The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1325Visninger
AA

8. Its just like Batman!

"D-det er min mor... Og d-du har hele tiden vidst det..." Måbede jeg. Han nikkede alvorligt.

"Jeg vidste det siden, jeg hørte dit navn" Uden jeg vidste hvad jeg tænkte på, røg ordene bare ud.

"Vil det sige at... du har været sammen med min mor?" Han nikkede. Tingene begyndte at falde på plads i mit hoved, men noget kunne jeg ikke få til at hænge sammen. 

"Men du sagde at hun døde... I en ulykke... Det kan ikke være rigtigt. Hun mødte jo min far. O-og så fødte hun mig... Det kan ikke hænge sammen. Hun kan ikke være dræbt i den ulykke. Hvordan ved du at hun døde?" Min hjerne føltes som om den blev vridet, og trækket ud i alverdens toturiske positurer. 

"Jeg fik et opkald fra én af hendes venner. Jeg aner ikke hvordan han vidste det før mig, måske var han til stede ved ulykken" Mit øjenbryn fløj op. En ven? Jeg ved ikke hvorfor jeg ville vide det, men spørgsmålet fløj bare ud.

"Hvilken ven?" Han lod til at tænke. 

"Hvilken ven!?" Spurgte jeg igen, mere utålmodigt. Han kiggede igen ned på mig, med et ulæseligt blik.

"Jeg tror det var Thomas. Thomas Johnson eller noget deromkring. Det er så mange år siden, jeg husker ikke..." Jeg afbrød med en kold stemme.

"Thomas Jones" Det hele faldt på plads indeni mig. Som den typiske løvinde jeg var, begyndte jeg at traske rundt i en cirkel, i det støvede værelse. 

"Okay, Du kendte min mor, Marie Vivienna. I var det man idag kalder kærester. En dag får du at vide at hun er død i en ulykke. Du ved ikke hvilken ulykke?" Skævede jeg til ham. 

"Hun blev kørt ned af et tog" Svarede han monotont.

"Godt, du får en opringning af hendes såkaldte ven, Thomas Jones. Det er hvad du ved. Hvad jeg ved er så at Marie lever videre sammen med Thomas Jones" Jeg høre Marco sluge en klump, inden jeg fortsætter. Det her vil såre ham, men han bliver nødt til at vide det hundrede procent. Jeg kiggede hen mod ham.

"De bliver gift, og får mig. De lever som en lykkelig familie, indtil at hun... får kræft" Endnu en klump blev slugt, nu fra os begge. 

"Og hun dør..." Afsluttede jeg, med iltmangel. Hele historien kørte repeat inde i mit hoved, og skulle til at sprænge min hjerne til atomer. Det her kunne ikke være rigtigt. Det her kan ikke være min mors liv! Hvordan kunne hun gøre det? Hvorfor forlod hun Marco, hvorfor forlod hun mig? 

Mine ben rystede og ville falde sammen, hvis Marco ikke greb mig. 

"Angel, jeg tror ikke du er helt frisk endnu! Du må lægge dig" Lød hans bekymrede stemme tæt på mit øre, men det virkede så fjernt. Som om jeg var inde i en kokon. Min egen trygge kokon. Jeg husker den fra da jeg var lille. Når jeg var ked af det, over mor ikke længere var der mere. 

Mine små børnehænder gravede ned i det grønne græs, prøvede at mærke det. Men det hele virkede fjernt. Jeg var her ikke. Jeg var usynlig. Måske var det også det, jeg allermest ønskede. Ikke at være her. Min mor var der ikke. Min far så jeg aldrig. Hvor blev legende af? Hvornår kom vi igen til parken? Og hvorfor så jeg aldrig mor igen? Jeg spurgte hvor hun var, men Peter svarede bare:

"Hun er oppe i skyerne Angelina. Når du føler dig alene og savner hende, så se op i himlen" Jeg prøvede utallige gange at se op, men intet syntes at have ændret sig siden mor forsvandt. Jeg havde prøvet at snakke til himlen, men ingen svarede. Havde prøvet at sende mariehøner op, for at spørge hvordan min mor havde det. Men der kom aldrig noget svar. Himlen var lige så tavs, som skyer. efter en tid, indså jeg at min mor ikke var deroppe. Skyerne er bare samlinger af vand, der bliver til regn, så jeg bliver våd. 

"Kom nu ind Angelina! Du er drivvåd!" Lød peter. Men jeg hørte ikke efter.

