• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20340Visninger
AA

6. The information comes around the table

Jeg var virkelig en mester kok.

Og nej det var ingen joke, for det så det i hvert fald ud til, efter Niall’s ansigtsudtryk. Og efter som jeg var ret opmærksom, så vidste jeg, at han var mad glad. Eller så var det bare efter Harrys afsløring, men det snakker vi ikke lige om. Nu ville jeg for en gangs skyld have lov til at have ret i noget - uden nogen kom mig i forkøbet.

Er det for meget at bede om?

Jeg havde ret i mine tanker, der kørte på jeg fik mere information omkring Zayn, når drengene var der. Alt det han lige synes, han nu end ville undlade, kom frem fra en af de spruttende drenge, der lige skulle gøre ham opmærksom på det han glemte. Mit smil var ikke til at skjule, og jeg havde for længst opgivet at smutte ud af hoveddøren. Det var helt umuligt at undslippe dette, og jeg kunne ej fremstille mit aften jeg.

Efter sigende opfattelse, så det ud til at Zayn var godt tilfreds omkring det. Jeg vidste ikke, hvad han mente det var jeg skjulte, men det var tydeligt, at han havde opfattet lunten med to personligheder. Og uden at vide grunden til det, var han skide glad for jeg var mig, selvom vi ikke havde drøftet det for hinanden. Faktisk synes jeg i bund og grund, det var lidt creepy, den måde vi behandlede hinanden på. For jeg mener; vi havde lige mødt hinanden, ikke? Hvordan var det muligt, at vi så hurtigt kunne falde for hinanden?

Ikke at det var dét, jeg troede, vi var. Faldet for hinanden. Dog var der et eller andet, det bevidst gjorde det klart for mig, at der allerede nu var noget imellem os.

Hvilket var absolut nyt for mig.

Faktisk en udelukkende ting for mig.

Aldrig havde jeg brudt mig om ”kærlighed ved første blik”, eller hvad folk nu end kalder det. Jeg havde aldrig troet på det, og det gjorde jeg stadig ikke, selvom min bevidsthed skreg noget til mig – At dette umuligt kunne være normalt. Og selvom det, skubbede jeg det væk, og lod det ligge som det var. Kærlighed ved første blik fandtes ikke, og jeg vidste der sikkert lå en grund bag Zayn’s nydelige behandling omkring mig.

Igen, Melissas mors sprog var virkelig smittende…

Bed til i aldrig, som i aldrig, møder hende!

Det er et helved…

”Hvordan har i egentlig mødt hinanden, alle fem hundehoveder?” spurgte jeg interesseret, og kiggede imellem alle drengene, imens jeg drak en tår te.

Og til mit held, var det rent faktisk min ynglings te, Zayn havde på lager! Endnu en grund til at blive, da jeg var løbet tør for det der hjemme i min egen lejlighed…

Hm… jeg måtte hellere købe noget mere, når jeg nu engang slap ud af lejligheden, og skulle hen til Alfredo. Gud ham havde jeg næsten glemt alt om! Jeg måtte hellere ringe ham op… senere…

”Hey?” gryntede Louis utilfreds, ved mit fantastiske kælenavn til hele bundet.

Jeg smilte bare flabet til ham, og kiggede hen på Liam, der havde åbnet munden. Hvis det ikke var for at svare, ville jeg have skudt en bemærkning af. Der lød sådan her: ”Luk munden kammerat, ellers kommer der fluer ind!”

Den har i vel alle hørt før, og i synes sikkert den er røv dårlig, men ved i hvad? Jeg elsker at bruge den, og kan grine over den i flere minutter, når jeg endelig havde fået chancen for at fyre den af på nogen. Jeg ved det er mærkeligt, og måske totalt handikappet, men nu er jeg jo heller ikke normal, så…

Get used to it!

”Jo vi mødtes rent faktisk da vi stillede op i X Factor, og blev sat sammen som en grubbe,” forklarede Liam, og skulle lige til at forsætte, da Harry indskød noget.

”Efter at blive dumped af dommerne, alle som solo artister.”

