• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20197Visninger
AA

9. Please stay a little while

”Yeah, tag den!”

Jeg sprang skrigende op af sofaen, og pegede hoverende på Zayn. Fuld med glæde trampede jeg rundt om mig selv med joystikket i hånden, og fejrede hujende min sejer med viftende arme.
Zayn selv så ikke for tilfreds ud med resultatet, men havde alligevel et lille smil på læben, da han sukkende smed hans joystik på marmorbordet, og kastede sig tilbage imod sofaens ryg.

Han så rystende på hoved hen imod mig, og lignede en der var træt. Dog vidste jeg, det bare hans måde at skjule, hvor stort et nederlag han følte. Så meget vidste jeg om Zayn, og jeg følte mig endnu mere stolt ved det faktum, at jeg kunne aflæse ham så let.

Det betød vel også bare at vi var blevet tættere.

Vi havde siddet og spillet fifa i godt og vel to timer, non stop. Kampende havde været tætte, vi havde råbt og skreget som idioter, grint som bare pokker, og været tæt på at skændes om reglerne. Ja, vi havde formået at putte hele pakken ind i spillet, hvilket gjorde det hele meget sjovere.

Zayn var bedre, end jeg have turde håbet på, men jeg havde mine gener. Jeg vandt selvfølgelig i sidste ende, og jeg kunne tydelig se på Zayn, han ikke havde set den komme.  

Men der var stadig et par ting, han blev nød til at lære om mig.

For eksempel mine evner til fifa.

”Jeg gider ikke mere. Seriøst, jeg er færdig,” mumlede Zayn, og skævede med foragt på det sorte joystik på marmorbordet. Mit smil var nok større, end hvad Zayn kunne præstere. Mit blik røg ned på mit armbåndsur, der viste halv tre. Min mave rumlede lavt, og jeg takkede den kort for, ikke at gøre et stort nummer ud af dens klage.

”Det passer også fint, hvis du kigger på klokken. Skal vi ikke få noget frokost?” spurgte jeg, friskt og oplagt på et godt måltid. Jeg havde efterhånden forstået, at Zayn ikke tog sig af, hvis man sagde tingene lettere direkte til ham. Hermed passede det fint til mig, der godt kunne være ret direkte til tider.

Zayn fik endelig et stort smil op, der kunne komme op på mit eget niveau. Han nikkede hurtigt, og hoppede op af sofaen. Han stod lige ved siden af mig, og så smilende ned på mig. Jeg grænsede let hans smukke ansigt, og kunne ane små skægstupper ved nederdelen af ansigtet. De brune øjne lyst glædeligt og varmt op, og virkede fantastisk tryllebundene for mig.

Jeg måtte give mig selv en mental lussing, for at stoppe med at være i trance. Zayn lagde armen om mig, og trak mig ud imod køkkenet.

”Her, hvis du sætter vand over til teen, så fikser jeg maden.”

Jeg nikkede for mig selv, og sat kurs imod elkedlen, der stod stor og flot i et hjørne på køkkenbordet. Imens jeg fyldte den op med vand, kunne jeg høre Zayn rumstere rundt i skabende, og lave noget med en mikroovn.

Vandet blev sat over, og jeg rakte ud efter termokanden. Jeg hoppede hen imod en af Zayns mange skuffer, og fik åbenlys udsigt til min ynglings te i store mængder. Der var også en slik bøtte, jeg tog et stykke chokolade fra, hvorefter skuffen lukkede, og jeg sprang tilbage til det kogende vand. Jeg smilede ved tanken om, jeg havde nakket et stykke chokolade, uden at blive opdaget.

Snedig, det kunne jeg sagtens tilføje på min beskrivelse.

”Det så jeg godt!”

Eller noget.

Jeg så mig uskyldigt over skulderen, og mødte Zayns blik. Han pegede på mig med smalle øjne. Ikke særlig trugende, hvis han ellers prøvede på at være det. Derfor fnes jeg også bare, og lod teposen dumpe ned i termokanden til den kogende væske.

Der kom en utilfreds lyd bag mig, hvilket kun kunne være fra Zayn. Jeg ignorerede ham åbenlyst. I stedet for nynnede jeg provokerende en random sang, men sprang en halv meter op i luften, da et par hænder greb fat i min talje.

Jeg skreg hysterisk op.

Endnu en ting at sætte på omkring mig: jeg er frygtelig kilden!

