• She's Not Afraid {1D} +13 •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 21 okt. 2013
  • Status: Færdig
Nora Lyné er en pige for sig. Med sine 18 år, er hun for længst flyttet hjemmefra, kan 11 forskellige sprog, har flere venner end de fleste har penge på bankbogen, og lever livet fuldt ud. Hun er en pige fyld med glæde. Har dog sine udfordringer.
Foreksempel er hun om dagen, sig selv og er som hun nu end vil.
Om aften er hun noget af en bitch, der fester løs på Londons diskoteker, med den anden halvdel af hendes 'vennekreds'. Dem der ikke kender til den virkelige Nora. Men dog hende der fester igennem, og ender næsten hver gang i en fremmet seng, efter et vildt party.

Hvad sker der, når hun en morgen vågner op, med sorthåret skønhed ved sin side? Og når han ligefrem ikke vil lade hende gå, uden at vide mere omkring den mystiske blondine?
Kan denne store facade Nora har sat op imellem de to liv, pludselig bryde sammen, og ende i kaos? På grund af blot nogle få fejltagelser?
• Der læses på eget ansvar •

179Likes
91Kommentarer
20366Visninger
AA

8. He is just so different

 

Lorte vejr!

Det var overraskende koldt, i forhold til det var slutningen i oktober. Dermed også sagt: snart november.  Og jeg, som skulle være sammen med Zayn, var selvfølgelig så miljø rigtig at affeje bilen – dermed hen til ham. Eller ikke helt for jeg tog også undergrunden…

Min pointe var, i sidste ende, at jeg selvfølgelig ikke havde taget nok tøj på. Men helt ærligt: så troede jeg ikke, det ville være minus femtentusind grader uden for! Derfor havde jeg blot taget min grønne militær efterårs jakke på. Der, nu vi alligevel snakker om den, ikke var den varmeste…

Jeg havde aftalt med Zayn, at vi skulle være hjemme hos ham. For det var nu nok også det nemmeste, eftersom han heller ikke kendte til min lejlighed. Og det kom han heller ikke til – Ikke før jeg var sikker på, hvad der var imellem os. Måske skulle jeg tilføje, jeg ikke blot ville råbe hurra, hvis jeg fandt ud af, der virkelig var noget imellem os. Nærmere være ret skræmt. Igen fordi mit dobbeltliv gjorde det hele kompliceret.  

Prustende lod jeg mine hænder glide imod hinanden, da toget kørte videre til næste station – Zayns station. Eller selvfølgelig var det ikke dedikeret Zayns, men det var den by, eller det stop jeg skulle af ved for at komme hen til hans lejlighed.

Selvfølgelig var der ikke koldt i toget, faktisk utrolig varm. Det var lige midt på dagen, lørdag, så der var også en del mennesker der skulle ud. Efter min mening var der alt for proppet, og jeg sad nærmest skulder mod skulder på det sæde, jeg havde været yderst heldig at kapre.

Ved siden af mig sad en ældre mand, jeg nok ville kalde hjemløs. Hans tøj var i laser, og det undrede mig, at han overhoved havde mulighed for at køre med undergrunden. Ikke for at være en judger eller noget, men han så virkelig… skræmmende ud. Og det gjorde det bestemt ikke bedre, når han hele tiden smilte uhyggeligt til mig, med det halve smil der manglede flere tænder.

Idk.

Også hans blik…

Lad os sige det sådan: jeg ønskede bare meget hurtigt at komme ud af toget!

Da toget endelig stoppede, rejste jeg mig som en selvfølge op. Og som skulle det ikke kunne blive værre, gjorde ham den hjemløse det også. Uden at værdige ham et blik, af rent frygt, skyndte jeg mig at mase mig igennem mængden, og hermed nå ud af dørene.

Hurtigt skyndte jeg mig at finde rulletrappen op imod det ordentlige lys. Jeg tjekkede underligt nok ikke, om ham den hjemløse fulgte efter mig, men hvorfor skulle han det? Han var vel ikke ude på at berøve mig, eller misbruge mig seksuelt.

Eller var han?