Hans smil var skævt, og et lille joke smil, jeg efter tre timers selskab sammen med ham, kunne læse det efter hans nemme væremåde. Ingen store facader, skide godt humør, stort og sødt smil og verdens dårligste humor.

Lol okay bare glem det sidste, jeg grinte rent faktisk af det han sagde…

”Og efter som vi endte sammen i en gruppe, og røg videre til lives shows’, lærte vi hinanden at kende på den led. Det ville jo være mærkeligt, hvis vi spillede sammen som en gruppe, og slet ikke kendte hinanden – også endda når der er over 2 år siden,” forsatte Louis, der hvor Liam slap.

Jeg kiggede tænkende på dem, da en lille klokke synes at ringe et eller andet sted. For jeg så altid X Factor, når det nu engang kom på skærmen, og det gjalde også for de omtalte 2 år siden. Min hjerne synes at arbejde utrolig langsomt, imens mit blik grænsede dem alle.

2 år var jo lang tid siden…

Men så alligevel; det lød til de stadig havde succé.

Eller havde de nu det?

”Er i ret kendte her for tiden?” spurgte jeg stille, stadig tænkende.

Argh, min hjerne synes jo nærmest at have haft hukommelses tab!

Niall nikkede ivrigt, imens de andre så opslugte på mig, der tydeligvist havde problemer med hjernen. Måske havde jeg fået en blodprop deroppe, og kunne derfor ikke huske dem? Neeej, så ville jeg da have skide ond i hoved… ville jeg ikke?

Får man ikke det, når man får en blodprop i hjernen?

Nogen der har prøvet det?

Jeg affejede den hjernedøde tanke omkring blodpropper, og stirrede pludselig direkte på Zayn. De brune øjne kiggede tilbage i mine, så maven buldrede i protest. Om jeg forstod dens mening, kunne jeg helt klart afvise. Dog kunne jeg forklare, hvorfor jeg stirrede så direkte på ham.

For jeg synes nemlig at have set det umenneskelige flotte ansigt før, men hvor var der min hjerne ellers besluttede sig at lukke af.

Mit blik gled videre hen på Harry, med de store krøller.

Krølle.

Fniiis.

Nej prøv nu at vent lidt…

”Hvad var det i sagde jeres bandt hed?” udbrød jeg hurtigt, så alle nærmest fik sig et chok. Min mund havde som sagt været lukket før, og ingen lyde bragt sig til livs.

”One Direction,” lød det fra Zayn, der stadig kiggede opmærksomt på mig.

Jeg sukkede og lukkede det ene øje lidt, for at få mine tanker på plads. Det var helt utroligt, hvor filtret ind i hinanden de mærkes til at være, i mit håbløse dovne hoved.

Okay. Krøller, pretty faces, bandt, lærke drenge, blond, One Direction, skeer…

Hvor end det sidste kom fra, ved jeg ikke. Virkelig, jeg havde ingen ide, men jeg takkede min uduelige hjerne for ordet, da det blev dét der gav mig hukommelsen. Billede af fem drenge på en scene, hvidt og jule tema, var hvad der fik mig til at koble det sammen med de andre, jeg nu end sad ved bord med.

”Aha! Nu husker jeg jer! Puha, i har virkelig været i den mørke del af hukommelsen, for det tog sin tid…” udbrød jeg pludseligt, og pegede sjovt på dem alle.

Store smil gled over deres ansigter, som var det lige den bedste gave jeg havde givet dem, blot ved at kunne huske dem fra et ondsvagt tv show…

Seriøst, de var jo mere weird end jeg!

GISP!

Drengene var simpelthen blevet ført sammen, og deraf blevet bedste venner, hvilket de kunne takke et tv show for. Normalt ville jeg sige, det lød som en være løgn historie, da det lød som noget den gode fe kunne bringe til livs. Jeg troede dog på det, og synes som en usædvanlighed ikke, at det lød lamt.

