Landevejen

Historien følger ofrenes synsvinkel, og der kommer meget få oplysninger af gangen. Der er to ofre, man følger og langsomt finder ud af, hvad de har med hinanden at gøre.

1Likes
0Kommentarer
687Visninger
AA

3. Kapitel

 

Langsomt åbnedes hendes øjne. Et kort stykke tid var alt utydeligt, men så kunne hun se hånden med pillen, endnu en pille. Hånden, der holdt den, var svagt gyldenbrun. Pillen blev mast ind i munden på hende efterfulgt af en vandflaske.

Der gik ikke lang tid, før pillens fulde virkning trådte til. Den kom meget pludseligt ligesom at gå ind i en dør. Hun kendte rutinen. Det var den samme, der kørte igen og igen. Opvågning og Pille, om lidt ville de blive hevet ud af det forfærdelige hus og komme ud og gå ved den lange, mørke, snoede landevej. De fik ikke lov til at gå på den.

De gik ved siden af den og altid om natten, så dem der kørte på den ikke fik øje på dem. En gang imellem fik hun et glimt af den. Det var kun derfor, hun vidste, at de fulgte den. Når de så var gået et stykke, som aldrig var lige langt, blev de lukket inde et nyt sted, hvor de blev talt op og fik lov at sove. 

Hun kiggede sig desorienteret omkring. Lindt længere henne stod manden, der havde givet hende pillen. Det var den samme hver gang. Hun kunne ikke fokusere nok til at se ansigts træk, hvilket irriterede hende. Han stod med den samme flaske og stoppede den ind i munden på en dreng, der var mindre end hende selv. Det var utroligt, han kunne få sig selv til det, tænkte hun.

Han stod med pistolen i den anden hånd. Den var vendt ned af. Hvis ikke det var for pillerne, kunne flokken af de mange mennesker bare stå sammen og overfalde ham. Hvor fik mændene mon de piller fra? Der blev jo brugt mange af dem til de mange fanger.

En anden af de tre mænd var begyndt at få folk op og stå. Han var den højeste af dem. Han kom hen imod hende, men hun var så træt, at det var svært for hende at tage sig sammen til at rejse sig op. Hun havde brug for lidt længere hviletid. Bekymringen havde gjort, at hun ikke havde sovet ordentligt.

Den høje mand rettede opmærksomheden mod hende. Han gav tegn til hende om at rejse sig op og følge med de andre. Det var hårdt, men hun tvang sig selv op velvidende om, hvad der ville ske, hvis hun ikke gjorde det.

Hun fulgte med de andre på vej op af trappen. Det gik langsomt. De andre var også trætte. Hendes mor kom med efter hende. Rækken af mennesker kom udenfor og hen imod den tredje af mændene. Hun kunne kende ham, på den måde han gik. Han haltede, men uden han selv blev generet af det.

Efter hånden kom alle ud. Den haltende gik forrest efterfulgt af hende og nogle andre fanger. Så kom den lave af mændene. Han gik i midten, så de havde kontrol over det hele. Aller bagerst kom den høje nemlig gående.

Hun havde engang oplevet, at der var en dame, der faldt. De var blevet ført igennem et meget besværligt terræn. Damen, som var faldet, havde snublet over et eller andet. Hun var kommet til skade og kunne ikke støtte på foden.

Hun og de andre var blevet bedt om at fortsætte, mens damen blev liggende. Da alle var foran hende, havde den høje mand skudt hende, bare sådan. Hvis hun nu havde rullet ud i det høje græs og gemt sig, kunne hun måske have overlevet. Det gjorde hun bare ikke. damen vidste, hvad der ville ske, hvis hun havde gjort det. Hun ville være blevet jagtet, til hun blev fundet og dræbt.

Hun viste det. Da de havde opdaget, at hendes far var væk dagen før ved daggry, havde to af mændene, den lave og ham, der haltede, taget af sted. De opdagede det ved optællingen, da de var kommet frem til huset, hun havde tilbragt dagstimerne med at sove i.

Mændene var kommet tilbage i den tid, hun havde sovet, for hun havde ikke hørt dem. Hun anede ikke, om det var lykkedes hendes far at slippe væk, eller om han var blevet indhentet og dræbt. Hun håbede selvfølgelig på det første, så han kunne fortælle om dem.

Den store mængde af sløve mennesker fortsatte deres nærmest endeløse vandring gennem krat og buskaser. Hun fik et kort glimt af landevejen, de fulgte. Faderen havde sagt, han ville følge den, til han kom til en by.

Det hele var startet i det forrige hus. De havde fundet et løst bræt i den utætte kælder i starten af dagstimerne. Hendes mor og far havde fået hjælp fra nogle andre til at få brættet ud. Hun selv var blevet bedt om at ligge sig til at sove.

Hendes far var gået ud inden solnedgangen. De havde hjulpet hinanden med at få brættet på plads igen, så mændene ikke ville opdage det med det samme. På den måde ville hendes far få et forspring.  Hendes mor havde først fortalt det, da hun vågnede.

De fortsatte længere fremad. Hun kiggede op mod himlen. Den var mørk lige umiddelbart, men så kom stjernerne til syne. Stjernerne var kraftige. De kunne lyse, selv når det var mørkt. De kunne vinde over mørket. Hun ville gerne kunne vinde over mørket og det onde ligesom stjernerne.

Der var noget, der forstyrrede hendes stille tanker. Landevejen var kommet til syne igen, og noget lyste på den. Det var blå, blinkende lys, kun på en kort strækning. Håbet bredte sig inde i hende som en lille flamme, der stille varmede hendes krop op. Hun kunne mærke på de andre, hun ikke var den eneste, der havde lagt mærke til det.

Langsomt maste hun sig frem af. Hun nærmede sig den forreste del. Hun kunne se den haltende mand. Han fortsatte som ingenting og havde åbenbart ikke opdaget noget. Hun prikkede til en ung mand. Hun fik hans opmærksomhed og pegede mod lyset. Derefter gjorde hun tegn til at gå i retningen af det.

Hende og den unge mand fik nogle af de andre til at følge efter, da de langsomt begyndte at gå i retningen af landevejen. Resten af optoget fulgte med som en flok får. Den haltende mand lagde ikke mærke til, rækken ikke længere fulgte efter ham, hvilket var godt.

De kom tættere på vejen. Hun kunne se biler og mennesker, men de kunne ikke se hende på grund af mørket. Hun skulle bare holde roen, så skulle det hele nok gå. Hun begyndte at gå hurtigere. Et stykke længere nede af vejen var der en gammel tankstation. Den så forladt ud og hun lagde mærke til et rødt skilt, der hang og dinglede.

Hendes opmærksomhed kom igen hen på hendes mål, vejen. Hun hørte et skud. Hun gik halvt i panik. Mændene havde opdaget det, de var i gang med. Hun løb, ligesom alle de andre gjorde. De var på vej hen mod landevejen alle sammen. ”Vi er her!” var der en, der råbte, men det var ikke nødvendigt.

Menneskene, der var på vejen, havde lagt mærke til dem, og de ville gøre deres bedste for at hjælpe. Der kunne høres flere skud. Hun løb, løb som hun aldrig havde gjort før. Hun ville nå derhen. Hun begyndte at græde, det ville lykkedes. Hun nåede autoværnet og sprang over det.

Hun kom hen i favnen på en fremmed dame, men hun vidste, damen ikke ville gøre hende ondt. Hun græd. Den lille dreng, hun havde betragtet tidligere, kom også hen til damen. Han havde også klaret det. De blev sat ind i en bil sammen med nogle andre. Skuddene var holdt op. Det var forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...