• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20257Visninger
AA

11. Something's wrong is about to coming

Ordbog til kapitlet
Fransk - Dansk

fille: pige

ami: ven

génial: fantastisk

chérie: Honning, men ment som en anden betegnelse for søde (Melissas ting)

 

Forsigtigt fik jeg tegnet den sidste strøg eyeliner, før jeg smed den på bordet og kiggede tilbage på mit spejlbillede. Kort efter hev jeg min kjole af bøjlen, og fik smidigt mig selv ned i den. Lynlåsen var stadig åben, og jeg vidste, den kun ville kunne lukkes ved hjælp af Melissa.
Derfor løsnede jeg i stedet den klemme, jeg havde tilbageredt mit hår med, og mit hår bølgede efterfølgende ned af ryggen på mig.

”Melissa?” råbte jeg efter hende, og rettede kort på kjolen foran.

Melissa kom på ingen tid vimsende ind på mit værelse, og smed hendes høje pumbs på gulvet, for at gå glædeligt hen imod mig.

”Åh gud, den kjole klæder dig endnu mere her hjemme, end inde i prøverummet med de skarpe lys, hun rynkede kort på næsen ved tanken, du kaldte, fille?”

Jeg smilede stort over femøren, og lod tanken ryge forbi mig, hvor sød Melissa alligevel kunne lyde. Så charmerende på sin egen mærkelige måde, ved at lyde lidt blank, men alligevel lyse ud af oprigtighed og kloghed.

Hun var en pige, alle drenge ville dø for at få.

”Ja, det gjorde jeg. Kan du ikke lyne mig op? Lynlåse på ryggen og jeg er ikke så perlevenner,” spurgte jeg, og tilføjede det sidste sagte.

Melissa fnes af mig, og nikkede så håret vimsede om ørene på hende. Jeg trak mit hår væk fra ryggen, over på min højre skulder, og lod Melissa fikse mit lynlås-problem. Lyden af låsen der samlede kjolen sammen lød, og kort efter udbrød Melissa et ’sådan’.

Jeg kastede håret om bag på ryggen, da Melissa trådte til venstre. Hun betragtede os begge i mit store, men dog meget elskværdige spejl. Jeg smilede til hende via spejlet, og lagde armen om hende, for at trække hende ind imod mig.

”Hvor ser vi lækre ud, babe!” fastgjorde jeg, og vippede kraftigt med øjenvipperne, for at demonstrere min pointe. Melissa slog en høj latter op, der altid havde været meget heldigere end min.

”Ja vi gør! Nu har Alfredo også bare at være i et godt humør i aften, jeg magter ikke, hvis han er et brokkehoved,” sukkede Melissa håbende, og sammen skar vi ansigter ved tanken om Alfredos mulige lune.

”Han har trods alt intet at brokke sig over, forsatte jeg hvor hun slap, for vi er der sammen med ham.”

Melissa smilede anerkendende til mig, og nikkede ivrigt sig enig. Hun begyndte at krølle mit hår med det krøllejern, jeg ellers i forvejen havde tændt til brug. Efterfølgende tog hun ud efter min guld klemme, og jeg lod hende sætte noget af mit nu krøllet hår op med den.

Jeg havde påført mig den flotte (ikke mindst dyre) kjole, som Melissa var med mig ude og finde. Den var let og elegant, meget casual.  Den var let mørke blå, og var så lang at den nåede ned til mine ankler. På ryggen ejede den en lille åben udskæring, og stoffet var fint og blødt at lade glide igennem fingerspidserne.

Mine smykker bestod blot af to guld ringe, og mit Cartier armbånd. Armbåndet var ikke noget almindelig armbånd uden betydning – det var mit venindearmbånd, jeg havde med Melissa. Ud af øjekrogen fangede jeg et glimt af hendes eget af slagsen, fuldstændig identisk med mit. Jeg smilede over hele femøren, og tænkte tilbage på, hvordan vi sammen havde købt det.

Det var købt en gang, da jeg var rejst til Paris, for at besøge hende. Dengang var jeg lige flyttet til England alene, så det var efterhånden lidt tid siden. Vi havde været ellevilde, da vi sammen havde fået øje på armbåndet, der ellers også lige var udkommet, som en del af en hel ny kollektion. Vi var begge opsat på at få det, og vi var hurtige og geniale at finde på, det skulle være vores venindearmbånd. Til trods det måske lød barnligt ”venindearmbånd”, så kunne vi ikke være mere ligeglade.
Så længe vi havde glæde af det, så var det jo det.