Imens snakken gik, blev der ivrigt spist pandekager, og jeg opdagede hurtigt, man virkelig skulle holde sig til. Jeg var van til Alfredo samt nogle andre drenge venner, der virkelig også gik til den, men det her? Min fornuft fortalte mig tydeligt, hvor vidt det var utroligt, hvor hurtigt og meget de spiste. Især Niall – hans mund var prop fyldt.

Jeg måtte indrømme, jeg faktisk nød at være mig i deres selskab. Alle fem var yderst venlige, søde og charmerende, trods deres ringe opmærksomhed med mad mængder. Jeg fik lov til at spørge lov til en del ting, jeg ikke ville regne med de ville svare på, men alligevel gjorde de det. Zayn blev udsat for mange spørgsmål, og som det modsatte end regnet med, fortalte han hele sandheder. Ingen af de andre så ud til at protestere med noget af det, som de ellers tidligere ved maden havde gjort, dog nikkede de blot anerkendende, til det han bragte til livs via hans stemmebånd.

Utroligt, men et eller andet sted; virkelig dejligt!

Det gav mig en unormal form for ro. Alligevel var tvivlen samt forvirrelsen der stadig, når det handlede omkring vores begges behandlinger over for hinanden, Zayn og jeg. Det virkede så unormalt at min krop nærmest allerede efter ét møde, reagerede sindssygt mærkeligt over for ham…

Jeg affejede alle de ubesvarende tanker væk, da Zayn spurgte mig om noget, jeg rent faktisk ikke havde regnet med.

”Så du kan pakistansk. Er der andre sprog du gemmer på, så de andre drenge ikke bliver forskrækket?” lød hans bløde stemme, noget så drillende, men oprigtig nysgerrig.

Et eller andet sted, kunne jeg vel heller ikke forvente andet, når jeg havde snakket til ham på pakistansk, at han ikke ville bringe det op. Eller stille yderligere spørgsmåls tegn ved sproget og sin begrundelse.

Da spørgsmålet lød fra Zayn, kiggede resten af drengene overrasket på mig, da det helt sikkert ikke forventet det af mig. For jeg ligner måske ikke direkte en pige, der går op i sprog samt kultur, og virkelig havde nørdet mig igennem diverse sprog bøger…

Jeg skulle til at svare, da Louis afbrød mig, ved en stor overraskelse.

”Kan du pakistansk? – hvorfor og hvordan..?”

Mit suk lå lige på nippet ved læberne, men i stedet for at frigive det, smilte jeg bare stort til dem alle – især Louis, der så helt fortabt ud, i ren forvirring.

Nu skulle den længere historie komme.

Efter en lang morgenmad havde jeg atter fået informationer om dem alle. Og for ikke at være unfair, havde jeg givet nogen tilbage. Det så ud til Zayn var godt tilfreds, og da de andre drenge havde slået fast at vi skulle se film, var jeg pladseret i sofaen – med Zayn ved min side. Hans hånd lå på mit lår, og jeg var ikke i tvivl om, der ikke var mere end en cm imellem os. Hvis det overhoved var muligt.

Ved min venstre side sad Louis, og kiggede tit over på os med et skeptisk blik. Der tydeligt lå på Zayn’s hånd, i det hele taget Zayn, så det var nok ikke rettet dedikeret imod mig. Jeg vidste ikke, hvad det gik ud på, men jeg fornemmede der var nogle ting, Louis vidste, men som ikke jeg havde fået tildelt viden omkring. Om det var dårligt eller godt, kunne jeg ikke regne ud, men efter de faste blik på Zayn’s hånd, var det sikkert ikke særligt positivt.

Ellers fulgte Liam, der sad over i nummer to sofa, virkelig godt med i filmen. Hvilket han fik Harry og Niall med på. De havde sikkert ikke opdaget Zayn’s og min position, og for at være ærlig, var glæden stor omkring det. Hvad det end var Louis tænkte på, og der end var i gærer, fik mig ikke til at ændre synet på Louis’ opmærksomhed på Zayn og jeg.

Var han ikke en af dem, der havde en kæreste?

Hvorfor skulle han så side, og komme med bebrejdende blikke til dem, som ikke havde? Der sad og havde det rart med en anden..?