Nej okay Nora, du har set for mange film…

Endelig kunne jeg ånde lettet op, da jeg kom igennem de mange forhindringer og dermed ud i det fri. Den friske luft ramte mig som en lettelse, selvom den var ekstrem kold. Men luften i toget havde også på en eller anden måde været virkelig klam, og i ved… fugtigt – pga. der var så mange mennesker.

En masse mennesker elskede åbenbart at støde ind i mig, hvilket gjorde mig pæn irriteret. Jeg blev også nød til at stoppe op midt på gaden, da min mobil sad fast i min bukselomme. Og eftersom den ringede, blev jeg vel nød til at tage den?

”Det er Nora?”

Jeg vrissede det nærmest, da jeg, for nok femte gang, var ved at blive væltet omkuld. Denne gang bare af en pæn kold fyr, da bare gik videre.

”Se dig dog for, man!” råbte jeg vredt efter ham, og gav ham det koldeste blik, da han kiggede sig om. Hurtig bevægede jeg mig videre med telefonen op til øret.

”Hey darling, du lyder sørme glad på den!” lød det grinende fra Alfredo, der lo mig direkte ind i øret. Har I nogensinde prøvet at blive grint direkte ind i øret - endda igennem en telefon? Det er pisse irriterende, og skær lige ind i øret, hvis ikke I har prøvet det…

”Hvad vil du, dude?” vrængede jeg nærmest af ham, og så surt omkring mig. Endelig når jeg snakkede i telefon, kunne folk stoppe med at gå ind i mig. Tænk der virkelig skulle meget til!

”Jeg ville bare høre, hvor du var henne,” lød det underligt fra Alfredo. Ordet underligt skal, i denne sammenhæng, forstås som en anden beskrivelse for et overraskende tonefald. For hans stemme var nærmest… bedende. Og hvilke personer ville smøre et bedende tonefald på stemmen, hvis de bare spurgte om det, Alfrede netop gjorde?

”Fredo, spyt nu ud med det! Hvad er det du virkelig vil?” pressede jeg på, og lod mig selv hoppe hen til Zayns lejligheds kompleks.  Jeg kendte Alfredo ret godt, faktisk bedre end nogen anden – med Melissa lidt højere på ranglisten. Pointen var, at jeg hurtigt kunne afgøre, hvis der var noget, Alfredo virkelig gerne ville sige. Eller som i dette tilfælde: spørge om.

Der lød et suk i den anden ende.

”Nu er det altså ikke for at presse mig på…”

Jeg nikkede for mig selv, og trykkede på knappen, der nærmest lyste op med ”Zayn Jawaad”. Ja, Zayn hed også Malik, hvilket burde stå til sidst, hvis vi skulle være rigtige. Men han havde været lidt snu – eller hans mor havde været det – og dermed valgt kun at skrive sit fornavn og mellemnavn. Så var der heller ikke så mange, der lige kunne gennemskue, at han hermed var det femte medlem af det berømte britiske boyband, der lige præcis boede dette sted.

Selvfølgelig var der nogen fans, der kunne huske hans mellemnavn, men helt seriøst: hvem går og tænker på, at han har skrevet det ind på hans adresse, i stedet for hans kendte efternavn? Not many people are that smart.

”… men jeg må tilfældigvis ikke komme over til dig, vel? For jeg er virkelig nød til at snyde mig uden om denne her frokost, min mor hiver mig med til – Der er denne her forfærdelige pige med, som bliver ved med at hænge op af mig. Og hun er virkelig noget af det værste!”

Alfredo snakkede virkelig hurtigt, nok mest fordi han var bange for, der var nogen, der hørte ham. Og det med at snakke virkeligt hurtigt var en ting, hvor jeg var en af de eneste personer, der rent faktisk kunne forstå en skid af. For når Alfredo snakkede hurtigt; jamen så var det virkelig hurtigt!

Jeg grinte over hans sidste tilføjelse. Så der var en forfærdelig pige; på hvilken måde mon?

”Hun lyder da ellers til at være virkelig en sweetheart, hvad er der galt med hende?” spurgte jeg grinende og smilede større, da en linse åbnede sig ved siden af Zayns knap.