Vi endte så også med at få armbåndet til halv pris, da ejeren genkendte navnet på Melissas kreditkort, hvilket selvfølgelig var pga. hendes mor. Og for det ikke skulle være løgn, købte Camille Rousseau tit ting fra Cartier, da hun følte sig troværdig over mærket var startet op og lavet i Paris, Frankrig. Et eller andet med moderland, og ’støtte ens hjemmestand’ fablede Melissa mor Camille altid om, når historien kom frem med armbåndene og Cartier.

Så fik vi lige den med.

”Sådan der, du ligner en gudinde! Jeg kan stolt kalde dig min bedsteveninde,” udbrød Melissa, og nikkede tilfreds over hårets resultat. Jeg betragtede det kort, før jeg svarede.

”Tak, Mel. Hey, har du ikke altid kunne være stolt over det?” bed jeg af hende, og så surmulende på hende. Da hun bare så fromt omkring, sukkede jeg utilfredst, og Melissa lo sjovt af mig.

”Jo, selvfølgelig, Nora. Jeg driller dig bare, du er den sjoveste person jeg kender at drille,” drillede hun mig yderligere, og nev mig i kinden. Jeg rakte tunge af hende, men smilede dog alligevel.

”Du ser nu altså også godt ud, ami. Den kjole er som syet til dig,” fastslog jeg bestemt, og var oprigtig begejstret over hendes udseende.

For Melissa godt ud. Ikke fordi hun ikke normalt gjorde det, for det gjorde hun i den grad. Men hun havde påført sig den skønneste, sorte kjole, hvor guldige tynde kæder hang ned fra halsen og ned. Udskæringen var ikke dyb, og kæderne gav den looket, der tydelig fortalte, den høje hals ikke gjorde spor.
Melissa havde et par simple pumps på, hvor de ude i spidsen afslørede få af hendes finde rødlakeret tær. Derfor var hun højre end jeg, da jeg trods alt var helt barfodet. Udover hendes guld Cartier venindearmbånd med mig, havde hun også to ringe på. Jeg spottede den ene var med uendelighedstegn, hvilket Melissa også havde hendes thing med.

Håret var helt løst, og krøllede let med hvad, der helt sikkert var naturlige krøller. Snyd. Nogen af os havde været heldige, både med krøller og tykt hår.
Alt i alt så Melissa fantastisk ud, og da hun svang hendes grå John Patrick jakke på ude i garderoben, og tog hendes brune Mulberry taske over armen, kunne jeg blot fordoble min mening.

Jeg tog selv mine pumps på ude i garderoben. De var mine ynglings, og havde en rød sål samt en sød detalje med et enkelt bælte over foden, til at lukke og stramme skoen. Da jeg altid sad ned og tog sko på, havde jeg en bænk ude i garderoben (så opfindsom var jeg nemlig), og bad dovent Melissa om at række mig min jakke.

”Åh Burberry! Deres jakker er altid så dejlige, hvorfor har jeg ikke set den derhjemme?” udbrød Melissa, pludselig forarget over en pæn jakke var gået forbi hendes snude.

Jeg grinte af hende.

”Mel, det er en jeg har fået til et modeshow. Den er desuden et London-Special design, og nok ikke engang kommet ud i forretningerne,” svarede jeg lettere sjovt, for hun så så sjov og kær ud, når hun følte sig forbigået.

”Jamen hvordan fik du fat i den? Du plejer da ikke, at tage med til modeshows her i byen,” spurgte Melissa nysgerrigt.

Jeg grinte forlegent.

”Det er rigtigt, men min mor havde fået billetter. Jeg fik et brev med dem fra hende, og en kort besked om hvad det var, og hvornår det var. Hun synes jeg skulle tage med, for at blive inspireret til den nye årstid. Også var der selvfølgelig den lamme undskyld jeg-har-ih-åh-så-travlt-kan-ikke-tage-med-dig-desværre ting som altid, og jeg endte med at tage derhen med Harper. Hun var åbenbart også inviteret med to biletter, så Alfredo og Kevin var med,” fortalte jeg, og vidste jeg ikke skulle skåne Melissa for indholdet.
Hun ville have alting af vide, og ville alligevel finde ud af det før eller siden. Hun blev ikke vred over disse situationer, hvor hun ikke var med eller inviteret. Melissa vidste godt, det var svært når hun boede i Frankrig, og accepterede hun ikke var med til alt, hvad vi andre fortog os.

”Åh, hvor lyder det hyggeligt. Jeg gad godt at se dig, Alfredo og Kevin til et modeshow. Du ville måske kunne have holdt det ud, men drengene ville med garanti se ud til at kede sig,” grinte Melissa, blot ved tanken omkring det.

Jeg nikkede ivrigt.

”Men jeg må nu indrømme, vi passede alle sammen med godt ind i det hele. Thank God for Harper var med, og har været til så mange modeshows. Uden hende ville vi nok se helt forkert ud i tøjet, i forhold til de andre mennesker,” betroede jeg Melissa, og kom på benene og trak i min jakke. Jeg tog min Louis Vitton taske fra bænken, og kiggede kort i den, for at tjekke op på det nødvendige indhold.

