• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20190Visninger
AA

4. The name was forgotten

Fuglene skrålede da jeg vågnede, så prinsessefilm agtigt som overhoved muligt.

No, just kiddin’.

Men faktisk kunne jeg hurtigt indrømme, hvor meget det mindede om, ved den lette snorken ved min side. Den var blød og sang nærmest melodisk i søvne. Jeg måtte nu også indrømme, det ikke var særlig ofte, man hørte den slags snorken. For jeg mener; hvem lyder sød når man snorker?

Det gjorde denne skabning.

Som jeg ikke vidste, hvem var.

Fordi jeg ikke kiggede mig til siden.

Derfor.

Bund og grund var jeg heller ikke særligt interesseret, for jeg nød egentlig bare duften af sød himmel, der lå i de silkebesatte dyner. Fuldstændig bløde og fine som silke, var lige hvad de var, da jeg lod min hånd glider over min egen dyne.

Ingen bekymringer var inden for række vidde.

Jeg kunne ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst havde haft sådan en god sex. Det havde været fantastisk, og livet var som i den syvende himmel. Min vejrtrækning var let, mit suk tilfredst, og hjernen fuldstændig afklaret for resten af mine omgivelser.

Hvem end der var, der havde givet mig denne oplevelse, havde virkelig overgået alt andet end det, jeg hidtil ellers havde prøvet. Der var vidst nogen, der havde styr på sagerne og bevægelserne.

Men hvem var det?

Hvor fanden var jeg egentlig?

Og hvad hulen var klokken?

Mit i min stille stund af nydelse, åbnede jeg øjne brat, og stirrede omkring mig. Rummet var lyst godt op, men det generede mig ikke den mindste. Det var mere det ur, det hang på væggen, der irriterede mig med dens tid.

Fuck, fuck og atter fuck.

Jeg havde sovet så meget over mig!

Klokken var de kvart over ti, og jeg skulle møde på arbejde klokken halv elve!

Thank (not) god – hvor havde jeg travlt!

Mit flakkende blik landede ved min side, hvor noget sort tittede frem fra de hvide lagner. Den brune hud og flotte krop, var som for at smelte over. Min mund løb helt i vand, og jeg kunne ikke lade hver med at beundre mig selv.

God fangst, Nora.

Damn, tænk du ikke engang kunne huske den sag der!

I tankernes gang, gav jeg mig selv et dask, og nikkede ankerkendende til det udsyn jeg havde. Drengen der lå ved min side, så virkelig ud til at ligne noget, det kunne kaldes gud. Eller nam-nam. Okay, det fik det mere til at lyde som mad, men han var alligevel til at spise.

Det havde han helt sikkert også været aften inden, hvor mit vilde jeg virkelig var på banen, med lysten oppe i skala ti.

Nu havde jeg heller ikke lyst til at finde den forfærdelig side frem, så jeg holdte mig til mit normale jeg, hvorefter jeg forsigtigt stod op. Let på tå fiskede jeg mit undertøj op fra gulvet. Uden besvær røg det på, og jeg strakte træt min krop.

Ih jeg magtede virkelig ikke arbejde…

Men jeg skulle tjene ekstra penge ind, selvom min mor synes at give mig nok i forvejen.

Mindre detalje tak!

En pludselig brummende lyd, fik mig til at rynke panden. Den lød for umenneskelig til at være et menneske, og jeg rettede hurtigt blik over imod sengebordet. Og dér lå den. Min elskede iphone, der skrålede en eller anden latterlig koreansk sang, jeg hverken kunne finde hoved eller hale i. Men den var sjov, og alligevel små god, selvom mange ville sige det lød af lort.

Jeg kørte træt en hånd igennem håret, og tænkte slet ikke over, at der lå en sorthåret skønhed ved min side, der lå og sov. Kald mig glemsom, men jeg formåede at fjerne ham fra mine tanker, selvom det skulle synes at være utroligt svært.

Med en irriteret mine, greb jeg min iphone, og så skråt på skærmen. Navnet Alfredo lyste tydeligt op på skærmen, med et billede som baggrund, af en lækker dreng med cap. Ja jeg havde lækre venner, der ikke nødvendigvis var mine kærester. Faktisk havde jeg ingen kæreste på, og jeg havde ikke haft det i to år, hvis ikke mere.

”Jeg håber du har en god grund til at ringe, klokken er kun lidt over ti,” sagde jeg spidst, med en undertone af drilleri.

Hans mørke latter lød for mit øre, imens jeg nærstuderede mine negle.

Hm… de kunne godt bruge et nyt lag rød neglark.