"Jamen, jeg taler med Mor!" Svarede jeg uden videre.  Jeg vidste godt det ikke var rigtigt, men det ønskede jeg bare. At det jeg sagde var sandt og at jeg ikke var ved at blive skør. Hvem taler med sin afdøde mor, når man er syv? Det gør jeg. Og det er derfor at jeg er skør. Splitter ragende gal. Lige til den lukkede afdeling. Men hvorfor er jeg det, hvis jeg bare vil snakke med min mor? Hvad er der så galt med det!? 

Regnen gjorde mig helt gennemkold, men det mærkede jeg ikke.Jeg ville bare snakke med Mor. 

 

***

 

Mine øjenlåg slog sig op. Mor. Jeg havde ellers gemt den periode af mit liv, langt væk. Men åbenbart ikke nok. Drømmen havde været et minde, så følelsen af forladthed og sorg, sad klistret til mig, som en ubehagelig frakke. Solen udenfor, sagde mig at det var midt på dagen, så jeg må have sovet længe og gennem natten. Det sidste jeg huskede var at jeg stod i værelset. Og så så jeg det hele for mig. Det må have været drømmen. 

Jeg hoppede ned af trappen, til frokostbordet. Marco sad på sin sædvanlige plads, og lavede kabaler. 

"Godeftermiddag Bella! Hvad med noget frokost?" Han smilede strålende, så jeg ikke kunne undgå at gengælde det, mens jeg nikkede. 

Det var bare den sædvanlige grød, men der var ikke så meget piv, som sidst. Det skulle bare ned. For ved i hvad? Jeg skal på arbejde! Jaja, er ret stolt! Jeg fik slugt grøden, tørrede mig om munden, smuttede så hen og kyssede Marco på panden, så det gav et gip i ham, 

"Farvel Marco! Jeg tager på arbejde!" Han smilede ustandseligt den mand, det var vildt at han så fattig en mand, med så mange sår både på krop og sjæl, kunne smile så meget. Inspirerende. 

 

Mens jeg gik på gaden, begyndte jeg at føle en form for glæde i kroppen. Som om at det hele faktisk var godt lige nu. Bare lige i dette øjeblik, var jeg lykkelig. Den følelse, havde jeg aldrig følt da jeg boede hjemme. Selvom jeg kunne have alt jeg behøvede og mere til, så følte jeg mig aldrig rigtig lykkelig. Som nu. Jeg smilede til folk på gaden, vinkede til inderen fra kiosken og snurede en omgang rundt om en lygtepæl. Så er det nu, at et backup kor skal dukke op bag mig, og vi alle bryder ud i sang. Fantastisk. 

"Godeftermiddag!" Hilste jeg til min chef, altså restaurant ejeren. Jeg bandt mit forklæde stramt rundt om livet, for så at påbegynde arbejdet, med et strålende smil og bankede hjerte. Nu var jeg ved at give mening.

 

***

 

"Du har fri nu. Her er din løn" Min chef smed pengene i min hånd, med et  stramt ansigt. Jeg smilede op mod ham.

"Mange tak Sir!" Jeg bukkede engang, drejede så rundt på hælen. I tænker sikkert "Hvad fanden, Angel er venlig igen! Hvad fanden er der sket!?" Ja, har indset at man ikke kommer rundt i livet ved at være flabet og falsk over for alle. Det burde i også lære noget af. 

Igen idag, hoppede jeg rundt på gaden som om jeg var med i en film, eller en dårlig kliché agtig bog. Tsk! En Prince sang kørte repeat rundt i mit hoved, så jeg ikke kunne lade være med at småsynge mens jeg gik. Folk skævede til mig, men som typisk mig, så fucker jeg på det. Jeg kunne mærke gamle mig komme tilbage! Gamle, ligeglade, flabede mig! Lige før jeg kunne begynde at danse river dance! Det blev kun til et enkelt hop, inden jeg blev trukket i skulderen, så jeg var ved at falde.

"Hvad fanden har du gang i!?" Skældte jeg, inden jeg overhovedet nåede at se hvem det var. Det hele kørte forbi min nethinde igen. Den selvsamme gyde, det samme trick. Og den samme mand, med solbriller.

"DIG!? Sig mig, hvem er du og hvad er det du har gang i!? Du har allerede overfaldet mig én gang!" Et lusket smil, spillede provokerende hans læber, inden han med en langsom og endnu mere provokerende stemme svarede.

"Nu er din far der ikke længere til at hjælpe dig. Så kan jeg endelig få snakket ordentligt med dig frøken" 

"Marco er ikke min far" Svarede jeg koldt. Hvad lavede den slange her? Han mindede faktisk om en slange, med sin hvislende talemåde, sin kryptiske positur, og sit smørrede smil. Føj. For. Helvede. Han grinede et hvislende grin, der fik min ryg til at dirre af væmmelse.