Det var den eneste Louis Vitton taske jeg havde, men jeg var også glad for den. Normalt købte jeg ikke så dyre tasker, men den havde jeg længe set på. Og en hver kvinde ville da eje en Louis Vitton taske en gang i sit liv, hvis det var muligt, ikke?

”Hvordan fik du den egentlig, hvis den var på catwalken?” spurgte Melissa ivrig på mere af historien, da jeg forklarede, hvordan jeg spottede den på en af modellerne, og var som solgt.

Jeg smilede mit lidt pædo-agtig smil (det var Alfredos betegnelse for det).

”Alfredo og Harper smørrede sig godt ind med deres identiteter, hvem de kendte, og jeg endte med at få lov til at købe den, til samme pris som butikkerne vil få lov til at købe den hjem i,” forklarede jeg mig, og smilede lusket til Melissa.

Hun smilede stort, og grinede med udstrakt arm.

Génial! I er for smarte, chérie, det er godt vi har de venner vi har!” Hun stak armen ind under min, da jeg smækkede døren efter os, og klikkede låsen om.

Jeg smilede stort, da hendes franske kom ind i det engelske. Det lød så smukt, når hun blandede det sammen, ved at bruge få ord på fransk, og resten engelsk. Det skete også at jeg selv gjorde det, men jeg var nu født og boede i England, så derfor skete det ikke lige så tit, som det til gengæld gjorde ved Melissa.

Mine nøgler røg ned i tasken, og vi gik parate til en omgang fin selskabsmiddag hos Mrs. Lewis hen imod elevatoren. Nede i lobbyen var der flere der kiggede beundrende på os, men alligevel var det ikke fordi, jeg følte mig utryg.

Jeg havde det med at være sikker og fyldt med sikkerhed, når jeg var i selskab på denne måde med Melissa. Hun gjorde mig tryg. Selvsikker. Og beviste nærmest umærkeligt for mig gang på gang, jeg blot skulle være mig selv, og gøre hvad jeg følte for.
Melissa var tit som den søster, jeg aldrig havde fået tildelt mig. Eller min mor ikke ville føde.

Melissa var både som min veninde og søster, hvilket gjorde min verden så meget bedre, når hun endelig var i England hos mig. Eller når jeg var i Frankrig hos hende. Jeg hadede distancen, der alt for tit var imellem os. Jeg savnede hende altid umenneskeligt meget, når hun var borte endnu engang.

Men sådan var livet. Sådan var vores tilværelse. Jeg ville ikke fraflytte mig fra England, og hende ligeså fra Frankrig. Dog havde min mor også en lejlighed i Frankrig, og jeg besøgte hende forholdsvis ofte. Det var derfor ikke så slemt, som dermed kunne have været. Men: alligevel.

Lige meget hvad ville jeg altid hade følelsen af, at være for langt væk fra Melissa. Som sagt havde hun været en del af mig og mit liv så længe. Og forhåbentlig ville intet ændres der. Jeg krydsede også fingre for, hvis hun en dag fandt ud af, det med mit dobbeltliv, at hun ikke ville droppe mig fuldstændig for det. At hun ville tilgive mig for at være tavs omkring det.

Men det mærkelige ved det hele, var så, hvis jeg virkelig havde det sådan; hvorfor holdt jeg det så hemmeligt? Og ja, spørgsmålet var godt stillet.

Men jeg anede det simpelthen ikke engang selv.

”Nora og Melissa, hvor er det dejligt at se jer begge! Åh gud, hvor det lang tid siden,” udbrød Jane Lewis, Alfredos mor, og gik med udspredte arme hen imod os.
Melissa og jeg, som lige var blevet lukket ind af butleren, smilede stort og glædesfyldt igen til Jane. Da butleren havde taget vores frakker, og vi nikkende havde takket, fik vi et kindkys og blidt kram af Jane.

Hendes øjne strålede som diamanter, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvorvidt hun havde savnet os. Både Melissa og jeg. Jane var en formel kvinde, let spinkel og mørkhåret ligesom Alfredo (jeg gik ud fra, han havde arvet hans mors farve). Og trækkende i hendes ansigt, bevidste både så mange ligheder fra Alfredos, men også at hun var midt i fyrrende.

Jeg kunne ikke tro, Jane Lewis nogen sinde ville få botox eller ansigtsløftning, for hun var en dame med bestemte holdninger, men også en fantastisk måde at holde sig på. Altså var hun en af de heldige kvinder, der forblev yngre i ansigt og krop, end hvad årende ellers fortalte om dem.