”Og godmorgen til dig, Sunshine. Du er jo alligevel vågen. Men skal vi gå ud og finde den hat til dig, din mor gav dig penge til her i forgårs?” spurgte Alfredo muntert.

Ups, ja det var også rigtigt. Men når han siger min mor gav mig pengene, var det ikke fordi hun var hjemme i England, og havde spadseret hen til min lejlighed. Ork nej, min mor var i øjeblikket i New York, og havde overført hele møget over netbank. Jeg fornemmede hun elskede den utrolig højt, for så behøvede hun ikke at rejse hele vejen hjem, for blot at give mig dem. Min mor elskede morderne teknologi, der hjalp hende til, ikke at rejse hjem hele tiden.

Hun ville meget heller være ude.

Nogen gange mistænkte jeg hende for, at føle det som en lettelse, at jeg ikke var med hende rundt. For hver gang hun ringede mig op, hvilket var ret sjældent, lød hun virkelig glad og hendes humør var højt. Like not – min mor hadede at skulle kontakte mig hele tiden.

Jeg ved godt, jeg før gav udtryk for vi havde et godt forhold. Det havde vi også da jeg var med overalt, og i røven på hende som en lille puppy. Men nu hvor jeg ikke var med, tror jeg hun følte en hvis lettelse, som var der hundrede kilo der lige var løftet op, fra hendes stærke skuldre.

Trods alt dette, kunne jeg altid trøste mig selv med, at hun holdte af mig. I hvert fald nok til at kunne kalde mig op, overføre penge, og to gange om året komme og besøge mig.

Forvirrende forhold?

Ja tak, i den grad.

Tit kunne jeg heller ikke rigtig pladserer, hvor vi egentlig stod i mor og datter tingene.

”Det kan vi godt. Men bro? Du ved godt min mor er ligeglad, om jeg overhoved køber den hat eller ej, så hvad er det du er ude på at flygte fra? Er det din mor igen, der forlanger dig ud til de fine agentmenter?” spurgte jeg sjovt, med et stort smil på læberne.

Alfredo’s mor var noget af kvinde, der var med på de mange røde løbere. Til de mange kendis agentmenter, der var rundt omkring i England. Hvordan og hvorfor hun end var det, skyldes nok hun var sponser for meget af det. Eller mulige kontakter. I hvert fald gjorde det Alfredo skulle hives med til meget, hvis han ikke havde en god undskyldning. Og af en eller anden grund, elskede hans mor når han skulle være sammen med moi.

Er jeg den eneste, der ikke rigtig forstod det?

Alfredo sukkede, som forventet, direkte ind i røret. Så det gav en masse buldren - I mit øre.

Det var lige til at flegne ud over!

”Det er bare min mor og hendes ”Du skal med, for ellers trækker jeg dig i lomme penge” ting. Også kaldet reklame for hende selv, at hun har hendes kære søn med. Der egentlig meget hellere ville blive væk,” fortalte han.

Jeg grinte.

I know I’m evil.

”Det er ikke sjovt…” mumlede han gnavet.

Åh jo det var, mate!

Mit grin var okay højt, og en rømmede sig ved min side. Jeg kiggede forvirret der hen, og kunne nærmest skrige i forskrækkelse. Skønheden var vågnet!

Vent hvad?

Han var vågnet – shit!

Lad os sige det mildt; jeg planlagde altid at vågne tidligt, og liste ud af huset, inden mine ofre vågnede. Og jeg formåede det altid. Altid. Så det her, med han var vågnet, og det var min egen skyld, fik mig til at ville slå mig selv uendelig gange med en mursten.

Yup en mursten.

Jeg kunne ikke komme på noget bedre, okay?

Don’t jugde me…

Et noget så par brune øjne kiggede nysgerrigt ind i mine. Mine øjne glippede overrasket, og mit hjerte slog alt for hårdt bag brystet på mig. Tankerne og fornuften fortalte mig tydeligt, hvor vidt jeg havde lavet en utrolig stor fejl. Der umuligt kunne reddes nu. Denne alt for lækre dreng, jeg ikke kunne huske navnet på, havde opdaget mig – og så ikke lige ud til, at ville lade mig smutte uden nærmere snakke.

Shit.

Jeg prøvede ellers altid at undgå disse typer.

Men selv den bedste laver sine fejl, ikke sandt?

Alfredo sagde noget jeg ikke hørte, men jeg følte det lige meget. Alting var lige meget, selv mit job der kaldte om blot en kvarters tid, var lige meget. Denne dreng havde fanget mig, og jeg vidste tydeligvis ikke, hvordan jeg skulle formå at slippe ud uden opsyn.

