Landevejen

Historien følger ofrenes synsvinkel, og der kommer meget få oplysninger af gangen. Der er to ofre, man følger og langsomt finder ud af, hvad de har med hinanden at gøre.

1Likes
0Kommentarer
707Visninger
AA

1. Kapitel

Da han kom ind imod byen, var det begyndt at sne, og vinden legede med sneen og kastede den imod ham. Han mærkede den ikke længere, han havde mistet fornemmelsen af hvor langt han havde gået. Han gik blot med ansigtet vendt nedaf, fødderne frøs i sjappet, og hans brækkede højre arm dinglede i det lyse cottoncoat-ærme. Nogle gange skar smærten i skulderen - så standsede han og lagde så roligt som mugligt venstre hånd på højre overarm som han ville berolige den, så fortsatte han - et nyt jag kom måske hurtigt efter, så gav han sig, standsede igen.

Det gik langsomt fremad. Det var ikke nogen stor by forude, et rødt skilt over en tankstation hang et sted i snevejret umiddelbart før vejen slog et sving til venstre, derefter drejede den igen mod højre og ind i hvad der måske var en lille indkøbsgade - han kunne ikke se det, det var sikkert ikke andet end en landsby.

Tankstationen var lukket Han stod et øjeblik og betragtede de mørke ruder, et par tomme hylder bagved, den så ud til at have været lukket i årevis.

I svinget faldt han. Han var ikke tilstrækkelig opmærksom - svinget tvang vejen nedaf mod venstre, hans sko gled og kom ned i rabetten, han måtte skæve, herefter tabte han balancen og tumlede ned af skråningen, mens han med venstre arm forsøgte at undgå at rulle rundt - det lykkedes ikke, en tue løftede ham i følelsen af at falde af en kælk i høj fart, og han landede på højrearmen og skreg.

Han rullede et par meter til før han lå stille. Det tog lang tid før han rejste sig og begyndte at klatre op ad skråningen igen imod det røde skilt.Det virkede som et godt mål.

Sneen blæste ind i hans ansigt, så det var svært at se. Han kunne kun lige tvinge sig selv til at bevæge sig. Den venstre arm havde han lagt på tværs af kroppen, så uligheden fra den slappe arm ikke betød noget.

Endelig nåede han op til autoværnet på toppen af skråningen. Han kunne ikke lade vær med at tage et blik i den retning, han var kommet fra. Frygten sad dybt inde i ham, ventede på at gøre ham sindssyg. Han måtte bare nå frem, så han kunne hjælpe.

Trætheden fra de mange tilbagelagte kilometer begyndte at tage over. Det var umuligt for ham at rejse sig op. Han fik skubbet sig selv ud på den anden side af autoværnet i vejkanten. Det var hårdt, og han havde snart opbrugt alle sine kræfter. Han skævede mod det røde skilt. Det virkede så langt væk, selvom det bare var lidt længere nede af vejen på den anden side.

Kravlende bevægede han sig længere ned af vejen. Sneen, der var over det hele, havde gjort ham godt våd, så det var svært at holde varmen. Han kastede sig et lille stykke frem. Det smertede i hans krop, men han måtte fortsætte.

Et kig bagud gjorde ham skrækslagen. En bil nærmede sig. Den var langt væk. Han kunne kun se lygterne for sneen. Det kunne lige så godt være en hvilken som helst bil, men han vidste hvis, det var. Den kom nærmere og nærmere som en haj, der skal til at angribe sit bytte, et bytte, der ikke har en chance.

Han lod armen slappe af, lagde sig ned, holdt op med at kravle. Han var sikker på, det hele var forbi nu. Han tænkte en enkel gang på sin familie. Dem ville han aldrig få at se igen. Han savnede sin lille pige, men hun havde forandret sig i den tid, de havde været fanger. Hun var ikke længere den samme.

Derfor ville han gøre noget, men han skulle aldrig have ladt dem alene. Han vidste, hvad de gjorde ved dem der stak af. Asfaltens kulde trængte op gennem ham og sugede langsomt den sidste varme, han havde tilbage, ud.

Han kunne høre bilen. Den var standset et lille stykke bag ham. Han hørte døren smække, og han hørte den knirkende lyd fra to par støvler, der nærmede sig. Det ene sæt lyde var regelmæssige, det andet var anderledes.

Han lukkede øjnene. Han kunne ikke klare det mere. De knirkende lyde forsvandt, kun for at blive afløst af en ny. Mandestemmerne sagde noget, han var for udmattet til at høre. Det næste gik stærkt. Han nåede ikke engang at høre braget. Der var så meget han ville nå i livet, men nu var det forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...