Jane havde iført sig en mørk lilla kjole med lidt slæb hen af jorden. Det virkede på ingen måde overdrevet, da hun trods alt var værtinden, og efter alle omstændigheder kunne påklæde sig, som hun nu end ville. Det ville alligevel altid være beregnet efter, hvad hun havde iført sig, når man snakkede om tøjet passede ind i selskabet.

Alfredo havde haft ret, med hensyn til mørke farver. Både med hans mors kjole, men også med hele husets udklædning. Jane Lewis elskede at lave om på indboet, og nye farver og ting blev enden indført eller smidt ud. Hun var uddannet inden for møbeldesign, og havde store erfaringer med hvad der passede sammen af møbler, men videre også af tøj og accessories.
Alfredo havde videre fortalt, hans mor havde påbegyndt sig en til hængene uddannelse, som tøj designer.

For mit vedkomne var der dog forskel på møbeldesigner og tøjdesigner, men Jane Lewis formåede at være begge dele, og tjene godt ind på det. Og med en rig advokat til mand, gik det familien Lewis ekstremt godt.
Dog kunne man så videre hen sige, deres minus i alt succesen var, at Alexander Lewis, Alfredos far, stort set altid kom sent hjem. Og tro mig: vi snakker virkelig sent. Advokatsager trak åbenbart hurtigt ud, hvis en sag var vigtig, eller spændene om man så vil sige.

Jeg vidste Jane og Alfredo ikke var tilfredse med det, men der var ikke så meget at gøre. Alexander, vidste jeg, elskede sit arbejde mere end noget andet, og vi alle sammen vidste godt, han ikke ville kunne lave noget andet, fordi han ville køre død i det.

Ja, jeg kendte familien Lewis godt, det gjorde min mor også. Deres familie sager fik jeg også af vide, nærmest lige så hurtigt som de opstod. Jane og Alexander så mig tit som en del af familien, og det samme var med Melissa, når hun kom til England. Jeg blev måske mere og hurtigere indblandet i tingene fordi, jeg boede så tæt på.

Men ellers var det sådan det hele var opbygget.

”Hvor ser i smukke ud, piger! Har du lige set dem, Alex?” udbrød Jane begejstret, og stirrede ivrigt på Alexander Lewis, der kom gående med tre glas i hænderne, og et stort smil på læberne.

Melissa og jeg gav kort hinanden et blik, for at dele samme mening. Alexander var for en gangs skyld hjemme, og deltog og ikke mindst hjalp med det selskab, hans kone havde bragt på benene.

Og Melissas og min mening gik dermed ud på, det var godt, og det egentlig også bare manglede. For ud fra hvordan Jane snakkede løs, kunne forsamlingen af mennesker godt se ud til at være rimelig vigtig for hende.

”Ja, det har jeg da selvfølgelig, skat. Hvor ser i smukke ud, Nora og Melissa. Hvor er det længe siden, har alt været jer vel?” spurgte Alexander storsmilende, og gav os et tæt kram og kindkys, hvorefter et glas med hvad der lignede champagne.

Og ud fra dens smag, var det lige hvad det var.

Melissa og jeg smilede lige stort. Alexander Lewis var en rar, venlig og pligtopfyldende mand. Han var måske ikke altid hjemme, men han sørgede for Jane og Alfredo, og elskede dem begge højt. Til trods for, vi faktisk heller ikke så ham så ofte, var hver gang vi så ham, som om det ikke var et par dage eller to siden.

Alexander var altid sød, og både Melissa og jeg vidste, han prøvede til det ypperste at være en god ægtemand og far. Sammentidigt: holde et karrier job oppe og køre.
Det var ikke mange, det kunne lykkes for, men Alexander klarede det strålende.

”Jo tak, det er gået godt. Hvad med dig, Alex?” spurgte Melissa, og smilede stort, mens vi nærmest i takt tog en tår champagne.

Alexander smilede igen, og så pludselig lidt træt ud. Det forsvandt dog hurtigt, da han lagde armen om Jane, og trak hende ind til sig.

”Jobbet har taget lidt på det sidste, men nu holder jeg et par ugers fri. Vi har liget vundet en stor sag, som nu er afsluttet,” forklarede han, med blikket på os begge, som for også at berolige os, da nok både Melissa og jeg viste vi havde set trætheden.

Jeg smilede velfornøjet.

”Det fortjener du også,” fastslog jeg med det samme, hvilket fik Alexander til at le.

”Ja, det synes jeg nu også,” medgjorde han sig efterfølgende.

Ægteparret viste os ind imod stuen, som ellers var proppet med mennesker. Jeg spærrede overrasket øjne op, da der var flere, end hvad jeg havde forventet. Eller hvad Alfredo egentlig havde givet udtryk for.

Det var vidst godt jeg havde dresset mig godt op, for at gå op imod de klæder, mange kvinder gik og viftede med.

