• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer. Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil. Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party. Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine? Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser? • Der læses på eget ansvar •

180Likes
91Kommentarer
20087Visninger
AA

14. It is officially over

Nora

”Hvor er pengene henne?”

Jeg tog mig til kæben, og hev efter vejret. Blodet løb ned af kinden på mig, og hele mit ansigt dunkede som bare fanden. Mit hjerte bankede af sted med sikkerhed fordi, jeg var rædselslagende og garanteret også fordi, blodet skulle når ud til sårene, for at få det til at hele. Det gik jeg i så fald ud fra.

Jeg stod udenfor i kulden, blot i min kortærmede kjole og høje stiletter. Til trods for min blå kjole var gulvlang, var stoffet meget løst og ikke mindst meget: meget tyndt. Jeg stod med blodet i kog op ad muren ude foran Alfredos hus. Vi var rykket fra opholdstuen og ud, da Luke begyndte at bruge vold på mig.
Han sagde, det helst ikke skulle svine i det fine hus.

Han måtte være sindssyg.

Ja, et eller andet var der galt oppe i hjernen på ham, for han blev ved med, at jeg skyldte ham nogle penge. Men problematikken i det hele var så lige, at jeg hav massere af penge, og aldrig lånt en rød reje af ham hele mit liv. Dog mente han sikkert, det var for nogle stoffer, jeg engang havde købt af ham, men jeg havde altid givet kontanterne i hånden på ham, samtidigt med jeg fik stofferne af ham.

Måske har jeg engang sagt, jeg ikke har været langt ude. Det har jeg heller ikke, kun i en lille periode. Jeg har kvittet stofferne nu, og det var ikke de stærkeste sager, jeg havde købt. For jeg vågnede tidligere altid et betrykkende sted, så min hjerne var ikke helt uden hæmninger, hvilket måtte betyde nået.

Okay, ja det lyder lamt, I know, men det korte og det lange er: at jeg er kvit fra dem. Og kvit med hensyn til penge, jeg skulle give til gengæld til Luke. Vi har flere gange stødt på hinanden, hvor han slet ikke har nævnt noget om disse penge, han nu kommer og mener, jeg skylder ham. Hvilket, sammen med det faktum at han var helt vildt aggressiv til at starte med, får mig til at trom noget er galt i hans hjerne. Eller: så er han ikke helt stoffri, clean, og har taget nogle seriøse kraftige stoffer, der får ham til at blande fortid og nutid samme eller bare rundt på hans kunder.

Og det havde jeg i bund og grund også prøvet at hentyde, men han blev fuldstændig vild og slog mig i gulvet. Hver gang jeg benægtede det, fik jeg slag, og han blev ved med at stille det samme spørgsmål, og antage jeg skyldte ham dem. Men det var jo fuldstændig sygt. Jeg vidste ikke hvor længe, jeg kunne holde mig selv i bevidsthed, eller hvor lang tid siden der var gået, siden jeg havde været med Louis og Niall på toilettet.

Bare de også var okay.

Luke havde givet dem et ordentlig slag hver, og de var faldet til gulvet med det samme, ude foran toiletterne. Det var så sødt, at de havde prøvet at hjælpe mig, forsvare mig: og jeg hadede den uvidende fornemmelse i maven omkring deres stilling nu. Jeg hadede at vide, de var slået ned og låst inde på et toilet, og ingen vidste de var der.
Eller forhåbentlig ville de andre fra festen undre sig over deres fraværelse, og lede efter dem.

Et redningshold var i hvert fald lige, hvad jeg kunne bruge. Jeg anede ikke, om jeg ville overleve denne omgang med Luke. Især fordi jeg var så smadret, han var uovervindelig og meget stærkere end jeg.

Og hvis sagen var, at han virkelig var påvirket af stoffer, gjorde det i så fald ikke min situation meget bedre sat. Han havde altid haft et rygte om et temperament, men det blev fordoblet, når han var skæv på stoffer. Han var så farlig at være i nærheden af, og at være anbragt i den situation med at skylde ham penge, og benægte det som jeg, endte man ikke i hele stykker fra hans klør. Det havde jeg allerede erfaret - takket været rygternes gang.

”Er du blevet døv, Nora?” han spyttede på mig, imens han snakkede. Jeg skar ansigt, og tørrede forsigtigt spyttede væk fra min kind.