”Zayn, hvad laver du?” råbte jeg op.

”Det er min ynglings chokolade! Jeg har den endelig for mig selv, fordi Niall er i Irland til mandag, og det har jeg tænkt mig at forbeholde sådan,” lød det forklarede for ham, imens han forsat kildede mig i siderne.

Jeg skraldgrinede, og vred mig som en fisk i hans greb.

”Jamen, undskyld så,” prustede jeg endelig, efter hvad der følte som årtiers lidelse. Andet skulle der ikke til, før grebet om mig forsvandt, og Zayns grin lød igennem luften.

Jeg vendte mig straks om, og da var det mig, der så med smalle øjne på ham. Det var på nippet, at jeg skulle til at give ham en skideballe, men så så jeg maden. Duften sværmede mig allerede i møde, blot ved at stå et par meter fra. Jeg spærrede øjne op ved synet af nudler, kylling og en masse grønsager, der alt sammen var det rene Tai mad. Min mund løb nærmest i vand, og jeg så anerkendende på Zayn.

”Det er noget af en frokost!” jeg havde fuldstændig glemt hans handling fra før, og tog glædeligt imod knive og gafler til maden.

”Ja, man har vel forberedt sig lidt til du kom,” lød det fra Zayn, der fulgte efter mig hen til spisebordet. Jeg balancerede med tekopperne, tekanden og bestikket, men fik det hele uskadt sat på bordet. Man havde vel lært lidt hjemme fra om balance.

Hentydningen lå bare til Melissa, da hun altid havde haft noget med, at tage en ting af gangen. Kunne du lige forstille dig, hvor langt tid det ville tage? Derfor øvede jeg mig altid, når vi var sammen, på at have flere ting i hænderne.

Og ja, øvelserne havde været det værd, viste det sig selvfølgelig i sidste ende.

”Mm… det smager godt!” fastslog jeg bestemt, da første mundfuld mad var taget, efter jeg havde fyldt lidt ketchup på selvfølgelig.

Og ja, jeg brugte nærmest ketchup til alt, så er det sagt.

Zayn smilede stort til mig, men så ud til at ville bryde sammen i et grineanfald hvert øjeblik. Jeg lavede mit tidligere blik, og så med de smalle øjne på ham.

”Hvad?” sukkede jeg, lidt halv muggent.

For ja, helt ærligt, Zayn havde hele tiden et eller andet at grine over, der havde med mig at gøre. Det måtte kun kunne være hans hævn for fifa kampen.

Dårlig taber altså.

”Du… du…” Zayn stammede grinende, og lænede sig hen over bordet, tættere hen imod mig. Han rakte hånden ud, og jeg stivnede, da den var helt oppe ved mit ansigt.

Dog mærkede jeg kun en blidt strøg på min kind, og Zayn smilede roligere nærmest tilfreds.

”… har ketchup siddende der,” afsluttede han sin påbegyndende sætning, og slikkede underligt nok ketchuppen, der havde siddet på min kind, af han tommelfinger.

Jeg rystede på hoved af ham.

Zayn smilede kækt tilbage.

Ja, denne dag skulle nok forløbe sjovt.

 

Jeg blev længe hjemme hos Zayn. Længere end jeg lige forventede, jeg ville. Dog havde vi det også hyggeligt, og jeg måtte indrømme, han var et rart selskab. Der havde ikke på et tidspunkt været, hvor jeg ønskede at være et andet sted. Tit kunne jeg godt være skeptisk, og pludselig føle mig utryg, hvis det var med nogle nye mennesker, jeg hverken kendte for godt, eller havde hørt noget om.
Ved Zayn havde jeg ikke oplevet et tidspunkt, hvor jeg havde følt utrygheden om mig som et tæppe.

Ikke engang da jeg vågnede op for første gang, og så ham ved min side. Dengang var han endnu mere ukendt for mig, men alligevel havde jeg aldrig følt mig utryg på nogen måder.

Det var alligevel ret vildt, da jeg sådan spekulerede over det.

I hvert fald var dagen brugt på at ligge i sofaen, efter vi havde spist frokosten. Tv’et havde kørt som en baggrundsstøj, der egentlig ikke havde været nødvendig. Zayn og jeg snakkede der ud af, og selv da stilheden kom af og til, var det på ingen måder akavet. Og jeg var hundrede på, det ville være det samme uden fjernsynet.