Jane og Alexander forlod os kort efter, da Jane hurtigt forklarede noget om nogle vigtige personer, de selvfølgelig skulle snakke med.
Tilbage stod Melissa og jeg, nippede lidt til vores for drinks, og spekulerede højt omkring hvor vores kære ven var henne.

Var det virkelig alle disse mennesker, Alfredo ville erstatte ud med Melissa og jeg?

Vi blev hurtigt enige om, vi ikke forstod knægten nogen gange.

”Gad vide hvorfor her er så mange… hvad gå hele dette angenemt overhoved ud på?” udbrød jeg, og virkede lille og usikker på en mærkelig måde. Det var jeg ikke van til, men Alfredo plejede nu også at informere mig liiidt mere omkring, hvad for nogle fester, jeg blev inviteret med til hos ham.

”Alfredo sagde vidst noget om, det var noget med, Jane havde lavet en stor kontrakt eller kollektion med en eller anden. Eller også har hun sponsoreret i noget. Jeg aner bare ikke hvem eller hvad, for drengen var nærmest ved at blive nedkørt af en bilist, da vi snakkede. Han var åbenbart for stresset til at snakke, og sammentidigt passe på sit ejet liv,” fortalte Melissa mig langsomt, og hendes rynkende næse fortalte mig tydeligt, hvor utilfreds hun var, men også hvilken ubehagelig telefonsamtale hun havde haft.

Se, der var jeg glad for, jeg havde været for diprimeret, stort hele dagen, til Alfredo ringede til mig om information, men i stedet valgte Melissa.

Der var altid en lys side i det mørke emne.

Det sagde min onkel Matthew altid, da jeg var mindre, og på besøg i hjemlandet England.
Uh ham skulle jeg også snart aflægge besøg hos, Manchester var efterhånden også en destination, jeg ikke havde haft i hvad der føles år.

”De damer, det er dejligt i er mødt op, og er kommet mig til undsætning,” lød det bag Melissa og jeg.
Vi vendte os forvirret om, og så Alfredo stå forholdsvis afslappet. Så afslappet han nu end ville kunne føle sig, i sit fine dyre jakkesæt, hans mor havde fået ham til at sende til rens.
Jeg smilede skævt ved tanken.

Ja, jeg ville nok sige, det sjoveste ved Alfredos forsvinding til morgen, måtte være faktummet at Jane havde fået ham ud af sengen, og sendt ham ned efter et jakkesæt. Hvis det havde været alle andre end hans mor, ville Alfredo havde fået et flip, men netop fordi hans mor havde en masse at lave denne dag, måtte han bide det i sig.

Ja altså, jeg ved ikke med dig, men jeg kunne sagtens se for mig, hvor sjov han ville se ud.

”Fredoooo,” hvinede Melissa glad, og svang armene om ham.

Melissa var en pige på de 175 cm, og med et par pumbs, var hun nærmest på højde med Alfredo, der var en stolt dreng på 180cm. Drengen formåede stadig at vinde over Melissa med centimeter eller millimeter. Jeg var en lavere pige på mine 170, der altid var med rank ryg, og elskede at påføre mig et par ekstra centimeter.

Men jeg følte mig både lav og høj, for jeg kendte piger og drenge i alle mulige højder, sååå jeg følte lidt af hvert.

”Du har overlevet dagen, ser jeg,” Alfredo smilte roligt til mig, og bredte armene ud i en omfavnelse, efter at Melissa havde sluppet ham.
Jeg sukkede ad ham, og trådte til sidst ind i hans favn.

Ja, selvfølgelig havde jeg overlevet dagen. Til trods for jeg var lige ved ikke at kunnet. Efter mødet med Micheal på cafeen, var mit humør virkelig ødelagt, men det blev dog bedre af aftens begivenhed og Melissas søde væsen.

Melissa havde selvfølgelig vraget mig med spørgsmål, og på en eller anden mystisk måde, var jeg kantet mig igennem det hele uden skræmmer. På den led betød det, jeg ikke havde afsløret mit andet liv, og dermed ikke tillagt mig en omgang vrede fra Melissa.
Jeg anede ikke helt, hvad jeg havde sagt til hende, for det virkede så tåget for mig. Men et eller andet havde jeg fundet på, og hun havde købt det hele, så jeg gik ud fra hun troede mig.

Grunden til jeg nok ikke kunne huske det, var vel nok, jeg i selv halvanden time efter mødet, havde været i en form for chok eller trance. Jeg havde været rædselsslagen, da jeg mødte Micheal. Jeg havde undertrygt adrenalinen, og derfor, da Melissa var gået i bad, havde jeg rystet over hele kroppen som en vibrator.

Det kunne umuligt være naturligt eller sundt.

