humor bare eller hvad?

”Hvem er i?” spurgte jeg i stedet, og viftede med battet.

En krølhårede dreng lo let, og en karseklippet fyr smilte til mig. Okay hvorfor smilte alle bare? Min forundring omkring smilet blandede sig sammen med en sammenligning omkring Zayn. Han smilte også en del, og jeg fattede ikke, at alle jeg mødte i denne lejlighed, kunne være så fucking glade. Jeg mener, havde de bare et perfekt liv, eller hvad?

Nej, det havde ingen!

Ikke engang jeg – langt fra.

Jeg kunne ikke lade hver med at undre mig, og det gav mit ansigt mærkelig grimasser, da jeg tænkte som bare fanden. Drengene holdte godt øje med mig, imens min hjerne nærmest knagede i anstrengelse.

De måtte være på lykkepiller!

Ja, se dét var en fornuftig forklaring!

”Det burde nærmere være os, der stillede dig det spørgsmål. Hvad laver du i Zayn’s lejlighed, og hvor er Zayn?” lød det fra den korthåret fyr, der kiggede nysgerrigt på mig.

”No way dude, det kan du ikke spørge om! Jeg spurgte først, så i svare først!” udbrød jeg irettesættende, og langede ud med battet, som jeg ville have gjort med min hånd – Et tegn på det var indlysende, det jeg sagde.

Krølle fyren lo igen, imens fidusen med de røde bukser smilte stort med et drillende blik til den korthårede dreng. Jeg ved det lyder forvirrende med de mange kaldenavne, men jeg vidste jo ikke, hvad de hed! Det ville jeg lige påpege til mit latterlige forsvar, der måske ikke engang eksistere.

Who knows?

”Vi er Zayn’s bedste venner. Jeg Liam, Krølle der er Harry, Blondi er Niall og sele drengen er Louis,” udpegede Liam, som ham med det korte hår åbenbart hed.

Jeg smagte på navne, og smilte oprigtigt. Hvis det stod til mig, ville jeg ikke have navngivet dem bedre selv. Stor klapsalve til deres forældre, de havde virkelig gjort et godt stykke navn-arbejde!

Drengene var altså i bekendtskab med Zayn. Okay så blev jeg da så meget klogere omkring Zayn. En ting at tilføje på den nu lavet liste omkring ham. Han ejede fire gange drenge venner, der var noget så smilende – og wired. For jeg mener, helt seriøst; Krølle? Ja okay, det lød nu pænt nuttet, men alligevel!

Jeg havde brug for nogle pointer på deres mærkelighed, som jeg fornemmede de ejede. Og for at være ærlig, var jeg elendig til at finde dem, men det ændrede ikke på facten om den indre skørhed! Kender i ikke det, at i møder nogen i ikke kender, og bare kan fornemme det eller mærke, at de har krudt i røven? Oppe og køre, ikke mindst fyld med spasme?

Drengenes ydre var guf, og den blonde Niall havde en god hårfarve. Men hey, kaldte Liam ham lige blondi? Jeg hadede den fornærmelse, for blonde personer kunne sagtens være kloge! Tjek selv Zack & Cody’s Søde Hotel Liv ud! Der er Maddi tusind gange klogere end London!

”Hvad er der galt med blondt hår, Liam?”

Mit blik var forvirret og en del utilfreds. Det var jo i bund og grund også en fornærmelse til mig, det Liam havde kaldt Niall. For han virkede da klog nok, og blondi var ikke noget sjovt skældsord for en som mig! Altså en pige der kunne tage ting meget personligt – Eller bare elskede at have en grund til, at flippe lidt ud på nogen.

Chose by yourself.

Liam så nærmest skræmt på mig, imens det lød den berømte ”uh…” lyd fra drengene. Niall der havde afbleget hår - HA ikke naturligt som mit! – smilede stort, så et par tænder med bøjle kom frem. Når jeg siger det, var det ikke fordi det var enormt tydeligt, eller noget i den stil. Nej, det er mere fordi jeg selv havde haft bøjle, og hurtigt kunne genkende dem når jeg så en. Det giver i sidste ende en god mening, så alle er glade.