En irriterende lyd fra mit øre, ødelagde det øjebliks tankegang, jeg formåede at give mig selv. De brune øjne lå stadig grænsende på mig, som ville han aflæse mig med hud og hår – blot ved blikket. Selvom jeg aldrig havde været særlig sky eller genert, trak jeg alligevel lidt af lagnet over mig, da jeg satte mig ned på kanten af sengen. Mine hænder rystede af ren angst, da en sandhed strejfede mig.

Dette var jo ikke aften.

Det var dagtimerne.

Jeg var altid mig selv i dagtimerne, og jeg kunne umuligt finde den side frem, denne dreng så aften inden. Umuligt, jeg kunne slet ikke bringe den frem. Jeg var som låst fast, i mit rette jeg, som han ikke var pålagt at se. Faktisk ikke skulle se.

Jeg havde virkelig trådt i spinaten.

Eller andre særheder, jeg vidste Melissas mor ville fremsige.

Lol, hvorfor tænkte jeg på hende nu?!

”Dude, jeg må smutte nu. Vi ses efter arbejde, jeg smutter over til dig. Lad nu hver med at forsvinde helt væk, i de mange kjoler og andre sager, din mor har lagt frem. Vi skal gerne ud og shoppe, ikke til begravelse,” sagde jeg hurtigt og afsluttende.

Han vidste vel godt, at han havde mistet mig til nogen mere interessant.

Eller mere et problem.

Men det vidste han jo ikke..

”Nora jeg-”

”Vi ses, bro.”

Jeg lagde på, og smed min iphone på sengen, og så hurtigere en villet op på skønheden selv. De brune øjne kiggede stadig på mig, men med et ulæseligt blik. Jeg var ikke sikker på, om det var dårligt eller ej, men jeg følte mig i hvert fald ikke dårlig tilpas. En ubevidst rødme fortalte mig tydeligt, at jeg ikke var i det element, som jeg tydeligvis havde været aften inden. Især da drengens blik ændrede sig til et med fuld af overraskelse – men også lettelse.

Wtf?

Jeg forstod intet, og lagde forsigtigt mig hoved på skrå.

Dette skulle nok blive akavet…

Hvad fanden sagde man til en dreng, efter man havde haft one night stand med ham? ”Hej det var godt at møde dig, og du var virkelig god i sengen – klap på skulderen makker, vi ses!” Nej, det sagde man bare ikke. Men hvad sagde man så..?

Like you could hear, så havde jeg ikke været udsat for dette før. Jeg havde altid listet mig væk i tide, før drengen vågnede med spørgsmål omkring mig.

Men nu havde jeg selvfølgelig ikke vågnet så tidligt, og da en smuk sorthåret dreng ved min side stadig sov, skulle jeg selvfølgelig ødelægge det hele for mig selv. Også endda med at snakke i telefon?! Jeg måtte virkelig have sovet på hoved, for hold da op, det var virkelig dumdristigt.

Du må gerne være enig, jeg slå ingen – selvom jeg på en måde er franskmand.

Det er ret betrykkende at vide, ikke sandt?

 ”Så… hvor meget kan du huske fra i går?” lød en silke blød stemme – så blød som smør.

Åh gud, ikke nok med at det udseende var i top, så var stemmen lige med klasse!

Husk at trække vejret Nora!

Jeg overvejede straks, om jeg kunne redde mig ud af denne situation, med en tænkende hjerne der knagede i brug. Måske hvis jeg lod hver med at snakke mit eget sprog, så han ville lade mig undslippe..? Mon ikke han ville blive skræmt, hvis jeg snakkede noget, han overhoved ikke kunne forstår?

”Sorry.. Legan muhje english  nahi ati toh muhje samaj nahi ari ke tum kye kehro ho,” sagde jeg forvirret, og lyftede øjenbrynet.

Mon ikke han troede på mig, når jeg sagde, jeg ikke forstod engelsk? Han kunne umuligt forstå pakistansk, så mon ikke jeg skræmte ham, bare en lille smugle?

Og det gjorde jeg minsandten også, for hans øjne var store som tekopper, med munden på vidt gab. Haha yes, i did it! Nora her kan altid klare sig ud af problemerne, selv når hun klokker i det. Det er endnu bevist, så don’t say anything!

Det skulle så vise sig, at jeg måske ikke skulle være så selvsikker, for karma elskede at slå ned på mig. Virkelig, jeg overvejede tit om jeg skulle tage en snak med hende. Om hvad jeg havde gjort hende. Jeg mener; det er jo ikke hende det går ud over vel?

