The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1304Visninger
AA

12. Epilog: Goodbye

Peter hjalp mig med at komme af med liget. Selvfølgelig var der en del omtale og mystik omkring Thomas Jones pludselige død, så Peter og jeg forklarede at det var selvmord. Da den mennesketomme begravelse udover mig og Peter, overtog jeg firmaet og omdøbte det.

"Hvad hed det?" Jeg drejer mine slidte øjne mod Sophia, mit barnebarn. Hun ligger ved siden af mig i sin alt for store seng med hovedet på sin enorme pude, så hendes blonde krøller ligger sig let over. 

"Marco Vivienna" Svare jeg med et Mona Lisa smil, præcis som min mor. 

"Så er historien slut! Du må hellere lægge dig til at sove nu min skat" Jeg kysser hende let på panden. 

"Var dit liv virkelig sådan Bedstemor?" Hun kigger op på mig, med sine sky blå øjne og lange øjenvipper. Jeg nikker med et svagt smil.

"Tror du Marco og Marie passer på os Bedstemor?" Jeg nikker igen.

"De har de altid gjort og vil altid gøre" 

"Passer du også på mig når du dør?" Hendes øjne bliver større ved sin hungren efter svar. 

"Ja. Jeg passer på dig, selv når du ikke kan se mig" Hun hopper op at sidde i sengen for at smile stort.

"Ligesom en engel!?" 

"Ligesom en engel" Giver jeg hende ret. Hun blinker et par gange. Der bliver stille et øjeblik, hvor Sophia tænker over hvad jeg lige har sagt. Jeg giver hende tegn til at komme nærmere, så hun rykker lidt hen mod mig. Jeg beder hende komme lidt tættere på, så hun læner sig helt ind mod mig.

"Kæmp Sophia. Kæmp selvom du ikke vinder kampen. Og husk jeg altid er her, selv når du ikke kan se mig" Hvisker jeg i hendes øre. Med de ord, løfter jeg mig fra lænestolen jeg sad i og kysser hende en sidste gang på panden, for at lukke hendes øjne. Jeg træder ud af rummet for at gå ud gennem hoveddøren, og ud på den snefaldne forgang. Den mørke nat bliver lyst op af sneen der ligger sit som et tæppe over den kolde jord.

"Jeg har sagt farvel nu Marco. Nu må du gerne tage mig med" Siger jeg ud i snefnuggene. Folk ville tro jeg talte til ingen, men jeg ved at Marco er ovenover. En hvirvelvind af snefnug kommer frem fra ingenting, og omkranser mig. Min krop heler tilbage til min gamle alder. Først mine fødder der er bare, mine lange ben med min glødende hudtone, så min overkrop der bliver tynd og formelig igen, men dækket af en tynd, hvid kjole. Min hals og kraveben bliver ungdommeligt igen og ikke mindst mit ansigt strammer sig op og et smil, nøjagtigt som min mors. Mine mørke øjne, fyldes med en ungdommelig gnist og selv mit hår vokser tilbage til sin lange, mørkebrune form. 

Snefnuggene kærtegner min ryg, så to vinger lavet af sne bliver dannet. En hvirvelvind blæser op under min hals, så min halskæde hvirvler frem. Den fra Disneyland. 

Da hvirvelvinden fordufter, er jeg der ikke mere. Kun en lille bar plet af jord vises fra mine to bare fødder hvor jeg stod endnu engang. 

Slut 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...