• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20197Visninger
AA

2. Welcome to one of the lives

Mine lyseblå vans, bar mig let over jorden, imens det blonde hår viftede om ørene på mig. Jeg følte den engelske stemning være omkring mig, imens jeg desperat ledte efter den mere tilpassende kultur, der var et sted i mylderet. Denne dag havde jeg længe set frem til, efter et enkelt opkald.

”Nora? Hej, her over!”

Melissas lyse stemme, der blidt talte modersproget fransk, vinkede ivrigt til mig over fra det klassiske cafebord. Et smil bredte sig over mine læber, da hendes ord lød som sød musik i mine ører. Selvom jeg mange venner havde, var Melissa den bedste af dem alle.

”Halløj søde,” hilste jeg glad, inden vi som altid lavede kysse lydende ude foran hver kind. For en gangs skyld følte jeg mig ordentligt til pas, bare ved denne ene ting.

Melissa smilte stort, og lavede høfligt gestussen, som hendes mor altid havde bedt hende om, at lave for alle. Vi begge brød ud i grin, da det som altid var en joke, der blev fyret af. Melissa hadede de gode manere, hendes mor prøvede at belære hende med. Som i mange andres familier i Frankrig, var det vigtig for hendes at være høflig. Det sad som en selvfølge sammen med den anden ting, de roligt kunne kalde sig selv – Velhavende.

Altid havde Melissa og jeg gjort nar af det, fordi det lød som noget være pis. Især når man satte to og to sammen, og fandt ud af hvordan Melissa rigtig var. Velhaven, ja helt klart. Men i hendes sted, hang det altså i samme snor som normal, vild, bandene og kinda bitchede til tider. Alt i alt; ikke lige dét hendes mor regnede for høflighed samt rig.

”Hold da op, England er endnu bedre end jeg huskede!” hvinede Melissa, imens jeg slog mig ned på stolen, i front for hende.

Jeg smilede, og slog ud med hånden.

”Welcome to the british place of france bitch,” sang jeg, selvom musik aldrig havde været min stærke side. Hun lo let, svang håret om bag skulderne, inden en tjener stillede to kopper kaffe – Som hun havde bestilt. Like always, vidste hun hvad jeg ville have.

Tankelæser.

Baaah.

Måske skulle jeg droppe det med tankelæser, når begrundelsen lå i de ti års kendskab vi ejede, Melissa og jeg. Vi mødte hinanden da jeg var flyttet til Frankrig, efter et par års bopæl i Kina. Ikke at jeg hermed var kineser.

Åh gud, nej nej!

Min mor rejste meget, så jeg havde boet i lidt af hvert når vi snakker verdens dele. Lige fra Thailand til Australien, Sverige til Mexico, Spanien til Indien, Danmark til New York, Dallas til Texas, Bahamas til Hawaii og til sidst og ikke mindst; Frankrig til England. Som du kan høre, har mit hjem aldrig været noget bestemt sted. Indtil jeg kom til Frankrig og derefter England. De to steder havde jeg nok boet i længes tid, hvor min nuværende tilstand twistede imellem landene. Selvom min faste lejlighed var i England, ejede jeg også en i Frankrig. Sig til hvis det er for forvirrende.

Selvom dette ville være en god begrundelse, for de 11 forskellig sprog jeg kunne, må jeg desværre afvise det. Ja, jeg har boet mange steder. Men grunden til de mange sprog, lå helt tilbage til jeg var fire.

Jeg begyndte at kunne Engelsk, da jeg i starten boede i Manchester her i England. Det er dér mit fødested er. Og da jeg hurtigt kunne sproget engelsk, blev der hurtigt tilføjede flere sprog til, da lysten steg i mig til at lære de mange forskellige sprog – Med hver deres kultur. Blandt andet var lysten til at lære svensk var stor fordi, jeg har svenske rødder. Hvilket forklarer mit helt blonde og naturlige hår.  

Men ud over svensk og engelsk, kunne jeg som sagt fransk, spansk, indisk, kinesisk, pakistansk, thai, italiensk, hawaiiansk og afrikansk. Og lidt dansk, da det var hurtigt nemt at lære, til hensyn med den tætte tilknytning med svensk. Det kan godt være det lyder totalt utroligt, usandsynligt, men det passer. Ingen løgn eller falske benævnelser. Jeg ved virkelig ikke hvordan det overhoved var muligt for mig, det at kunne tale de mange sprog, men jeg kunne det hele som flydende.