Happy hour!

Weee…!

”Ja Liam, hvad er der galt med blondt hår?” udspurgte Niall, gentagende efter mig, og så snobbet på Liam.

Det var godt nok ikke sådan, man skulle se ud når man gjorde som jeg, men det var umuligt andet end at grine over Niall’s opførsel. Virkelig, den var så mærkelig! Btw, et bevis på de ejede den omtalte wiredness, jeg fortalte jer om! Og jeg havde fandme ret!

Mit smil beroligede vel nok Liam, for han skuldre sank ned, og så afslappet på mig med et rigtigt charmørsmil. –Og nej, det kunne ikke rede ham ud af mit spørgsmål!

Blonde personer var da lige så seje som brunhåret?

”Intet, men det er bare Niall,” lød det fra ham, før blikkende ellers synes at grænse mig i stedet for.

Ham Krølle der var kaldt Harry fløjtede, og lavede blikket ned af min krop. Ude af stand til at styre mig, blev mit ansigt let varmt, og tankerne turer ikke tænke på de næste bemærkninger. Jeg kunne lige forstille mig noget omkring, om jeg havde tabt bukserne, eller hvor hulen den trøje var fra.

”Hed nat?”

Jeg så halv måbende på Harry.

Undskyld mig?

”Ja Zayn låner ikke sine striktrøjer ud, medmindre der virkelig er nogen, der har charmeret sig ind på ham,” forklarede Louis med et glimt i øjet, der tydeligvis fortalte hvad han mente.

Ad.

Seriøst?

”Styr jeg dog lige. Drenge nu til dags,” mumlede jeg, og vendte røven til dem.

Min is ventede og ville sikkert smelte, hvis jeg ikke snart skyndte mig ind til den. Jeg måtte indrømme den var noget mere interessant, end Zayn’s venner var. Eller nej, men jeg magtede ikke lige det perverse. Det var nok, at jeg var stucked i denne lejlighed!

”Hey du kan da ikke bare gå?” råbte en irsk stemme, der efter sigende opfattelse var Niall. Tro mig, man opdagede hurtigt hvilke stemmer, der nu end hørte til hvem.

Jeg sukkede tungt, og skruede op for den lækre fladskærm.

”Jeg gør hvad jeg vil, knægt,” sagde jeg, inden en dejlig kølig is var indenbords i munden. Lækkert… jeg siger jer, is på en fridag var noget af det bedste!

”Hvem har givet dig lov til det?” spurgte Niall.

”Zayn.”

Hans blik landede på min kære is, og et stort gisp røg ud af hans mund. Forvirret så jeg på ham, da han nærmest var ved at dehydrere ved synet af isen. Jeg kunne ikke lade hver med at undre mig, med et løftet øjenbryn. Niall gispede og prustede, som havde nogen slået luften ud af ham. Jeg så panisk rundt, ved tegn omkring hjælp af de andre drenge. Der for resten kom grinende ind.

Mit blik måtte have forklaret hele sagen, for Harry nikkede hen imod min is, før han slog sig ned ved min side. De andre drenge, undtagen Niall, fulgte trop og så utilfredst på skærmen.

”Det er din is. Niall havde endelig bragt ”fornuft” til Zayn, og lokket ham til at købe hans ynglings is. Han mente åbenbart Zayn blev nød til at være opdateret til, når Niall nu ville ankomme,” forklarede Harry, og smilte skævt.

Jeg grinte og så sjovt på Niall – Der stadig var helt chokeret.

”Madglad?”

”Jeps.”

”Fair nok.”

Om jeg vidste hvad der gik af mig, er et simpel nej svar. For det var virkelig unormalt gavmildt gjort, det jeg nu end gjorde. Jeg hev Niall ned i sofaen, og stak is bøtten i hånden på ham. Lige som forventet stoppede hans wired selvsving, og han kiggede tryllebundet på den lækre is. De klare blå øjne fik isen til at spejle sig, og de glimtede nærmest som julekugler. Det var rigtigt nok, det Harry havde bekræftet.

