The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1310Visninger
AA

5. Are we in a circus?

"Undskyld? Er du okay Senôrita?" Jeg vågnede søvdrukkent af den venlige stemme over mig. Mine øjne blev åbnet, for at kigge lige ind i nogle behagelige, mørke øjne. De viste en lang levetid, sandsynligvis en gammel mand. De var slidte og trætte, med tunge poser under dem. 

"Ja. Ja, helt fint" Svarede jeg, mens jeg gabte. Et hæst grin lød fra den gamle mand. 

"Du har faktisk taget min plads, men det er okay. Du er ny her er du ikke?" Jeg løftede den ene øjenbryn, af hans spørgsmål? Ny? Hvor er han fra, faldet ned fra månen eller hvad?

"Ehm, ved du ikke hvem jeg er?" Spurgte jeg lidt for anklagende. Han trak bare på skuldrene med et skævt smil. Okay, nej så...

"Jeg følger ikke så meget med i medier. Kun i de jeg kommer forbi i vinduerne, på fjernsynsbutikkerne. Ellers ikke" Han blev ved med at smile, noget der gjorde mig helt varm og glad indeni. Han virkede så ægte. I forhold til så mange andre. Men jeg stolede stadig ikke helt på ham. Noget måtte der være under siden han er så venlig mod mig. 

"Hvad mener du med at jeg er ny?" Han grinede hult som en typisk gammel mand, stadig med sit skæve smil malet på.

"Her selvfølgelig! Jeg har ikke set dig før. I hvert fald ikke sovende på en bænk!" Grinede han videre. Et hæst grin fulgte med mig, da jeg følte en hvis akavethed, af at sidde her og snakke med en gammel, fremmed mand, der ikke kendte mig. Totalt unormalt! Han fik grinet færdig, pustet lettet ud, for så at række hånden frem mod mig.

"Vil du ikke have noget morgenmad? Jeg kender et rigtig godt sted at starte når man er ny på de her kanter" Tøvende tog jeg fat i hans hånd. Beskidt og en masse ar, der kunne mærkes i håndfladen. Han må vidst have haft et hårdt liv... Stakkels mand. 

Okay, nu er der nok nogle der tænker "Hvad fanden, Angel er venlig! Ikke en opblæst nar, der er flabet, men er sød mod et andet, levende menneske!?" Ja, det er vildt, ved det. Men har sådan ondt af ham. Han virker så luset, slidt og gammel, men alligevel et permanent smil hele tiden.

Jeg lagde pludselig mærke til hans tøj, der mindede lidt om en sigøjners. Det farverige tørklæde omkring sit liv, og resten af hans besudlede beklædning der stadig havde stærke farver. Han lignede faktisk også en sigøjner i både hudtone, øjenfarve og accent. Så gammel var han faktisk heller ikke. Bare lidt yngre end bedstefar gammel. Nå, jeg lagde først mærke til alt det nu, er vidst lidt rundt på gulvet af den dårlige søvn!

Jeg vågnede op af min lange tankestrøm der i realiteten kun varede sekunder, inden at jeg pakkede mine få ejendele sammen i min beskedne taske, og fulgte efter Sigøjnermanden. Jeg prøvede at nå op på siden af ham, på trods af hans hurtige skridt, i forhold til hvor svag han så ud. Det var han i den grad ikke! Smidigt smygede han sig ind imellem de små gyder og hjørner, som en panter på jagt, mens der var mig der fulgte lidt kluntet efter.

"Hvad er dit navn egentlig?" Prustede jeg.

"Mercicias altôvi scatcho, men kald mig Marco" Hans udenlandske accent kom pludselig tydeligt til syne, da han udtalte sit fulde navn, jeg allerede havde glemt over halvdelen af. Hvem giver helt seriøst sit barn sådan et navn? Et mirakel at han selv kan huske det!

"Hvad er dit navn?" Han gik endelig i et normalt tempo, så jeg ikke længere behøvede at småløbe ved siden af.

"Angelina Vivienna. Men kald mig Angel" Han kiggede kort på mig. I det korte sekund var det som om han kunne kigge lige ind i min sjæl, som en åben bog. Det var både skræmmende, men også fascinerende. Folk som psykologer, læger og Thomas havde prøvet i alt den tid, siden min mors død, men ingen kom ind. Ingen og jeg mener ingen! Det var altid min egen verden. Hvordan kunne han pludselig...? En fremmed... Næsten fremmed, sigøjner med et prisvinende smil? 