Ud over min mor, havde jeg ingen. En onkel jeg så en gang imellem, men en far eller søskende, ejede jeg ikke. Det var blot min mor og jeg. Nu var jeg dog flyttet hjemme fra, da det blev for meget for mig, at rejse endnu mere end jeg allerede havde gjort. Så min mor boede fast i Frankrig, men rejste så meget, at hun aldrig var hjemme.

Grunden til mit atypiske valg.

Jeg var træt af at rejse så meget.

Men til gengæld, havde det at rejse så meget, gjort mig mere social og imødekomne. Så efter at have blevet fast i England, var en masse venskaber opstået. Plus dem jeg allerede havde, rundt omkring i verden, hvor min mors rejser havde ledt mig hen.

Man kunne vel godt sige, hun havde givet mig en oplevelse for livet. Det var heller ikke fordi, jeg hadede hende for at rejse så meget. Det var hendes job, og hun tjente godt på det.

Bum, end of story. Nothing to come for.

Ellers, så boede jeg i en lejlighed midt i London. De mange venner jeg havde, var på en måde delt op. Den ene halvdel kendte til mit… sødere og rigtige jeg. Det der var noget mere følsom, nede på jorden og var stille samt rolig.

Imens den anden halvdel kendte det det vilde, skøre, overdrevet, udfordrende og festende mig, der sagde hvad jeg ville. Bitchede ud på folk, hvis de generede mig det mindste.

To vidt forskellige personligheder, jeg levede med til hverdag. Om aften plejede jeg altid at feste, tage chancerne. Drikke mig direkte stiv, og gøre alt det jeg ikke ville kunne huske dagen efter. Men om dagen var jeg bare mig, der hang ud sammen med, de mange venner jeg havde. Og passede mit job inde i en tøjbutik på Backer Street.

Det hele lyder meget sjovt, ikke sandt?

Nu skal i så bare lige vide, at ikke engang Melissa kendte til dette.
Men so what?

I’m young <33333

Back to reality.

“Hvordan går det så i Frankrig?” spurgte jeg nysgerrigt, imens jeg forsigtigt drak lidt af min kaffe.

Der for resten var nums!

Starbucks lover, that’s me!

Melissa grinte let af mig, og tog langsomt en tår af hendes kaffe. For at trække tiden ud minsandten.

Gud hvor var det irriterende!

Og flabet…

Hun pinte mig altid, når min nysgerrighed var størst.

”Ej don’t be sad, darling! Jeg skal nok snakke da. Det vil du da gerne have, ikke sandt?” lød det fornemt fra Melissa, der lige så godt kunne have siddet med en klassisk britisk te i sin porcelæns kop, med strittende lillefinger.

Jeg så mit udkast til at lege med på den sedvanelige overklasses sprog, og lavede henkast et vift med håret. Det lagde sig lige så blidt og blødt det var, ned på min sorte top. Imens tungen fugtigere mine læber, trak jeg tiden ud, som var hele dagen min til dette ene svar.

Oui madame.

Melissa gik i gang med at fortælle, det vi begge vidste jeg spurgte til. Hvem der var sammen med hvem, ugens nye sladder og hvad ellers jeg kunne finde nyttigt. For det meste, når jeg ellers landede i Frankrig, var jeg forberedt med nyheder. Mest omkring, faktisk kun omkring, den omkreds jeg var medlem af. Eller hvad man nu kalder det. Det var jo ikke bare kun mig, der kunne være en bitch og slappe ud efter folk. Ork nej, der var alt for mange der var værre end mig, der slappede ud efter andre end sig selv.

Jeg havde hurtigt lært, da jeg flyttede til Frankrig, hvor vigtigt det var at være opdateret på det hele. Hvis ikke du var det, kunne du lige så godt begrave dig selv. Som svag og uvidne om sin omgangskreds i byen, kunne du hurtigt blive det offer, der blev slået ned. Med ord. Men da også klør. Dog hvis du havde noget, var du så godt som sikker på, at overleve. Så var der noget at give igen. For at være ærlig, må jeg da indrømme; jeg var virkelig god til dét.

”Théo droppede mig for resten, her inden jeg tog afsted,” lød det tilføjende fra Melissa, da vi lige var startet på shoppingen i første butik.

Da jeg gik forrest, stoppede jeg så brat op, at Melissa gik direkte ind i mig. Vi endte med hvin, på det hårde gulv, med ømmende bemærkninger. Men det var altså ikke min skyld! Eller jo måske… Men for helved, Théo havde endda været Melissa utro, hvor hun havde ladet ham tilgive. Også droppede han hende bare efter… hm… to sek.

Matematik= min dårlige side.