Det minikamera der sad der, mest for sikkerhedens skyld, fokuserede på mig. Jeg måtte vel lige forklare, der var sørget for de smarteste ting til disse lejligheder i hele komplekset. Fx dette lille kamera, der viste oppe i lejlighederne, lige ved siden af hoveddøren, hvem der helt præcis trykkede på deres knap.

Hvilket selvfølgelig var smart for Zayn, så han kunne se, om det blot var fans, eller om det var gæster han ventede.

”Hun er en være bitch, for at sige det pænt. Helt barbie agtigt, mega arrogant, og du ved, hvor lidt jeg kan fordrage sådan nogle typer!” lød det nærmest hysterisk fra Alfredo, der virkelig lød til at være i nød. Og jeg følte med ham. I den situation han var i, vidste jeg godt, hvad den eneste måde var at slippe for den frokost på. Og det indhandlede kun én mulighed og én person: mig. Og selvfølgelig var det lige den dag, hvor jeg netop skulle være sammen med Zayn – hjemme hos ham.

En typisk ting…

”Jeg er ked af det, bro, men det går ikke. Det er jo i dag jeg skal være sammen med Zayn, husker du nok, og jeg er allerede henne ved ham,” meddelte jeg med en undskyldende stemme. Mens jeg snakkede havde Zayn låst op til mig. Jeg gik ind af den åbne dør, der lukkede sig efter mig.

Jeg trykkede straks på den store knap, der sad ved siden af elevatoren. Let trippende med den ene fod ventede jeg på elevatoren ville melde sin ankomst, imens jeg selvfølgelig stadig havde Alfredo i røret.

Og efter sigende opfattelse var han langt fra glad.

”Seriously? Fuck det havde jeg fuldstændig glemt! Shit, hvad gør jeg så? Jeg dør, hvis jeg skal til den frokost…” Alfredo trak det let ud til sidst, hvilket hurtigt og nemt fik mig til at se ham for mig, totalt lost og frustreret, med den ene hånd kørende let i det længere brune hår.

Min bedsteven var virkelig i trouble - det var nemt at høre. Og der var intet jeg kunne gøre for at hjælpe. Det irriterede mig på det groveste, da jeg hadede ikke at kunne gøre en forskel – Ikke hjælpe mine bedstevenner. Og nu snakker vi ikke dem fra nattelivet, for hvis jeg skulle være helt ærlig, betød de intet for mig. De var bare bekendtskaber, jeg blev nød til at have, for ikke at virke helt loner agtig, når jeg gik i byen.

Ellers rørte det mig slet ikke, på nogen måde, hvis de kom ud i noget. Ja, måske var det hårdt sagt, og ja, måske var jeg virkelig en være kælling, når jeg var så følelseskold omkring dem.

Men på det sidste havde et eller andet inden i mig, aner virkelig ikke hvad, bare fået mig til at træde et par skridt tilbage. Blive mere ligeglad med de mennesker jeg hoppede op på bordene med, når jeg, stang stiv, skrålede livsglad med på de kendte sange, der atter blev spillet på dansegulvet.

De mennesker jeg var sammen med på de tidspunkter, var, som nævnt så mange gange, ikke mine venner. Faktisk var de bare nogen, jeg slog mig løs med, og ikke kendte en skid til. Eller jo, jeg vidste måske småting omkring dem, men det var fordi, de selv sad og snakkede løs omkring deres liv. Så var det ret uundgåeligt ikke at lære dem at kende.

Men jeg sad jo ikke og snakkede om mig selv, og der var heller aldrig nogen der spurgte. Aldrig. Ingen satte spørgsmålstegn ved at mit liv ikke var et emne, der overhoved blev taget op, og det lod heller ikke til det gik dem på.

De lod til at synes at kende mig.

Men det gjorde de ikke.

Langt fra.