Men inden jeg kunne nå at sænke hånden igen, havde Luke taget ordentlig fat i den. Hans greb var stramt, og han svang mig af sted. Jeg dykkede med alt for megen fart ned imod jorden – med hoved først.

”Hvor er pengene, spurgte jeg om!”

Hans råb lød som et ekko for mine ører. Mit hoved dunkede ned i jorden, men jeg nåede at tage lidt fart af på skulderen. Ikke at det gjorde hele situationen meget bedre, men i det mindste sørgede det for, jeg var i bevidsthed.

Jeg ville ikke risikere, at han dræbte mig, imens jeg var bevidstløs. Og ja, jeg var så bange for hans aggressioner kom så for hvidt, at han dræbte mig. Det var tydeligt for mig, at han ikke ville blive glad, hvis jeg blev bevidstløs.

Langt ude i sindet strøg tanken mig kort, om min kjole ville overleve dette her. Jeg var ret glad for den, og den havde ikke været billig. Den betød nu også noget for mig, da Melissa havde fundet den i en velkendt butik, samme dag. Jeg havde for længe siden været der med min mor, og det var en af de gange, hvor hun var i England. Det havde været super hyggeligt, at hun var der, og jeg havde nydt det meget.
Vi var på det tidspunkt gået ind i samme butik, da jeg skulle finde en kjole til endnu et af Janes angementer. Det havde bare været et sommer angenemt, og da havde Alfredo sagt god for inden, at pink kunne være en god farve. Så da min mor var med mig der inde, fandt hun en kjole til mig, der langt fra var pink.

Faktisk var det den samme kjole, som Melissa havde fundet til mig, og jeg nu var påført – liggende på den kolde jord i en november nats mørke himmel over hoved.
Min mor havde som sagt forslået den, men jeg havde endelig fået sagt god for en pink kjole af Alfredo. Og i kender mig: elsker pink. Så det skulle jeg have, og ingen blå kjole til mig.

Det at min mor faktisk var stået fast ved denne blå kjole, fordi hun mente den ville gå så godt til mig, gjorde mig så glad, nu da jeg bar den: to år efter. Utroligt nok havde de stadig haft den i butikken.

Ja, min mor havde været meget led imod mig, og jeg havde heller ikke snakket særlig pænt om hende, det vidste i vel. Men hun var i sidste ende min mor, og jeg elskede hende overalt og ville gøre alt for hende. Sådan var det bare ikke gengældt, og lige meget hvad der skete, ville hun altid vælge efter sine egne behov og nytte, end at ofre sin tid på at hjælpe mig, når hun ligeså godt kunne side og få lavet sine tånegle.
Forhåbentlig kunne i se situationen for jer.

Lige meget hvordan min mor var, så havde jeg denne tilfredsstillet følelse over, at have en kjole på, hun ville have valgt til mig. Hendes mening betød noget for mig til en hvis grad, det kunne jeg ikke benægte overfor mig selv.

Luke stod over mig, og kiggede koldt ned på mig. Flammerne stod nærmest i øjnene på ham. Han var en stædig karl, og ofrede sig ikke før det gik efter hans hoved. Bestemt ikke med stoffer i blodet. Han satte sig på huk ned ved siden af mig.
Jeg lå og hev pivende efter vejret, og havde det ene øje klemt let sammen pga. smerte. Jeg kiggede med smalle øjne på ham, og skjulte ikke mit had og min irritation til ham. Måske var det dumt at fryde ham med det, men jeg var for svag til at ligge det i baghoved eller at være super fornuftig.
Tanken om han lige så godt kunne dræbe mig på stedet, plagede mig mere.

Og grunden til jeg havde det på tanke, var, at mennesker der skyldte Luke noget, eller bare var kommet på tværs af ham, var faktisk blevet dræbt. Masser af gange var det tilfældet. Og ja, måske havde det været dumt af mig, at starte med at forhandle med ham i første omgang, men da havde jeg ikke vidst det.
Det var først, da jeg var clean, jeg fandt ud af det.

Heldigt nok.

Eller dog.

Til trods for jeg var stoppet på stoffer for over halvandet år siden, så lå jeg alligevel smadret og blødende i min dyre kjole på jorden, uden foran Alfredos hus, med denne modbydelige skabning siddende ved siden af mig med drab i blikket.

Nogen ting var åbenbart ikke til at komme uden om.

”Nora, søde,” Luke hviskede det nærmest til mig, men vreden og aggressionerne var stadig i store grader. Så til trods for faktummet at han hviskede, var der ingen blid effekt ved det.