Jeg droppede at tænke længere over det, da Marco standsede brat ved enden af den lange gyde. En form for... Lukket casino... Forretningen var i hvert fald for længst lukket af det hængende, krakelerede skilt, med de sprængte lys omkring. Det så virkelig miserabelt ud. Noget jeg ikke var vant til at se. Hele den fattige og usle atmosfære, i forhold til hvad jeg var vant til. 

"Velkommen til mit elskede hjem! Eller mit midlertidlige hjem" Han smilede tilfreds, med mig ved siden af der havde kæben ned til brostenene. 

"Er DET dit hjem?" Måbede jeg. Han nikkede stolt som svar.

"Det flotteste jeg har haft. Du skulle se de forrige, pew!" Han fejede med hånden som om han havde brændt den på den rene luft, inden han rask traskede ind i lossepladsen. 

 

***

 

Tøvende trådte jeg ind i et oplyst rum, med græsk musik i baggrunden. Lyskæder i alle regnbuens farver var blevet hængt op i det ret store lokale. Ikke enormt som i de store moderne casinoer, med enorme haller, men et okay stort ét, på størrelse med en stor bar. Spørg mig ikke hvor jeg ved det fra! Det så ud til at være et casino fra 50'erne, med det stilfulde gulv, og de gamle plakater af kunstnere fra den tilhørende tid. 

"Imponerende hva'? Det er skønt med noget selskab, nu hvor man har skullet være alene her i 15 år!" Marco kastede armene triumferende ud, som var vi kommer ind på Buckingham Palace. Et øjenbryn kunne ikke lade være med at løfte sig fra mig. Seriøst? Én eller anden der har slået ham med et bat eller noget? 

"Har du ordnet alt det her selv?" Jeg granskede det faktisk ret hyggelige rum, selvom der var en lugt af cigarer og gammelt pis, hængende rundt i hele rummet. Han nikkede stolt. 

"Og hvad med elektriceteten?" Han pegede hen i et hjørne med et kæmpe kraftværk af en slags, hvor der gik en ledning ud til elmasterne ude på gaden. Smart tænkt alligevel... Ja okay, han havde styr på det dér med overlevelse.

Han tog forsigtigt på mine skuldre, der gav et sådan gip i mig, at jeg sikkert havde lignet én der havde fået elektrochok. Hvis folk er i tvivl, så er jeg ikke særlig glad for fysisk kontakt, medmindre det er... Ja... I ved. Og så hvis det var Peter selvfølgelig. Han placerede mig omhyggeligt på det der skulle ligne spisebordet, hentede så en beskidt tallerken. Den var vidst ikke helt ren, så han spyttede en gang på den, for at pudse den ren. Kryb kunne ikke lade være med at kravle ned gennem min rygsøjle ved tanken om at jeg faktisk skulle spise på den. Ew ew EW! Noget form for grød blev klasket ned foran mig. Der dér... Det æder jeg ikke. Aldrig. ALDRIG! 

"Værsgo bella! Bon appetít!"

"Hvad er det?" Mumlede jeg mens jeg stirrede på den mærkelige klump, med sakramenter i. Et lille grin kom fra Marco.

"Det er min specialitet. Jeg er ikke anretningens mester, så du må leve med udseendet. Men det gør dig stærk og det er fyldt med fibre!" Det kan da umuligt være sundt! Se det lige! Måske kan i ikke se det, men prøv at forestille jer det! I er vant til topklasse gourmet mad, og så får i denne her omgang... Lort. Det ligner lort. Virkelig klamt. 

Meget tøvende løftede jeg skeen med grøden op mod mine bævende læber. Smagen af den grynede masse gav mig først brækfornemmelse, men vant mig til det. Næsten med det samme kunne jeg mærke min udhungrede mave, gå i gang med ar arbejde. Sulten blev forstærket af den lille smagsprøve så jeg ikke kunne holde mig selv tilbage. Det var ikke til at dø over, men det var heller ikke helt spiseligt. Hvis jeg lod være med at kigge på det, og bare slugte det, så kunne jeg godt klare det. Er jo ikke en kylling for fanden! 