"Nå, så det tror du? Den gamle har vidst ikke været helt klar i sine udtalelser" Han grinede igen videre, med sit klamme smil klistret på. Min krop spændte automatisk i alle muskler, klar til forsvar.

"Hvad mener du?" Hans smil, blev endnu mere smørret, mens han igen grinte hvislende.

"Du tror nok din far er Thomas Jones hva'? Men du vil ikke indrømme det, fordi han er et ækelt monster ikke? Kold og kynisk, har jeg ret?" Hans tricks virkede ikke på mig. Havde gennemskuet ham. Han brugte omvendt psykologi. Som om jeg var dum nok til at hoppe på den!

"Hvad mener du med det?" Han lavede en lille kunstpause, inden han fortsatte, bare for at irritere mig.

"Jeg siger bare, at tingene ikke er som de ser ud søde Angelina. Fx. behøver du ikke blive her på gaden, sammen med den gamle, lasede mand, til din far. Thomas kan få dig tilbage til din gamle tilværelse. Få hvad du vil have igen. Ikke behøve at bekymre dig om noget..." Inden han nåede at sige mere, skar jeg igennem med min kolde stemme, jeg havde lært af min førhenværende far.

"Nej. Jeg vil ikke tilbage til Thomas. Han er ikke længere min far. Og jeg har det bedre nu, end jeg nogensinde har haft. Og Marco er heller ikke min far" Afsluttede jeg. Eller det troede jeg, indtil at slangens hvislende grin lød igen. 

"Søde, søde Angelina" Han prøvede at smile varmt, men det var ikke helt overbevisende. 

"Jamen, det er han! Du forstår det ikke, lille, dumme Angelina!" Han hånede mig. Han hånede mig! 

"Stop med det. Du aner ikke hvad du taler om!" jeg hævede stemmen. Han skulle ikke stå dér og prøve at hyle mig ud af den. Det kunne han stikke op et hvis sted!

"Jo jeg gør Angelina. Jeg kender dig. Og jeg kender din fortid" Han blev pludselig alvorlig. Okay, han var ved at skræmme mig godt og grundigt! Han gik et skridt tættere på mig, der automatisk fik mig til at træde bagud. Han blev ved med at komme nærmere, med et nærmest længselsfuldt blik. Jeg mærkede pludselig en uigennemtræmgelig mur, bag min ryg. Min hånd fejede hen over den ru overflade, ledte efter et hul eller en form for udgang, fra dette her vanvid.

Han kom så tæt på, at jeg mærkede han kropsvarme. Klamt. Hans lugt var forfærdelig. Som rådne ris. Jeg turde ikke vige fra hans blik, bange for at han i det sekund, ville hugge til. Hvad ville jeg gøre nu? Hvad KUNNE jeg gøre nu? Jeg kunne slå fra mig, ja, men ville jeg vinde den kamp? Desuden tør jeg ikke satse på mine fysiske evner, der garanteret slet ikke rækker til en voksen mands muskulatur. Jeg kan ikke løbe væk. Ingen huller eller sprækker. Jeg var fuglen der var blevet trukket op i en krog. 

"Lille, søde Angelina, kunne vi ikke have det lidt sjovt? Bare som en afsked? Jeg ved jo, at du elsker at lege! Tricks, spil og bluf, ikke sandt?" Hvislede han, mens en hånd krøb sig op af min arm. Jeg frøs ved hans berøring. Åh gud. Det her kan ikke ende godt. 

"Du kan skride af helvedes til!" bed jeg ham af. Han grinede bare hånligt, for derefter at plante sin slimede hånd, på min kind.

"Åh, lille Angelina. Du er så sød, når du er vred. Men jeg ved at inde bag den stærke, vrede skal, gemmer sig et lille, følsomt barn, der passer til dit fine porcelæns ansigt" Smigrede han. Han førte sine fingre hen over mine læber, inden jeg bed ham af. Bogstaveligt talt.

"AHR! Dit lille..." Han kunne vidst ikke få ord for sine vrede, inden han svingede sin klamme hånd, hen over mit ansigt. jeg sagde ikke en lyd, svingede bare så hurtigt jeg kunne væk fra hans armkreds. Men jeg nåede ikke langt, før at hans klamme hænder greb fat i mit håndled. 

"Slip mig! Hvad er det du vil!?" Skreg jeg panisk.

"Jeg vil have dig! Så kan jeg kræve en stor løsesum, og blive rig resten af mit liv!" Råbte han triumferende. På en måde, kunne jeg ikke holde et grin inde. Det dér, var da det dummeste jeg i mit liv har hørt! 

"Slip hende! Eller du får med de her at føle" Stemmen kunne jeg med det samme genkende. Marco! Åh please, tak Gud! Virkelig mange tak!

"Marco!" Smilede jeg bredt. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...