The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad? Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1292Visninger
AA

3. No, your not...

"Hvad er det Angelina?" Hans kolde forretningsstemme, der var alt for brugt, lod klamme kryb, klatre ned af min rystende ryg. Mine tårer stoppede med det samme, ved hans tilstedeværelse. Sådan gjorde han altid. Han gjorde mig hård. Ligesom ham selv. Men jeg var ikke som ham. Havde et hjerte. 

"Ingenting" Sagde jeg kort, mens jeg kiggede ned i Peters skulder. Jeg løsrev mig fra ham, inden jeg drejede om mod trappen. 

"Vent lige Angelina" Jeg frøs i mine bevægelser, ved lyden af hans stemme. Han havde altid den virkning på alle. Frøs alle til is, ved hans kolde sind. Som om han var magisk. På den kolde og skræmmende måde. Jeg vendte mig langsomt om mod ham, der pegede på mig. Det sendte endnu et sug igennem mig, ved hans uønskede opmærksomhed. 

"Du ved godt du ser elendig ud når du græder ikke? Det klæder dig ikke min skat" Hans "Min" fik mit blod til at pumpe. 

"Jeg er ikke din. Og jeg græder præcis som jeg har lyst til" Jeg sendte hans egne kolde bølger tilbage direkte mod ham. En dyst med øjnene var begyndt mellem os. Som en distanceret duel, med den der kunne sende de koldeste blikke der vandt. Et flashback overmalede min nethinde et øjeblik.  

Hans øjne borede sig drillende ind i mine, som vores leg krævede. Et grin kunne ikke holde sig inde i min lille, runde barnemund. 

"Du blinkede!" Min barnlige og lyse stemme, strålede ud i verden, som denne her gang var på legepladsen. De andre børn sendte os misundelige blikke. Jeg var glad for at være lykkelig. Min far og mor var mine helte. Det var de altid. De reddede mig altid når jeg faldt ned ad trappen og slog mit knæ, eller når drengene hev i mit hår. Det var sommer, og jeg havde is i hele hovedet fra før, men det lod ikke til at irritere mig. Hvem bekymrede sig også om man lignede en klovn, når man var tre?

"Okay, du vandt! Men du ved, at jeg stadig er mester!" Han blinkede en gang til mig, inden han lagde sin finger på min lille næse. Den lå let og trygt, som en sommerfugl, der lige havde brug for et hvil, inden den fløj igen.

 

Min hjerne kom tilbage, til duellen, med den før smilende far. Jeg ville have kaldt ham far, hvis han var det. Men det dér var ikke min far. Det var Thomas Jones. En kold forretningsmand, med alt for mange ambitioner. 

"Du ved godt du ikke skal udfordre mig ikke? Jeg har dine penge. Jeg har dit værelse. Jeg ejer det hele. Jeg ejer også dig" Jeg spændte musklerne i hele min krop, som et beskyttende skjold, til min skrøbelige sjæl. 

"Du ejer mig ikke. Der er ingen der ejer mig" Jeg holdt hans blik fast, sådan som han selv havde lært mig det bedst. Jeg havde lært af den bedste, kan man sige. Et hånligt grin, lød fra ham ud i rummet, der fik Peter til at krympe sig.

"Og det er derfor at flere forskellige drenge ender i din seng, flere gange om ugen? Er det dét du kalder at være sin egen? Du er ligesom en prostitueret Angelina. Du tror du er fri ved aldrig at skulle binde dig til nogen, men du er bundet til følelsen, af at være flygtig hele dit sølle liv. Du spilder dit liv, og bringer hele familien vanære min skat" Hans hånlige grin, frembragte en masse edderkopper, der kravlede langsomt ned af min ryg. Han havde talekunsten i sin hule hånd. Men han løj.

"Jeg er ikke billig! Hvem har måske fået mig så langt ud, ved at jeg aldrig må vise de følelser du ikke selv har!?" Jeg kastede ud med armene, for at understrege min mening. Hans blik, blev mørkt og dystert.

"Du får 3 sekunder til at tage det i dig Angelina. Ellers er det ud" Jeg fnøs hånligt. Som om han ville kunne smide mig ud. Det ville komme ud i alle bladene, så den sukkerpæne facade ville blive brudt med det samme. Den han havde bygget op, siden mor døde.

"Jeg vil aldrig skjule for sandheden! Det fortalte du altid jeg skulle huske da jeg var lille! Indrøm det nu bare!" Jeg trådte et skridt tættere på ham.

"Et.To" Jeg stirrede trodsigt på ham. Det ville han aldrig gøre. ViIle han?

"Jeg mener det Angelina. Du vil blive alene, uden mig" Et slesk smil, gled over hans læber der fik mine årer til at at fryse. Han mente det. Alligevel holdt jeg fast. Jeg ville ikke falde. Uden at være sikker på at han ville gribe mig. 

"Far... Du mener det ikke.. Du ville ikke.. Smide din egen.. Datter ud..?" Jeg hakkede i ordene, bange for svaret.

"Tre" Hvis det her var en film, ville domklokken nu lyde som en gong gong, og krakelere hele facaden. 

"Ud. Jeg vil aldrig se dig igen" Han pegede ud mod døren, med sit isnende blik, der kravlede ind i mit sind, gennem mine skræmte øjne. Jeg var frosset til jorden, med det samme ansigtsudtryk, som om at alt i mig var blevet stoppet. Jeg kunne ikke engang høre mit eget hjerteslag, selvom der var helt stille i rummet, så man kunne høre en nål falde til jorden. 

"Undskyld Mr. Men lad mig pakke en taske til Miss. Angelina" Peters stemme var underdanig som aldrig før, mens han gned hænderne nervøst mod hinanden. 

"Ja Peter. Jeg vil ikke have noget af hende tilbage. Det hun ikke får med, smider du ud" Han grinede hånligt igen, der fik mig til at ryste ekstremt meget. Peter nikkede, skubbede mig så blidt i bevægelse ud mod hoveddøren. Jeg fulgte med, uden nogen længere modstand. Han efterlod den frosne udgave af mig, ude foran, gik så ind for at pakke mine ting. 

Imens jeg stod dér, begyndte jeg at langsomt at tænke igen. Hvor skulle jeg nu være? Jeg havde ingen steder at tage hen. Ikke nogen som helst steder. Skulle jeg nu være hjemløs? Eller ville nogen tage imod mig, som jeg plejede? Eller var jeg ingenting, nu hvor min far ikke længere var min far?

Peter kom ud igen, med en sportstaske til mig, med de vigtigste materielle ting. Han rakte mig den venligt, med et svagt smil på læben.

"Løb Angelina. Du er fri. Pas godt på dig selv" Han krammede mig varmt, som en rigtig ven ville gøre. En tåre gled ned af mit udtryksløse ansigt. Peter ville jeg sådan savne. Han havde altid været den eneste der virkelig var min ven. Han havde så også kendt og passet mig siden jeg var... 3.. Da mor døde. 

Jeg smilede svagt til ham, men et ægte ét. Mere ægte, end jeg havde smilet de sidste måneder.. Eller måske år.

Jeg drejede om på hælen, ud mod firheden. Peter havde ret. Var fri. Fri for en gangs skyld. Ikke fri som Thomas sagde, men som i rigtig fri. Jeg var en fri fugl.

Jeg fik et større smil, svingede så tasken op på skulderen, for at traske ud i virkeligheden. Jeg skulle nok klare mig! Det ville være nemt, at finde et sted at bo, med så mange venner jeg havde. Jeg var jo Angelina Vivienna for fanden! Jeg klarede mig altid, på den ene eller anden måde. Ikke?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...