Jeg måtte indrømme, der kom ting frem i samtalerne om ham, som jeg ikke havde set komme. For eksempel at han ikke kunne svømme. Den havde jeg ikke lige set, sådan som han så ud, men selvfølgelig fortalte udseendet ikke alt.

I det hele taget følte jeg, vi havde taget endnu et skridt, og virkelig åbnet mere op. Personlig havde jeg i hvert fald. Måske var jeg stadig ikke sikker i min sag, hvordan mit bekendtskab til Zayn skulle fungere. Især i forhold til mit natteliv. Men det ville jeg ikke lade mig forhindre i at forsætte med at se Zayn.

Da jeg så på mit ur, og klokken sprang op i øjne på mig, måtte jeg alligevel sukke og trække mig tilbage. Den var blevet ti over seks, og jeg kunne ikke tillade mig at blive og tvinge aftensmad ud af Zayn. Han havde allerede givet frokost, mere mad behøvede han ikke at ofre.

”Jeg må også hellere til at komme hjem af,” startede jeg, og satte min tekop på sofabordet. Jeg fik efter lidt ekstra kræfter lagt i, viklet mine ben ud af det tæppe, Zayn havde givet mig. Da jeg tilbød ham noget af det, havde han blot sagt, jeg havde mere brug for det end ham.

Hvilket endte med at være løgn, og jeg havde også smidt tæppet hen over ham, da han havde gabt for første gang. Jeg vidste fra mig selv af, at det første symptom på at fryse, var man begyndte at gabe hurtigt. Og ganske vidst havde Zayn også nikket taknemmeligt, og klemt min fod let med hånden, da jeg havde strakt mine ben længere ud.

Jeg mødte Zayns blik, da jeg slog tæppet væk fra mig, og skar automatisk tænder af den køligere luft der sværmede imod min krop. Zayn så nikkende på mig med et smil, der dog alligevel ikke kunne skjule den ellers så godt gemte skuffelse. Jeg ønskede langt fra at skuffe ham, og fik en letter tung byrde i maven.

”Klokken er også ved at blive mange. Er du sikker på, du ikke vil blive og spise aftensmad?” Zayn spørgsmål fik mig til at smile, men alligevel ryste høfligt på hoved. Jeg kunne ikke bare æde ham ud af huset med frokost og aftensmad.

No way, sådan lød manererne ikke hjemme fra Frankrig eller Manchester.

”Det er fint, Zayn, så skal du bare lave ekstra til mig også,” svarede jeg, lettere neutralt og fast i min beslutning.

Men selvom det måske lyste ud af mig, gav Zayn ikke så let op.

”Faktisk, så tænkte jeg at bestille noget ude fra. En pizza fra Pizza Hunt, eller noget i den stil. Så teknisk set er det ikke mig, der får ekstra arbejde,” svarede han igen.

Smilet spillede sig hen over hans læber. Zayn vidste med garanti, hvorvidt han havde en god sag. Det funklede nærmest i hans ansigt, hvorvidt stoltheden fandtes for hans pointerende sætning fra tidligere. Dog: Jeg gav ikke så nemt op.

”Jamen du skal da betale ekstra for mad til mig! Det er vel det samme, som du skal bruge kræfter på ekstra til mig,” gav jeg igen.

Måske skulle jeg lige fastslå allerede nu, at jeg ikke havde noget imod af spise hos Zayn. Det var slet ikke det. Jeg ville faktisk elske at spise hos ham, få noget pizza og sidde side mod side i sofaen, spise pizzaen og gentage de sidste par succeser til samtaler, der havde forgået flere timer inden.

Men jeg havde mit indistinkt, der tydeligt fortalte mig, hvor vidt det ikke var tilladt. Uhøfligt. Og sådan som jeg var opdraget, var det til tider, hvor min høflighed poppede op pludselig og var enorm. I tænker nok også, det er forundrende, hvor høflig jeg pludselig blev.

Zayn rystede smågrinende på hoved.

”Nora, vi begge ved godt, det ikke er pengene der mangler hos mig. Så hvorfor ikke bare droppe modstanden, og lade mig tilbyde dig noget aftensmad, som jeg giver? Det kan jeg da ikke se, skulle skade noget eller nogen som helst.”

Okay, han fik mig. Selvfølgelig var pengene ikke noget han manglede. Jeg havde lige glemt facten om hans super fede job som en femtedel af en verdens kendt boyband. My bad.