Og han vidste det.

”Vi begge ved godt, hvordan det her foregå. Hver nu ikke dum. Giv mig de penge, også kan du gå her fra i live.”

Kuldegysningerne bredte sig på mine arme, og jeg skælvede i skræk over hans ord. Jeg ville benægte som de hundrede andre gange, men jeg vidste, vi ikke kom videre af den grund. Jeg behøvede ikke engang at sige noget, kun vise ham et enkelt blik, og han vidste min beslutning.

”Du ved,” startede han.
”Jeg har altid godt kunne lide dig, Nora. Den måde du har snurret folk om din lille finger i årevis: det er meget imponerende. Men den går sgu ikke på mig, darling. Du kan ikke komme uden om din gæld, og du bliver nød til at betale den: om du vil eller ej.”

Jeg sank en stor klump i halsen, og blev ved med at se op i himlen. Det var en stjerneklar nat, og jeg kunne se min ånde forme sid i damp uden foran min mund, fra hvert et åndedrag jeg tog.

Mit liv var knap nok begyndt helt endnu. Jeg var stadig kun 18 år, og jeg havde så mange år endnu. Men hele mit liv synes at virke så tågede, og jeg var så fortabt i tankerne. Alligevel var min irritation til Luke stadig på spil, og jeg var rapkæftet nok i munden til at svare ham igen. Stærk nok til at forholde den ”du kan ikke gøre mig noget specielt” facade. Måske var det ikke klogt, fordi det ville girer ham mere op. Men jeg var ude til det punkt, hvor jeg egentlig følte mig fortabt, og intet egentlig kunne gøre situationen meget værre, end som den var nu.

”Du kan rande mig,” sagde jeg, og fortsatte, og dø i helvede, nu hvor du er i gang.”

Han gjorde tilløb med hånden, og gav mig en smældende lussing. Jeg kunne ikke stoppe mit klynk, og jeg mærkede en tårer glide ned af min kind.

Ud af øjenkrogen så jeg pludselig nogle skikkelser ved hoveddøren.

Noget lyst hår, der ikke var Lukes, gav mig et tegn.

Det var da løgn.

”Nora!” det var Alfredos råb, der fik mig til at smile.

De kom løbende over imod Luke og jeg, og jeg hørte Luke begyndte at bande, imens han hev mig med op og stå.

”Kom ikke nærmere!” sagde han advarende.

Jeg mærkede noget koldt og metallisk ved skulderen.
Jeg kiggede ned.

”Et skridt nærmere, og jeg skyder!”

En pistol.

Til min lettelse var det ikke ved hoved. Utroligt at jeg overhoved kunne se en positivitet igennem alt dette. Dog mærkede jeg alligevel puldsen dunke hurtigere, om end det overhoved var muligt. Mit blik måtte højest sandsynlig være lige så rædselslagende som mit indre, da jeg bange spejlede hen over den lille flok af mine venner, der stod over for mig.

De var der alle sammen. Selv Harper var der, og hendes høje skikkelse stod rank med et par fede stiletter, og hang lidt op af Harry, der matchede hende godt med udseende og højde. De kunne være et flot par, kunne jeg ikke lade hver med at tænke.
Og ja, det var vel nok det mærkeligste at stå og tænke på, midt i jeg havde en pistol ved skulderen, men ja undskyld: jeg kunne ikke dy mig. Plus at jeg stod og var under pres med mine tanker, fordi jeg prøvede at bevare roen, finde en mulig plan til at undslippe Luke og: holde mig selv oppe på begge ben i et par alt for høje sko til min nuværende tilstand.

Det forklarede nu meget godt omstændighederne for mig, synes jeg selv.

”Luke,” begyndte Alfredo. Hans øjne gled fra pistolen og hen på Luke, men veg slet ikke på mig. Jeg tog det ikke som noget negativt, da jeg så Melissa stirre på mig, og hendes krop rystede af skræk. Jeg kunne forstille mig, at Alfredo var fornuftig, og ville bevare sin rolige stemme over for Luke. Så godt kendte jeg min bedsteven, og endnu bedre til at vide, hvis han blik mødte mit eller bare studerede mig kort, ville alt roen forsvinde.

”Det behøver ikke at ende så galt her. Du behøver ikke at skyde Nora, for at få din bekræftelse. Alle uenigheder behøves ikke at ende med en død person. Hvorfor spille menneskeliv på en uenighed?”