Drengen var jo helt skudt i isen!

”Giver du mig virkelig din is?” gispede Niall, helt rundt på gulvet af glæde. Jeg nikkede med et smil, bevidst om de andre drenge holdt godt øje med os – eller nok mig. Egentlig var jeg lige glad, og var mig selv. Sådan kørte jeg altid mit show. Hvorfor være en anden, bare fordi nogle fiduser kigger på dig?

”Der er noget galt med dig – men tak!” mumlede Niall for sig selv, imens han begav sig godt i gang med min is. Det var nu der jeg skulle påpege, jeg havde siddet og slikket på den ske, han brugte, men det så ikke ud som om han tænkte nærmere over sådan nogle ting.

Det gjorde jeg nu heller ikke normalt, så…

”Så… i kender Zayn?” spurgte jeg med et smil, fuldstændig randomt.

De nikkede sammentidigt.

”Og det må du også gøre, siden du er så heldig at bære den nyeste striktrøje af dem alle,” smilte Louis, med en jokene stemme.

Jeg grinte, og vidste det nok betød, Zayn gik op i hans udseende – og tøj. Men det var faktisk ret dejligt, og hang ret godt sammen med det perfekte udseende, han nu engang var lucky to have. Hvorfor spilde sådan et udseende med grimt outfit, når du kunne fremhæve det med noget smart, der lige passede til dig?

”Faktisk ikke, men det er da dejligt nok at vide, jeg var den første til at låne den?” svarede jeg sjovt.

”Nogen er bare heldige…” lød det nærmest syngende fra Liam, det smilte stort og beæret da jeg kiggede på ham.

Jeg nikkede hurtigt, overbevist om sandheden lå lige på tungen.

”Jeg er bare født sådan.”

Drengene grinte, og Louis nikkede anerkendende, hvorefter snakken forsatte randomt derfra. Drengene blev ved med at kigge på mine bare, brune ben, det lå samlet oppe på sofaen. Og efter som jeg havde hevet Niall ned i det hjørne, jeg oprigtigt brugte til at læne mig op af, var han simpelthen blevet erstatning af mit hjørne. Great ikke? Det så ikke ud til at han lagde så meget i det, og de alle snakkede åbent med sjove bemærkninger.

Jeg var ikke i tvivl om, det var de rigtige typer mennesker, jeg var omgivet af. Dem jeg normalt ville gå efter. Zayn var jo også et perfekt match til mine typer, så det hang meget godt sammen med, at hans venner passede i mine typer kinda venner. Og jeg måtte indrømme de var ret sjove alle sammen.

Harry fortalte de havde slået fast at blive hele dagen, nu hvor jeg var fanget i lejligheden. Det hjalp lidt på såret, at der var flere mennesker i denne store lejlighed. Efter min mening, skulle så megen plads udnyttes af et par stykker menneskelige skabninger. Det nyttede ikke noget, der altid var tomt.

Selvom jeg egentlig gerne ville have været alene med Zayn, se hvad dagen kunne føre til, lod jeg mig ikke genere. Måske fik de andre drenge fortalt mig den viden omkring Zayn, som han selv ville undgå. For jeg vidste han var det kinda menneske, der kunne finde på det.

Igen; jeg kunne mærke det.

Uden at vide hvad Zayn mon ville sige til hans lejlighed nu var fyldt op med bavianer, der krævede endnu mere mad, lod jeg mig hygge sammen med drengene. De var flinke nok, og pæn funny. Jeg elskede sjove drenge. Og charmerende drenge. Der var intet bedre.

Undtagen Zayn <3333.

Gad vide hvor lang tid det end kunne tage for Zayn, at komme med de æg?

Lige da tanken var tænkt, lød hoveddørens smæk og den genkendelige bløde stemme fra morgnen. Uden at vide nærmere grunde til det, smilte jeg ved lyden af Zayn, der trådte indenfor i stuen. Hans hånd bar en indkøbspose, og de brune kinder var let røde. Jeg kunne ikke lade hver med at smile, og gav skylden på de andre drenge. Det var jo fuldstændig unormalt, at jeg kunne smile så meget, blot ved nogle nærmest fremmet personer. Eller jeg kendte dem ikke så godt – endnu. Men det tyede alt for meget på, at jeg skulle komme til det, efter Zayn’s planer. Og de andres udbrud omkring mig.

