The A Team

Angelina Vivienna er mildest talt, på en lille smule bar bund. Hun bliver smidt hjemmefra af sin følelseskolde far, hendes mor er død af kræft og ingen forstår hende. Hun har opbygget en skal, ingen trænger ind i. Eller hvad?
Historien er bygget på Ed Sheerans sang "The A Team" Men det er IKKE en fanfiction!

11Likes
15Kommentarer
1308Visninger
AA

9. Alone. We've been there before

"Slip hende" Jeg havde aldrig hørt Marco tale så koldt. Helt malplaceret. Den syge mand, strammede grebet om mit håndled, så et lille jag af smerte skyllede gennem mig, men jeg pev ikke. Den fornøjelse skulle han ikke have. 

Marco trådte truende et skridt tættere på. Stemningen var trykket, der fik det hele til at gå i nærmest slowmotion. Hjælp mig nu Marco. Jeg beder dig. 

"Du forstår det ikke! Hvis jeg ikke får hende, dræber jeg hende!" Jeg vendte mig mod ham, med et skrækslagent blik. Det var nyt!

"Ikke hvis jeg dræber dig først" Hviskede Marco. Jeg slugte en klump. Det her ville blive grimt. Meget grimt.

Manden hvæsede, inden han trak mig bag ham. Jeg prøvede at vride mig fri, men jeg var åbenlyst for svag. Fanden tage, jeg aldrig har trænet! Han strammede bare grebet yderligere, så jeg blev tvunget i knæ. Jeg holdt med begge hænder om hans jernhånd, for at slippe mig. Men selvfølgelig til mit typiske held, rykker han sig ikke ud af fjeren.

"Du vover at gøre hende ondt" Truede Marco. Manden grinede bare hånligt, inden han lavede en knæklyd, med sin hånd, og et smerteskrig, fløj ud af min mund. Han slap mit håndled, så jeg så at han havde brækket det. jeg græd ikke, det gjorde bare så fandens ondt, at jeg ikke kunne andet end at stirre på det, med hyrperventilering i fuld gang. 

Det var startskuddet, inden de to kamphunde gik løs på hinanden. Skældsord der ingen mening gav, slyngede sig ud, mens næver og blodige ansigter viste sig. Det så ud til at min redningsmand vandt, lige indtil noget skinnende og skarpt, som et barberblad viste sig. Et gisp kunne ikke holde sig bag min mund. 

"Marco!" Råbte jeg advarende, men det var for sent. Kniven stak og trak sig tilbage, med et blodrødt blad. 

"MARCO!" Min stemme var så gennemtrængende at det skar i mine trommehinder, men det tog jeg mig ikke af. Det eneste jeg kunne tænke på var at komme på benene, og vakle hen til Marco. Manden gemte kniven, smuttede så rundt om hjørnet. Rend ham. Svin!

"Marco! Marco, Marco, Marco!" jeg var på randen til tårer, men jeg nægtede at lade dem komme. De ville jo ikke hjælpe ham. 

Marco lå på jorden, med blod over det hele, hvilket resulterede i at jeg blev lige så rød. Jeg fejede noget af blodet fra hans ansigt, så det endte i mit eget ansigt. Jeg blev ved med at gøre ham ren, og fjerne grusen fra hans sår, men han tog min hånd, med en blid bevægelse. 

"Det er ligemeget Angel. Der er ikke mere at gøre" Hans sorgfulde øjne fik en gnist, af hans svage smil. Jeg stirrede på ham, med et panisk blik.

"Som om! Stop nu det heltepis Marco!" Hvæsede jeg, inden jeg optog min rengøring igen. Han tog igen min hånd, inden han kiggede mig alvorligt i øjnene. Først dér gik det op for mig.

"Men du dør jo ikke Marco. vel...?" Mine øjne blev mere og mere våde. 

"Se på mig Angelina. Jeg er gammel, slidt og har et knust hjerte. Det her er det bedste afsked jeg kan få" Jeg kunne ikke forstå de ord han sagde. De var ikke sande.

