The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1302Visninger
AA

4. Maybe not?

Jeg traskede ned af gaden, med opløftet pande. Jeg var fri! Jeg kunne gøre hvad fanden jeg ville! Det var en skøn følelse, ikke at skulle være afhængig af Thomas mere. Men jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre nu. Skulle jeg sove på gaden? Nej, det skulle jeg ikke tænke på endnu. Alt for mange bekymringer.

Jeg hoppede forbi vinduerne, med alle de flotte kunstværker, der prydede gaderne. Solen var langsomt ved at gå ned, så lysene blev tændt rundt omkring. Det var så forfærdelig smukt. En lille sult gnavede sig igang, nede i min mave. Jeg traskede ind i den nærmeste kiosk på hjørnet, for at lette den knurrende fornemmelse. 

"Det her tak" Ekspedienten, som var en gammel inder, kiggede et øjeblik granskende, blottede så sine alt for hvide tænder, i et stort smil.

"Angeliiiina! Nej nej, du skal ikke betale! Hils din far fra mig!" Han skubbede tingene hen til mig, stadig med et kæmpe falskt smil. Jeg smilede bare tilbage som tak, inden jeg hurtigt var ude af butikken igen. Hils din far, tsk! Thomas var fortid nu! Jeg skulle vise ham, at jeg kunne klare mig selv, uden hans berømmelse! 

Ude i siden af mit synsfelt var der en samling grønne farver, jeg hurtigt fandt ud af var parken. Det var mange år siden jeg sidst havde været der. Sidste gang, var en måned inden mor døde. 

Jeg kunne ikke stå imod fristelsen af at se det hele igen, svingede så tasken over skulderen endnu en gang, inden jeg med beslutsomme skridt, traskede hen mod parken. 

Bladene raslede fra vinden i træerne og buskene, som gav en dejlig rolig stemning. Den røde aftensol, gjorde så det hele fik en rødlig blodappelsinagtig farve over sig. Uden at tænke videre over det bandt jeg mine sko op, tog dem af, og mærkede græsset under mine fødder. De kildede behageligt, ligesom da jeg var lille. Det hele var ligesom da jeg var lille. Græsset. Buskene. Træerne. Solen. Det var fuldstændig som at træde ind i selve tiden. Jeg kunne mærke mig selv skrumpe, til den størrelse jeg havde dengang. Det stramme tøj, blev erstattet med en løs sommerkjole, jeg kunne huske fra dengang. Mit lange mørke hår, som stadig var ret glat fra glattejernet i går, blev krøllet og sat op i to rottehaler, jeg svingede legesygt med. Det hele virkede større, selv de små buske, kom jeg ned på højde med. Et barnligt grin fløj ud gennem min mund, med mine to store fortænder. Men jeg kunne godt lide dem. Så kunne jeg bedre lege kanin, i haven derhjemme. Far var god til at lege jæger, og så gemte jeg mig i min hjemmebyggede hule oppe på mit værelse, som var fyldt op med faverige lys, så jeg også kunne sove i den. Det hele var så ukompliceret. Hele verden var så lille. Og alligevel så stor. Min verden var derhjemme. Supermarkedet, hvor jeg fik slikkepinde. Og så parken, hvor jeg kunne lege.

Det var alt. Det hele var bare så nemt. Hver gang jeg tænkte tilbage på den lyse barndom jeg havde, gav det mig en lyst til at kæmpe videre. Mange, nej næsten alle forkælede teenagere på min alder, der var blevet smidt ud af deres far, der havde opfostret og beskyttet dem, ville bryde ud i tårer, og lægge dem på fædrenes fødder. Ynkeligt.. Det havde jeg godt nok aldrig tænkt mig. Desuden var det deres far, det gør mere ondt når det er éns far, men Thomas er ikke min far. Måske var det hans og min mors fortjeneste at jeg kom til verden, men han er det stadig ikke. Gider ikke at tale om det mere! 

Solen var nu næsten helt nede, så mørket og kulden kom krybende ud fra krogende, for at overfalde alle, der forvildede sig ud på deres territorium. Jeg var tilbage i min egen krop. Mit hår blev blæst bagud af en kold vind, så mine arme instinktivt lagde sig om hinanden. Måske skulle jeg finde ly et sted? Jeg kunne jo ikke sove herude! Slet ikke i dette her tøj! Febrilsk åbnede jeg sportstasken, for at se noget praktisk tøj, Peter havde pakket. Tak, Peter. Du har reddet mig fra at fryse ihjel. 

Med hurtige skridt kom jeg ind til et offentligt toliet, på gaden, for at skifte. Jeg vidste ikke at de toiletter ville blive mit tilholdsted, og safe place, meget hurtigt. Tøjet, Peter havde valgt var til min undren i meget diskrete og mørke farver. Hm, gad vide hvorfor? Det var altså ikke min stil, med så mørke farver. Men kunne ikke mugge over det nu, det vigtigste er lige nu at finde et sted at sove. Jeg trak den mørke sweatshirt over hovedet, hoppet i nogle mørke, slidte jeans, og trak i nogle røde Converse. Ved godt det måske er lidt dumt at skifte fra Vans til Converse, men de varmer oppe om anklerne, og jeg fryser altid om anklerne. Meget enkelt. Okay, måske lidt mærkeligt, men find jer i det.