Jeg havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen, da filmen var noget så god. Det var en gyser, men jeg overlevede nok. Faktisk elskede jeg gysere, og når jeg så det med en af mine venner Kevin, var det altid ham der skreg som en tøs. Hvor ironisk, huh?

Alle har selvfølgelig sine svage punkter…

Kevins var gysere – fedt svagpunkt som dreng.

Eller noget.

I så fald var jeg levet helt ind i filmen, og glemte fuldstændig min aftale med Alfredo. Der by the way, sikkert var ved at dø imellem de mange fine klæder, hans mor blev nød til at have frem, blot for at have et udvalg. Alfredo har altid været en fornuftig dreng, og frygtløst, derfor ringede han mig straks op, da han mente hans ventetid skulle ende.

Endnu engang kom den koreanske sang buldrende frem for højtaleren, og vibratoren fik mig til at hoppe op i forskrækkelse. I et kort øjeblik troede jeg at det var en del af filmen, da jeg indså vulapykken der rent faktisk var et sprog, stammede fra min elskede iphone.

Forvirret trak jeg den op, imens de alle så opmærksomt på mig. Niall gav mig et anerkendende blik, der sikkert skyldte den mega awesome sang, jeg havde valgt som ringe tone.

Den mulighed skulle ikke undre mig.

 Af en vanesag rejste jeg mig op, da jeg så på nummeret. Jeg besvarede opkaldet imens jeg gik ud i gangen, med de to gange fem øjne brændende i ryggen.

”Hey Fredo, hvad så?” besvarede jeg friskt.

Drengen i røret var tydeligvis ved at være godt frustreret, og lød noget så ophidset. Jeg undrede mig ikke så meget, da jeg altid kom lige efter Alfredo plejede at ringe. Dog var klokken jo også kun de ti, da han den morgen ringede, så jeg forstod dog ikke, hvorfor han stak næsen så langt op i det. Selvfølgelig mener jeg det ikke bogstaveligt talt, når jeg siger det med næsen, men i overført betydning.

Mange elsker at sætte spørgsmålstegn ved talemåder…

”Hvor bliver du af?” havde Alfredo nærmest sagt åndenød.

”Jeg er ved at dø, Nora. Virkelig dø, som i !”

Selvom hans stemme var noget så alvorlig, kunne jeg ikke fjerne det latter fyldte smil, der gled over mine læber. Det var virkelig til at få store latterkramper af, den måde Alfredo fik sit problem til at lyde som hele verdens endelige undergang. Hvilket det i realiteten ikke var. Mere en uheldighed med familie, han var havnet i, med en noget så tøj glad mor.

Og ved i hvad?

Jeg følte rent faktisk med ham.

Ja okay, jeg er selv tøj glad, men i skal virkelig se hans mor! Seriøst, hun shopper som havde hun intet andet at lave. Som havde hun et uvirkeligt væddemål kørende med sig selv, omkring hvor meget tøj hun kunne nå at købe, inden hun gik forligt eller døde.

Mm… jeg er virkelig optimistisk.

Tænker på grunde til hun endnu ikke kunne formå at købe flere stykker tøj til hendes enorme samling. Også håber jeg vel et eller andet sted, at jeg kommer til at arve alt tøjet, efter som Alfredo ingen søskende har sig. Og hans mor forguder mig. Jeg overdriver ikke! Som tidligere fortalt elskede hun, når Alfredo skulle være sammen med mig. Og hvorfor hun havde det sådan omkring mig, måtte guderne vide et eller andet randomt sted.

For jeg havde ingen anelse.

”Søde skat dog! Er du ved at begrave dig i alt tøjet, helt som jeg sagde, du ikke skulle?” jokede jeg undvigende. Jeg magtede ikke at forklare noget omkring min forsinkelse. Især ikke når det at drille Alfredo, helt klart lå højere oppe på sjovhedslisten!

Jeg elsker virkelig at drille folk.

Det er bare hyggeligt!