Jeg følte mig som en diprimeret, kriminel eller usund person. Altså var jeg ikke i mit bedste hjørne. Hele min verden synes at brase langsomt sammen, skridt for skridt, jo mere jeg har set til Zayn. For lige siden jeg mødte Zayn, har alting ikke været som det plejede.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller ulykkelig.

”Ja, med hud og hår,” mumlede jeg i Alfredos skulder, hvorefter jeg måtte bide mig i læben, for ikke at græde i frustration. Åh, siden hvornår var jeg blevet så blødsøden?

Melissa og Alfredo stirrede direkte på mig, da jeg trådte ud af Alfredos greb, og kiggede lidt rundt. Deres blikke var langt fra behagelige. Det kunne jeg lige så godt afsløre. Jeg følte gåsehuden løbe op og ned af min krop, og jeg skuttede mig kort, hvorefter jeg stivnede.

For da jeg nu havde så travlt med at kigge rundt, skulle jeg da ikke undlades, at kende nogen i mængden. Og få meter fra mig stod sørme hele One Direction, inkluderet Zayn, i fine jakkesæt og alle hver i sær med en for drink.

Det var da som pokkers.

Hvordan kunne jeg være undgået, at for at vide, de var inviteret?

Jeg stirrede brat hen på Alfredo, og han stod og betragtede mig nøje. Som stod han og så noget, ikke engang jeg kunne se, hvad skulle være. Både ham og Melissa opførte sig underligt til aften.

”Hvordan kan det være, du absolut har undgået at fortælle mig, Zayn og de andre er inviteret?” spurgte jeg direkte, og valgte med omhu mine ord og navne. Hvorfor skulle jeg kalde dem ved bandnavn? Det lød for mig så upersonligt, og jeg kendte trodsalt Zayn, og havde mødt de andre fyre før.

Derfor ville jeg også meget gerne vide, hvorfor Alfredo havde undladt at fortælle mig det.

”Hvorfor, Alfredo?” gentog jeg mere rapt end skullet.

Han lavede ikke en mine, og virkede for mig helt udtryksløs. Sammen med udtrykket og det fine sæt tøj og tilbageredte hår, følte jeg et langt øjeblik, min bedsteven var helt fremmet for mig. Som en hel anden fyr, end jeg gik og kendte.

”Fordi det skulle være en overraskelse. Desuden vidste jeg det ikke før i morges, og du har allerede haft en lang dag, så jeg har ikke set en lejlighed til at fortælle det.”
Løgn. Jeg følte hans ord var som en usynlig lussing. Alfredo stod og direkte løj for mig. Den eneste grund til jeg kunne se det, var selvfølgelig fordi, jeg havde kendt ham i flere år. Han var min bedsteven.

Derpå med den titel stod han helt bevidst og løj for mig, men til hvilken nytte? Og hvorfor? Alfredo vidste ikke, jeg kunne høre eller se på ham, når han lyver. Eller jo jeg har en gang nævnt det, men han har aldrig rigtig troet på mig.

Raseriget og den kæmpe uvished var u rumlig, men jeg formåede at gøre mit ansigt frit for alle tegn på viden, og nikke langsomt til Alfredo. Jeg lod som om, jeg troede på ham. Som om jeg ikke kendte sandheden om hans løgn.

”Okay, men hvis, i vil have mig undskyldt, så vil jeg lige gå over og sige hej. De er trods alt mine venner,” tilføjede jeg til sidst, og uden egentligt rigtig at vide hvorfor. Måske var der alligevel noget af det svigt, jeg følte over Alfredos måde at lyve for mig, især i denne sammenhæng, der formåede at ryge lidt igennem mit forsvarsskjold.

Men hverken Alfredo eller Melissa lod til at have hørt det, eller bide mærke i den følelse overhoved.

Og mere forvirret og rundt på gulvet end jeg hidtil havde været den dag, gik jeg målrettet hen i mod Zayn og drengene, der stod lettere med siden til mig. Jeg måtte træde tre trin ned af en aflang trætrappe, der var lavet pga. højde forskellen i den store stue. Stuen var som lavet til disse selskaber.

Ikke engang den spændende tanke, kunne mig få til at fjerne tankerne fra Alfredo og lige så Melissas mærkelige opførelser.

Noget var i gære, men jeg anede ikke hvad.

 

Alfredo

Sammen stod Melissa og jeg og betragtede Nora gå rank og flot hen imod boyband drengene. Hendes højhælede sko formåede hun som altid at gå fejlfrit i, selv ned af de få trappetrin, der var lavet i forhold til stuens to forskellige plan til højder.
Noras nærmest kongeblå kjole bevægede sig melodisk til hendes kropsbevægelser, og jeg måtte bide mig let i læben, da jeg så mange fra mit eget køn betragte hende. Lige så kvinder, der nu bare så ud til at være let i misundelsens tilstand.