”Vent jeg har en ide!” udbrød jeg pludseligt, samme tid som elevatorens døre åbnede sig for mig. Der kom en ældre mand ud der fra, men jeg tog ikke notits af det hårde blik, jeg fik udleveret. Det var tydeligt han ikke synes om mig ved første blik, men hvad skulle jeg bruge det til? Vi sås alligevel heller aldrig efter jeg var trådt ind i elevatoren, og trykket på tiende sal, hvor Zayn holdte til.

Nogen mennesker dømte nu altså for hårdt. Selv bare ved første øjekast, så dømte så urimelige mange mennesker. Og de ville senere i livet med garanti fortryde det. Eller opleve andre gjorde det med dem. Så hvorfor så slå med hammeren, når man alligevel ikke kender personerne, man lige møder og ser i verden?

Jeg anede ikke, hvor mine tanker kom fra. Det var vel bare en irritation til mandens ubelejlige uvenlige måde at passere mig på, som ejede han alt pladsen. Faktisk, hvis jeg ikke havde rykket mig til siden, ville han have ramt mig hårdt med skulderen.

Hvor ubehøvlet kunne man lige blev, selv som voksen?

”Sig frem, babe!” udbrød Alfredo, helt spændt og åben.

”Jeg har en ekstranøgle inden hos min nabo, Sara. Hun ved hvem du er, og du skal bare gå ind og sige til hende, jeg bad dig om at hente ekstranøglen. Så kan du bare lave hvad du vil i min lejlighed, så du slipper for frokosten. Dermed lyver du ikke for din mor, når du fortæller hende, du i stedet tager over til mig! For det er jo stadig mit hjem, trods jeg ikke er hjemme…”

”Du er et geni og den bedste, Nora! Tusind, tusind, tusind tak! Love yoooou!” Alfredo snakkede fuldstændig ustyrligt, og var helt oppe at køre. Jeg var ikke i tvivl om, at han hoppede af glæde – nej, ikke overført betydning.

Jeg grinte let og steg ud fra elevatoren, der endelig var nået til tiende sal.

”Det er da så lidt, Fredo. Men lad nu hver med at split min lejlighed ad – jeg kommer hjem igen ved aftensmads tid. Så har du en tidsfrist, hvis nu du skulle smadre noget, og nå at købe en erstatning,” jeg smilte for mig selv. Alfredo mumlede bare noget utilfredst, der nok omhandlede et par ord omkring, om jeg ikke stolede på ham.

”Vi ses, dude, jeg skal ind til Zayn nu. Ha’ det godt til jeg kommer hjem, ikke? Og tag endelig løs af maden, jeg køber mad ind på vejen hjem,” jeg så afmålende på det fortalte nummer, Zayn havde været så sød at skrive ned til mig på en sms.

”Ja det gør vi! Og tusind tak igen, Nora, du er den bedste – Elsker dig!”

Jeg grinte bare, og lagde efterfølgende på. Kort sukkede jeg, og rettede let på mit løse hår, inden jeg ringede på døren. Utroligt nok var den nervøse følelse der - helt nede i mavesækken. Hvilket var en usædvanlighed i sig selv: jeg plejede aldrig at være nervøs. Især ikke når det omhandlede drenge. Jeg havde altid haft selvsikkerheden. Det havde aldrig været tider, hvor jeg stod og pillede lydløst ved kanten af min trøje, blot fordi nervøsiteten hang over mig – pga. en dreng.

Men det gjorde jeg denne gang. Og jeg kunne umuligt sige ordentligt til nogen af jer, hvor skræmmende anderledes det var for mig. Jeg plejede som sagt aldrig, at være nervøs omkring drenge. Derfor var jeg også ved at overveje grundigt, om det overhoved var en god ide, jeg allerede havde ringet på, inden jeg lige havde sundet mig lidt.

Kommet af med nogen af de nervøse trækninger.

Hvorfor mon jeg var så nervøs? Det var jo bare Zayn, han var ikke anderledes end nogen af de andre drenge, som jeg prøvede at date. Eller hvad det nu end var, jeg kunne tillade mig at kalde det, som Zayn og jeg gjorde.

