The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1320Visninger
AA

6. Nightmares

"Nej, gå væk!" Jeg holder hænderne for ansigtet, ved synet af Thomas. Hans djævelske smil brænder sig ind i mig som ild, mens hans hvislende ord, giver mig kryb bag ryggen.

"Vi er ens Angelina. Du kan ikke løbe fra det" Hans stemme runger ud i det uformelige rum. Nej. Jeg er ikke som ham!

"Nej! Gå væk, jeg vil aldrig blive som dig!" Skriger jeg, med en startende gråd. Han rækker sin hånd frem, så den strejfer min arm. Iskold. Som om jeg er blevet frosset til is, fryser jeg ved hans berøring. Det hele bliver helt roligt inde i mig. Men der er altid tomt for vand, inden bølgen kommer. 

"Jeg sagde: GÅ VÆK!" Hvæser jeg, for derefter at slå ham med en knytnæve, i ansigtet. Hans ansigt krakelere som glas, og afsløre bag sin facade, et lager af iskrystaller. Et gisp kan ikke undgå at efterlade mine læber. 

"Vi er ens Angelina. Se min datter, du er det samme" Han aer mig over kinden, der ved hans berøring krakelere ligesom hans. Iskrystaller. Nej, det kan ikke være rigtigt!

"Nej! Jeg er ikke som dig! Jeg VIL ikke være som dig!" Tårene strømmer ned af mine kinder, der er så kolde at tårene fryser til perler. De falder ned på det farveløse gulv, og går i tusindvis af stykker. 

"Nej. Nej, nej, NEJ!" Jeg tager mig frustreret til ansigtet, der nu krakelere fuldstændig. Jeg taber ansigt. Bogstaveligt talt. 

"Vi er ens. Vi er ét" Jeg kan ikke længere tale eller græde, for mit isnede ansigt. Hvis man da kan kalde en glat overflade af is, for et ansigt. Han lægger igen sin hånd på min skulder. 

"Intet kommer imellem os. Vi skal være sammen. For altid" De sidste ord runger, ud i det uendelige rum. For altid. For altid?

"Angelina? Halo, senôrita, vågn op!" Jeg blev rusket hårdt i da jeg endelig kom til mig selv, så jeg var ved at få et knæk i nakken. 

"Ja, Ja, jeg er vågen!" Mumlede jeg, mens jeg prøvede at orientere mig. 

"Jeg hørte at du råbte, så jeg skyndte mig op for at se hvad der skete, og så lå du og skreg med tårer i øjnene" Han holdt godt fast i mine hænder. Jeg vristede dem fri, stadig lidt rundt på gulvet. Har jeg grædt og skreget i søvne?

"Jeg græder ikke" Min stemme var ikke så overbevisende som jeg ville have den, der fik Marco til at grine varmt.

"Angel, ALLE græder! Selv jeg!" Han sagde det som om at han ALDRIG græd. Bræk.

"Ja ja, okay så. Er der morgenmad?" Så snart jeg sagde det, fortrød jeg dybt. Flot Angel. Du kan ikke lyde mere forkælet.

"Undskyld, jeg mener skal jeg lave morgenmad?" Jeg prøvede at smile halvhjertet. 

"Du kan prøve, men der er ikke mere grød tilbage, så du må hjælpe mig med at få stjålet noget" Han smilede charmerende, blinkede så en gang. Stjæle? 

"Er der virkelig ikke en anden måde at gøre det på, istedet for at stjæle?" Prøvede jeg.

"Hvad vil du gøre? Få et arbejde? Der er ingen der vil ansætte sådan nogle som os" Han lød opgivende, som om at han havde forsøgt utallige gange. Men han kender mig ikke. Jeg kan mere, end han lige tror. Måske ligner jeg en forsvarsløs barbiedukke, men der ligger i den grad mere under. Som sagt, jeg er en løvinde, jeg skal kunne forsørge min familie!