Da hun nåede hen til drengene, så de alle allerede overrasket hen på hende, da de havde fået øje på hende fra et par meters afstand. Deres øjne viste den store overraskelse de bar på. Jeg kunne ikke se Noras ansigt, kun hendes lange blonde hår, Melissa nok havde haft igennem et krøllejern.

Jeg sukkede lydløs.

”Hvordan gik det med hende?” spurgte jeg Melissa, og afbrød dermed tavsheden der havde været efterfølgende, da Nora var gået.

Melissa sukkede til gengæld højere, men jeg var dog den eneste, der hørte noget, da vi stod tæt ved siden af hinanden.
Hendes blik mødte mit.

”Det gik egentlig fint nok, indtil vi gik på cafe. Nora stødte på Micheal, da hun kom ud for toiletterne. Han sagde vidst nogle ting til hende, hun ikke brød sig om, Melissa rystede i foragt på hoved ved mindet, faktisk tror jeg slet ikke hun følte sig i et med situationen. Åh Alfredo, du skulle have set hende. Fuldstændig ude af sig selv, og lignede en der var godt rundt på gulvet, ikke mindst oprevet. Jeg har aldrig set hende sådan.”

Jeg havde knyttet mine hænder sammen, og stirrede nu lige ud for mig. Micheal. Både Melissa og jeg havde været enige om, han var farlig anlagt, til trods for hans lavere plads end Nora. Nu da Melissa fortalte om deres sammenstød, kunne jeg kun forstille mig, hvordan Nora måtte have været.

Det indgik ikke at mødes med dem for klubberne om dagen, det havde vi for længst gennemskuet.

”Gjorde han hende noget? Ren fysisk?” min stemme var koldere, end hvad jeg havde troet. Men jeg var virkelig vred. Vi havde fået alting under nogenlunde kontrol, og Micheal havde ikke opsøgt Melissa i mange måneder, men dog var han kommet på pletten nu. Og det måtte stoppes, Nora skulle ikke ligge sig ud med ham.

”Nej, ikke andet end at kramme hende, og tag hende på røven. Dog så hun ud til slet ikke at ville noget af det, og faktisk foragtede ham. Det er da altid noget,” Melissa stod og betragtede Nora ligesom jeg gjorde, der netop stod med Zayn og de andre. Der fra hvor vi stod, så han ud til at have en arm om hendes talje.

”Hmm,” mumlede jeg kort, og kunne ikke skjule min væmmelse. Den fyr skulle ikke hænge sig op af Nora, det skulle vi nok få sørget for.
Om vi så selv skulle træde til rådighed, før den sivede ind hos ham.

Zayn kiggede ned på Nora, der havde øjne på Liam, der sagde noget der fik hende til at le. Nora smilede stort, og hele hendes holdning var afslappet, sammen med det også fortalte, hun følte sig veltilpas. Melissa og jeg smilede i takt, men hendes forsvandt hurtigere end mit.

”De er søde sammen,” fortalte jeg min mening, og behøvede ikke engang at nikke hen imod dem, for Melissa skulle vide, hvem jeg omtalte.

”Alfredo,” Melissas seriøsitet i stemmen fik mig i det samme til at kigge på hende. Blikket fortalte mig alt hvad jeg behøvede at vide, men alligevel så jeg spørgende på hende.

”Vi kan ikke lade det forsætte. Ikke på denne her måde. Nora bliver nød til at vide det hele, at vi kender hendes hemmelighed,
Melissa sukkede træt,
jeg kan ikke holde det ud, når vi skal forsætte med at sætte facader op, og se til når hun vrider sin nakke, hver gang hendes samvittighed plager hende. Jeg ved godt vi aftalte, vi ville lade hende komme til os, men jeg er bange for, hun er ved at nå rigtig langt ud.”

Jeg nikkede enigt, men måtte alligevel sukke tungt. Det pinte både Melissa og jeg, at skulle holde vores viden skjult, når vi hver gang skulle se passivt til, hver gang Noras tankegang ramte hendes hemmelighed over for os. Det var aldrig den stille og rolige samvittighed, der kom og prægede hende. Vi snakker om så voldsomme angreb, at Nora der ellers var som professionel til facader og lukke følelser af, gav betydeligt meget under dem.

”Hun bør vide, vi ved, hvad hun fortager sig. Og hun bør vide, hun er ved at nå grænsen fra det lave vand ved bredden til det dybe mit ude i havet. Jeg kan ikk-”

”Shh Melissa, vi skal nok fortælle hende det. Snart. Men lige nu vil jeg helst ikke afbryde hende, når hun for en gangs skyld er i ordentlig selskab,” afbrød jeg hende hurtigt, og lagde armen om hendes talje, for at trække hende trøstende ind til mig. Hendes hår kildede mig i næsen, da hun lænede sig op af mig.