Faktisk var det forkert at sige, på så mange måder, at Zayn ikke var anderledes. For det var han. Det fik jeg hurtigt en reminder om, da døren gik op, og den høje skikkelse stod i døren. De brune øjne var noget så varme, da de mødte mine grønne. Glæden lyste straks ud af dem, og tilføjede den sidste detalje, der skulle til, for at jeg kunne være helt overvældet af udseendet. Jeg måtte tage mig selv i at ikke at stå med åben mund, og dermed ligne en fisk.

Jeg sank en klump.

Zayn.

Han så bedre ud i virkeligheden, end i mine tanker. For ja, jeg havde tænkt på ham. Rimelig meget for ikke at holde tilbage med beskrivelserne. Mine ben var nær bukket sammen, så overvældet var jeg. Men for jeg ikke skulle være helt så kejtet, smilede jeg tilbage og hilste på Zayn.

”Det er godt at se dig, Nora!” fastslog Zayn, og trak mig uden tøven ind i et behageligt kram, da jeg gik tættere på ham.

Hans duft omsværmede mig kort efter, og jeg sank mine skuldre. Bekymringen for følelserne inde i mig forsvandt som en dug for solen, da Zayns velkendte parfume ramte mig. Trods det rent faktisk ikke burde fjerne alle bekymringerne uden videre, så gjorde den det. Og jeg anede ikke hvorfor, men det var der så meget af lige omkring emnet ”Zayn”.

”Jamen i lige måde da!” jeg svarede lidt efter Zayn rent faktisk havde sagt noget, så det lød lidt weird. Dog grinte Zayn bare af det, og lod en rødmende mig tøffe helt ind i lejligheden. Jeg lod kort blikke løbe omkring mig, før min jakke gik til Zayn, der stod og ventede på den. Alting lignede sig selv.

Og ja, jeg lød til at kende stedet godt. Men nu havde jeg også studeret alle hans ting, den dag han lod mig være alene tilbage i lejligheden, efter vores one night stand.

Og apropos dét: jeg havde aldrig troet, at jeg nogen sinde skulle blive venner med en, jeg havde haft sådan et hed one night stand med. Det lå langt fra inde for min normalitet, når det gjaldt mit natteliv. Som, i nok alle vidste, plejede jeg at lave den klassiske med, at smutte før drengen ved min side vågnede.

Og det havde altid lykkes uden nogen fejl.

Eller ikke, for det havde det ikke med Zayn. Men nu var det heller ikke fordi, der ikke var kommet noget godt ud af det. For trods jeg var forvirret omkring os, så var det jo ikke fordi, jeg lige frem synes det var dårligt, at vi havde lært hinanden nærmere at kende.

Jeg måtte bare finde ud af, hvad jeg ville gøre med mit liv – hermed også natteliv. For efter jeg besluttede at ses med Zayn, opdagede jeg, at det ikke kunne blive ved sådan her, som det var nu. Men det ville de så gøre, indtil jeg fandt på en løsning. Og det kunne tage tid at finde sådan en.

Men det måtte blive en anden dag.

Mit blik gled hen på Zayn, der stod og fulgte mig med øjne, da jeg tog mine vans af. Jeg var van til at have drenges blikke på mig, mest også fordi jeg havde naturligt blondt hår. Anyways, pointen i min fortælling var, at jeg plejede at nyde det – være lige glad og ikke reagere som sådan på det. Men som alt muligt andet omkring Zayn, var det anderledes denne gang. For jeg var virkelig ør i hoved, og varmen bredte sig hele vejen nede i maven.

Det var totalt forvirrende! Hvorfor var alting anderledes med Zayn?

Jeg mødte, imod mine indre stemmes protester, Zayns blik. Hans øjne kiggede fyldt op med henrykkelse i mine, og jeg overvejede, om jeg var ved at besvime. Hvad fanden skete der?

”Skal vi gå ind i stuen? Jeg har allerede gjort det hele klar, hvis du er klar,” lød det spørgende fra Zayn, der havde et hemmelighedsfuldt blik i sinde. Okay, så det han havde gjort klar, var helt sikkert en hemmelighed, indtil jeg valgte at følge med ham ind i stuen.