Et nys fortalte mig, at jeg rent faktisk havde ramt rigtigt. Især da den lyse stemme fremsagde et ”prosit”. Det var helt klart Alfredo’s mor, så han var sikkert inde på hendes værelse. Og snakkede med hende om et eller andet, hun helt klart mente Alfredo burde få afvide. Hvorimod Alfredo selv tit ønskede, hun atter bare lod hver. Det var ikke fordi han hadede sin mor, men alle synes vel det er ret påtrængende, hvis ens mor hele tiden skal fortælle en noget omkring hende veninden længere henne. Når jeg siger alle, mener jeg drenge (men da også jer piger, hvis det ligger i samme tilfælde!)

”Hvor du dog bare skide morsom…” mumlede Alfredo.

Ja det har du ret i dreng!

Min humor har aldrig været mere genial!

Jeg sukkede halvt, før jeg ellers fortalte, jeg var hos nogle venner og var stucked i deres lejlighed. Alfredo tilbød straks at komme, efter han synes mine venner lød enorm morsomme, da jeg pointeret min madlavning. Forvirret omkring hvad jeg skulle svare, lod jeg mig hurtig affeje den ide. Ikke om jeg skulle vise drengene frem for hinanden. Ikke når jeg i forvejen ikke vidste, hvordan fanden jeg skulle løse min fejl, jeg endnu havde lavet omkring Zayn. Jeg kunne atter ikke beslutte mig, hvilken side han hørte til.

Dag eller nat?

Valget var svært, især når han ligesom havde været en del af begge dele. Hvis det ikke var fordi, jeg havde Alfredo i røret, ville jeg sukke højt og tungt. Jeg havde virkelig klokket i det hele; trådt i spinaten. Min dumdristige del synes åbenbart ikke til, at ville lade mig nyde den frihed, omkring leve to liv uden fejl indblandet.

”Det er lige meget, de vil nok forstå når jeg siger, min bedste ven er ved af dø imellem kvindeklæder. Desuden kan jeg altid love en anden dag ud til dem, hvis de ellers bliver utilfredse,” fortalte jeg Alfredo, med et lille smil.

Faktisk mente jeg hvert et ord, når jeg gik hen og sagde, jeg ville love mit selskab til en anden gang. Disse fem drenge, i sær Zayn, var virkelig et dejligt selskab. Enormt sjove, åbne og venlige var lige, hvad de var. Helt klart en ny bunke venner, som atter kunne sættes ind på bankkontoen. Ej haha lol.

Men problemet var jo så bare, hvilken en af kontoerne de skulle ind på.

For ja, hvilken en?

Da jeg afsluttede opkaldet med Alfredo, og gik videre ind i stuen til de andre drenge, sad de alle og kiggede på mig. De havde sikkert fulgt med i samtalen, trods det var enormt uhøfligt. Nu var det jo heller ikke Melissa’s mors drenge, der var pænt opdraget, men alligevel var det en ren selvfølge, at lukke ørene ved andres samtaler – mest når personen forlader lokalet.

”Jeg bliver nød til at smutte. Bedste ven i nød, i ved,” forklarede jeg, og så undskyldende på dem – mest Zayn. Det var i denne tre timers samling vi havde haft, hele tiden ham der fik min opmærksomhed mest.

”Dropper du os?” udbrød Zayn overrasket, med et trist blik.

Med os mente han nok mig.

Det vidste jeg fordi, det tydeligt lød imellem linjerne af hans sætning.

Og hvorfor jeg kunne det?

Fordi jeg er sej.

Jeg smilte flabet til Zayn, imens jeg nikkede. De andre så halvskuffet ud, men lod mig alligevel få smil, og bemærkninger omkring hvor hyggeligt det havde været.

Jeg blev ledt ud imod gangen, imens Niall var så sød at gå ind og hente min kjole samt sko. Ikke om det kunne undgås at indrømme, hvor stor en gentleman han var. Og med den utrolig charmerende accent Niall nu end ejede, var han helt klart godkendt, som noget af en charmør. Uden han måske prøvede på det, men et eller andet sted, var det vel også det halvfede ved det?