Jeg greb hendes hånd, og nikkede ned imod Nora, Zayn og co.

”Prøv at se dem, Mel. De har ikke kendt hinanden længe, og han har allerede fået hende til at føle sig tilpas. Måske stoler hun allerede meget på ham. Zayn må være det vi har ventet på, jeg er sikker på, Nora springer ordentligt ud af det miljø, hvis hun nu har Zayn.”

Mit blik gled fra min bedsteveninde til den anden, der stod i min favn. Melissas smil var begyndt at vokse, og da hun nikkede langsomt og dernæst hurtigere, var jeg sikker på, jeg havde ret.

Zayn måtte være Noras reddende kald, det kunne han kun være, med den virkning han havde på hende. At tale af ren erfaring, var det tydeligt hvor meget Nora havde knyttet sig til Zayn. Og jeg håbede på, han ville være den, der kunne få Nora ud af det dårlige miljø. Det havde stået på længe nok, og nu da Zayn var kommet ind i billedet, kunne Melissa og jeg håbe på, hans tilstedeværelse ville fjerne hendes lyst til at gå på klubberne, med alle de forfærdelige mennesker.

Melissa og jeg havde alt for mange gange været inde, og fået hende ud af problemer. Uden Nora praktisk talt anede det. Kevin og Harper vidste det også godt, og de havde begge to givet meget af sig selv til, Nora forblev inden for en ramme, hvor alting kunne styres.

Og som Melissa påpegede, så det ud til, Nora bevægede sig mere og mere hen imod udkanten, grænsen af den ramme. Ud til der hvor hun virkelig ville være på røven, og ikke være sikker.

Hverken jeg eller nogle af de andre tre anede, hvordan det var sket. Vi anede heller ikke, hvordan Nora havde mødt Zayn. Lige meget hvad forbandt vi det med, Zayn måtte være Noras redning i dette her. Han måtte være personen, der kunne få hende væk fra det dårlige miljø.

Og efter mine informationer var Nora ikke blevet set på en natklub i tre uger. Der kunne man snakke om fremskridt og beviser.
Jeg var sikker i min sag.

Dog kunne jeg ikke fjerne min bekymring, det jeg betragtede Nora med drengene, og til vores alles ulykke se Luke, en af Noras ”fine” bekendte, stå og lurer på hende i hjørnet af lokalet.

Der var helt sikkert noget i gære på klubberne. Noget Nora ikke vidste om, og noget der langt fra ville komme hende til gode. Eller os andre for den sags skyld.

Vi plejede trods alt at holde hende i ligevægt, og fjerne ballader før de var startet for hende. Og Lukes tilstedeværelse fik mit pis i kog, men også mine tanker til at konstatere, vi heller måtte i aktion igen.

Satans også.

______________________________________

Hola peeps! 
Så er vi på pletten igen, atter et kapitel til jer, som stadig læser med!
Jeg har i starten valgt at lave en lille fransk-dansk ordbog til jer, 
da jeg i dette kapitel, har valgt at indsætte få ord på fransk.
Melissa er jo franskmand, og Nora kan flydende fransk, så det er grundet.
Men døm mig nu endelig ikke, hvis i mener oversættelsen ikke er 
100% korrekt, for jeg har ikke fransk, og har brugt google-transelate sooo... :D

Men hvad synes i?
Så Melissa, Alfredo og de andre to af Noras venner, 
ved åbenbart godt at hun har et dobbeltliv. Faktisk ved de mere
end hvad Nora overhoved kan forstille sig. De hjælper hende 
endda, uden hun ved det. Hvad siger i til det, havde i forudset det?

Hvordan ville i egentlig reagere, hvis i fandt ud af, jeres bedsteven/veninde
gik og havde et dobbeltliv ligesom Nora?

Og hvad synes i om Zora? Alfredo mener Zayn er god for Nora,
og at vores kære Zayn vil trække hende fri af de dårlige miljø...
tror i også det?

Hvad tror i der vil ske videre hen,
mon Nora finder ud af, hendes venner ikke er så u vidne,
som hun tror, og de går og lader som om, de er?
Og hvad mon der er i gære omkring Noras bekendte?
Vi mødte jo også Luke, playeren, vi tidligere i historien har hilst på.
Tror i hans tilstedeværelse har noget at gøre med Michael?

I kan se Noras og Melissas tøj til festen,
i et link jeg ligger ind i kommentaren! :)

Forresten så stort tillykke til Zayn og Perrie, 
der er forlovet! Aaaarg det er noget jeg har gået og krydset fingre for
overhoved ville ske! De er SÅ søde sammen! 

xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...