The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1303Visninger
AA

7. Truth and Courage

Et behageligt lys, fik mig vækket nænsomt. Et øjeblik flakkede jeg lidt med øjnene, for at fremkalde hvad der var sket inden, da det væltede over mig. Manden med solbrillerne. Marco. Mit arbejde. Og den dér gyde. Shit! 

Jeg fór op, så en kvalme skød op i mig.

"Angelina! Ikke så hurtigt, ellers knækker du dig!" Hvinede Marco, inden han lagde sine beskyttende hænder på mine skuldre, for at holde mig stabil.

"Hvad er der sket?" Mumlede jeg, inden jeg tog mig til hovedet i smerte. En hovedpine dunkede løs, som tredivetusinde kirkeklokker. Marco blev stille, faktisk helt krybet sammen. Han sank ned på den stol, han havde placeret ved siden af min seng. 

"Du blev næsten kidnappet. En mand med et grumt overskæg, og nogle briller tog fat i dig, og slæbte dig med ind i gyden. han bedøvede dig så snart han fik fat i dig. Jeg fandt først ud af det, da i drejede rundt om hjørnet. Jeg ved ikke hvad han ville med dig, men han kom heller ikke langt. Jeg slog ham ned, men først efter en mindre slåskamp..." Jeg lagde pludselig mærke til et blødende sår på hans pande. Det var grimt, og ikke behandlet.

"Marco, du bløder jo!" Udbrød jeg, for at læne mig over ham, og tjekke såret. Det var dybt. Ingen anelse om hvad der kunne lave sådan et sår, men det var også lige meget. 

"Hvorfor har du ikke behandlet det, der kan gå betændelse i det!" Han viftede bare lidt med hånden som svar.

"Det er ikke noget, bare en skramme. Det var vigtigere at du vågnede" Sagde han heltemodigt. Bræk. 

"Sludder! Det er virkelig dybt Marco, det skal renses nu!" Spørg mig ikke, hvorfor jeg pludselig blev så sygeplejerske agtig! Har absolut aldrig i mit liv været på et hospital! Jo, da min mor døde. 

Mine ben svingede sig over sengekanten, hånden tog fat i Marcos krave, og jeg slæbte ham ud mod badeværelset.

"Det er altså virkelig ikke nødvendigt Angel. Jeg er vant til sådan nogle her skader" Prøvede han.

"Sæt dig her" Beordrede jeg ham og klappede på vasken. Han sukkede, satte sig så op på kanten. Hurtigt fik jeg grebet en klud, og skyllet den. Små lyde kom fra Marco, af at det faktisk gjorde ondt. Jeg gnubbede ekstra til, da noget grus havde sat sig i såret. Idiot. 

"Av! Angel, du må passe lidt på, det gør altså ret ondt!" Surmulede han. Jeg grinte bare varmt af ham. 

"Ja, men det skal ud! Det ville ikke gøre så ondt, hvis du havde renset det med det samme, istedet for at lege helt!" Han er da også for dum! Sidde og vente på at jeg vågner, når han har et grimt sår, der skal renses. Hvor dum kan man være!?

"Har du et plaster et sted?" Spurgte jeg.

"Inde på mit værelse. I kommoden anden skuffe" Jeg nikkede, forlod så Marco tilbage på vasken. 

 

***

 

Hans værelse var lagt hen i mørke, nok på grund af de tykke gardiner. Man kan jo ikke se en pind for sig her! Febrilsk svingede jeg de tunge gardiner til side, for at afsløre et værelse, jeg gerne ville have mørklagt igen. Det hele er jo så støvet at jeg ikke engang kan se farverne! Har manden aldrig hørt om husstøvmider!? Føj! Værelset var flot indrettet, hvis man så bort fra lugten af gammel parfume, som i resten af huset, og den støvede overflade. 

Jeg traskede hen mod kommoden, da noget fangede mit øje, i kanten af synsfeltet. Et billede. Et ret gammelt billede. Eller også havde tiden ikke været nådig ved det. Mit ansigt gik langsomt tættere på det. Det var en kvinde. En meget smuk kvinde. Hun havde langt mørkt, næsten sort hår, med proptrækkerkrøller. Hendes ansigt var glitrende af glæde, med et Mona Lisa smil, alle ville kunne falde for. Hendes kindben, var flot placeret og konstrueret, sammen med resten af hendes ansigt. Hvor var hun dog smuk. Man kunne stå og glo på det billede i flere timer. 

"Jeg ser du finder interesse i min Bella Donna" Marco's stemme, brød mig ud af min tankegang. 

"D-din hvad?" 

"Min Bella Donna. Hun er smuk ikke?" Han nærmede sig billedet og aede det med en sådan lidenskab, jeg aldrig har set før. 

"J-jo, det er hun. Hvem er hun?" Spurgte jeg, med forsigtig stemme.

"Min gamle flamme. Det kan man ikke engang kalde det. Hun var min muse. Alt hvad jeg stod for. Vi rejste sammen, rundt i hele Europa. Lavede musik og kunst. Vi var overbeviste om at vi skulle have børn og dø sammen" Et glimt tændte i hans øjne. Et glimt, der fik det hele til at blive så intenst. 

"Men skæbnen ville ikke have det sådan. Hun blev taget fra mig. En grum ulykke, der kostede hende livet. Min Bella Donna. Åh, min Bella Donna!" En tåre, gled ned af hans lidt rynkede kind. Jeg var som forstenet af historien. 

"J-jeg, jeg er virkelig ked af dit tab Marco. Hvis det kan trøste dig, så har jeg også mistet én, der betød meget for mig" Han smilede sorgfuldt til mig. 

"Sig ikke det var noget så simpelt som en kat" Han grinede uden humor.

"Nej. Nej, det var langt mere end det. Jeg mistede min mor da jeg var helt lille. Hun døde af kræft" Endnu en tåre gled ned af hans kind.

"De gode dør altid først" Mumlede han. Jeg nikkede for mig selv. Igen kiggede jeg på billedet, af den smukke Bella Donna, da jeg pludselig fik en bølge af genkendelse. Hun ligner da... Et navn stod skrevet nede i hjørnet, men skriften var for utydelig til at læse.

"Hvad hed din Bella Donna, egentlig i virkeligheden?" Spurgte jeg, med øjnene fæstnet til billedet.

"Hun hed Marie. Marie Vivienna"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...