”Hej lads? Jeg vidste ikke i ville komme i dag,” lød det glad, dog forvirret fra Zayn, der hurtigt lavede diverse håndtegn med hele bundet.

Pft.

Drenge.

”Nej det kan vi se,” fnes Niall og nikkede imod mig, der bare sad og så skide lækker ud.

Haha, ja det gjorde jeg faktisk.

Just as you, know it.

Zayn’s smil blev blidere og nærmest genert, men dog ikke flovt. Det var da altid noget! Jeg ville synes det ville være ret akavet, når jeg lige havde siddet og snakket med hans ”lads”, imens han købte ind. Jeg hadede drenge der var flove over deres pige, og nærmest gemte hende væk – som var deres forhold hemmeligt, og nærmere beskrevet; pinligt.

Kan i se hvad jeg mener med det hele?

Ja så?

Så tillykke venneeeer...!

”Jeg har købt æggene. Og til drengenes held to pakker. Så skal vi komme i gang med maden?” spurgte Zayn, og henvendte sig tydeligt til mig – og ignorerede de andre.

Jeg følte en lille sejre, da drengene måbede sjovt, som var de meget vigtigere. No way, sådan gik den ikke, boys! Ikke hvis de gerne ville være lidt gentels, så var det pigen man skulle give opmærksomheden.

Jeg nikkede bekræftende, og viftede en hånd op i fjæset på Liam, så han kunne hjælpe mig op. Kald mig doven, men ja… Og det overraskede mig virkelig, jeg hørte efter hvad Zayn forslog. For som den tidligere episode i centeret med Melissa, hadede jeg når folk ville have mig op af en sofa. Så blev jeg gnaven, og kunne flabet blive siddende flere timer.

Men som drengene havde påpeget, behandlede Zayn mig åbenbart også som en speciel person. Især på deres fortællinger omkring, hvor meget hans trøjer betød for ham. Og omvendt behandlede jeg ham vel også anderledes end andre, for jeg rev ikke hoved af ham, da han vovede at kalde mig op af en skide behagelig sofa.

Hold da op, det gjorde mig nærmest helt bange, den måde han fik mig til at behandle ham på!

”Laver i mad?” råbte Niall nærmest, helt oppe på dupperne.

Hyperbarn.

Undskyld, jeg skulle vel nødig snakke…

”Ja Niall vi laver mad, men du får intet,” svarede Zayn drillende, og hev mig ud imod køkkenet.

Tilbage stod de andre, og beroligede Niall der naivt troede på Zayn’s ord. De ville nok komme om lidt, men det blev selvfølgelig også begrundet med duften af mad. Med hensyn til Niall og det blonde hår, ville jeg lige sige en ting…

Måske var han; folks betegnelser for blondi. For hold da op; han var da godt nok naiv, ikke mindst dum som en dør, når nogen truede ham med no food.

Og alligevel kunne jeg allerede leve med ham og de andre. Det blev jeg vel også nød til, når Zayn havde låst mig fast i lejligheden med et løfte. Og jeg holder altid, hvad jeg lover. For sådan er jeg. Høflig og troværdig. Normalt ville jeg sukke tungt pga. det, men den dag kunne jeg ikke lade hver med at smile som en idiot, og elske min trofaste evne.

Hvad fanden skete der lige?

                                                                             

Hej guyes!:) 

Håber i kan lide kapitlet - Nu møder Nora jo alle drengene. Og som i kan høre på dem, er Zayn's behandling omkring hende meget speciel. Hvorfor mon det? Og hvorfor er det rent faktisk gengældt fra Nora's vedkommen? Tror i hun danner sig et par venner mere til samlingen, eller ender de blot med at give hende problemer? 

Tak fordi i læser med, og husk endelig at like og sæt på favoritlisten hvis det frister ;) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...