"Jeg tror nu godt, jeg kan få nogle chefer snøret" Et selvsikkert smil, gled over mine læber.

"Okay så, vi får gjort dig anstændig, og så finder vi dig et arbejde!" Igen fik han det prisvindende smil, inden han trak mig ud af sengen. 

"Du er helt kold Angel, har du frosset igennem natten?" Jeg trækker bare på skuldrene som svar, inden jeg bliver trukket ud mod gangen. 

 

***

 

Jeg blev skubbet ind i et åbenbart badeværelse. 

"Du har et badeværelse!? Du kan da ikke være fattig!" Han grinede varmt, inden han pegede ud mod en kæmpe spand, med regnvand, og en slange. Når, okay. Vent, Skal jeg BADE i det!? Det er jo pisse hamrende koldt!

"Nej, nej Marco, det kan jeg ikke! Det er jo alt for koldt!" Pev jeg, for derefter at prøve at smutte ud igen, men en hvis sigøjner, stod i vejen.

"Du skulle gøres pæn ikke? Du ville ikke stjæle? Så er det her prisen! Alt har en pris Angel, det må du lære!" Han smilede djævelsk, inden han skubbede mig ned i det slidte badekar. Panikslagen som jeg var, kartede jeg bare rundt i kummen, for at komme op. Jeg kunne ikke engang få tøjet af, inden han lod vandet løbe. Jeg skriger normalt ikke, men her kunne jeg ikke holde noget som helst inde. Jeg skreg så højt, at Marco holdt sig for ørene.

"MARCO! Det er PISSE KOLDT!!" Grin fløj ud af munden på ham, inden han listede lige så stille ud af rummet.

"Jeg lader dig få et ordentligt bad UDEN tøj, alene!" Jeg kastede noget vand efter ham, han til min store ærgelse undveg uden større anstrengelse. Fnis lød fra ham, inden han omhyggeligt lukkede døren. Virkelig. Fuck ham. 

 

"Er du blevet færdig?" Lød Marco udenfor døren. 

"Ja, men du har vel ikke tilfældigvis noget tøj, jeg kunne låne? Mit eget kan man ikke rigtig kalde anstændigt..." Mit eget tøj, var så beskidt og stank af lort at der kunne bo rotter i det. Føj. 

"Faktisk! Så ja! Der er noget gammelt tøj forladt her i casinoet!" Jeg hørte han gik, og kom tilbage efter noget tid.

"Her! Jeg tror det passer!" Han åbnede døren på klem, så jeg lige kunne snuppe tøjet. 

Valget undrede mig lidt. En skjorte uden ærmer, en nederdel med seler og så nogle højhælede snøresko. Faktisk ret pænt af ældgammelt at være!

Jeg trak mig hurtigt i det, for så at gå videre til ansigtet og håret. Tja, jeg havde ingen makeup, men det var egentlig heller ikke problemet. Det var mere håret. En fuglerede, med knuder over det hele. Skønt.

Jeg fik det børstet nogenlunde igennem, men det var helt umuligt, at få det ordentligt. 

"Har du brug for lidt hjælp?" Marco lænede sig op ad dørkarmen, med et skævt smil. Jeg nikkede tøvende.

Som om at han havde gjort det i hundrede år, fik han sat mit mørke hår, op i en flot pjusket knold.

"Mange tak Marco" Jeg vendte mig om for at give ham hånden. Første gang, jeg henvendte mig rigtig til en anden person.

Han grinede hult af min opførsel.

"Jamen, det var så lidt Bella! Lad os nu komme afsted, så vi kan få noget morgenmad!" Smilede han bredt. Jeg nikkede med et ægte smil.

 

 

***

 

"Vent, vil du have det lille møl dér, ansat i min restaurant? Ikke tale om, det er en anstændig forretning, ikke et sted for sigøjnerpiger!" Manden, der tydeligvis var ejeren af restauranten var ikke den mest nemme at tale med. Tydeligvis mandschouvannist. 