Crap.

Sandhed.

Back to reality.

Nok der omkring to uger. Kun to uger! Er jeg den eneste der synes, han er et svin? Come on, hver ikke bange for at disse en fransker ned! Det er kun få der begynder at flippe totalt, med et sprog, du måske ikke engang kan. Eller kan nå at høre ordene.

Ingen grund til at blive skræmt!

”Hvad siger du?” spurgte jeg højt, og lod hende tage min hånd op, så vi begge stod fast på begge ben.

Jeg hørte godt hvad hun sagde i første omgang. Tro ikke andet end det. Men i kender vel godt det, når du høre noget, du umuligt kan få til at være rigtigt.

Ikke sandt?

Det tænkte jeg nok.

”Han slog op med mig,” gentog hun, normalt uden tegn på tristhed.

Der lå helt sikkert noget bag…

Jeg så med hoved på skrå på hende, imens jeg glattede min striktrøje ud bag på, imens flere end ti blikke, nedstirrede mig. Jeg var van til det. Eller; kinda. Der var for det meste mange der kiggede på mig. Måske fordi, jeg tit gjorde noget, som fik folk til at kigge. Som at vælte med min veninde oven på mig.

Bare en ting ud af hundrede valgmuligheder af rigtige ting, der rent faktisk er sket. Man kan vel godt kalde mig… lidt opmærksomheds tiltrækkende. Hvis det nu er du har løst. Du får ingen slag, hvis du endelig beslutter dig at gøre det.

Bare rolig.

”Og det er du slet ikke ked af?” spurgte jeg forvirret, da Melissa bare traskede videre ind i butikken.

Jeg fattede virkelig ingen ting. Hvad var jeg gået glip af? Melissa havde altid været så smaskforelsket i Théo. Endda tilgivet en af de største synder. Gået igennem ild og vand for ham. Grædt sig selv i søvne, flere gange, når de havde deres fights. Haft en flere måneders slankekure; bare for hans skyld. Også var hun ikke engang ked af det?

Min forvirring stod mig til op over ørerne, hvis ikke mere. Med hastige skridt, løb jeg nærmest efter hende i mine elskede vans – love on them! Som jeg nok har understreget, vidste jeg ingen ting. Men jeg forstod heller ikke, hvorfor hun ikke gav mig en forklaring?! For hvis jeg ikke tog meget fejl, var vi bedste veninde, og havde kendt hinanden alt for længe.

(Positivt)

Det gav os en hvis tro på hinanden, hvis jeg ikke tog meget fejl. Hvilket jeg bestemt ikke gjorde! Helt hundrede. Alt dette var bare facts, jeg remser op for jer, så i kan følge med i det hele. I kaosset inden i min håbløse hjerne. Der virkelig er fyld med spindelvæv nogle gange – overført betydning.

”Har du tænkt mig at fortælle, hvorfor du ikke tuder lige nu?” spurgte jeg direkte, da jeg kom over ved hendes side, ved bordet med smykker.

Som den multitasker jeg var, kiggede jeg imens på ringe. Der var mega flotte! Forsigtigt fiskede jeg en af dem op, og nærstuderede den på min højre ringfinger. En sølv pink smiley og lavet af diamanter. Nums!

Et langtrukket suk lød fra min side. Da jeg neutralt mødte Melissas øjne, var de ikke just glade. Fortrydelse og skam, lyste nærmest som laser ud af dem! Stikket af uvished ligeså uro, prikkede mig overalt under den let brune hud.

Der by the way, skyldtes min mors gener som en del argentiner. Meeen nu også den mængde sol jeg havde fået, i løbet af den sommer der for længst var over. Det var efterår, slutningen af oktober, hvilket var forklaringen på min striktrøje.

”Det bare…”

Melissas tøvende stemme, fik mit hjerte til at banke ekstra hårdt. Jeg følte der gik et helt årtier, imellem den pause hun formåede at pine mig med. Endnu en ting at tilføje på listen om mig; jeg er hammer utålmodig. Især når det er nogle ting, som er skide vigtige for mig, som jeg ikke får afvide specielt hurtigt. En ting mange nok vil kunne forstå min reaktion ved, hvis jeg nu begyndte at flippe helt ud. Men et eller andet sted, er det også hammer træls at nogen skal tøve så meget. Tænk hvis Melissa var en læge. Min mor lå dødelig syg, og jeg blev ringet op af hende. Hun tøvede i flere minutter, med at fortælle den skrækkelige nyhed, om min kære mors død.

Se så ville det gå galt.