Og er karma overhoved et kvindeligt køn?

Hm…

I hvert fald, pointen var at jeg skulle holde for min indres stemmes mund, for den havde det med at snakke over sig – før alt var afklaret. Og karma kunne høre alt. Ret wired…

”Legan yeh toh tumhe kal kardia tha? Legan phir toh achi baat hai ke muhje khut urdu arti hai.”

Okay dén havde jeg som sagt ikke liiige set komme… Men jeg forstod alligevel godt hans forvirring, omkring jeg havde snakket engelsk aften inden. fuld havde han dog ikke været. Jeg kunne nu heller ikke forstå mig selv. Jeg mener; hallo, hvorfor havde jeg ikke tænkt over, om han mon var halv muslim? Han var jo let mørk i huden, og uden at dømme, var over halvdelen af dem fra Pakistan det…

Damn, Nora, du er endnu engang på den!

Hvorfor fanden tænkte du dig ikke om, før du tog den dumme telefon?

Jeg var da også bare for dum…

Irritabel over mit mislykkede forsøg på flugt, kørte jeg som en vane håret væk fra ansigtet, med min venstre hånd.

Yeah jeg var så speciel, at jeg endda var venstrehåndet!

”Fint, ja jeg snakker engelsk, fed løgn,” mumlede jeg utilfredst, da hans blik kiggede afventende på mig. Var jeg den eneste der fandt dette meget underligt, når jeg ikke rigtig kendte ham? Eller huskede hans navn?

Det håber jeg da ikke..

”Det er okay, Nora.”

Helt sikkert kammerat- Wait what?

Shit han kunne mit navn!

Rigtige navn!

Han måtte virkelig have givet mig noget jeg ikke kunne tåle, eller så havde jeg fundet ham yderst speciel. Som i virkelig-virkelig speciel særlig.

Jeg krydser fingre for den første mulighed.

Mit hoved lagde sig på skrå, og kiggede undersøgende på ham. Denne fyr var virkelig flot, men det ændrede ikke på min fornuft, der tydeligt skreg at jeg måtte videre – inden det hele gik endnu mere galt. Drengen havde for guds skyld allerede kendskab til mit navn, og at jeg kunne to sprog. To ting, der allerede gav for meget information, end han egentlig burde have.

”Jeg må også videre,” skyndte jeg mig at sige, helt rundtosset af de brune øjne, der kiggede dybt ind i mine.

Ork ja, om jeg måtte!

Mit hoved dunkede helt ved viden om, hvor risikabelt det hele var at blive. Hele mit system kunne brase ned, og sider blive blandet sammen – lige så venner og bekendte. Alle ting noget som ikke skulle ske.

Hurtigt rejste jeg mig op, og balanceret over imod min kjole der lå lidt væk fra sengen. Mit hoved dunkede stadig svagt, og jeg overvejede, om jeg mon havde lidt tømmermænd – en sjælden gang ud af mange. Det fik jeg bekræftet, da jeg bukkede mig ned efter kjolen, og det sortnede for øjne.

Sikke noget shit.

Både hovedpine og væskemangel!

Jeg var da sørme heldig, ja.

Der lød ej fløjt bag mig, og hurtigere end villet, rettede jeg mig forlegent op. Med kjolen i hånden selvfølgelig.

”God røv i sigte!”

Jeg kiggede bagud med et vrissende bemærkning på læben.

Men jeg skulle selvfølgelig svaje en del, så jeg nær var ramlede ind i væggen.

Oh yeah…

Ingen kommentar, bare så i ved det.

Mit stunt måtte have været ret sjovt, eller så havde fyren her en ret dårlig humor. For han lo, og rejste sig op. Kun i ført underbukser. Jeg prøvede så vidt som muligt ikke at kigge ”ned”. Panisk flakkede mit blik og landede ned på hans ene hånd – der var stor.

Kan i huske det med store hænder på drenge..?

Ikke?

Så vil jeg heller ikke forklare noget yderligere..

”Er du okay?”

Jeg nikkede fraværende, og så direkte op på hans ansigt, med et stort spørgsmål. Jeg måtte vide hans navn, ellers blev det hele for forvirrende med ham, drengen, fyren og så videre.

”Hvad hedder du egentlig?” spurgte jeg nysgerrigt, og foldede min kjole ud foran mig.

Den var blevet lidt krøllet.

Men jeg overlevede – fordi natten havde været god.

Eller det synes den at være, hvis det havde været med den lækkerbisken foran mig.

En mørk latter fik mig til at sænk kjolen, med et stort spørgsmålstegn. Sig mig, grinte han altid eller hvad? Jeg kunne umuligt være sjov hele tiden!