"Jeg sagde jo at det her ikke var en god idé. Nu har jeg prøvet, men jeg tror ikke du kan rokke ham..." Hviskede han i mit øre. Et selvsikkert smil gled over mine læber. 

"Hvad nu hvis jeg servere i en time gratis? Hvis jeg klare mig godt og får glade kunder, så ansætter du mig, som enhver anden retslig arbejder. Og ellers..." Jeg trak lidt op i min nederdel, for at hentyde. Hans grådige øjne, blev pludselig store, og med endnu mere grådighed i dem. Marco holdt mig advarende på skulderen.

"Tror du nu det er en god idé? Han kan let snyde dig til at tabe?" Jeg vendte mig om mod ham, med et hånende grin. 

"Snyde mig? Søde Marco, glemmer du helt hvor god jeg er til at bluffe? Jeg har helt styr på det her. Husk, alle regler gælder" Et legende smil, kunne ikke lade være med at spille mine læber, inden jeg greb bakken og begyndte mit arbejde. Nu skal du fandme bevise dit værd Angel! Smilet på så godt, som du husker og på med charmen! Det er jo ligesom til Thomas pressekonferencer! 

 

Nogle folk genkendte mig faktisk så de lovede at lægge lidt ekstra som drikkepenge. Flere og flere mennesker strømmede til ved at se glæden omkring hele restauranten. Jeg legede med børnene når de ikke kunne sidde stille, mens de ventede på maden. 

"Hvad skulle det være hr?" Manden smed avisen fra sit ansigt, så det viste et par solbriller og et perfekt klippet overskæg.

"En latte tak" Sagde han kort, men blev ved med at holde mit blik, trods solbrillerne. Hurtigt droppede jeg kontakten, sagde tak og smuttede ud bagved. 

Marco og Ejeren havde tabt kæberne, da jeg vendte tilbage.

"Nå, helt ubrugelig er en sigøjnerpige ikke, hva'? Jeg skal bare lige aflevere den her og så er jeg færdig!" Et smil bredte sig på mine læber, mens jeg rodede med kaffemaskinen. Jeg rendte ud igen med kaffen, valsede så tilbage og slog på klokken. 

"SÅ! Hvordan var det!?" Smilet kunne ikke holde sig inde hos mig. Jeg har tjent mine egne penge! Thomas ville gå i koma, over at se mig nu! HA! Ejeren var stum. 

"E-e-ehm... Du, du får det..." Han kløede sig undrende i nakken. Et lille hvin fløj ud af mig, mens jeg smådansede rundt på stedet. Marco susede over for at omfavne mig, og svinge mig rundt.

"Si si Bella! Du er fantastisk!!" Vi grinede begge og hoppede rundt i hele restauranten. 

"Men du afslutter resten af din vagt så!" Lød det fra Ejeren.

"Javel Hr!" Råbte jeg, mens jeg lavede hunør. Igen begyndte jeg med arbejdet, med et nu endnu større og ægte smil.

 

***

 

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Det var fantastisk! Og jeg har tjent nok til at vi kan spise på restaurant!" Hvinede jeg for tredje gang, på vejen hjem. 

"Du var virkelig fantastisk Angel! Bella, du er min engel!" Han krammede endnu en gang mine skuldre. Og jeg tog imod det. Han var virkelig blevet en god ven. Næsten som en far. 

Vi nåede hen til en sidegade, som vi gik forbi uden nogen som helst forventninger til hvad der skulle ske.

"Tror du ikke vi kan få købt noget ordentligt sengetøj så? Ikke mer' støv i håret!" Jeg skulle til at svare, da jeg blev hårdt grebet i, ind mod sidegaden. Et skrig skulle til at forlade mig, men en hånd blev holdt foran mig. En døsende fornemmelse flød over mig, men jeg nægtede at lystre den. Jeg kiggede op mod ansigtet, der havde i sinde at bortføre mig. Manden med solbrillerne. Sort. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...