Alfredo prøvede at bringe ham til fornuft. Jeg blev endnu stivere i kroppen ved tanken. Man kunne ikke bringe Luke til fornuft, ikke når han var påvirket af stoffer. De sager han tog, var ikke nogle med milde virkninger. Det var stærke sager alt lortet, og jeg havde aldrig hørt om nogen, der kunne finde hans fornuft frem, når det gjalde om situationer som denne.

Men jeg forstod Alfredos hensigt. Virkelig, fornuft var normalt, hvad der skulle til.  Dog i dette øjeblik kunne jeg ikke tro på, Luke virkelig ville slippe pistolen.

Og det gjorde han heller ikke. Nej, Luke flyttede den sørme op imod min tinding.

Jeg lukkede øjne kort, og prøvede at undertrykke det skælv min krop udsendte. Fare. Den vidste det var farligt, at have en pistol mod tindingen. Livsfarligt. Et enkelt skud og jeg var så godt som død.
Så kunne jeg lige så godt fjerne min tidligere lettelse, fordi nu var skulderen så sandelig skiftet ud med hoved.

Jeg så de andre stå og gispe. Mit blik mødte Zayns. Han så ud til at være i et mentalt følelses dilemma. Wow en konstatering, I know. Bare det at møde hans blik, fik mine tilbageholdte tårer til at glide ned af mine kinder. Og jeg gjorde intet for at stoppe dem. Jeg ville ikke. Hvorfor, hvad skulle det nytte? Hvis jeg alligevel endte med at dø, ville jeg ikke spille stærk og lukke mine følelser inde.
Desuden gav tanken om at blive splittet fra Zayn mig en grædefærdig fornemmelse. Vi var ikke engang blevet officielt kærester endnu, og vi havde så mange ting at skulle lære om hinanden. Vi måtte ikke være slut. Vores forhold var blot begyndt, og jeg kunne ikke lide tanken om at efterlade det vi havde, fordi Luke skulle ryge sig skæv og blive aggressiv over noget, som jeg ikke engang havde gjort.

Det var ikke fair.

Livet var simpelthen ikke fair, hvis jeg skulle der fra allerede, på grund af Lukes hvirvel af forvirrede tanker. Jeg ville ikke ofre mit liv på hans problemer, han tydeligvis havde med en kunde eller bare mentalt, fordi det var ikke mit problem.

Mit blik gled videre fra Zayn og hen over Louis, Niall, Liam, Harry, Harper, Melissa og Alfredo. Jeg kunne ikke bare forlade dem, der var så mange ting, jeg stadig ikke havde fortalt dem. Og hvis de fandt ud af det med mit dobbeltliv, ville jeg i det mindste forklare dem det, og fortælle det var slut.

For ja, hvis jeg kom levende væk fra Luke, så ville jeg for alvor cutte kontakten med klubberne og fester. Måske ville jeg tage til småfester med mine rigtige venner, men ikke som jeg hidtil havde gjort. Jeg havde også fået Zayn, som jeg rent faktisk havde mødt, imens jeg var den ”vilde” Nora. Men på en eller anden måde var det endt ud med, jeg lærte ham at kende, og han lærte mit rigtige jeg at kende.
Og hovedsagen til min beslutning, med at stoppe med at have nattelivet, var nok Zayn.

Jeg elskede ham.

Tænk jeg virkelig sagde det, men det gjorde jeg.

Jeg elskede alle de personer, der stod og kiggede skrækslagene på mig. Selv Alfredo kiggede på mig, og hans øjne var våde.

”Du skal ikke belære mig om fornuft, og hvor vidt mine metoder er forkerte, Lewis,” snerrede Luke ad Alfredo, og grinte af ham.

”Hvorfor græder du nu? Betyder Nora virkelig meget for jer? Tænk, jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen gider hænge ud med denne her bitch,” forsatte Luke, og pegede på mig med pistolen, hvor han efterfølgende lagde den imod min tinding igen.

Jeg opdagede, jeg havde holdt vejret meget længe, og jeg snøftede lavt og trak i stedet for vejret unormalt hurtigt.

”Slip hende nu, Luke. Hvad vil du have? Penge? Er det penge du vil have? Fint, du må få dem du vil have, men slip nu Nora, og sænk den pistol,” kom det fra Melissa, der havde fået sin stærke stemme i gang.

