The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1326Visninger
AA

10. This house no longer, feels like home

Jeg trådte ind ad døren til nu kun mit eget hjem. Hvis man da kunne kalde det et hjem nu. Det havde jo aldrig været mit hjem, bare et tilflugtssted. 

Synet af de kort Marco havde kastet fra sig i en fart, lå spredt ud over bordet. Jeg kunne næsten ikke udstå synet af det, så jeg styrtede op på næste etage. Automatisk stoppede jeg ved Marcos værelse. Uden at vide hvad jeg lavede gik jeg lige ind og stoppede foran billedet af min mor. Åh gud Mor, sig at Marco er sammen med dig nu. Han fortjener at være sammen med dig for altid. Han fortjener dig. I var sikkert et smukt par. Jeg ville elske at han var min rigtige far. På en måde er han det også. Han var mere min far, end Thomas nogensinde havde været. 

En tåre trillede ned af min kind. Hvorfor fanden er jeg begyndt at græde så meget!? Det er jo til at tude over! Når nej... 

Med et væmmelsens suk af mig selv, styrtede jeg ud af rummet, for at gå lige ind på mit værelse og smide mig i sengen. Jeg kunne ikke klare det her! Uden Marco, kunne jeg ikke komme videre! Han var det eneste jeg havde! 

Hulkene kom snigende, men jeg kunne intet gøre for at stoppe det. Efter godt en halv time, faldt jeg i en urolig søvn. 

 

***

 

Jeg vågnede igen om aftenen, med en dunkende hovepine. Jeg var endt nede på gulvet i søvne, men overraskende nok var jeg ikke vågnet. Smerten fra mit håndled skød pludselig op som et forfærdeligt vække ur. En grimasse og en lyd kunne ikke holde sig inde bag mine tørre læber, mens jeg tog mig til håndleddet. Uden en mine, traskede jeg ud i badeværelset. 

Jeg rodede i skabet for at finde noget at forbinde mit håndled med. Heldigvis havde Marco investeret i en førstehjælpskasse, med gazebind. Uden den fjerneste anelse om hvordan man bandt sådan noget, blev det akavet viklet rundt om hele håndleddet og det meste af hånden. Det så nogenlunde ud, da jeg tændte for vandet og trak lydløst det blodfyldte tøj af min tynde krop. Vandet var ligeså koldt som sidst, men det var som om min krop ikke reagerede på det. Jeg var i kokonen igen. Ingen kunne komme ind. Det eneste menneske der nogensinde havde kunnet, var nu blevet dræbt, i mine egne hænder. 

Mine tårer forsvandt ned i det kolde vand. Vandet var blevet en svag rosa farve, af Marcos blod, jeg havde på mine hænder. Det var min skyld at han er død. Hvis ikke jeg var styrtet ind i hans liv, ville han stadig gå ubekymret rundt, med sit liv i behold. Fuck, om jeg var død af kulde og sult på den lorte bænk, han fortjente mere et liv end mig! 

Hurtigt tørrede jeg min rystende krop, der først nu reagerede på det kolde vand, indtil jeg fangede mit spejlbillede. Mine øjne var helt mørke, mørkere end de plejede. Næsten sorte. Hvor så jeg ud. Uden nogen makeup, intet filter eller skjold, lignede jeg en bange mus. Føj.

Mine hænder prøvede at rede mit hår ud, men det var sat helt fast, da knolden var blevet revet ud. Min tålmodighed rakte ikke længere, da jeg til sidst greb det barberblad der lå på vasken. Med tårene som vandfald ned af mine kinder, skar jeg mit lange, mørke hår af i store totter. Jeg blev ved indtil der lå en bunke hår for mine fødder, og mit hår nu lå tjavset om mine skuldre. 

"MORDER!" Skreg jeg pludselig af mig selv. Uden nogen anelse om jeg skreg af mig selv, eller af manden der faktisk havde dræbt Marco, blev jeg ved med at skrige af mit spejlbillede.

"Du lod ham dø! Du gjorde ikke nok for at redde ham idiot! Du kan ingenting Angel! Du er FUCKING FORFÆRDELIG" Skreg jeg med mine lungers fulde kræft, inden jeg drejede om på hælen og styrtede ind på Marcos værelse med kun håndklædet om mig. Jeg smed mig i hans store seng, mens jeg prøvede at fange hans duft. Intet. Panisk rev jeg dørene op til at hans klædeskab, da én af hans trøjer faldt ud af skabet. Lige inden det ramte gulvet, fik jeg det grebet, og klamret ind til mig. 