I så fald; Niall fik et knus og et kys på kinden, da han endda havde fået min taske med i forbi vejen. Han så en anelse overrasket ud, men kommenterede det ikke. Zayn derimod lavede halvstore øjne, og kunne ikke nå at affeje hans jaloux blik, før jeg så på ham.  Jeg kunne ikke lade hver med at finde det halv morsomt, trods den tydelige jalousi. Men mon ikke alle ville det, når de lige havde lært drengen at kende, også man ikke kunne kysse en dreng på kinden, uden han blev jaloux.

Cute by the way.

”Tak for det Niall,” forklarede jeg mig, med hensyn til det taknemmelige blik.

Niall smilte blot med hentydning til, det var ingen ting, men mere en vanesag for ham. Jeg fornemmede han mente med mange fans, men hvordan fanden det end hang sammen med hans gentleman opførsel, ved jeg nu ikke. I så fald nikkede jeg bare, lod mig trække ind i kram af dem alle. Normalt troede jeg ikke lige det var dét man gjorde, når man lige havde mødt hinanden. Også alligevel, det var jo ikke fordi, det ikke var rart. For at være ærlig, følte jeg støre lyst til at være sammen med dem nu, hvor de endda havde givet blot dette tegn ved kram, som en forsikring om deres holdning omkring mig.

For at gøre en stor forklaring kort: hvem krammer dem, de ikke kan lide?

Det gør jeg ikke, og det lod heller ikke til, det blot var tilfældet for drengene.

Zayn rev mig nærmest ind til sig, og de andre små snakkede imens. De kunne vel fornemme på Zayn, de ikke just behøvede at stirre. Mit øjenbryn var hævet, da Zayn efter at have krammet mig, tog mig ud foran sig. Hans blik var bestemt, men også en del kærligt. Jeg forstod ingenting, og min tidligere benævnelse med teorier, skræmte mig en del. I det hele taget skræmte selve følelserne, behandlingerne omkring Zayn mig utroligt meget. Ikke kun fordi vi lige havde mødt hinanden, men grundlæggende var jeg bare nervøs omkring det.

”Nu bliver dette her ikke sidste vi ser hinanden, Nora. Du har godt nok været her almost hele dagen, men ikke nok. Ikke at du skal blive, men vi må finde en anden dag. Lover du mig det?” udspurgte Zayn mig om, og lod sit blik ramme mit.

Jeg nikkede hurtigt, med bagtanken omkring Alfredo, der helt sikkert var ved at gå ud af sit gode skind. Der blev helt sikkert forventet en forklaring for min side af, og jeg havde aller mest lyst til at grave mig ned i et huld – Og ikke komme op igen. Min ødelæggelse omkring dobbeltlivet, gjorde mig skide forvirret omkring drengene, tingene omkring Zayn bekymrede mig, og jeg magtede virkelig ikke at skulle forklare noget til Alfredo.

For hvad skulle jeg sige? Han vidste intet omkring mit fest jeg, der drog ud til fester hver eneste aften. Så hvilken forklaring om mit møde med Zayn, skulle jeg dog bruge?

”Her du får mit nummer,” røg det ud af munden på mig, og tog automatisk imod Zayn mobil. Jeg anede ikke, hvad fanden der gik af mig, men det var som… var det ikke fornuften, der tog overgreb. Mit nummer blev tastet ind på mobilen, før jeg atter kunne forlade en tilfreds Zayn. Jeg hurtigt kyssede på kinden, før jeg tog afsked endnu engang, og tøffede ud af døren.

Min lederjakke havde jeg taget ud over strikblusen, der nærmere var en strikkjole for mig. Med min taske over armen, og ikke mindst en fin pose med min kjole, begav jeg mig atter afsted hen til elevatoren i mine Alexandre McQueen stiletter.

Mit suk var let forvildet, da jeg nåede ud af lejlighedskomplekset, og blev budt velkommen af regn. Jeg havde i elevatoren ringet efter en taxa, der dog også kom kort efter, men alligevel kunne jeg ikke lade hver med, at tage det som et tegn. Karma var over mig igen, regnen dryppede og da jeg skulle ind i taxaen, slog jeg mit hoved op i loftet. Hun mente åbenbart, jeg skulle straffes for mit dobbeltliv og deprimerende tanker.