Jeg sukkede tungt, og lænede vægten over på højre ben. Jeg tænkte lidt. Ville det virkelig skade at lade ham give mig aftensmad? Nej, ikke rigtig. Kunne jeg tillade mig det? Nu hvor han ligefrem tiggede mig om at blive, så så jeg heller ikke den store grund til at lade hver.

Hvordan kunne det være uhøfligt at sige ja? Ved nærmere eftertanke: jeg så det mere uhøfligt at sige nej i sådan en situation som denne.

Jeg sukkede igen.

”Fint! Men så skal det være fra Pizza Hunt, og min pizza skal være med ekstra kebab og salat,” krævede jeg, og pegede bestemt på Zayn.

Der for resten lyste op i det smil, jeg ville forstille mig bruges, hvis han lige havde vundet et par milliarder. Tilfredst hev han mig under armen og videre ud i entreen. Jeg kiggede usikkert på Zayn, da vi stod med overtøjet på, og han åbnede døren op.

”Er du sikker på det er en god ide? Jeg mener, hvis der nu er nogen der genkender dig, og hvad med mig-”

”Slap af Nora,” beroligede Zayn mig, og lagde begge hænder på mine skuldre.

”Det skal nok gå, det er ved at være mørkt, og vi går ind af bagindgangen. En familieven ejer Pizza Hunt’en der ligger ned af gaden. Han skal nok sørge for, vi ikke bliver set. Du skal ikke være urolig.”

Hans ord varmede, men det var nok mest hans hænder, der blidt strøg mig over hoften, der beroligede mig helt. Jeg sukkede lettende, og nikkede stumt. Zayn smækkede døren efter os, og vi gik sammen hen imod Pizza Hunt. Zayn havde været ekstra forsigtig med påklædning, og havde påført sig en mørk cap og et par store mørke solbriller. Yderligere havde han en hætte på hans jakke, som var trukket over capen og hovedet.

Jeg selv havde min mørkeblå jakke på, som sad stramt til ved taljen. For Zayn ikke skulle være helt alene, havde jeg også påført mig mine gamle Ray Ban solbriller.

Men selvom alt det, havde jeg det stadig som om, alle kiggede på os. Som var jeg blottet. Det var en ubehagelig følelse, selv for mig, der elskede opmærksomhed eller bare lige glad med blikke på gaden. Derfor greb jeg Zayns hånd, og tryggede den.

Jeg fik et tilbagesvarende tryg.

Ja, Zayn var hos mig, og der var ingen der ville opdage os.

Det skulle nok gå fint, jeg var bare meget naiv.

Og som kunne dagen med Zayn ikke blive bedre. Aftensmaden havde været det, der havde givet de sidste par procenter, der ellers skulle til for at gøre den perfekt. Intet er måske perfekt, men dagen kunne ikke være forløbet bedre. Jeg havde været så glad for i sidste ende, at Zayn fik mig overtalt til at blive og spise med.

På pizzeriaet var det løbet som smurt. Som Zayn havde sagt, kendte han så sandelig ejeren og de arbejdende godt. Vi kom og gik ud af bagdøren, uden at blive standset, sanset eller snakket til. Vi var ubemærket, skjult godt under klæder og mørkets fangearme, så det nærmest også ville være mærkeligt andet.

Vi havde spist i sofaen som forventet. Tæppet var stadig varmt, da vi kom tilbage, og det blev ikke meget bedre, da Zayn placerede den ene barke pizza imellem os, og den anden på spisebordet. Jeg havde taget to dåseøl fra køleskabet, inden vi havde slået os ned i sofaen, som jeg åbnede og rakte den ene til Zayn.

”Byens bedste pizza!” fastslog Zayn, da vi spiste et par mundfulde.

Jeg havde nikket ivrigt, men lidt fraværende. Det var lettere forhindrende, at vores ben var side om side op af hinanden, og vores arme og krop op til flere gange snittede hinanden. Jeg måtte tage mig selv i, op til flere gange, at føle en underligt varm samt kildrende fornemmelse, hver gang vi snittede hinanden. I det hele taget at holde hovedet koldt, og prøve at ignorere den varme følelse i maven.

Alting følte så ukendeligt, mærkeligt, uroligende, men alligevel også så pomerans dejligt.