"Men du dør ikke Marco! Det vil jeg aldrig lade dig gøre!" En tåre gled ned af min kind, men jeg fejede den væk med det samme.

"Det er okay at græde Angelina. Det er altid okay at græde" Hans hånd, kærtegnede min kind, der blev våd af en trillende tåre.

"Hvem var den mand?" Spurgte han monotont.

"Bare én eller anden syg fan" Svarede jeg kort. Et hult grin gled ud af hans mund.

"Sikke nogle fans" Grinede han uden humor. Et jag af smerte skyllede pludselig over hans ansigt. Det var knivstikket der begyndte at give ham indre blødninger. 

"Marco! Kæmp lidt videre! Jeg ved det er meget at spørge om, og at jeg ikke fortjener den tjeneste, men alligevel!" Jeg knugede hans hånd, mens flere tårer gled ned af mine kinder. Hans ansigt blev igen afslappet.

"Du fortjener meget bedre end det her. Tro mig, du er et godt menneske Bella. Du skal nok få det godt" han grinede igen hult, som om der faktisk var noget at grine ad, i denne situation. Tårerene blev flere og flere. Jeg knugede endnu hårdere om hans hånd, der langsomt blev koldere og koldere, ligesom livet der langsomt løb ud af ham. Hans øjne blev matte og gnisten var ved at slukkes.

"Jeg beder dig Marco! Du må ikke forlade mig! Du skal ikke også forlade mig!" Skreg jeg, da det så ud som om, han var ved at falde hen. Han åbnede øjnene, der næsten var slukkede. Hans mørke øjenfarve, gik i ét med pupillen uden sit lys. Alligevel lykkedes det ham, at som den eneste, kigge lige ind i min sjæl. 

"Du har din mors øjne. Lad dem aldrig slukke" Hans stemme var så hæs, og alligevel så klar. Og med de ord, lukkede han sine øjne, med et suk.

Tårerne strømmede ned af mine kinder som vandfald. Det salte vand landede ned på det fredfyldte ansigt. Min hånd knugede hans hånd ind til mit bryst, så jeg kunne mærke alle hans ar. Mine øjne, ledte efter et eneste livstegn, men hele hans aura, var som formørket. 

"M-Marco...?" Spurgte den lille musestemme, som åbentbart tilhørte mig. Tanken om at kun mig, ville savne ham, var ubærlig. 

"Marco?" Kaldte jeg igen. 

"Marco. Marco! MARCO!" Skreg jeg til sidst af mine lungers fulde kræft. Prøvede at nå hans sjæl oppe i himlen, selvom jeg vidste at han ikke var der. Mor var der heller ikke. Det var bare en samling vand, der blev til puffede klumper, der fløj uden videre over verden. 

"Marco!" Hulkede min rustne stemme, mens jeg smed hovedet på hans bryst. Varmen havde forladt ham, så kun den kropslige skal var tilbage. Jeg holdt stadig om hans hånd. 

"Hvorfor? Hvorfor lige dig?" Jeg droppede alle mine love om ikke at være svag, være stærk, ikke ynke. Lige nu, var det eneste jeg kunne, var at græde. Det eneste der var fysisk muligt for mig.  

Jeg vendte endnu en gang blikket mod hans ansigt, tjekkede om han mon stadig var i live. Men intet tydede på det. Jeg lænede mig over hans ansigt, for at møde mine varme læber, mod hans kolde pande. 

"Jeg elsker dig Marco" Hviskede jeg. Noget jeg nu fortrød så inderligt meget, at jeg ikke havde sagt noget før.