Er det ikke noget med, at Karma skulle være retfærdig?

For det synes jeg i hvert fald ikke, hun var over for mig. Eller så opdagede jeg bare ikke, når mit held rent faktisk var hos mig.

Lige meget hvad så kunne det ikke blive meget værre, da jeg ankom til Alfredo’s hjem. Der var enormt som altid. Mrs. Lewis elskede at have masser af plads, hvilket hun minsandten havde fået. Og døråbnere endda. Jeg blev modtaget af en af dem, som også tog min lederjakke, uden at kigge mærkeligt på mit outfit. Faktisk så hende der åbnede, ret begejstret ud, hvilket fik mig til at blive godt humør.

Derfor slog det mig ikke ud, da Alfredo kom farende, og nærmest rev hoved af mig i sin talestrøm. Jeg smilte blot og trak ham ind i et kram, da han endelig havde talt ud. Hans grin fik mine skuldrer til at falde, da de havde været spændte lige siden, jeg ellers forlod Zayn’s lejlighed.

Den uvidende følelse, fik mig til at blive nervøs.

”Hey Fredo,” sagde jeg pludseligt ud i det blå, hvilket endte i latter fra både Alfredo – Men også hans mor. Mrs. Lewis, eller Jane som hun hed, kom gående ud i hallen, med et stort smil på læberne. Jeg vidste ikke om det var pga. min hilsen, eller den fact at Alfredo og jeg stod og krammede.

Jeg smilte venligt til hende, og fornemmede hvor irriteret Alfredo allerede var. Hold da op, Jane måtte virkelig have plaget ham med en del allerede. Derfor lod jeg hurtigt Alfredo trække mig op på hans værelse, efter som jeg spurgte efter mine sorte jeans, der lå i bunden af hans skab. Jeg havde af en eller anden grund tøj hos ham og omvendt, men i realiteten var det ret praktisk.

”Skal vi smutte nu?” tiggede Alfredo nærmest, efter jeg kort forklarede om drengene.

Men ikke deres position i medieverden.

Det måtte Alfredo selv opdage, hvis han mødte dem.

Han havde netop beglukket mig drikke den sidste sjat varm te, og jeg nikkede hurtigt. Af en eller anden grund var jeg mere stille og rolig efter mit besøg hos Zayn. Dog vidste jeg godt hvorfor. Tankerne omkring det ukendte, nagede mig stadig, og påvirkede mig.

Jeg vidste måske ikke, hvad det var, der gjorde mig sådan inden i, men jeg ville finde ud af det. Om resultatet så skulle blive grimt, ville jeg forsøge. Samtidigt gøre dét samme med Zayn’s opførsel.

Inden det atter blev sat i gang, nød jeg resten af dagen i selskab med min bedsteven, der formåede at bringe en vis tryghed samt rolighed til mig. Sådan havde det altid været. Og forhåbentlig når alt kom til alt, ville det blive sådan - trods det hemmelige dobbeltliv.

                                                                                                                                                                

Aye people! :)

Nu så vi på nogle facts omkring begge parter, og Nora's forvirrelse samt usikkerhed omkring hende og Zayn. Allerede nu. Hvad synes i? Er historien kedelig, fin nok, ikke værst...? 

Dette er blot begyndelsen på en historie omkring det hele, så tro endelig ikke, at vi er ved at nærme os slutningen - Dette er også kun de 6 kapitel sååå... I så fald, er alt blot begyndelsen, som by the way har været lidt svær for mig at skrive ;)

Som nogen måske har lagt mærke til, har historiens navn ændret. Det gælder også traileren og prologen jeg har lavet. Det er ændret primært fordi, jeg faldt over denne nye sang fra drengenes udkommet album. Og da jeg følte den passede godt med historien, gjorde jeg en usædvanlighed, og lavede navnet om osv. Håber i kan lide det!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...