Jeg drog hjem af ved ni tiden, hvor vi inden da havde set en film. Vi var måske mere stille efter maden, end vi havde været i starten af dagen, men det gjorde ikke det store. Stilheden var den gode af slagsen, som på ingen måder virkede forkert, men nærmere letter behagelig.

Zayn havde tilbudt mig at køre mig hjem, men der stoppede festen ellers. Jeg løj lidt, og sagde jeg havde en bil, selvom jeg skulle tage toget. Jeg kunne bare ikke klare, hvis han også skulle være så sød at køre mig hjem. Nej, han havde gjort nok af gode gerninger for mig på en dag.

Jeg måtte vidst også hjem, og vænne mig til hans så store gæstfrihed, venlighed og beslutsomhed. Det var noget af en mundfuld, især fordi jeg aldrig havde oplevet noget så tilstrækkeligt, som hans var.

Ti minutter i ti trådte jeg ind af hoveddøren til min lejlighed. Jeg tror aldrig, ordet ”seng” havde lydt bedre i mine ører. Jeg vandrede direkte hen imod mit værelse, og smed min jakke på gulvet i farten. Mine sko fik jeg humpende smidt hen i hjørne i entreen, og slæbte mig ellers ind i stuen.

Jeg stivnede brat.

Fjernsynet var tændt, og larmede højt med lyden. Flere lamper var tændt, gardinerne trukket ned og der var en masse rod på sofabordet.

Jeg gik tættere hen imod sofaens ryg, og skævede nervøst ned til pudderne, hvor en høj lyd larmede. Hvad nu hvis en hjemløs var brudt ind i mit hjem? Jeg skævede hen til chipsene, den tomme Ben & Jerry’s bøtte (snøft), og rynkede panden. Hvad nu hvis denne hjemløse havde ædt mig ud af huset, for alle mine godter der lå gemt i køkkenet?

Men jeg kunne være ganske rolig. Nede imellem sofaens bløde puder, lå der en snorksovende Alfredo, men munden halvt åben. Lidt savl kunne ses i siden, og hans hår så noget så rodet ud. Hans tøj bestod af en ren nystrøget skjorte i blå, og et par sorte jeans. Skjorten var bare ikke så glat mere, men sad rodet på brystet af ham.

Jeg rystede på hovedet, men smilede stort.

Når ja, jeg havde helt glemt, at Alfredo ringede til mig tidligere på dagen. Hvor panisk han havde lydt, og hvor jamrende han havde spurgt, om han måtte komme over til mig. Da han ellers ville blive tvunget med til en irriterende fest, hvor der var en irriterende tøs. Og hvor jeg måtte give ham den frygtelige nyhed, at jeg var hos Zayn. Men hvor jeg alligevel endte med at være dagens helt, ikke mindst bedste veninde, og give ham lov til at tage over til min lejlighed alligevel.

Hold da op en veninde med et guldhjerte, jeg alligevel var.

Jeg grinede lydløst ved tankerne om, hvordan Alfredo havde lydt som en, der lige havde besked på han ikke kom i himlen, men nærmere helvedet. Hans stemme havde lydt så skinger og ude af den, og jeg kunne lige se det for mig, hvordan han havde gået rundt derhjemme, og kørt hånden igennem håret om og om igen.

Jup, sådan var Fredo.

Han var også sovende. Og ville være død, hvis han mor så hans skjorte lige nu, eller hvis den så ud sådan i morgen. Derfor gik jeg også hen til Alfredo, og lænede mig ind over ham. Inden havde jeg slukket tv’et, og været ude med alt hans skrald, fra hans mini ”alone-home-party”. I det mindst havde jeg ikke fundet en hel drukklub, da jeg kom hjem, men bare en tom slikbutik på mit sofabord.

Jeg fortrak helt kart dét, som jeg havde fået udleveret.

Som havde jeg ikke lavet andet, begav jeg mig til at knappe Alfredos skjorte op. Pludselig var der andre ting, end ”seng” der stod på min liste, men det var okay. Hellere dette end at skulle høre på Alfredo mukke over, han blev nød til at låne mit strygejern, da han ellers ville blive en død mand.

Og gid hvor jeg elskede faktummet at drengen, som havde stilen med caps, T-shirts og lidt streetstyle, blev proppet ned i skjorter og fine butterflys. Men han klarede det nu nok, og jeg elskede ham for det, at han kunne gøre så meget for, hans elskede mor ville blive glad.