Luke lod blikket glide op og ned af Melissa. Hun krympede sig ikke en gang under hans blik, men trådte derimod et lille skridt nærmere Luke og jeg.
Jeg holdte vejret, bange for han ville rette pistolen imod Melissa i stedet for mig.

”En omgang med dig, det kunne nu også være meget belejligt,” kom det flirtende fra Luke. Jeg lavede en grimasse, og Melissa lavede himmelvendte øjne af ham.

”Drop det der. Du kan få penge, det er jo, hvad du har haft på tankerne i den tid, du har pint Nora. Har jeg ret?”

Luke smilte pludseligt uhyggeligt, og jeg hørte ham putte fingeren på aftrækkeren af pistolen. Det svimlede for mine øjne, og mine ben rystede faretruende under mig.

”Jo, det er det nu,” begyndte Luke, og så ud til at tænke sig om. Det føltes som flere minutter, og jeg stod med svedperler ned af panden og de løb hele vejen ned ad halsen. Mit håb var så lille, og min skræk var så stor. Det var utroligt hvor meget psykisk dette påvirkede mig, og jeg håbede ikke, det ville kunne mærkes for meget psykisk bagefter dette - hvis jeg overlevede.

”Men at dræbe Nora, det må blive over den gevinst jeg kan få med de penge,” afsluttede Luke sin tankegang.

Jeg gispede svagt, og hørte Harper råbe:” Han er jo sindssyg!”

Harry tyssede på hende, og lagde armen tæt om hende, da hun hulkede, og jeg så Harrys grønne øjne igennem et skær af tårer. 

”Luke,” advarede Alfredo, Du ryger ind på livstid med dette her, er hun det værd?”

Han nåede ikke engang at svare Alfredo, da sirenerne pludselig lød i det fjerne. Lukes øjne spærrede rasende op, og Louis så lidt lettet ud.
”Nej, det kan ikke passe!” udbrød Luke vredt.

”Jo det kan, Luke. Slip hende nu, og smid pistolen. Din dom bliver mindre ved den handling, for dit eget bedste,” sagde Alfredo, og trådte op ved siden af Melissa, og nikkede opfordrende ned imod jorden foran Luke og jeg.

Luke råbte op.

Politibilerne og ambulancen svang ind fra vejen af og op på fortovet. Vi stod allerede tæt på fortovet, da Luke var rykkede meget bagud, da de andre var kommet ud af huset.

Der begyndte folk nu også at strømme ud, og flere skreg ved synet af Luke, jeg og pistolen. Jeg så Jane Lewis og Alexandre Lewis, der prøvede sammen med flere andre at få folk i ro. Deres blikke var vilde med tårer i øjne, da de så på mig.
Jeg kiggede igen på Zayn, og fik hans blik, der viste så mange følelser, der var ubeskrivelige - men forstående for mig.

”Slip pistolen ned på jorden, og lad pigen gå, kammerat!” råbte nogen fra politiet, og pludselig stod der flere politifolk i opstilling omkring Luke og jeg. Jeg havde aldrig troet, den sætning ville omhandle mig selv.

Jeg kiggede til siden imod Luke, for at se, hvad hans næste træk ville være. Hans blik så forvildet ud. Vreden var der stadig, men han så også presset ud.

”I kan rende mig!” råbte Luke højt, og jeg så hans finger trykke på aftrækkeren. Braget kom, men skubbet fra Alfredo kom hurtigere. Han skubbede mig væk, men kuglen ramte mig alligevel i siden. Jeg skreg op, og nogle politifolk fik reddet Alfredo og jeg væk meget hurtigt fra Luke. Hans raserifyldte skrig kom hurtigt, og hans nederlag fik mig til at smile skævt. Ud af øjenkrogen så jeg de andre, Zayn, Melissa, Harper og de andre drenge, blive ledt hen imod græsset, hvor ambulancen var.

Luke råbte stadig.

”Skrid til helvede! Hvis en træder nærmere skyder jeg mig selv!”

Og jeg tænkte, han umuligt kunne mene det. Men et højt brag lød pludseligt, og hvor fra jeg lå på græsset, skulle jeg se til siden. Da så jeg Luke falde blødende til jorden, med hans tommeblik over mod mig. Blodet strømmede ud af hans mund, og hans ansigt var rødt af blodet fra kuglen i tindingen.

Jeg gispede, og hørte Alfredo kalde mit navn med en skrækslagende tone, før jeg besvimede på den kolde jord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...