The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1305Visninger
AA

2. Come on!

Solen sprang frem fra én af skyerne på himlen, så den skar ind i mine lukkede øjne. Med en irriteret bevægelse, gned jeg mine mørke øjne, der var helt udsmattede for gårsdagens mascara. Hvem i alverden lå der? Et flashback fra hvad der skete igår kom bag på mig, og gav mig en mavepuster. Festen. Jacob. Drengen. Han var underdanig. Vi... vi... Åh nej... Jeg må se at tage mig sammen når jeg er fuld! Men på den anden side.. Havde det ekstremt sjovt! 

Sløvt trak jeg bare ham drengens store hvide skjorte over min lille, tynde krop. Han var dygtig igår. Lige hvad jeg havde haft brug for. Jeg var helt fuld af energi, nu hvor jeg var rigtig vågen, så inden jeg gik ned og lavede morgenmad, fjernede jeg lige det værste af min makeup, inklusiv min alt for udtværet læbestift. Det lignede at jeg var klovn, med den røde farve, der nåede helt op til mine høje kindben. Meget kønt.. Med en mere vågen bevægelse vaskede jeg mit ansigt fri for alt det overflødelige stads. 

Med en lille hoppen, traskede jeg ned til vores smadrede køkken, som lå så godt som i ruiner. 

"Peter? Du skal lige hjælpe mig her!" Butleren hvis i vil vide det. Han kom svansende ind i krigszonen, med hans alt for løse håndled. Han var bøsse. Så ved i det. 

"Yes miss?" Sagde han med den mest lyse, og feminine stemme jeg kun har hørt fra ham. 

"Vil du lige rydde op her? Inden Daddy kommer hjem?" Jeg smilede et sødt og uskyldigt smil. Han sukkede opgivende mens han stirrede olmt på det der skulle ligne et køkken.

"Yes miss.." Sukkede han, inden han greb moppe og klud. Jeg nikkede tilfreds, for så at lunte over til køleskabet. En juice var nok til mig lige nu. Jeg skulle alligevel ud, lidt senere. Shopping. Igen hoppede jeg op af trappen til mit værelse, hvor der lå en fremmed dreng i. Jeg havde ikke engang fået hans navn. Men det var faktisk lidt lige meget. Skulle alligevel ikke se ham igen. 

"Hey du. Tak for igår. Her har du din skjorte. Tak for lån" Sagde jeg monotont. Jeg sagde altid det. Det var ligesom et manuskript. Hey. Tak for igår. Det var hyggeligt. Tak for lån. Og så videre..  Han glippede kort med øjnene, inden de spærrede sig helt op da jeg stod med ryggen til ham i kun mit gennemsigtige, sorte blonde undertøj. Som sagt. Jeg er glad for min krop. Han rømmede sig lidt. Jeg stod med hovedet inde i mit skab, for at finde noget passende tøj til idag. Nogle flerfarvede shorts, der blottede lige så meget som jeg ønskede. Hvis det stod til mig, ville jeg faktisk bare gerne gå uden tøj overhovedet, men der ville måske nok komme en del debat i bladene... En kort, hvid top, der var dejlig sportslig og behagelig at have på, i det sauna vejr vi havde! Det var til at dø over! Måske hvis jeg nu flyttede til Alaska, eller måske Antarktis? Oh yeah, det ville være cool!

Jeg vendte mig kort om, få at se drengen så godt som savle. Ad...

"Er du her stadig? Døren er ned ad trappen til venstre" Jeg smilede kort, men ikke ægte. Han kom til sig selv, tog så sit tøj fumlende på. Var han ikke vant til at piger, der sagde noget til ham? Han var sikkert én af typerne der legede rundt med pigerne som legetøj. Tja, jeg var pigen der legede rundt med drengene. Så kan de lære det ha! Jeg trak mig hurtigt i tøjet, traskede så over til mit spejl, hvor min halskæde prydede spejlhjørnet. Den glimtede mere end den plejede, i morgensolen. Den var så uendelig smuk. Jeg havde fået den af min mor... Da vi var i Disneyland. Jeg var 3 dér. Jeg havde ikke forstået hvad min mor led af, på det tidspunkt. Hun var bare min mor, der vidste alt og var min helt. Det var hvad jeg troede på, indtil lægerene sagde noget andet. Kræft. Hun gav mig den halskæde, inden hun døde.

"Det skulle have været din fødselsdagsgave, men jeg vil gerne være der til at se dig få den. God fødselsdag skat" 

Jeg havde ubevidst ladet en salt tåre glide ned af min kind, men den fik ikke lov til at sidde der længe inden min hånd, fejede den væk. Det var fortid! Tænker ikke på det. Jeg lagde omhyggeligt kæden omkring min hals, inden jeg lagde den hurtige makeup, jeg plejede. Drengen var kun lige blevet færdig med at tage sit tøj på, da jeg hoppede igen ned af trappen. 

"Det ser godt ud Peter! Keep going!" Jeg klappede ham på skulderen, der fik et suk til at glide ud af hans mund, mens han fejede en smadret vase sammen. Jeg hoppede videre ud til døren, hvor jeg fandt min babyblå taske, og mine grå og lyserøde vans. Rigtig fede! 

"Hey, vent Angel!" Drengen lagde sin hånd han havde brugt lystigt igår, på min skulder. Jeg vendte mit hoved mod ham, med et ventende blik. Et gadedrengesmil blev vist på hans mund.