 

***

 

Jeg må være faldet i søvn, fordi jeg vågnede med hovedet på Marcos bryst. Mine kinder var helt kolde, på grund af tårerene. Stadig intet livstegn. jeg sukkede af at se hans ansigt, fortrukket i et næsten usynligt smil. Jeg kyssede ham igen på panden, før jeg stillede mig vaklende på benene. En smerte så skærende, at jeg faldt på knæ igen, skød op i mit håndled. Det fandens røvhul, havde brækket det! Jeg kunne ikke gå til lægen med det. Jeg havde ingen identitets papirer, og jeg havde ikke penge nok til en operation. 

jeg skubbede tanken til side om det brækkede håndled, prøvede at ignorere smerten, mens jeg funderede over hvad jeg skulle gøre af Marcos krop. Han fortjente en mindehøjtidelighed, på størrelse med Michael Jackson's og en officiel sorgedag. Men nej. Der var kun mig, der kunne komme til hans begravelse. Det kunne ikke engang blive en begravelse. 

En idé dukkede op da jeg så en samling papplader, og noget beskedent tape. Og var det lidt maling jeg så, blandt skraldet? 

Mine hænder fik tapet pappladerne sammen, så det blev én stor plade. Eller det jeg ville have det skulle være, en båre. jeg greb malingen, og dyppede fingrene ned i den røde masse, sørgede for at holde mit brækkede håndled på behørig afstand.

Mine fingre lavede sjove, mærkelige mønstre på pappen. Jeg var og har aldrig været den mest kunstneriske person, så det så ikke så lovende ud som jeg havde forestillet mig det, men jeg gjorde mit bedste. Det kom til at ligne en dårlig efterligning af en sigøjner platform, til et karneval, men det var det flotteste jeg kunne udrette. 

Med så meget styrke jeg havde, uden at overanstrenge håndleddet, fik jeg skubbet Marco op på min hjemmebyggede platform. Nu med begge hænders kraft, trods den kvalmende smerte i håndleddet, trak jeg min ven hen ad den menneskeforladte gade. Månen lagde sit spøgelseslys over byen og gjorde det hele mørkt og lyst på samme tid. Den kolde vind sivede igennem mit ret så kolde tøj, på denne tid af døgnet, men jeg vigede ikke min hjerne fra Marco. At se ham ligge dér, med korslagte arme, som jeg havde placeret ham i, fik mine øjne til at strømme igen. Ingen hulk, jeg var helt stille som resten af byen. 

Måske havde byen lagt sig død og månen så klar, til ære for ham? Jeg grinede kort af min tanke. Det kunne ellers være sødt. 

jeg begyndte at kunne høre havet. godt, så var jeg der næsten, det var også snart uudholdeligt, med det håndled. Jeg så stranden, øde og dødsensstille med de mørke bølger, der skyllede op mod den. Midt på stranden lod jeg båren falde, mens jeg hurtigt prøvede at få fat i noget tømre. Jeg ville bygge en tømmerflåde til ham, men til mit store held, viste en gammel båd sig. 

Da jeg endelig havde fået lagt Marco forsvarligt i båden, ledte jeg efter de flintesten jeg skulle bruge. Vi skulle bruge ild. jeg kom tilbage med to sten, rev så hjørnerne af båren, mens jeg også rullede nogle kugler af noget tørt tang. 

Forsigtigt placerede jeg det brandbare rundt om båren inde i båden, fik så med vold og magt, tændt en flamme med stenene. Ilden bredte sig hurtigere end jeg havde forventet, så jeg skubbede hurtigt båden ud mod vandet. 

Et øjeblik stod tiden stille, mens jeg studerede Marcos ansigt. jeg kyssede hans pande et sidste farvel.

"Farvel. Jeg elsker dig Far" Jeg kyssede mine fingerspidser, inden jeg lagde dem forsigtigt på hans kolde læber. Med et sidste skub, var han ude i vandet, oplyst af ilden omkring ham og månen der viste sin sorg, ved at skinne stumt. 

Jeg satte mig tilbage på stranden, og beskuede ilden, der som kontrast til havet, lyste op i den mørke horisont. En tåre gled ned og landede i sandet, mens jeg så det sidste jeg elskede på jorden, blive til en ildkugle og forsvinde ude i det uendelige hav. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...