Med trøjen klamret ind til mit bryst, smygede jeg mig ned under hans dyne. Stadig ingen duft. 

"Bliv hos mig Marco" Hviskede jeg mellem mine hulk. Som om at alt den sorg gjorde mig træt konstant, faldt jeg igen i søvn i Marcos seng, med hans trøje der havde en fjern duft af ham.

 

***

 

"Angelina, min skat, vil du komme lidt nærmere?" Spurgte min mors englebløde stemme. Jeg adlød med det samme, trådte nogle skridt frem mod skellettet, min mor. 

"Lid nærmere" Sagde hun igen, med en smil på læben. Jeg lænede mig helt ind til hende, så hun hviskede mig blidt i øret.

"Kæmp min engel. Kæmp selvom du ikke vinder kampen" Mine øjne blev store, mens jeg lænede mig tilbage, for at se hendes ansigt, trukket i et moderligt smil.

"Du bliver så smuk når du bliver voksen" Hun aede forsigtigt min kind, så et barnligt smil gled over mine små læber.

"Bliver jeg ligeså smuk som dig Mor?" Spurgte jeg med øjne så store som tekopper. 

"Smukkere. Du bliver den smukkeste pige i hele verden" Mine øjne endnu større.

"I hele universet!" Grinede jeg. Så smuk ville jeg gerne være. Hele universet var da ret stort ikke? 

"Vi må bede deres datter om at forlade stuen. Vi skal foretage nogle flere analyser" Lægens monotone stemme lagde jeg ikke mærke til i min alder, men det fik min mors smil til at falme gradvist. Jeg gav hende et knus, inden jeg drejede legende om på hælen og marcherede ud.

"Jeg elsker dig Mor!" Råbte jeg, inden jeg lavede hunør og travede ud fra stuen. Det var sidste gang, jeg så min mor. Det var alligevel et godt minde, det kunne jo være blevet meget værre. Jeg kunne have set hende drage sit sidste suk. Se hende dø for øjnene af mig. 

 

***

 

Pludselig vågnede jeg med et sæt op, til lyden af hovedøren der blev sparket ind. Lyden sendte mit hjerte op i halsen. Var det manden med solbrillerne der kom tilbage efter mig? Havde han fundet mig!? Min hjerne søgte instinktivt efter noget at forsvare mig med. Havde han ikke en kniv et sted? Mit hoved kiggede under sengen, men intet lod til at være noget. Da jeg hørte løbende skridt op af trapperne, greb jeg det første og bedste, en lysestage på natbordet. 

Døren svingede op, og en fuldt bevæbnet politimand, trådte ind med et gigantisk skydevåben for sig. 

"Det er politiet!" Råbte han. Ja, det står på din uniform smarte. Han så mig i forsvarstilling, med den beskedne lysestage, i forhold til hans pistol på størrelse med en champagne flaske. 

"Hun er her Sir!" Meddelte han. Han fjernede sin hjelm, så jeg så hans unge ansigt, der prydede med et stolt smil. Wow. Dagens helt hva'? 

"Hvad vil du mig!?" Min stemme var hæs og trodsig. Han nærmede sig, med hånden frem for sig.

"Hold dig fra mig!" Truede jeg, rettede så lysestagen mod ham. Han grinede bare hjerteligt.

"Tag det roligt Frøken" Han smilede et charmerende smil, inden han trådte et skridt tættere på mig, så han næsten kunne røre mig. Mine forsvarsinstinkter aktiverede.

"HOLD DIG FRA MIG!" Skreg jeg, inden jeg pandede ham én med stagen, så han røg i gulvet. Idiot! 

"Politiet! Smid våbenet fra dig!" Hans holdkammerater kom ham til undsætning, så min irritation skulle ud.

"Det ved jeg sgu da godt, det står på jeres uniform, idtioter!" Råbte jeg vredt, mens jeg knugede lysestagen.

"Miss, læg deres våben" Advarede ham, der skulle ligne den øverst befalende. Jeg svarede ikke, holdt bare fast i stagen. Min krop rystede af de løbende aktioner. Jeg var lige vågnet fra en drøm, jeg var altså lidt rundt på gulvet!

"Miss, jeg gentager, læg deres våben" Gentog han, mens han holdte sig på behørig afstand, sikkert på grund af synet af sin bevidstløse kollega. 