Hurtigt var jeg ude af det smudsede toilet, der stank af pis og... ja, pis... Jeg vendte beslutsomt næsen hen mod den anden ende af byen, hvor Jacob boede. 

 

***

 

Jeg bankede høfligt på den hvide dør, til Jacobs store villa. Den lignede egentlig ret meget mit eget hus. Når nej, mit FØRHEN hjem. Mit var bare lidt større og med swimmingpool. Ikke så meget andet. Hans mor kom med sit almindelige venlige, smil frem. Da hun så mig, lyste det endnu mere op.

"Hej Angelina! Hvad kan jeg hjælpe dig med, på denne her tid af aftenen?" Hun lænede sig afslappet op af dørkarmen, mens hun afventede mit svar. 

"Jeg ville spørge om jeg ikke godt kunne sove her i nat? Eller faktisk de næste par dage?" Jeg smilede falskt igen, så jeg blottede mine kridhvide tænder. Hun spærrede øjnene op, som om det var det mest overraskende hun nogensinde havde hørt.

"Jamen hvorfor dog søde? Du bor jo ikke så langt væk, i det skønneste hus, med din skønne far?" Jeg vendte blikket ned i fliserne, inden jeg sukkede kort. Så skal man forklare det hele...

"Jeg er blevet smidt ud, så jeg har intet sted at tage hen. Thomas vil ikke se mig igen. Jeg har ingen andre steder at tage hen. Jeg finder et sted så hurtigt som muligt, når jeg får mig et arbejde!" Bad jeg, mens jeg søgte efter hendes hænder. Hendes før venlige smil, falmede pludselig, mens hun undveg mine hænder. Et undrende blik flød over mine øjne, der fik mig til at kigge hende i øjnene. 

"Jeg er ked af det, Angelina. Men der... Øhm... Jacob har en masse venner på besøg, så vi har ingen ledige senge" Hun blev pludselig anspændt, så hendes skuldre, næsten hævede sig på højde med hendes ører. Jeg lyttede efter nogen form for larm, eller snak fra vennerne, men det var helt stille i huset. Undskyldningen kastede jeg hurtigt bort.

"Men de er her vel ikke i flere dage?" Prøvede jeg. Hun blev flygtig i blikket, så jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, lige meget hvor meget jeg prøvede.

"Nej æhm... De er... udvekslingsstuderende, så de skal være her i... En måned" Hun nikkede langsomt, så jeg allerede havde opdaget at hun løj. Hun løj mig lige op i ansigtet. Min bedste vens mor, som jeg altid havde følt var min reservemor, løj for mig. Jeg nikkede, mens jeg smilede svagt, med blikket fæstnet mod jorden, da jeg kunne mærke tårerene der ikke måtte komme, sneg sig ind.

"Okay. Okay, det er fint" Jeg fik en sidste gang øjenkontakt, med hende inden jeg drejede forsigtigt om på hælen, og traskede ned af deres havegang. 

Jeg kan virkelig ikke forstå det. Hvordan kunne hun pludselig være så ligeglad? Var det dét med Thomas? Virkelig? 

 

Hele gaden var blevet mørklagt, mens jeg lå på den ekstremt kolde bænk. Tårene kunne ikke stoppe, selvom jeg var så udmattet, at de bare løb. Der var ikke engang flere snøft tilbage. Mine øjne var så rødsprængte at de lignede Pink Lady æbler. Det skal siges at i min verden er de ret røde. Jeg kunne ikke sove for gråden, og kulden der næsten gjorde mig så gennemkold at mine læber kunne fryse af. Selvom vi var i August. Irriteret satte jeg mig op, for at rode i tasken efter min redning, som Peter forhåbentlig havde sørget for. 

Røgen fyldte fredfyldt mine lunger, inden jeg pustede ud. Det hele varmede indeni, og gjorde det hele mere afslappet. Men jeg havde kun én pakke. Jeg ville ikke kunne klare det med kun én pakke, og jeg ville ikke kunne købe nye. For helvede! Hvorfor skal du være så rapkæftet Angel!? Du kunne havde ligget i din bløde seng lige nu, og sovet med dit bløde blonde nattøj! Men nej, du skal ligge her på en pissekold bænk, i et pissekoldt vejr, med pissekoldt tøj! Hvorfor!? Et hurtigt sug til fra cigaretten, inden jeg kastede den ned på jorden. Jeg krøllede mig sammen til en kugle, med min taske klamret fast ind i til mig, som en varme. Eller måske bare en duft af Hjem. Hjem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...