Hvis vi nu leger det ikke var en dødelig sygdom, men en bilulykke hun kæmpede med livet, der efter dét. Så skulle jeg også hurtigt have afvide hvad der var sket, så jeg kunne styrte ud i bilen, og videre hen på hospitalet.

Kan i følge mine hentydninger? Mon ikke i kan det, de er ret så simple…

Imens Melissa stod og tøvede med åben mund, overvejede jeg drastisk om der ville vokse spindelvæv derpå. Hun var ufattelig langsom, oversat fra de mærkelige sammenligninger jeg laver. Bevidstheden om min voksne irritation, og de skarpe ord der lå lige på tungen, var enorm brugbar. Jeg ville nødig stoppe hende i at overveje tingene nøje. Eller noget. Jeg mener; vi er jo bedste veninde for søren, hun burde da ikke tøve sådan dér?

”Fordi det var mig der lavede fejlen denne gang, Nora. Jeg kyssede med Nathan til en fest, så fuld som jeg var, og Théo så det hele. Vi åd nærmest hinanden, Nathan og jeg. Det sagde Théo i hvert fald. Også flippede han ud på mig, smækkede mig en på kinden, og skred sin vej,” strømmede det ud af Melissas mund.

Der endelig ikke groede spindelvæv ud af.

Jeg kunne ikke lade hver, med at spærre øjne op i overraskelse. Seriøst? Selvom det var Melissa der lavede fejlen, var det ret unfair af Théo, når han i sidste ende ikke var meget bedre selv. If you can feel me?

”Ej, det er jeg ked af at høre. Har din kind det okay?” spurgte jeg omsorgsfuld, og lod min finger nusse den stille.

Melissa slog en høj latter op.

Jeg smilede som en idiot.

Vi begge vidste hvor meget jeg egentlig hadede Théo, efter hans gerninger over for Melissa. Så det at de ikke længere var sammen, og han havde smækket hende en, fik mig nærmere til at spørge til hende. Théo kunne være lige meget, han var bitch bare i drengeform.

”Typisk dig, Nora!” slog Melissa fast, og puffede til mig med hoften, inden hun svingede en sød sweater ned fra stativet. Den røg op foran mig, og hun målte det med blikket.

”Altid du ved. Jeg har intet til overs for idioter. Théo fik hvad han fortjente, og du fulgte mit råd, jeg allerede havde givet dig et par uger inden,” svarede jeg, og lod hånden glide hen over sweaterens stof.

Det var enormt blødt!

Jeg kiggede ned af den.

Og pink!

Prisen blev studeret, og Melissa nikkede ivrigt til mig.

Ikke mindst dyr!

Men jeg var allerede in love with it, så den røg over armen, og hang der i den forsatte leden på tøj. Melissas dårlige humør var forsvundet som duk for solen, ligeså hendes skyldfølelse. Ikke for at være selvglad – eller jo faktisk! – men det kunne hun roligt takke mig for.

Jeg var skør og humoristisk. Men klog og fyld med rigtige ord.

You know, it’s just how i do it <3333

Kæft sofaen blev min kæreste for altid man! Den bedste af slagsen, by the way. Det synes Melissa vidst også efter sigende, da vi var nået ned til enden af det center – vi pludselig var endt i. Hvor der endelig stod en indbydende stor ledersofa, der nærmest kaldte på mig.

Da den ellers havde været inde for mit øjesyn, var jeg løbet skrigende hen til den, og smit mig i den. Hvis det ikke var fordi, jeg havde haft så mange poser der viste mit indkøb, ville alle have kigget mærkeligt på mig. For dette center var ikke et helt tilfældig et. Næ nej, det var et hvor den billigste ting kostede 100 pund. (Hvilket cirka svarede til 887 kr. danske kroner, til jeres information)

Og da jeg havde mange poser, måtte det betyde jeg havde penge. Tjente kassen eller bare arvede pengene. På en eller anden måde havde masser af dem, hvilket medfører respekt fra mange. Penge = magt = respekt.

How the world is.

True shit.

Reality:

Så jeg kunne frit gå for at skrige som en mongol, bare fordi jeg fandt en sofa. Melissa havde selvfølgelig rystet på hoved af mig, med kommentar der lød på hvor typisk mig dét der var, efterfulgt at hun havde joined mig på den dejlige sofa.

Jeg havde det sådan; når jeg først havde slået mig ned, var det kun mig der kunne bestemme, hvornår jeg skulle op igen. Ingen andre, det ville bare ende galt. Virkelig. I vil ikke være til stede, hvis nogen prøver på at fjerne mig fra en sofa. En lille fact er…: det ender aldrig godt! Det indrømmer jeg skam gerne. Især når jeg i forvejen ved det, og måske ikke er så stolt over det.