Gad vide hvad han kunne finde på…

Jeg fik mig endelig samlet mig ordentlig sammen, så jeg ikke virkede så nervøs og fraværende. Et stort flirtende smil gled hen over mine læber, og mine øjne kiggede udfordrende hen på Zayn.

”Jeg er klar, hvis du er klar.”

Hans grin fløj igennem luften, og han trak mig let i armen. Side om side gik vi ind i stuen, hvor det første mine øjne mødte, var stue bordet. For det var nemlig pænt dækket op med to glas, øl og et fad med lækkerier. Stearinlysene var tændt op, og det hele så vældig hyggeligt ud – faktisk så det ud til, at det hele ikke kunne blive bedre.

Men det kunne såmænd.

For da mit blik gled længere hen på den store hvide fladskærm, hvinede jeg højt samt lykkeligt. Som rent refleks hev jeg Zayn i armen, og hoppede kort op med en lykkelig mine, der blev efterfulgt af blikket på ham.

”Fifa? Seriøst, hvordan vidste du jeg elskede det?”

Jeg smilede så stort, så jeg nærmest var bange for at mine kinder fløj til vejrs. Og det sagde jo en del…

Zayn grinte bare, og prikkede mig sjovt på skulderen.

”Du har selv sagt det, fjolle. Og det er fifa 13, helt nyt og det hele, så skal vi ikke bare lade gamet begynde?” hans charmerende smil fik mig næsten til at dåne – næsten. Det ville jeg have gjort, hvis ikke det var fordi, der stod et helt nyt fifa spil og ventede på ham og jeg.

Jeg anede ikke helt, om jeg havde fortalt om min kærlighed til fifa til ham – eller jer der ude. Men jeg elskede i hvert fald spillet, som intet andet, og Melissa fik op til flere gange spat af mig. Hun mente jo langt fra det var særlig fedt, at elske fifa som pige. Hvorimod Alfredo selvfølgelig var på min side, og synes det var helt normalt samt cool. Men ja okay, han var trods alt også en dreng, men det var da normalt for en pige at elske fifa?

”Lad os det – Bered dig på at tabe, Zayn,” sagde jeg og kiggede atter udfordrende på ham. Han rystede grinende på hoved, og lod sine øjne borer sig ind i mine.

”Søde Nora, det bliver nok dig, der skal tage dig i agt.”

Jeg knep sjovt øjne sammen, og løb side om side med Zayn over i sofaen. Vi kastede os begge samtidigt i den lederbesatte sideplads, og greb ud efter et joystik hver. Dog var det en del latter imens. Selvfølgelig smilede jeg som en gal.

”Klar?”

Zayn så afventende på mig.

Uden at vide hvem han rigtig var oppe imod.

Jeg smilede djævelsk.

”Det kan du lige tro, taber.”

Zayn rynkede næsen pga. hans såkaldte kælenavn, men jeg sagde intet. Kiggede bare på ham, der underligt nok, stadig kunne se virkelig tiltrækkende ud, imens han lavede en spasser grimasse. Det var der ikke mange der kunne. Men det kunne Zayn.

Han var jo også anderledes end de andre.

Og jeg var ikke i tvivl om, det ville bringe problemer for mig – men stadig elskede jeg det.

_________________________________________

Aye søde læsere! 

Jeg ved, der er gået tid siden jeg sidste gang publicerede et kapitel - og det er jeg virkelig ked af!

Men jeg har i hele december måned skrevet på en jule movella, som jeg gerne ville fokusere på. Og den har så varet til her starten af januar, hvor jeg efterfølgende har haft skrive blogeringer...

And that's not funny at all...

Men de er heldigvis væk nu, da jeg har fundet ud af, hvad der skal ske i de næste kapitler - Yay!

Jeg ved, dette kapitel måske ikke er det bedste, eller mest kreative ever, men ja... håber nu I har nydt det anyways ;)

Og hvad tror I så nu: Kan Nora klare sig igennem dobbelt livet hun desværre har, når den verdens kendte Zayn er hendes nye crush? Eller hvad de nu er - tror I det kan gå fejlfrit?

Tak fordi I er så tålmodige med mig!

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...