"Kan jeg ikke få dit nummer?" Han kiggede forventningsfuldt på mig, med smilet plantet solidt på. Jeg lignede én der tænkte, selvom jeg med det samme, var helt sikker på mit svar.

"Næ, egentlig ikke!" Jeg lyste op i et kæmpe strålende smil. Han kiggede lidt undrende på mig. Havde ikke forventet det svar.

"Nå, men døren er dér! Farveel!" Jeg klappede ham fint på brystet, inden jeg skubbede ham ud af døren, og smækkede den i, inden han nåede at sige noget. Håndtaget holdt jeg godt fast i, for at være sikker på at han ikke kom ind igen. Jeg stod på tæer, for at se ud af vinduet, om han var væk. Væk var han heldigvis.

Et tilfreds kast med mit lange mørke hår, og jeg trådte ud i saunaen. 

 

***

 

"Hey, Angelina, hvad skete der til den fest igår? Folk siger at du var igang med et trekantdrama? Hvor mange fyre har du gang i lige nu? Hvad ville din far sige til at du holder så vilde fester? Hvem var den dreng der forlod dit hus?" Alle spørgsmålene væltede over mig, men jeg var efterhånden blevet ret god til at ignorere det, efter næsten hele mit liv i min fars rampelys. Han havde været så venlig, at efter min mor døde, arbejdede han døgnet rundt. Han er en berømt hotelejer. Angel Hotels. Opkaldt efter mig. Det var derfor alle kendte mig. Til at brække sig over.

Jeg gik videre med mine mørke solbriller, krænget højt op om mine øjne. Intet af det de sagde registrerede jeg. Jeg var ude og shoppe, og om lidt vil de opgive, og gå. Det gør de altid. 

En butik, med en køn kjole i vinduet tiltrak min opmærksomhed. Den var min redning! Hoppende op af trappen, var jeg på vej ind i butikken. Jeg blev allerede overfaldet af en ekspedient.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Hendes skingre stemme, gav mig lyst til at få hende til at holde sin mund lukket. Jeg er lige kommet ind i butikken, jeg har jo ikke set noget endnu! God! 

"Nej tak. Jeg kigger bare lidt" Jeg smilede falskt til hende. Hun blev ved med at kigge og gå rundt efter mig, mens jeg kiggede rundt på tøjet. 

"Er du ikke Angelina Vivienna? Thomas Jones datter?" Hun samlede spændt hænderne, som om hun var grænsen til at fangirle. Oh no. Not that.

"Jep. Det er mig" Sagde jeg kort, mens jeg tjekkede en T-shirt. En skingert skrig fløj ud af hendes mund, så alle rundt i butikken vendte hovederne. Åh nej. Det her bliver pinligt.

"Det er Angel! Det er freaking Angel! Jeg elsker dig Angel! Må jeg ikke godt komme til din næste fest!?" Hun hoppede rundt på stedet, mens hun bare skreg som en gal. De andre i butikken gik over mod mig, som en menneskebølge. Jeg drejede rundt på hælen, for så at styrte så hurtigt jeg kunne, ud af butikken. Hjem. Nu. For mange mennesker. Kan ikke tænke på andet. Hader min far. Hvorfor skulle han sørge for at jeg har fået det sådan her? Det er hans skyld. Kun hans.

 

***

 

Med et smæk var jeg inde bag min dør, og i sikkerhed. Jeg var løbet hele vejen hjem. Fuck transport, jeg var alligevel ikke så langt væk. Jeg traskede forpustet ind i den nu, perfekt cleanede køkken. 

"Tak Peter" Prustede jeg. Peter stod og tørrede den sidste køkkendisk af, da han nikkede anerkendene. 

"Noget galt miss?" Han var bøsse, og pisse fisefornem, men han var omsorgsfuld. Mere end min far har nogensinde har været. Men det må folk ikke vide. Det vil gå ud over forretningen.

"Det er helt fint Peter. Jeg klarer mig" Løgn. Jeg havde lyst til et kram. Havde brug for et kram. Peter opfattede vidst min løgn, så han smed kluden fra sig, og svansede ikke lige så tøset hen til mig. Hans arme var varme om mig, og gjorde mig tryg, så mine tårer fik frit løb. Min lydløse gråd, fik ham til at ae mit lange mørke hår, der rystede af mine krampetrækninger. 

"Så så Angel. Det skal nok gå" Jeg rystede ihærdigt på hovedet, i hans skulder.

"Nej det vil ej! Hvorfor gør min far det mod mig!?" Min stemme var ikke selvsikker, men rystende og lillepige agtig.

"Det er ikke hans skyld. Han har bare travlt. Han ville gøre alt for at være hos dig" Jeg kunne høre han ikke mente det han sagde. Han vidste godt hvordan min far havde det.

"Du skal markedsføre Angel. Gør din mor stolt. Der er ikke tid til at være følsom"

Det sagde han altid. Evig og altid.Gør din mor stolt. Han brugte det mod mig, fordi han vidste at jeg så ville gøre det han bad mig om. 

Én gik ind af døren, og smækkede den efter sig. Jeg vidste godt hvem det var. Hvad lavede han her? Han skulle da være på arbejde nu.

Jeg skævede hen til døren, forbi Peters skulder, for at se min fars stramme udtryk. Åh nej. Ikke godt. Vores øjne mødtes og en ild i dem, afslørede det hele. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...