The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad? Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1280Visninger
AA

11. Revenge

"Angelina!" Lød Peters velkendte stemme fra køkkenet, da vi trådte ind i entréen. Han susede ind foran mig, for at omfavne mig i sine berømte kram. Jeg gengældte med et svagt smil.

"Hvor er jeg glad for at se dig igen!" Tårene trillede ned af hans kinder, mens han næsten hoppede af glæde. Thomas hostede engang for at gøre opmærksom på sig selv, så Peter trak sig forsigtigt fra mig. 

"Før Angelina op på sit værelse" Befalede han kort, nu med sit typiske ansigtsudtryk klistret på igen. 

Peter skubbede mig blidt i ryggen op mod værelset, mens smilet ikke kunne fjernes fra hans mørke ansigt. Når ja, jeg har aldrig sagt at Peter er fillipiner. Da han svingede døren, troede jeg et sekund at det var det forkerte værelse. Men nej, det var mit. Rummet var blevet suget for personlighed, kun min seng var den samme. Jeg trådte ind i det uden en mine, kiggede flygtigt rundt i buret, inden jeg sank ned på sengen. 

"Hey, Angel hvorfor er du ikke glad? Du er hjemme igen!" Peter satte sig ved siden af mig, med et varmt smil. "Løvinden er blevet tæmmet" Havde jeg lyst til at sige, men lod være. Min mund var som syet sammen. Peters smil falmede, lagde så sine arme om mine skuldre.

"Det skal nok blive godt det hele. Thomas er måske stadig den djævel han er, men jeg er her jo" Prøvede han, men det prellede af som vand på en gås.

"Du aner ikke hvad der er sket. Jeg dræbte ham Peter" Mine blanke øjne plantede sig i hans chokoladebrune, så han så sorgen og smerten i dem. Han kiggede undrende på mig.

"Du har ikke dræbt nogen Angel! Det ville du ik..." Begyndte han, men jeg afbrød ham, med en tonløs stemme.

"Han døde i mine hænder Peter, og jeg kunne intet gøre. På grund af min lorte berømmelse som den psykopat har tildelt mig, døde han. Han DØDE Peter! Den mand var mere en far end nogen anden har været før! Han kendte Mor!" jeg skreg til sidst, inden jeg knækkede sammen i gråd. Peter aede bare min ryg.

"Hvem er det du taler om?" Spurgte han med lille stemme.

"Han hed Marco" Svarede jeg mellem mine hulk. han svarede ikke kiggede bare ud i luften. Der blev en lang pause, der næsten var ved at kvæle mig.

"Jeg kan ikke klare det mere" Sagde jeg henvendt til mig selv, inden jeg løftede mig fra sengen, og løb ned af trappen. Jeg var ude i køkkenet på to sekunder og hentede den skarpeste kniv i skuffen. Med det kolde blad i hånden trak jeg vejret dybt ned i lungerne. Min hånd løftede sig op til min hals. Han skal aldrig gøre mig fortræd igen. Ikke når han ikke kan røre mig. Peter nåede ned af trappen og spærrede øjnene op ved min spontane og dramatiske adfærd.

"Angelina, hvad laver du!? Stop det! Du er ikke klar i hovedet!" Hans øjne strålede af rædsel.

"Jeg kan ikke mere! Hvis jeg forsvinder er der ingen der vil savne mig! Marco døde på grund af mig!" Mine tåre strømmede bare ned af kinderne. Han trådte et skridt tættere på mig.

"Angelina tænk på hvad du gør. Du vil fortryde det" Sagde han med en rolig stemme. Mit hoved var ved at sprænge af tanker, anede ikke hvad jeg skulle lytte til.

"Din skyld. Hvorfor forlader du ikke? Hvad nu hvis du ser ham igen? Gør det. Men hvad med Peter? Hvorfor flygter du? Kan du ikke kæmpe? Som Mor sagde" Alle tanker var som millioner af stemmer, der prøvede at overdøve de andre, så de blev højere og højere. Til sidst skreg jeg bare, mens jeg sank ned på gulvet, med kniven der klirrede ned på gulvet. 