Men til mit forsvar, så er det bare mit instinkt, og hormoner der tager over! Slet ikke min fornuft eller hjerne… Nej dem har jeg allerede sat mig på, så snart sofaen er under mig.

Fnis, hvor er jeg dog bare ærlig!

Elsker i ikke det?

Er der sandt, det lyder godt!

”Måske om vi skulle komme videre, hvis du har løst?” lød det afprøvende fra Melissa, der derefter slog sig selv i panden.

Ups, hun havde vidst kort glemt, hvordan det nu lige var jeg havde det, i situationer med sofaer. Selv den bedste kan glemme, det er nu bevidst. Lad mig få en klapsalve for hende, Melissa den skønne!

Jeg gav hende blikket, der fik hende til at krympe sig kort, og bide sig i læben. Af ren reaktion på ikke at grine af mig, fordi jeg var så uendelig latterlig. Men jeg kunne altså ikke gøre for det! Sådan var jeg bare… tit… rigtig tit…

”Nej,” fastslog jeg fast, og lænede mig tilbage i sofaen.

Min vans svang jeg ud over kanten af armlænet, og kiggede op af. Utrolig højt oppe til det originale loft, kunne jeg vidst godt røbe for jer at der var, ved den udsigt jeg sad med. Sofaens side som jeg sad på, gik lige ud over der hvor det korte loft var. Jeg sad der hvor man på hver eneste etage, kunne stå og kigge ud ved et samlet sted. På grund af de mange rulletrapper og så videre.

Whatever du nu end kan finde i et center.

Der er stort.

Og dyrt.

Jeg sang lavt en eller anden sang med Carly Rae Jepsen, selvom det sikkert lød piv falskt, var jeg skide lige glad. Jeg gjorde som det passede mig, no matter what. My life, my rules, my shit of business; not anyone else’s.

Bag mig skar Melissa tænder, hvilket fik mig til at storsmile. Selv i akavet situationer, kunne jeg få folk til at bløde op, blot ved at synge eller nynne. Ret nemt, synes i ikke? Jeg må indrømme det tit var en fordel, det at have en lorte sangstemme. Men jeg satsede heller ikke på en sangkarriere, så hvorfor skulle jeg overhoved bekymre mig over den? Alle mulige andre kendisser og anonyme mennesker, klarede det så meget bedre, end lille mig her der hverken kunne ramme en lille tone.

So nothing to be shame of.

Jeg kunne noget andet – Så som at snakke sprog!

Okay så hellere kunne synge, end alle mulige random sprog. Ikke for noget, men nu sletter jeg det også inden jeg tuder over min egen mening.

Tænk min underbevidsthed forrådte mig, ved at få min hjerne til at tænke sådan!

Gisp!

Jeg måtte hellere tage en snak med den.

Senere.

”Skal vi ikke smutte videre nu? Jeg fornemmer der er en ny taske, der kalder på mig,” sagde jeg pludseligt, en hel tone løs sang efter.

Melissa grinte og nikkede.

”Så kom, din dovne hund.”

Hendes arme hjalp mig op fra sofaen, så vi atter kunne spadsere rundt i centeret. Som omtalt fandt vi taskerne, hvor jeg fandt to nye. Jeg købte dem som så meget andet, og spekulerede på hvad jeg skulle have på om aftenen.

Ja jeg skulle jo ikke blive hjemme – Det var jo lørdag for god sake!

En ny kjole havde jeg dog lige købt, så skoende og håret var det eneste, der skulle fikset. Min læderjakke blev det, der nu end skulle holde mig varm.

Da vi gik ud af centeret, og skiltes ved hver vores taxa, kunne jeg ikke vente til at komme hjem. Det trak nærmest i mig, for at komme ud i byen, og mærke alkoholens rush i mig. Se de mange friends og danse for vildt. Jeg havde altid haft rytme i kroppen, selvom jeg ikke kunne synge.

Så nu gjaldt det om at komme hjem af!

                                                                                   

Hey guyesssssss ! :)

Første rigtige kapitel; hvad synes i? Giv gerne jeres mening til kende allerede nu! Jeg elsker at høre dem alle... :) Det næste kapitel er jeg i gang med, så det skulle ikke tage så lang tid igen, før det atter kommer ud. Hvis i har lyst, må i gerne like og sæt på favoritlisten - Intet præs! ;) Forsæt god ferie! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...