Slvmrdsbrv

Fundet, gennemset og udgivet
af N. Just
- 17. september 2012

5Likes
5Kommentarer
678Visninger
AA

3. Andet brev

 

12. september 2012

 

Hvorfor lige mig? Jeg vil ikke blandes ind i noget. Jeg har mine egne problemer, hvorfor skulle jeg tage mig af andres? Hvis en eller anden er så tumpet at vælte en flaske ned fra en hylde i Netto eller taber en indkøbspose, kigger jeg altid den anden vej. Det er jo også mindre pinligt for dem, hvis de tror, ingen andre har set det. Hvis det kun er én selv, der kender til problemet, så kunne det jo i princippet aldrig være sket, hvis man slev glemmer det. Folk har det bedst ved ikke at blande sig, og dette er noget, jeg for alt i verden ikke vil blandes ind i!

Men jeg fandt endnu et brev.

Dette her er om muligt endnu mere mærkeligt end det første. Jeg ved ikke engang om det kan kaldes et brev. Det er bare en lap papir revet ud fra en notesbog. Jeg kom hjem fra skole i dag og må have gået forbi det mindst to-tre gange, inden jeg så det. Det lå på køkkenbordet. Skubbet halvt ind under frugtskålen. Nemt at overse. Jeg fandt det kun ved et tilfælde, da jeg skulle hente en færdigret fra skabet (færdig på 3 min i mikro’en – intet svineri). Jeg trak papiret frem i lyset og læste det igennem – første en gang, så to, tre, uden at blive klogere på andet end, hvor heldigt det var, at jeg havde fundet det. Tænkt hvis min mor var kommet hjem og havde set det! Det havde været svært at forklare.

Dette brev er langt kortere end det første. Indholdsmæssigt giver det ingen mening, og det virker som revet ud af en sammenhæng, ligesom papirets flossede kant tyder på, at det er revet ud af en blok eller en bog. En dagbog? Brevet må være fra den samme person som det forrige… Så måske var det første brev ikke en joke alligevel? Alle de spørgsmål gør kun dette nye brev endnu mere foruroligende:

 

>> "Skrid nu væk med dig, Hjørdis!" svarede jeg indædt. Ordene snoede sig ud mellem mine tænder og ramte hendes tårevædet ansigt. Endnu en gang. 

Hun rejste sig fra sengen med et suk så dybt, at det kunne have kommet fra lejligheden nedenunder, og gik hen mod døren. Hun stod et øjeblik med hånden om dørhåndtaget. Tøvede. Så vente hun hurtigt mod mig igen og spurgte med en lav, men klar, stemme:

"Hvorfor kalder du mig aldrig mor mere?"

Tavsheden, der fulgte, var lang og hård for os begge. Hun stod stadig med hånden om håndtaget, på grænsen mellem to verdener. Hun tøvede stadig. Måske var hun såret. Måske var hun vred. Måske ville hun sige noget mere. Jeg vidste det ikke, for jeg havde ryggen vendt mod hende. Til sidst må min tavshed havde givet hende en form for konklusion, for hun tog en beslutning, gik ud af værelset, lukkede døren efter sig og efterlod mig alene i mit eget mikrokosmos. En beslutning, jeg aldrig tilgav hende for.  - <<

 

Det giver jo ingen mening! Hvorfor skulle en person gide sende sådan et brev til mig – og hvorfor lige mig? Jeg vil ikke blandes ind i noget. Hvorfor skulle jeg begynde at tage mig af andres problemer, der er jo heller ingen der tager sig af mine? ARGHHH! Hvad fuck gør jeg????

Jeg burde bare lade det ligge, men det hele er så bekymrende. Bekymrende, fordi jeg er blevet kylet ind i en andens tanker. Bekymrende, fordi tankerne blandes med mine egne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...