 

***

 

"Ha! Jeg vandt igen!" Smilede jeg triumferende fra enden af bordet. Jeg smed kortene for at blotte min bluffen. Styrer til det skidt. Ikke at vise nogle følelser, bluffe og lyve så meget som du kan. Kald det bare mit spil. Marco sukkede højt med et skævt smil.

"Igen igen. Du kan det Angel. Hvor har du lært det?" Smilede han med et begejstret udtryk.

"Lad os sige at alt det der kræver at spille poker, er jeg alt for god til" Jeg viftede lidt med hånden som om jeg hilsede på folket som deres dronning. 

"Nej, jeg mener det! Har din far lært dig det eller hvad?" Jeg stivnede brat ved hans kommentar. Far. Thomas. De to ting var helt adskilt. Intet med hinanden at gøre. 

"N-nej. Det har jeg selv" Svarede jeg kort. Mit smil forsvandt som dug fra solen, og det hele fik en trykket stemning. 

"Nå, okay så må du jo være et naturtalent!" Marco prøvede at gå videre med samtalen, men jeg var helt frosset til stolen. Thomas. Far. Thomas, Far. Nej, det kunne ikke være sammen! 

"Du skal bare lyve Angel. Se, du skal bluffe. Så får du det du vil have uden nogen anstrengelser. Men husk nu! Det må du kun bruge i spillet. Du skal altid være ærlig i virkeligheden ikke? Lover du far det?"  Hans alvorlige øjne var nede på min højde. Han kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede lydigt, så et smil bredte sig på hans læber. varme og venlige. Mor plejede at kysse dem når hun kom hjem fra arbejde. Far sagde det var fordi at det er sådan man siger at man elsker. Så derfor kyssede jeg hele tiden mor og far. Det bedste var at de hele tiden blev så glade. 

"Angelina Bella? Er du okay?" Jeg vågnede op af min trance.

"U-undskyld. Jeg er vidst lidt træt" Det var faktisk også blevet mørkt udenfor. Stjernerne kunne tydeligt ses. 

"Så må vi jo se at få prinsessen i seng! Kom med, jeg har et gæsteværelse" Han rejste sig brat op, tog fat i min hånd, og førte mig op af en smal trappe.

"Har du et gæsteværelse?" Jeg var et stort spørgsmålstegn. Seriøst? Gæsteværelse? Er det her et hotel for hjemløse eller hvad? 

"Det er ikke noget særligt, men der er så mange tomme rum i det her hus, så hvorfor bruge lidt af det?" Han virkede som om han havde tjek på det.

Han førte mig op til et lille kammer, med en lille balkon. Døren til balkonen var blevet fjernet af en grund, så der var åbent til den lille balkon, der havde sin charme. Den var malet hvid, men var så slidt, at man kun kunne anse det. Nogle visne blomster var snoet rundt omkring. 

Selve rummet var faktisk også ret hyggeligt. Der var igen hængt lyskæder rundt i hele rummet istedet for en lampe. En lille seng, med en lille dyne og pude. Fint til mig. Det var da bedre end bænken. Jeg vendte mig rundt mod Marco.

"Tak fordi du gør det her. Det er der aldrig nogen der har gjort for mig" Han smilede skævt.

"Måske har du bare ikke haft brug for det. Godnat" Han klappede mig på skulderen, inden han lukkede døren efter sig. 

Hvad mente han med det? Mente han at folk faktisk altid har villet være der for mig, jeg har bare aldrig haft brug for det? Hvad er det for noget pladder!? Han kender intet til mig, og min fortid! Rend mig! 

Trods mine vrede tanker, kunne et smil ikke holde sig inde. Det var faktisk et kønt værelse. Det havde nogle kønne træk, man skulle bare lige ligge mærke til dem. Det slidte tapet, der var sløset revet væk, så der stadig var nogle trevler tilbage. Et flot mønster af blomster. Det her så ud, til at være i en senere tidsalder end baren nedenunder. Nå. 

Uden nærmere interesse smed jeg skoene og lagde mig under dynen, for at næsten med det samme, falde i søvn. 

Og udenfor var brisen blevet varm og sommeragtig. Men under balkonen stod et koldt hjerte. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...