En rigtig mors dreng var lige, hvad han var. Trods Alfredo måske ikke selv ville sige det højt, eller gå rundt og prale med det til hans venner. Nej, sådan var han ikke, nærmere var han lidt pinlig over hans mor. Dog kunne han ikke være mere pinlig over hende, end han hver gang jeg havde været ude med ham i et par dage et sted, skulle overfalde hende med kram og kys.

How cute, ikke?

”Mm… nej, lad hver!” Alfredo mumlede i søvne, og slog slattent ud efter min hånd. Da jeg blot veg tilbage med den, og alligevel forsatte med mit skjortearbejde, begyndte han at småfnise.

”… mm ej det kilder, altsåå,” fnes han, stadig i hans mumlende toneleje, og sov med garanti stadig. Jeg rullede sjovt med øjne af ham, og fik åbnet den sidste knap. Som havde jeg ikke lavet andet, fik jeg Alfredos arme ud ærmerne, og endte få sekunder efter med en lidt krøllet skjorte i hånden.

Jeg rynkede panden, og så afmålende på den.

Naaarh, den skulle nok blive mere glat til i morgen.

Tilbage på sofaen lå en Alfredo i bar mave og jeans. Jeg overvejede kort at tage hans jeans af også, men turde ikke tage chancen.

Prøv lige at se det for jer: Alfredo næste morgen, totalt ude af den fordi han næsten intet tøj har på. Ahahaha.

I stedet for travede jeg ind på mit værelse, hentede min ekstra dyne og en hovedet pude, som Alfredo blev forsynet med. Under alting skete sov drengen stadig tungt, som var han flere hundrede dimensioner væk.

Alfredo havde altid haft nemt ved at sove.

Som det sidst foldede jeg dynen ud over ham, og lagde den godt ind til ham. Det var trods alt oktober, og nattende kunne være kølige. Til sidst kyssede jeg ham venskabeligt på kinden, og slukkede lyset efter mig i hele stuen. Tilbage var kun det lille skær fra mit værelse, jeg kort efter var inden i.

Jeg fik hurtigere end ellers gjort mig sengeklar. Min store seng tog glædeligt imod mig, da jeg kastede mig over den, og trak dynen over mig. Jeg rakte ud efter min Iphone, jeg havde lagt på bordet. Kort tjekkede jeg de sædvanlige ting ud, og slukkede ellers min natlampe, så alt lys forsvandt i lejligheden.

Tilbage lå jeg og stirrede op i loftet. Mit lille smil tittede frem. Tankerne om Zayn og min dag sammen fik det til at blusse op i organerne. Jeg blev helt varm i kinderne, da jeg tænkte på, da hans hånd tilfældigt ramte mit lår. Den brændende fornemmelse i huden, som stød sitrede det flere sekunder efter berøringen.

Jeg kunne stadig føle berøringen blot ved at tænke på den.

Det var måske noget af det mest mærkelige nogen sinde, men jeg brød mig rent faktisk om det. Zayn var god nok, og jeg glædede mig allerede til at se ham igen. Være sammen med ham, mærke hans brændende berøringer og se de brune øjne der tilsvarende matchede den fløjs stemme han ejede.

Okay, jeg var seriøst ved at blive skør.

Sådan tænkte jeg forkasteligt. Og alligevel med Zayn i tankerne, faldt jeg i søvn efter kort tid, med lyden af Alfredos rolige snorken, der kunne høres helt inden fra stuen af.

_______________________________________________________

Halløj, det er lang tid siden sidst! :D

Ja, det er det vidst i den grad, men der er simple grunde til det. 
Jeg prøver at skrive så meget som muligt, men jeg har begrænset tid til det.
Derfor har jeg valgt, at jeg vil skrive min anden movella færdig først, 
da det trods alt er den jeg begyndte på først.
Men bare rolig det vare ikke lang tid, så er den færdig og jeg kan gøre denne her færdig.

Jeg håber I forstår mig, da de her to movellaer har været i gang alt for længe, 
og jeg vil gerne snart få dem afsluttet, så jeg kan begynde på noget nyt.

Men ville lige give jer et kapitel inden den lille pause kommer,
da det trods alt er alt for lang tid siden det sidste! ;)

Btw, er jeg den eneste som elsker dette kapitel, 
med starten på nogle små Zora moments? 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...