"Gå ud af mit hoved! I ejer mig ikke!" Skreg jeg. Peter styrtede hen til mig, for at fjerne håret fra mit ansigt. 

"Angelina, hør på mig" Han løftede min hage så jeg så ham lige i øjnene. 

"Du er værd. Høre du mig, du skal ingen steder, du bliver lige her. Intet er din skyld. Du er det bedste og smukkeste menneske jeg nogensinde har mødt" Jeg kiggede ham i øjnene, med forundring. Et svagt smil gled over hans læber.

"Du ligner din mor så meget. Begge så fandens overdramatiske. Hør Angel, du skal nok klare den. Den feje vælger denne her udvej" Han løftede kort kniven, lagde den så roligt ned igen. 

"Hvis du gør det mod dig selv, ville du gøre mere skade end gavn. Livet er fantastisk, man misbruger det ikke" Forklarede han. Jeg nikkede kort, med tårerene der var stoppet. Han krammede mig varmt, mens han plantede et kys på min kind.

"Det hele bliver godt igen. Tro mig" Jeg gengældte krammet med en sådan intensitet, at han sikkert var ved at blive kvalt.

"Hvad laver i, jeg ikke er med til?" Lød den kolde stemme, jeg ikke længere var bange for. Peter trak sig hurtigt fra mig, og blottede mig for Thomas. 

"Hej. Far" Svarede jeg tonløst, mens jeg stirrede ham lige op i øjnene med ingen angst overhovedet.

"Hvorfor ligger den kniv dér? Sig ikke at du har været så fandens dum at prøve at begå selvmord vel Angelina?" Jeg nikkede kort, uden en mine. Han sukkede overdramatisk inden han kiggede hen på Peter, der stod med hænderne legende med hinanden, som de altid gør når han bliver nervøs.

"Lad os være alene Peter. Jeg skal tale med min datter. Alene" Befalede, inden Peter modvilligt forlod køkkenet og op ovenpå. Jeg ville normalt være ved at dø af skræk, men ikke længere. Han kunne rende mig.

"Du er så grim når du græder" Brød han tavsheden med. Jeg nikkede bare kort af ham. Han havde vel forventet at jeg svarede spydigt igen, men nej. Istedet smed han endnu en pil mod mig.

"Hvorfor tror du at du har det så hårdt? Du har det hele. Du får alt hvad du peger på, men du er aldrig tilfreds. Bare fordi du ikke har en mor! Hvad med mig!?" Han begyndte pludselig at snakke helt følelsesmæssigt, hvilket overraskede mig lidt.

"Jeg var der også husker nu nok!? Jeg har altid været her, men du har aldrig værdsat det! Det eneste du har tænkt på er Mor! Jeg elskede hende også!" Var det en tåre jeg så på hans kind? Jeg havde vidst ramt et ømt punkt, uden at sige noget. Eller at pilen han sendtre mod mig, vendte retningen mod ham selv. 

"Jeg har gjort alt for dig! Givet dig alt! Jeg har prøvet at være en far!" Hans ord fik mig til at løfte et øjenbryn. Det er jo bare løgn!

"Det var godt at den vagabond endelig døde! Han fortjente det! Han prøvede at tage min kone fra mig!" Hans ord fik mig til at spærre øjnene op.

"Jeg burde have gjort det selv! Jeg ville nyde at skære hans hals op!" Jeg stillede mig op, med sammenbidte tænder, og kniven i min hånd. 

"Hvor vover du?" Hvislede jeg. Han kiggede undrende på mig. 

"Hvabehar?" 

"Hvor vover du!" Råbte jeg, med sammenbidte tænder. Jeg knugede om kniven, så den sitrede.

"Hvad siger du Angelina? Jeg hører kun folk der føjer mig" Provokerede han. Mine øjne lynede af vrede.

"HVOR VOVER DU!?" Skreg jeg for mine lungers fulde kræft.

Min hånd affyrede kniven mod væggen, men noget kom i vejen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...