”Det siger jeg ikke,” startede den unavngivet fyr.

Okay, hvis han ikke gad det, overvejede jeg at true ham med hans største konkurrent. Shrek. Haha joker, han vandt for længst over Shrek, men alligevel. Jeg kunne true ham med at kalde ham dét, og se hvad han så ville sige til det.

Hvis, i ikke har opdagede det, er jeg virkelig morgen sær.

”Men hvis du lover du ikke går, skal jeg nok fortælle det,” forsatte han med et bredt smil.

”Og lave morgenmad.”

Jeg kunne ikke lade hver med at grine, og se fuldstændig mærkeligt på ham. Han måtte være sindssyg? Selvfølgelig ville jeg ikke blive, bare fordi jeg af den grund kunne få hans navn. Ellers tak! Jeg havde et liv som ikke indebar den anden halvdel, som jeg levede om aften.

Det kunne kun være et no go!

”Glem det, jeg går lige meget hvad.”

Min stemme var kontrolleret, og jeg var nok kinda vred. Jeg mener nu også, det var skide ondsvagt, at lave sådan en deal. Hvorfor ville han overhoved have, at jeg blev hos ham? Var han eneboer, eller bare forever alone?

Begge dele kunne være en oplagt mulighed.

Jeg ved ikke om hele min krop gav nok besked på min mening, eller facten at jeg var ved at tage min kjole på, men i hvert fald gjorde fyren her noget, jeg ikke havde forventet. Med et stod jeg ikke på gulvet, men lå i sengen, med en krop låst fast over mig. Jeg spærrede øjne op.

Seriøst, var dette virkelig en måde at overbevise mig?

Hell no!

Mit blik var noget så irriteret, da han bogstaveligt talt havde lagt begge hænder, på mine arme så jeg ikke kunne gå. Hvis dette havde været om aften, havde jeg helt klart været med på den. Men jeg ved ikke rigtigt, hvordan det kan forklares korrekt, men jeg havde vænnet mig til at skifte personligheder, når dag og nat twistede. Jeg ville havet været med på den, og måske endda mere til. Men dette var ikke aften, det var dag, og jeg var mit eget jeg.

Derfor pinte mig også, at jeg blev nød til at nikke, efter som jeg fandt det yderst ubehageligt, den måde han havde ”magten” over mig. Hvilket jeg aldrig havde brugt mig særlig meget om. Ingen skulle have magten over Nora her – undtagen min mor. Men det var da jeg var yngre, så det tæller ikke! Nu skulle hun ikke nyde noget af dén, eftersom jeg mente hun ikke kunne bruge den ordentligt.

”Fint, jeg skal nok blive så!” sukkede jeg træt, og vred mig under det varme greb, der sendte underlige fornemmelser igennem kroppen.

Wired.

Fyren smilede stort og overblæret, inden han endelig lod mig være fri, og satte sig op i sengen. Hans øjne kiggede ind i mine, og glimtede sjovt men flot. Jeg kunne tydeligt mærke forskellen på, hvor vidt jeg var i dagtimerne, og mit indre jeg var fremme. For hold da op hvor mine kinder brændte – unormalt meget skal det siges!

Mit blik var afventende.

”Hvad hedder du så?” spurgte jeg.

Fyren smilede, som lavede han ikke andet til dagligdag. Hans smilte jo frækt med blinkende øjne, som vi andre trak vejret.

Hvilket er tit skal du se.

Ellers ville du nok være død, hvis du overhoved ikke trak vejret.

Han hoppede ud af sengen, og gav mig en hånd op. Jeg prustede en forvildet tot hår væk, og så stadig afventende på ham. Det var virkelig som om det var sandhedens time, hvor verdens spændteste ting kom frem. Eller det gjorde han det til.

”Jeg hedder Zayn.”

                                                                                         

Hej venner :)

Endnu et kapitel, og sorry for den længere ventetid - der var fuldstændig uventet. Skolen fylder meget for tiden, mere end normalt. Men alligevel, så er det ingen ordentlig undskyldning ;) Hvad synes i? Jeg har haft lidt svært med at formulere mig i dette kapitel, især fordi jeg skulle have hjælp af en veninde til noget oversættelse. Jeg kan nemlig ikke Pakistansk, så det hjalp hun mig med. Det var måske også en af de primær grunde, men anyways! Hvorfor tror i Zayn vil have Nora til at blive? Hvad mon de skal lave, eller kommer til at lave? 

Husk endelig at like og sæt på favoritlisten, hvis det lyser :) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...