"Thomas, vi har fundet hende!" Kaldte en anden. Thomas? Lyden af hans navn, sendte et jordskælv ned gennem min rygrad. Mit hjerte faldt ned i mellemgulvet, da den koldøjede mand, kom til syne i døråbningen. 

"Angelina! Gudskelov, jeg fandt dig!" Jeg var stoppet i alle bevægelser. Frosset til jorden, som hans typiske indflydelse på mig. Han kom hen til mig, fjernede mit våben med en bevægelse, og krammede mig hårdt. Jeg sad bare i sengen med kun mit håndklæde om mig, Marcos trøje på mit skød og forvirrede øjne.

"Du må aldrig løbe hjemmefra igen! Se hvad han har gjort ved dig!" Hans bekymrede stemme, var helt malplaceret. Passede slet ikke sammen.

"Vi må få dig hjem med det samme!" Han løftede mig op, men inden han nåede at nå særlig langt, hoppede jeg ned uden et ord, for at hente billedet af min mor ned fra sin plads. 

"Hvad laver du Angelina?" Spurgte Thomas forundret, indtil han så billedet  og trøjen jeg knugede ind til mig, som et forkælet barn. Han smilede bare stift, inden han igen løftede mig op i sine arme. Holdt nu ekstra fast i mig, så jeg ikke ville smutte fra ham igen. Hans fingre borede sig ind i siden på mig, så jeg gav små gisp fra mig. 

Da vi nåede udenfor, var hele huset omringet af både ambulance, brandbiler og politi. Paparazziaer havde opsnuset begivenheden, og stiplet sig sammen foran døren. Blink og blitz gik af da vi trådte ud. Pludselig begyndte jeg at komme til mig selv, og forstå hvad der var ved at ske. Thomas ville hente mig hjem! Aldrig i livet! 

Jeg begyndte at vride mig ud af hans greb, så jeg klaskede ned på jorden. Så nu var jeg helt mudret til igen. Fantastisk. 

"Angelina! Hvad sker der!?" Thomas bekymrede stemme, var så falsk at alle burde kunne høre det, men nej. Jeg var den eneste som altid, der kendte til hans virkelige væsen. Han bukkede sig ned for at gribe fat i mig igen, men jeg undveg smidigt og kravlede hen af jorden, så håndklædet blev helt beskidt og brunt. Han så ud til at kæmpe med sig selv, inden han kiggede op mod folkene.

"Én eller anden, få fat i noget tøj til hende!" Kommanderede han. Han vendte tilbage til mig, der stirrede trodsigt på ham.

"Hvis du ikke tager dig sammen, skal jeg sørge for at du aldrig kommer udenfor igen" Hviskede han, med en isnende stemme. Han stirrede ind i mine øjne, sendte sine iskrystaller ind i mig og frøs mig til stedet. 

"Vi har jo været igennem det her før Angelina. Du ved godt hvad der sker, når du ikke føjer mig" Hans kolde hånd, greb hårdt fat i mit brækkede håndled. Jeg gispede, men sagde ikke noget, kiggede ham bare trodsigt i øjnene. 

"Her Sir" Én af politimændene rakte ham en lille bunke med tøj. Han foldede det under armen, inden han trak mig op på mine spinkle ben, og slæbte mig hen til én af ambulancerne, for at skifte mit tøj. Hårdt skubbede han mig ind i den tomme ambulance og smækkede dørene i. Han havde givet mig tøjet i hænderne. 

Da jeg var færdig, stod jeg i en forfærdelig stram skjorte, med en irriterende sløjfe om halsen, og en kort nederdel. Jeg følte mig som et kæledyr, i det her stads. Når ja, og så nogle sorte høje hæle, fra et eller andet dyrt sted. Men sorgen over Marco havde gjort mig helt viljesvag, og Thomas hjalp også godt til.

Da jeg trådte ud, spillede alle mændene et fjoget smil, mens Thomas nikkede anerkendene. Bræk, han havde sikkert taget det her tøj med! Det var lige hans stil. Jeg klamrede stadig billedet og trøjen ind til mig, det eneste jeg havde tilbage fra huset, inden jeg skulle forlade det for altid. Tårer begyndte at trille ned af mine kinder, mens jeg studerede det alligevel smukke casino. 

"Miss, jeg må bede dem om at sætte dem ind i deres fars bil" Ambulancemanden greb mig blidt i armen, inden han forsigtigt skubbede mig ind på passager sædet, i den store BMW. Dér sad jeg, låst inde, på vej mod mit gamle liv. Men jeg vidste at ingenting ville blive som før. Aldrig nogensinde igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...